Sidste dages helliges røster

Jeg blev ikke efterladt faderløs

Caroline May fra Utah i USA

Jeg lærte, at bøn kan være en af vores største ressourcer.

Illustration: Stephanie Hock

Min mand og jeg havde bedt om endnu et barn, inden vi fandt ud af, at jeg var gravid. »Begejstret« beskriver næppe, hvad vi følte. Oven i vores glæde kom nyheden om, at min veninde skulle føde dagen før mig, og min svigerinde fire dage senere. Næsten med det samme begyndte vi at planlægge legeaftaler.

Men ni uger inde i graviditeten begyndte jeg at få anfald. Rædselsslagen skyndte min mand og jeg os på hospitalet for at få en ultralydsscanning. Ved undersøgelsen kiggede jeg ivrigt hen på skærmen og spurgte teknikeren, om min baby var okay. Han svarede ikke, mens han vendte skærmen væk fra mig.

Jeg havde ikke lyst til at forvente det værste, men da teknikeren forlod lokalet, blev jeg grebet af frygt. Jeg begyndte at bede på en måde, som jeg aldrig havde indset, at jeg kunne, og bad om noget – hvad som helst – der kunne give mig fred.

Med det samme blev jeg indhyllet i en varm omfavnelse og hørte den »stille, sagte røst« (1 Kong 19:12) forsikre mig om, at alt ville gå godt. Jeg følte mig trøstet og rolig, mens jeg ventede på, at lægen gav mig svar.

Da lægen kom, fortalte han blidt min mand og jeg, at vores barn var dødt. Med det samme følte jeg igen Åndens varme omfavnelse. Det gjorde ondt, men jeg kunne ikke tvivle på den følelse af trøst.

Mens jeg sørgede i de følgende uger, vendte jeg mig til min himmelske Fader i hyppig bøn. Helligåndens beroligende forsikring forsvandt aldrig, og jeg vidste, at Herren vågede over mig. Jeg fik en dybere forståelse af Jesu Kristi forsoning, da jeg følte Frelserens helende balsam. På dage, hvor jeg følte, at jeg ikke kunne fungere, kunne jeg mærke, at englehænder holdt mig oppe.

Min mand og jeg bad om fortsat trøst. Vi var begge stadig kede af det, men ingen af os tvivlede på, at Frelseren gennem sin forsoning kunne lindre vores smerte og tab.

Denne oplevelse var utrolig vanskelig. Til tider var det næsten for meget at bære. Men jeg er evigt taknemlig for den relation, jeg udviklede til min himmelske Fader og min Frelser gennem denne oplevelse. Bøn kan være en af vores største ressourcer.

Jeg ved, at vor himmelske Fader virkelig tager sig af sine børn, og at han og hans Søn ikke vil »efterlade [os] faderløse« (Joh 14:18).