Liahona
Ikke længere ensom: 7 måder at få kontakt på
September 2024


»Ikke længere ensom: 7 måder at få kontakt på«, Liahona, sep. 2024.

At ældes med trofasthed

Ikke længere ensom: 7 måder at få kontakt på

Ensomhed er en udfordring, der kan overvindes med en vis indsats, følelsesmæssig energi og hjælp fra Frelseren.

Billede
to personer går ved siden af hinanden

Vi vil sikkert alle opleve ensomhed nogle gange. Lejlighedsvise følelser af ensomhed kan faktisk være sunde og produktive, et biologisk signal om, at vi er nødt til at opbygge stærkere relationer. Men vedvarende ensomhed er ofte en stor hindring for lykke.

Vor himmelske Faders plan for lykke omfatter at samle os i familier og i menigheder. Det hjælper os ikke blot i vores evige udvikling, men også i vores menneskelige behov for at være blandt andre, føle, at vi hører til og give og modtage følelsesmæssig støtte. Videnskaben begynder at anerkende sociale bånd som et biologisk behov, der er forbundet med vores helbred og overlevelse.

Det er også et åndeligt behov. Vi har brug for hinanden til vores åndelige velbefindende og vækst. Og en himmel fyldt med evige relationer er en særlig glædelig tanke (se L&P 130:2).

Overvej følgende forslag til at bekæmpe ensomhed i jeres liv:

  1. Stol på Frelseren. Jeres himmelske Fader og Jesus Kristus kender til jeres ensomhed og ønsker at hjælpe. At vide, at Frelseren kender til ensomhedens smerte, kan hjælpe jer til at vide, at han forstår, hvordan I har det. Når I kommer vor himmelske Fader og Frelseren nærmere gennem bøn, skriftstudium og tilbedelse på sabbatten og i templet, vil det hjælpe jer til at vide, at I aldrig er alene. Som præsident Russell M. Nelson har sagt: »Når vi har fokus på Guds frelsesplan … og Jesus Kristus og hans evangelium, kan vi føle glæde, uanset hvad der sker – eller ikke sker – i vores liv.«

  2. Vær venlig. Ensomhed kan sommetider få os til at tvivle på, at en indsats vil mindske vores smerte. Foretag en selvransagelse for at se, om I er pessimistiske. Når I leder efter venskaber, så husk, at det ofte er påkrævet at være venlig. Det kan gøre en forskel blot at sige hej til en nabo. Og at søge efter muligheder for at velsigne andre, der også kæmper med ensomhed, kan være den mest kraftfulde måde af alle.

  3. Byg på fælles interesser. Find personer og grupper, hvis interesser, perspektiver og standarder ligner jeres. I kan se efter (eller tilmed overveje at starte!) en bogklub, tjenesteklub, vandreklub, sanggruppe, hjemmeaftengruppe eller en gruppe, for forældre hvis børn er flyttet hjemmefra.

  4. Styrk eksisterende relationer. De fleste mennesker har allerede relationer til familie, venner, naboer og medlemmer af menigheden. At pleje disse eksisterende relationer er et godt sted at starte, når man skal bekæmpe ensomhed. Det tager tid at opbygge venskaber naturligt, så vær tålmodige, når I plejer jeres relationer. Husk, at kvaliteten af jeres relationer er vigtigere end antallet af relationer, I har.

  5. Søg muligheder for at tjene og dele jeres talenter og åndelige gaver. Der er næsten ubegrænsede muligheder for at drage omsorg og tjene i Kirken, i vores familie og i lokalsamfundet. Når vi føler, at vores indsats har en positiv virkning på andre, kan det give en følelse af mening og formål i vores liv. At føle, at vores liv har betydning for andre, er en stærk kur mod ensomhed.

  6. Læg planer for de udfordrende tider. Helligdage og betydningsfulde datoer, såsom årsdagen for en af vore kæres død, kan være svære. Prøv at planlægge aktiviteter med venner eller familie på sådanne dage for ikke at dvæle ved de relationer, I ville ønske, I havde.

  7. Deltag i tempeltjeneste og slægtsforskning. Det er en effektiv metode til at føle trøst og tilhørsforhold på. Ældste Dale G. Renlund fra De Tolv Apostles Kvorum har lovet talrige velsignelser, vi kan modtage, herunder »større kærlighed og påskønnelse af forfædre og levende familiemedlemmer, så vi ikke længere føler os alene«.

For de fleste mennesker er ensomhed en udfordring, der kan overvindes med en vis indsats, følelsesmæssig energi og hjælp fra Frelseren.

Udskriv