Liahona
Føler I jer ensomme? Her er tre tips, der gør en forskel for mig
April 2024


Kun digitalt: Unge Voksne

Føler I jer ensomme? Her er tre tips, der gør en forskel for mig

Forfatteren bor i Cuneo i Italien.

At være medlem af Kirken i Italien kan være ensomt, men jeg har lært, at jeg aldrig er alene.

Billede
en kvinde stirrer ud i det fjerne foran en blå og gul baggrund

Jeg bor i en lille by i Italien, hvor der kun er fire unge voksne i min gren.

De fleste her er praktiserende katolikker, så deres fælles tro binder dem sammen. Jeg føler mig ofte malplaceret som medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Det er let at føle, at jeg er på egen hånd, når jeg stræber efter at blive mere som Frelseren. Jeg gør mit bedste for at følge ham. Jeg vil gerne tage imod præsident Russell M. Nelsons opfordring til at »overvinde verden«1 og »tænke celestialt«,2 men sommetider bliver jeg modløs, når jeg føler, at jeg står alene i min tro.

Men når ensomheden sætter ind, hjælper visse gode vaner mig til at fortsætte fremad i tro. Her er tre tips, der hjælper mig til at overvinde den ensomhed.

Gør det til en vane at læse i skrifterne

Når jeg føler mig overvældende ensom, bruger jeg et øjeblik på at komme til vor himmelske Fader i bøn. Jeg fortæller ham, hvordan jeg har det og åbner derefter mine skrifter. På en eller anden måde finder jeg altid de sandheder, jeg har brug for at høre i det øjeblik.

Selvom versene ikke altid præcist beskriver mine omstændigheder, fylder sandhederne i dem mit hjerte med håb og trøst. Ensomheden forsvinder, når jeg har stille stunder til at tænke over fordums profeters ord, der vidner om Kristus.

De minder mig konstant om, at jeg er elsket, at Gud er opmærksom på mine omstændigheder og at tingene ordner sig.

At gøre det til en vane konsistent at læse mine skrifter og bede, selv når det er svært, gør mig gladere, mere selvsikker og mere forbundet til Ånden.

Hvis vi inviterer Frelseren ind i vores liv ved at studere skrifterne, vil han altid være der og minde os om, hvem vi er, og forbinde os til vor himmelske Fader.

Husk Jesu Kristi forløsende kraft

Jeg har altid vendt mig til Jesus Kristus for at finde tilgivelse og fred. Men jeg har også lært at forstå, at han kan støtte mig, når jeg føler mig alene.

Ældste Jeffrey R. Holland har forklaret, at da Frelseren led i Getsemane have, »råbte han i yderste ensomhed: ›Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?‹ (Matt 27:46; fremhævelse tilføjet).«

Ældste Holland fortsatte: »Det er i sandhed min personlige overbevisning, at i hele Kristi jordiske virke var Faderen måske aldrig tættere på sin Søn end i denne sidste forpinte tid med lidelse. Men for at hans Søns største offer kunne blive lige så fuldkomment, som det var frivilligt og hans alene, trak Faderen ikke desto mindre kortvarigt sin Ånds trøst og støtten i sin personlige tilstedeværelse væk fra Jesus … Denne fuldkomne Søn, som aldrig havde talt ilde eller gjort noget forkert eller rørt ved noget urent, måtte vide, hvordan resten af menneskeheden – os alle – ville føle det, når vi begik sådanne synder.«3

Derfor ved han, hvordan han skal bistå os (se Alma 7:11-12). Han ved præcis, hvordan vi har det.

Jesus Kristus gik alene ad den sti, så vi ikke behøver at gøre det. At lære om ham og fokusere på hans styrkende kraft giver mig trøst, håb og styrke til at trænge mig frem i tro.

Vær god mod jer selv

Når jeg føler mig ensom, gør det en stor forskel at være venlig mod mig selv. Jeg nærer mit sind med positive tanker, fordi jeg har indset, at jeg er den person, jeg skal tilbringe resten af mit liv med! Så jeg burde have et godt forhold til mig selv.

Ensomheden bliver kun værre, hvis vi ikke er venlige mod os selv.

Jeg behandler mig selv som en ven. Jeg minder mig selv om, hvem jeg er, og at selvom jeg ikke er fuldkommen, kan jeg altid omvende mig og blive ved med at prøve at følge Kristus. Ældste Gary E. Stevenson opfordrede os for nylig til at »stoppe op, mens vi ser på os selv i spejlet. Tænk for jer selv eller sig det højt: ›Wow, se på mig! Jeg er sej! Jeg er Guds barn! Han kender mig! Han elsker mig! Jeg er begavet – begavet med Helligånden som min konstante ledsager!«4

Så, det gør jeg. Jeg kigger i spejlet og fortæller mig selv disse ting. Og så ler jeg, fordi jeg føler mig fjollet, men jeg føler mig også mere selvsikker, elsket og forbundet til Ånden.

Når I er jeres egen ven, vil I aldrig føle, at I er uden en.

I er aldrig alene

Sommetider føler jeg, at jeg er den eneste, der går gennem visse udfordringer. Men jeg minder mig selv om, at der er så mange unge voksne rundt om i verden, der er i samme situation. Selvom jeg ikke ved, hvem de er, stræber de også efter at stå sammen med Kristus.

Jeg er ikke alene.

Ældste Alan T. Phillips fra De Halvfjerds har for nylig sagt: »Mange føler sig overvældede, alene, isolerede eller udmattede … Når vi ved, at vi alle er Guds børn og medlemmer af hans evige familie, vil det give os følelsen af tilhørsforhold og formål tilbage.5

Vor himmelske Fader elsker os. Han har givet os redskaberne til at forbinde os med ham, hans Søn og hinanden. Vi må bare huske at bruge dem.

Han kender jer. Han er med jer. Mist ikke håbet. Fyld jeres liv med Ånden, og husk, at I som Guds barn tilhører hans evige familie.

I er aldrig alene.

Udskriv