Liahona
Vores børns guddommelige skæbne
April 2024


»Vores børns guddommelige skæbne«, Liahona, apr. 2024.

Vores børns guddommelige skæbne

Fire måder, hvorpå forældre kan hjælpe deres børn til at lære om Jesus Kristus og se deres guddommelige ophav.

Billede
ung mand beder

Børn bliver ofte spurgt: »Hvad vil du gerne være, når du bliver voksen?« Hvis vi i den førjordiske tilværelse var blevet stillet et lignende spørgsmål, ville vores svar måske ganske enkelt have været: »Jeg ønsker at blive som vores himmelske forældre.«

Opdragelse handler ofte om sengetid og bad, undervisning og raserianfald, irettesættelse, trøst og tryghed. Men måske kan vi træde et øjeblik tilbage og se vores opdragelse i et bredere perspektiv og huske på vores børns guddommelige natur – at de også er Guds børn – og at de har en guddommelig skæbne, ja, at de kan blive som Gud en dag (se L&P 132:20).

Præsident Dallin H. Oaks, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, har sagt: »Vores teologi begynder med forældre i himlen, og vores højeste mål er selv at opnå fylden af evig ophøjelse.«1 Og vi har alle det guddommelige potentiale. I »Familien: En proklamation til verden« står der: »Alle mennesker – mænd og kvinder – er skabt i Guds billede. Hver enkelt er en højt elsket søn eller datter af himmelske forældre, og som sådan besidder hver enkelt guddommelige egenskaber og muligheder.«2

Forældre kan hjælpe børn med at navigere og få succes på deres vej mod at blive som Gud. Men for at blive mere som ham må vores børn først lære mere om, hvordan Gud er. En grund til, at Jesus Kristus kom til jorden, var for at hjælpe os til at forstå vor himmelske Fader. Som Frelseren sagde: »Jeg og Faderen er ét« (Joh 10:30); »Den, der har set mig, har set Faderen« (Joh 14:9). For at blive som Gud vender vi os til Frelseren og lærer af ham.

Her er fire ting, vi kan gøre for at hjælpe vores børn til at lære, hvem Jesus Kristus er, og derved lære deres himmelske Fader at kende:

  1. Lær dem at stole på Frelserens apostle og profeter.

  2. Lær dem at handle i tro.

  3. Lær dem vigtigheden af åbenbaring.

  4. Vær et eksempel på Frelserens egenskaber.

Stol på apostlene og profeterne

En af de vigtigste måder, hvorpå vores børn kan lære Jesus Kristus at kende, er ved at lytte til hans udvalgte særlige vidner. Ligesom på Det Nye Testamentes tid hjælper apostle i dag os til at forstå hans karakter og hans værk. Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Jesu Kristi ordinerede apostle vidner altid om ham. De viser vejen, når vi går igennem jordelivets hjertevridende labyrint.«3 Og ældste Neil L. Andersen fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »En profet står ikke mellem jer og Frelseren. Derimod står han ved siden af jer og viser vejen til Frelseren.«4

Det er også vigtigt at lære vores børn at have ydmyghed og tålmodighed, når de lytter til vores inspirerede ledere. Ældste Andersen har sagt: »Bliv ikke overraskede, hvis jeres egne personlige anskuelser til tider i begyndelsen ikke er i harmoni med Herrens profets lærdomme. Det er tidspunkter, hvor vi lærer, når vi i ydmyghed går på vores knæ i bøn. Vi går fremad i tro, stoler på Gud og ved, at vi med tiden vil få større åndelig klarhed fra vor himmelske Fader.«5 Herren underviste om et vigtigt princip, da han om profeten Joseph Smith sagde: »For hans ord skal I tage imod i al tålmodighed og tro, som kom det fra min egen mund« (L&P 21:5). Når vi underviser vores børn i at have tålmodighed og at arbejde for at øge deres forståelse, vil det gøre dem åndeligt selvhjulpne hele livet.

Handle i tro

At lære noget eller nogen at kende er mere end at lære fakta udenad. Folk kan læse bøger om at spille klaver, men hvis de aldrig spiller en tone, vil deres viden ikke hjælpe dem til at blive pianist. Det samme gælder for det at kende Jesus Kristus. At lære ham at kende er mere end blot at kende til fakta. For at lære ham at kende må vi gøre, som han gør.

Frelseren understregede, at det at gøre er en væsentlig del af det at vide: »Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv« (Joh 7:17). Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Vi lærer Frelseren at kende, når vi skærper vore åndelige evner og afprøver hans lære.«6. Kong Benjamin spurgte: »For hvorledes kender en mand den herre, som han ikke har tjent?« (Mosi 5:13).

