Kun digitalt
14 forslag til at gøre jeres skriftstudium mere meningsfuldt
Medlemmer rundt om i verden fortæller, hvad de gør for at få et stærkere skriftstudium.
I en verden fuld af tumult og modstridende stemmer kan fred komme gennem Frelseren, som indbyder os til at komme til ham (se Matt 11:28) og lytte til hans ord (se L&P 19:23). Ved at lede efter »små og enkle« (Alma 37:6) måder at forbedre vores daglige studium på, kan vi opbygge et tættere forhold til Jesus Kristus, der vil hjælpe os til at modstå de udfordringer, vi møder i vores liv.
Præsident Russell M. Nelson minder os om: »Daglig fordybelse i Guds ord er afgørende for åndelig overlevelse, særligt i disse dage med øget kaos. Når vi mætter os med Kristi ord dagligt, vil Kristi ord fortælle os, hvordan vi skal reagere på vanskeligheder, som vi aldrig troede, vi ville møde.«
Følgende principper kan være en hjælp, når vi søger efter måder, hvorpå vi kan få forbindelse til Kristus gennem skrifterne.
1. Begynd med en bøn
»For at gøre mit studium af skrifterne mere meningsfuldt kan jeg godt lide at starte med en bøn. Jeg beder vor himmelske Fader om, at jeg må have Helligånden med mig, så jeg kan være mere modtagelig for de ting, han ønsker, at jeg skal lære. Mens jeg læser, prøver jeg at tænke over profeternes ord. Jeg tænker over, hvordan deres eksempler kan anvendes i mit liv, hvordan jeg kan få mere tro, og hvordan jeg kan stole på Herren, ligesom de gjorde.
Når jeg gør det, kan jeg føle fred i mit hjerte og kærlighed til Herren.«
Gabriela Pineda Portillo fra La Libertad i El Salvador
2. Lav en lektion, som I kan dele med andre
»Når jeg studerer skrifterne, skriver jeg principperne ind i en lektion, så jeg kan dele det, jeg har lært. Hvis jeg lærer noget, vil jeg gerne dele det, så jeg kan se mine jævnaldrendes perspektiv på lektionen.«
Chester Chan fra Singapore
3. Fokuser på et tema
»Hvert år vælger jeg et bestemt tema at fokusere på. Lige nu ser jeg på, hvordan mennesker i Mormons Bog bad om hjælp og velsignelser, og hvad Herrens reaktion eller handling var på det.«
Heike Dröge fra Tyskland
4. Før dagbog over jeres åndelige rejse
»Jeg har et fast tidspunkt hver morgen til mit skriftstudium. Jeg begynder med en bøn for at åbne mit hjerte for Helligånden og føle mig tættere på ham. Fordybelse i skrifterne, overvejelse af deres betydning og undertiden gennemgang af skriftsteder flere gange stemmer overens med rådet i 2 Nefi 32:3 om at ›tage for jer af Kristi ord‹. For mig er studium af skriften mere end blot at læse. Det er også at skrive mine tanker og indtryk ned, så jeg kan læse dem igen og igen og tage for mig af dem. Det er ligesom at føre dagbog over min åndelige rejse. Det gør det endnu bedre, når jeg taler med andre om det, jeg har lært. Vi deler vores tanker og forståelse, og det hjælper os alle til at vokse åndeligt. På denne måde bliver mit studium mere end blot at læse ord – det er en måde at opbygge en stærkere forbindelse til Kristus på.«
Naima Glück fra Tyskland
5. Vær opmærksom på tanker og følelser, når I grunder over sandheder
»Jeg beder en bøn om inspiration fra vor himmelske Fader for at kunne føle Helligånden, så jeg kan forstå budskabet, begribe det og omsætte det, jeg har lært, i praksis. I min studiebog nedskriver jeg mine følelser og indtryk fra det, jeg læser. Jeg understreger nøgleord eller vers, der kan hjælpe mig senere og i mit daglige liv. Jeg farvelægger Jesu Kristi navn og de titler, der beskriver ham, med gult, fordi de lærer og vidner om Frelseren. Jeg stopper op for at tænke over, hvilke sandheder der undervises i, og lægger mærke til mine tanker og følelser i forhold til, hvad vor himmelske Fader ønsker, at jeg lærer og forstår. Han kender os fuldkomment og kender alle vores omstændigheder.
