Liahona
Det gode, som evangeliet bragte mig
September 2024


»Det gode, som evangeliet bragte mig«, Liahona, sep. 2024.

Sidste dages helliges røster

Det gode, som evangeliet bragte mig

På grund af folk i kirken følte jeg Helligånden.

fotografi af forfatteren og hans kone

Da jeg voksede op, var min helt min morfar, min acheii [udtales: atjei]. Han var stærk i sin tro. Jeg gik i mange forskellige kirker med ham, men religion var ikke noget for mig.

Da jeg mødte Gina, der blev min hustru, var hun et trofast medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Hun ønskede, at jeg lærte om Kirken, så vi kunne blive gift i templet. Men det ville jeg ikke. Jeg var ikke religiøs.

Til sidst blev vi borgerligt gift. Da vi havde fået et barn, var jeg stadig ikke interesseret i Kirken, men Gina blev ved med at komme.

Til sidst besluttede jeg, at jeg ville bevise, at hendes kirke var forkert, ved at gå i andre kirker. Det varede adskillige år, men uanset hvor jeg tog hen, følte jeg mig ikke godt tilpas.

Så en søndag, da Gina var ved at gøre vores datter klar til at gå i kirke, begyndte jeg også at tage tøj på til at gå i kirke. Hun så på mig og spurgte: »Hvad laver du?« Jeg svarede: »Jeg tager med dig i kirke«. Hun så på vores datter og sagde: »Skynd dig at blive klar! Vi ønsker ikke, at han skifter mening!«

Så tog vi af sted. Fordi jeg følte Helligånden gennem folk i kirken, blev de afgørende for min omvendelse. Efter dette kom missionærerne hjem til os. De var fantastiske. Jeg syntes, at de lærdomme, de delte, var smukke, og Ånden fyldte mit hjerte (se Moro 10:4-5).

Da jeg besøgte min bedstefar for at fortælle ham, hvad jeg havde fundet, blev han ikke glad. Men jeg vidste, at jeg måtte følge mit hjerte.

Jeg tilsluttede mig Kirken, og snart efter blev Gina og jeg beseglet i templet. Vores datter blev beseglet til os, og vi har nu tre børn mere, som blev født i pagten.

Det tog min acheii 10 år endelig at respektere det, vi tror på i Kirken. Da min søn blev student, sagde han til alle på Navajo: »Jeg nyder denne familie. Jeg støtter det, de tror på. Deres børn ved virkelig, hvordan man beder.«

Jeg er det eneste medlem af Kirken i min udvidede familie, men jeg ved, at de accepterer, at min omvendelse var ægte, og de ser det gode, som evangeliet har bragt min hustru, vores børn og mig.