Vores børn kan lære om Kristus gennem skriftstudium, seminar og generalkonference. Men dette vil være utilstrækkeligt uden at gøre det, Kristus gjorde: Forkynde evangeliet, tage sig af de trængende og »gøre vel« (ApG 10:38).

Kirkens program Børn og Unge kan hjælpe vores børn til at handle i tro. Vi kan hjælpe dem til at overveje mål, der vil hjælpe dem til at gøre de ting, Kristus gjorde, og forstå, hvem han er.7

Søgen efter åbenbaring

Vi lærer også Kristus at kende på et mere personligt plan, når vi, som præsident Nelson har opfordret til, hører ham gennem Ånden: »Vi hører ham også tydeligere, når vi forbedrer vores evne til at genkende Helligåndens hvisken. Det har aldrig været mere afgørende at vide, hvordan Ånden taler til jer, end lige nu. Helligånden er Guddommens sendebud. Han vil bringe tanker til jeres sind, som Faderen og Sønnen ønsker, at I modtager.«8

Vores børn kan lære Frelseren at kende, når de hører, hvad han ønsker, at de skal vide og gøre individuelt. Programmet Børn og Unge opmuntrer børn og unge: »I kan bede om at finde ud af, hvad [jeres talenter] er, og hvad I kan arbejde på lige nu.«9 Når børn søger at forstå, hvad det er, Frelseren ønsker for dem, øges deres muligheder for at føle hans kærlighed.

Vi kan lære dem ikke at miste modet, hvis svarene ikke kommer med det samme. De kan fortsætte i tro og vide, at de vil føle Guds kærlighed, når de arbejder på at høre ham. Præsident Nelson har beskrevet trin, der med profetens Joseph Smiths ord vil hjælpe os til at »udvikle os i åbenbaringens princip«, deriblandt: Fordybelse i skrifterne, at komme Herren nærmere i bøn, lytte efter svar og nedskrive vores følelser og (selvom vi ikke behøver at være fuldkomne) dagligt gøre en indsats for at blive stadigt mere værdig.10

Billede
en mor og datter beder sammen

Vær et eksempel

Endelig er en af de måder, der har størst virkning på, hvad vi lærer vores børn om Kristus, at vi som forældre afspejler hans egenskaber. Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Er det for dristigt at håbe, at vore børn kan få bare lidt af den følelse for os, som den guddommelige Søn nærede for sin Fader? Kan vi lære mere om den kærlighed ved at prøve at være mere, som Gud var over for sin Søn? Kan vi gøre os fortjent til mere af den kærlighed ved at prøve at være mere af det, Gud var for sit barn? Vi ved i alle tilfælde, at et ungt menneskes opfattelse af Gud centrerer sig om de træk, som ses i barnets jordiske forældre.«11

Når vi efterligner Kristus, hjælper vi med at åbenbare ham og Faderen for vores børn. Nogle af Kristi egenskaber er beskrevet i Moroni 7:44-45, herunder at være næstekærlig, håbefuld, venlig, sagtmodig, utilbøjelig til at lade sig ophidse, langmodig og udholdende.

En kvinde, jeg kender, havde en far, der ofte var vred og hurtig til at blive ophidset. Hun sagde: »I mange år så jeg vor himmelske Fader på samme måde, som jeg så min egen – én, der for det meste holdt sin distance og let blev skuffet.« Det påvirkede hendes evne til virkelig at forstå vor himmelske Fader. Men hun fortalte, at vor himmelske Fader hjalp hende til at forstå, hvordan han langsomt førte hende ud af frygten for ham og ind i sin kærligheds frelsende kraft.« Hun begyndte at forstå, hvordan han virkelig er.

Det første formål med Primary er at hjælpe børn til at føle deres himmelske Faders kærlighed.12 Det kan også være et af forældrenes første formål. Når børn føler vor himmelske Faders kærlighed, vil de få en bedre forståelse af ham og et ønske om at blive som ham.

Hvad ønsker vore børn at være, når de bliver voksne? Som forældre kan vi nære et ønske i dem om at blive som vores himmelske forældre. Jesus Kristus er vores fuldkomne forbillede, og når vi hjælper vores børn med at komme til ham, er der større sandsynlighed for, at vi opnår dette ønske. Vi kan hjælpe dem til at lære Gud og Jesus Kristus at kende ved at opbygge tillid til apostle og profeter, hjælpe dem til at handle, som Herren ville, hjælpe dem til at høre ham gennem Ånden og efterligne Herren i vores handlinger.

Vores eksempel og deres pagtsforhold med Herren vil skabe stabilitet, en følelse af at høre til, og give den kundskab om Guds kærlighed, som vores børn har brug for, og som vil velsigne dem i årene, der kommer.

Udskriv