Kun digitalt

Jeg havde gjort alt, jeg kunne som forælder. Hvordan kunne mine børn alligevel forlade Kirken?

Rachel Hokanson

Forfatteren bor i Utah i USA.

Da nogle af mine børn forlod kirken, undrede jeg mig over, hvorfor jeg ikke oplevede de lovede velsignelser ved alle de evangeliske aktiviteter, vi havde udført sammen som familie i årenes løb. Tre generalkonferencetaler hjalp mig til at gå fremad i tro.

Da jeg blev forælder, følte jeg et stort ansvar for at støtte mine børn på pagtsstien og sikre mig, at de fulgte vor himmelske Faders plan.

Fra mine teenageår lagde jeg mærke til råd til forældre ved næsten alle generalkonferencer, deriblandt følgende:

Præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) fortalte os, at hvis vi ville »påbegynde et seriøst studium« af Mormons Bog, ville vi »finde større kraft til at modstå fristelse … kraft til at undgå bedrag … [og] kraft til at blive på den snævre og trange sti.«¹ Så jeg vidste, at min familie skulle læse Mormons Bog sammen som familie hver dag.
Familieproklamationen belærte om, at »forældre har en hellig pligt til at opdrage deres børn i kærlighed og retskaffenhed, … at lære dem at elske og tjene hinanden [og at] iagttage Guds befalinger … Ægtemænd og hustruer – mødre og fædre – vil over for Gud blive holdt ansvarlige for udførelsen af disse pligter.«²
Præsident M. Russell Ballard (1928-2023) mindede os om, at for at »beskytte og bevare og styrke vores hjem og familie i en verden, der trækker så hårdt i modsat retning«, måtte vi »konsekvent holde daglig familiebøn og ugentlige familieaftener[,] … undervise i evangeliet og grundlæggende værdier i vores hjem[, og] … skabe meningsfulde familiebånd, der giver vores børn en identitet, der er stærkere end det, de kan finde hos deres jævnaldrende gruppe, i skolen eller noget andet sted.«³

Som ung mor tolkede jeg hele denne instruktion til at betyde, at det var mit ansvar at frelse mine børn. Jeg følte, at hvis jeg gjorde alt dette med min familie, ville mine børn blive gjort immune over for fristelse og trusler mod deres vidnesbyrd.

Men i løbet af de sidste par år, hvor mine børn har oplevet flere trusler mod deres vidnesbyrd, og nogle er holdt op med at komme i kirken, har jeg følt mig forrådt. Jeg undrede mig over, hvorfor vi tilsyneladende ikke oplevede præsident Bensons løfte om, at mine børn ville blive beskyttet med kraft til at modstå fristelse og bedrag og blive på den snævre og trange sti.

Jeg tog hul på aprilkonferencen 2022 med et tungt hjerte. Endnu et barn havde lige fortalt mig, at hun kæmpede med sit vidnesbyrd. Jeg begyndte at se generalkonferencen mens jeg stillede det samme spørgsmål, som ældste Adrián Ochoa fra De Halvfjerds senere talte om i sin tale lørdag eftermiddag: »Virker planen?«⁴ I mit sind frygtede jeg, at den ikke gjorde.

Jeg bad om at vide, hvad jeg kunne gøre for at hjælpe mine børn til at ønske at vende tilbage til Kirken. Helst med det samme. Svarene kom under generalkonferencen. Men de svar, der kom, var ikke, dem jeg forventede.

Tre lektier hjalp mig til at ændre mit hjerte.

Lektie 1: Jeg kan ikke gøre mig fortjent til mine børns vej til himlen.

Lørdag morgen sagde Ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum:

»Nogle tror fejlagtigt, at Guds løfter betyder, at lydighed mod ham giver specifikke resultater efter en fast tidsplan. De tænker måske: ›Hvis jeg tjener flittigt som fuldtidsmissionær, vil Gud velsigne mig med et lykkeligt ægteskab og børn‹, eller ›hvis jeg afholder mig fra at lave lektier på sabbatten, vil Gud velsigne mig med gode karakterer‹ eller ›hvis jeg betaler tiende, vil Gud velsigne mig med det job, jeg ønsker.‹ Hvis livet ikke udfolder sig præcist på denne måde eller i henhold til en forventet tidsplan, kan de føle sig svigtet af Gud. Men tingene er ikke så mekaniske i den guddommelige økonomi. Vi bør ikke se Guds plan som en kosmisk salgsautomat, hvor vi (1) vælger en ønsket velsignelse, (2) indsætter den påkrævede sum af gode gerninger og (3) bestillingen leveres omgående.