Jeg skriver små inspirerende sætninger fra skrifterne og generalkonferencen og hænger dem på min væg derhjemme, så jeg kan mærke deres vejledning og styrke.«
Yahaira Nuñez Periche fra Chiclayo i Peru
6. Find ud af, hvad der virker for jer
»Jeg har indset, at måden, hvorpå vi studerer skrifterne og generalkonference, er meget personlig og forskellig fra person til person. Nogle mennesker laver omfattende noter, og andre gør ikke. Nogle kan lide at læse skrifterne; andre kan lide at lytte til dem eller se videoer. Det, der betyder noget for mig, er ikke at følge nogen strenge regler eller studiemetoder. Det handler om at forstå, hvad skrifterne får mig til at føle. Ved at kunne nærme mig mit studium ved at søge svar på de spørgsmål, jeg har i mit liv, hjælper det mig ikke blot at læse eller lytte til ordene, men virkelig at få mening ud af dem og forstå, hvordan de betyder noget i mit liv. Når jeg gør det, minder det mig om, at jeg er kendt personligt, og at Kristus holder af mig som person. Hvilken større følelse kan der være end at kende denne enkle sandhed?«
David Haddock fra York i England
7. Forbliv konsistent
»Forpligtelser i familien, skolen, på arbejdet og i livet gør det sommetider svært at have skriftstudium, for slet ikke at tale om et meningsfuldt studium. Da vi er vokset op med både at arbejde og bo på mejerier, har vi fundet ud af, at den bedste chance for succes er kl. 5:30 om morgenen før skole – nogle gange er målet for succes, hvis bare alle kommer ud af sengen! Frem for alt har vi fundet ud af, at nøglen er at være konsistent, men det giver os ikke mere tid. Det er også vigtigt at finde måder at ændre vores læring på. Ting, vi kan gøre, mens vi kører bil eller venter, såsom at lytte til gode bøger, podcasts og taler, fremmer alt sammen vores forståelse af evangeliske principper og styrker vores forhold til vor kærlige himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, så vi hele tiden kan holde vore tanker rettet mod dem.«
Spencer og Sarah Parkinson fra Iowa i USA
8. Overvind distraktioner gennem bøn
»For mig er det nogle gange svært at have et meningsfuldt skriftstudium, fordi jeg oplever, at jeg let bliver distraheret af mine tanker, min telefon, andre mennesker, min huskeliste og så videre. Men jeg har erfaret, at når jeg beder oprigtigt og inderligt før mit skriftstudium, bliver jeg bedre i stand til at koncentrere mig og forbinde mig med Kristus og lære af Ånden. Bøn forbinder mig med himlens kræfter og muliggør en strøm af personlig åbenbaring, når jeg studerer skrifterne.«
Morgan Green fra Alaska i USA
9. Sammenfat og gem vigtige budskaber
1. »Tag noter, når man lytter til konferencetaler.
2. Når Liahona kommer, så understreg vigtige dele, mens man læser.
3. Sammenfat vigtige budskaber og arkiver dem på computeren (med navne, kategorier og datoer). Omkring 16.000 vigtige budskaber er allerede blevet arkiveret.
4. Analyser temaer og sprogbrug.«
Ryuichi Inoue fra Japan
10. Husk det, I har lært – og forandr jer
»For fem år siden fortalte min lærer inden missionærskolen mig noget, som nogen havde fortalt ham: ›Hvis dit skriftstudium ikke giver dig lyst til at ændre dig, studerer du ikke hårdt nok.‹
For mig handler det om, hvad jeg gør, efter jeg har læst i skrifterne. Jeg prøver at huske, hvad jeg læser i løbet af dagen og i mit liv. Når jeg anvender de principper, der undervises om i skrifterne, ændres mine synspunkter og ønsker, og min forståelse af, hvem Kristus er, og hvad han har gjort, vokser.«
Maureen Dätwyler fra Solothurn i Schweiz
11. Gør det personligt
»Jeg sætter mit navn i stedet for andre navne i skrifterne. Jeg kan godt lide tanken om, at alt i skrifterne har sin egen personlige betydning for mig. Jeg kigger på hvert ord, stavelse, komma. Nogle gange er jeg ret langsom til at lære og kan kun analysere nogle få vers i stedet for hele kapitlet. Men for mig er denne metode mere effektiv, og den hjælper mig til at komme Jesus Kristus nærmere, og den får mig til at tænke på ham dagen lang. Siden min mission har jeg gjort det til en vane at lytte til generalkonferencetaler om morgenen, når jeg lægger makeup, reder min seng, børster tænder, laver morgenmad eller er på vej til arbejde. Dette gør mit sind modtageligt for de rigtige ting. Om aftenen før jeg går i seng, skriver jeg indtryk og forpligtelser ned, der er inspireret af Helligånden.«
Marina Kharlamova fra Krasnoyarsk i Rusland
12. Spørg andre, når der er noget, I ikke forstår
»Jeg begynder mit skriftstudium med bøn. Jeg skriver spørgsmål ned om evangeliet eller fokuserer på et bestemt emne, som jeg gerne vil lære mere om. Jeg begynder at studere emnet eller spørgsmålet og nedskrive andre spørgsmål, der dukker op. Hvis der er noget, jeg ikke forstår, taler jeg med mine forældre eller venner eller spørger min søndagsskolelærer.
Jeg kan godt lide at studere skrifterne i templet, fordi der er stille, og der er færre forstyrrelser.«
Laura Dätwyler fra Bern i Schweiz
13. Kom nær til Herren
»Herrens ord fylder mig altid op til min dag. I Ho Chi Minh City i Vietnam, hvor jeg bor, er trafikken tæt om morgenen, så jeg plejer at tage tidligt på arbejde og bruge 30 minutter før arbejde til skriftstudium. Jeg føler mig så tæt på Herren, når jeg prøver at tilbringe tid sammen med ham. Uanset hvor travlt I har i løbet af dagen, så giv jeres tid til Gud så meget I kan. Hvis I stræber efter at komme ham nær, vil han komme jer nær (se L&P 88:63). Han vil vejlede jer og gøre jeres dag mere meningsfuld, end I kan.«
Mi Vo fra Ho Chi Minh City i Vietnam
14. Forbered jer åndeligt
»Når jeg studerer skrifterne, forbereder jeg mig åndeligt gennem bøn, og så grunder jeg over det, jeg har studeret.«
Yuberky Antonia Fernandez Cruz fra Santiago de los Caballeros i Santiago i Den Dominikanske Republik