Gud vil i sandhed ære sine pagter og løfter til os alle. Det behøver vi ikke bekymre os om (se L&P 82:10). Forsoningskraften hos Jesus Kristus – han, som steg ned under alt og derefter steg op til det høje (se L&P 88:6) og som besidder al magt i himlen og på jorden (se Matt 28:18) – sikrer, at Gud kan og vil opfylde sine løfter. Det er afgørende, at vi ærer og adlyder hans bud, men ikke alle velsignelser, der er baseret på lydighed mod loven (se L&P 130:20–21) formes, udformes eller afstemmes i henhold til vores forventninger. Vi gør vores bedste men må overlade forvaltningen af velsignelser, både timelige og åndelige, til ham.«⁵

Jeg er sikker på, at jeg havde hørt lignende lærdomme før, men denne gang ramte de mig lige hjertet. Denne gang var jeg klar til at høre dem, og jeg havde brug for at høre dem.

Jeg blev også mindet om et tidligere generalkonferencebudskab fra præsident Dieter F. Uchtdorf, der dengang var andenrådgiver i Det Første Præsidentskab:

»Vi kan ikke tjene os vores vej ind i himlen; retfærdighedens krav står som en barriere, som vi ikke er i stand til selv at overvinde.

Men alt er ikke tabt.

Guds nåde er vores store og evigtvarende håb …

Frelse kan ikke købes med lydighedens valuta; den erhverves gennem Guds Søns blod (se ApG 20:28).«⁶

Dette vidste jeg. Jeg vidste, at jeg ikke selv kunne gøre mig fortjent til min vej til himlen. Men af en eller anden grund troede jeg, at min lydighed kunne gøre mig fortjent til, at mine børn kom til himlen. Jo mere jeg studerede ældste Christoffersons tale og andres, jo mere indså jeg, at jeg var blevet narret af Satans løgn om, at mine børn ikke havde brug for en Frelser, så længe jeg var en »fuldkommen forælder.« Da jeg studerede og reflekterede over disse taler, hjalp Ånden mig til at begynde at forstå, at alt arbejdet med at beskytte mine børn mod fristelse og bedrag og at styrke deres vidnesbyrd er afgørende, men det garanterer ikke, at mine børn bliver på pagtens sti.

Handlefrihed er en vigtig del af vor himmelske Faders plan. Vi har alle fået den gave at kunne vælge selv, selvom det betyder, at vores børn kan vælge at vende sig væk fra det, de er blevet undervist i. Alligevel rækker Herren altid ud til sine vildfarne børn i kærlighed, og som jordiske forældre kan vi gøre det samme.

Ved oktoberkonferencen 2018 sagde ældste Dale G. Renlund:

»Selvom Gud ønsker, at vi bliver på pagtens sti, giver han os værdigt valget.

Gud ønsker, forventer og leder netop, så alle hans børn selv vælger. Han vil ikke tvinge os. Gennem handlefrihedens gave giver Gud sine børn lov til ›selv at handle og ikke være genstand for handling› (2 Ne 2:26).«

Jeg finder stor trøst i det, ældste Renlund dernæst sagde:

»Uanset hvor længe vi har været væk fra stien, eller hvor langt vi er gået, så hjælper Gud os med at komme tilbage i det øjeblik, hvor vi beslutter os for at ændre os (se Alma 34:31). Gennem oprigtig omvendelse og ved at trænge sig frem med standhaftighed i Kristus, når vi er kommet tilbage på stien, vil det fra Guds perspektiv være, som om vi aldrig har forladt den. Frelseren betaler for vores synder og frigør os for den faretruende formindskelse af glæde og velsignelser.«⁷

Jeg ved, at vi alle har brug for Frelseren. Denne sandhed giver mig dyb lettelse. Selvom det stadig er mit ansvar at undervise mine børn og støtte dem på pagtsstien, er det ikke min opgave at frelse mig selv eller mine børn. Det er Frelserens opgave, og han gør det fuldkomment. Det er vor Himmelske Faders gerning og hans herlighed »at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39). Han har en frelsesplan for alle sine børn. Jeg er nødt til at stole på hans plan og ikke på min plan. Og jeg har prøvet at huske, at han holder sine løfter om at beskytte og styrke vores familie. Jeg har tro på, at han altid indbyder mine børn til at komme til sig, og han vil trøste og styrke mig, når jeg stræber efter at gøre det samme.

Lektie 2: At vente på Herren kan være et helligt sted.

En anden lektie, jeg lærte, var af søster Amy A. Wright, førsterådgiver i Primarys hovedpræsidentskab, der talte umiddelbart efter ældste Christofferson. Hun sagde:

»Vi kan ofte føle os som den lamme tigger ved templets port, der tålmodigt – eller sommetider utålmodigt – venter og ›håber på Herren (Es 40:31).‹ Venter på at blive helbredt fysisk eller følelsesmæssigt. Venter på svar, der trænger ind i den dybeste del af vores hjerte. Venter på et mirakel.«⁸

Min bøn ved denne generalkonference havde været om umiddelbare resultater. Jeg vidste, at det ikke var realistisk, men jeg havde ikke forventet en lærestreg om vigtigheden af at vente.

Søster Wright fortsatte: »At vente på Herren kan være et helligt sted – et sted, hvor vi pudses og forædles, hvor vi kan lære Frelseren at kende på en meget personlig måde. At vente på Herren kan også være et sted, hvor vi står og spørger: ›O Gud, hvor er du?‹ (L&P 121:1) – et sted, hvor åndelig udholdenhed kræver, at vi udøver tro på Kristus ved bevidst at vælge ham igen og igen og igen.«⁹

Jeg har tænkt meget over dette koncept siden den generalkonference. At lære at vente, at være tålmodig med mine børn og deres valg og at stole på, at Herren altid søger efter dem, har krævet en stor indsats fra min side. Jeg ville ønske, at det var lige så enkelt som at træffe valget en gang for alle om at tro og derpå blive fyldt med fred resten af mine dage, når jeg beder om, at mine børn vil vælge at række ud til Frelseren og udøve tro på ham. Men sådan har det ikke været for mig. Nogle dage har det været lettere at give efter for håbløshed og fortvivlelse, at give op, fordi det kan virke som om, »planen ikke virker.« Det har krævet en stor indsats og åndelig udholdenhed at udøve tro og bevare håbet i vor himmelske Faders plan, når jeg ser mine børn træffe valg, der ikke afspejler de guddommelige sandheder, jeg har lært dem. Men hver dag, hvor jeg vælger håb frem for fortvivlelse, vælger jeg ham. Igen og igen og igen.

Denne kamp har bragt mig tættere på Gud. Den har fået mig til at vende mig til ham gennem bøn. Den har fokuseret mit skriftstudium. Den har vendt mig til templet. Men mest af alt har den gjort mig dybt taknemlig for Jesu Kristi forsoning. Jeg er så taknemmelig for at vide, at han elsker mine børn, og at han gav sit liv for dem.

At lære at vente på Herren er blevet et helligt sted for mig. Det er blevet en forædlende oplevelse. Studium af disse generalkonferencetaler og fokus på mit studium af evangeliet har styrket min forståelse af evangeliets lærdomme og styrket min tro. Jeg lærer linje på linje, forskrift på forskrift til at stole på Herren og på vor himmelske Faders forløsningsplan, mens jeg stadig beder om, at mine børn vil vælge at følge Jesus Kristus og hans evangelium. Og jeg ser frem til den næste generalkonference for at bidrage til min læring og mit vidnesbyrd.

Lektie 3: Gud har åbnet for at vende anstødssten til trædesten.

En tredje tale til konferencen, der gav mig håb, var ældste Larry S. Kachers. Jeg har lært meget af at studere denne tale. Jeg har lært, at Herren tillader os at opleve livets kompleksiteter for at hjælpe os til at vende os til ham. Ældste Kacher sagde, at: »Der er en enkelhed på den anden side af livets kompleksitet, når vi forbliver ›[standhaftige]i Kristus og [har] et fuldkommen klart håb‹ (2 Ne 31:20).

En del af formålet med livet er at gøre disse snublesten til trædesten på vores opstigning ad det, jeg kalder ›troens stige‹ – en stige, fordi det angiver, at tro ikke er statisk. Det kan gå op og ned alt efter de valg, vi træffer.«¹⁰

Jeg er vokset gennem denne prøve på min tro. I min svage visdom ønsker jeg at skåne mine børn fra livets prøvelser. Men ville jeg fornægte mine børn den udvikling, der følger af dem? I Guds mægtige visdom har han sørget for en vej, vi kan følge, hans frelsesplan. Når vi navigerer ad den sti, møder vi udfordringer, der prøver vores tro på vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Det er op til os at bruge vores handlefrihed til at vælge at følge Kristus på vores egen tros stige og tillade, at vores prøvelser bliver trædesten frem for anstødssten. Ældste Kacher minder os om, at »vores udvikling er evig.«¹¹

Mine børns historie er ikke forbi. Guds frelsesplan er virkelig, og jeg er nødt til at have tro på hans plan og stole på hans formål. Når mine børn fortsætter med at udøve deres handlefrihed, stræber jeg efter at huske, at Herren konstant vil række ud mod dem, og at han vil hjælpe dem tilbage, hvis de vælger at gøre det. Han er mægtig til at frelse.

Jeg finder håb i Ordsprogenes Bog 3:5-6:

»Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt.

Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.«

Jeg er sikker på, at der er andre, der oplever, at deres tro bliver prøvet. Jeres prøver kan ligne mine, eller I kan kæmpe med andre spørgsmål. Må jeg foreslå, at I tager jeres bekymringer til Herren før generalkonferencen og også gennem et vedvarende studium af generalkonferencen og skrifterne. Gør en indsats for at »høre ham,«¹² og stol på, at han vil lære jer det, I har brug for at høre. Jeg ved, at han elsker os, og at han har kraften til at frelse os og frelse vores børn, når vi – og de – hver især vælger at vende os til ham i tro.