Kun digitalt
Guddommelig tugtelse – Et tegn på Guds kærlighed til os
Vi bør ikke blive overraskede, når en kærlig Fader inviterer os til at udvikle os ved at give os øjeblikke med guddommelig disciplin.
Vi er forældre til seks hæsblæsende drenge. I løbet af de seneste sytten år har vi lært, at Ånden ofte bruger vores egne erfaringer som forældre til at lære os, hvordan vor himmelske Fader arbejder med sine børn.
For flere år siden hørte Jessica vores drenge lege ovenpå. Da hun lyttede mere nøje, hørte hun den tydelige lyd af et skriveredskab, der skriblede på væggen.
Hun kaldte: »Drenge … Er der nogen, der tegner på væggen?«
Efter tre sekunders stilhed råbte synderen tilbage: »Neeej«. Så bad hun ham om at tage skriveredskabet med ned.
»Okay, mor,« sagde han, sprang hen til hende og gav hende villigt, endda glad, en blyant.
Han holdt sin anden hånd, som holdt en tusch og var i frit udsyn for Jess, skjult bag ryggen.
Efter hun havde siddet med den lille dreng, lyttet til ham, irettesat ham og forsøgt at hjælpe ham, fik hun dette klare indtryk:
»Hvorfor prøver jeg nogle gange at skjule mine egne synder og mangler for en alvidende og kærlig himmelsk Fader?«
Tre formål med guddommelig tugtelse
I forældreskab er der en grundlæggende forskel mellem straf og disciplinering. Som præsident James E. Faust (1920-2007) sagde: »Ordet for discipel og ordet for disciplin stammer begge fra den samme latinske rod – discipulus.« Når vi stræber efter at blive mere hengivne Jesu Kristi disciple, bør vi ikke blive overraskede, når en kærlig Fader opfordrer os til at gå fremad på disciplens sti ved at sørge for disse øjeblikke med guddommelig disciplinering.
Ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum fortalte, at denne »guddommelig tugtelse tjener mindst tre formål: (1) at overtale os til omvendelse, (2) at forædle og helliggøre os og (3) lejlighedsvis at omlægge vores kurs i livet til en, som Gud ved, er bedre.«
Herren sendte Samuel, en lamanitisk profet, for at forkynde for nefitterne omkring år 6 f.Kr. I sin forkyndelse giver han mesterligt eksempler på og fremhæver de tre formål med guddommelig tugtelse, som ældste Christofferson belærte om. Måske vigtigst af alt prøvede Samuel at lære disse kæmpende nefitter, at den direkte revselse, de modtog, ikke var et tegn på, at Gud var ligeglad med dem. Nej, denne revselse var netop på grund af hans kærlighed til dem.
Samuel gjorde dette klart, da han sagde: »Nefis folk har han elsket, og han har også revset dem, ja, i deres syndigheds dage har han revset dem, fordi han elsker dem« (Hel 15:3). For som Herren sagde: »Alle dem, jeg elsker, revser og tugter jeg« (Åb 3:19).
At overtale os til omvendelse
Det første formål med guddommelig revselse, som ældste Christofferson nævnte, er at overtale os til at omvende os. I sine indledende linjer gør Samuel det klart, at på grund af nefitternes ugudelighed er der intet, der kunne frelse dem »bortset fra omvendelse og tro på Herren Jesus Kristus« (Hel 13:6). Dette budskab om omvendelse, sagde han, var grunden til, at han blev sendt til dem: »Så I kan få glædelige tidender« (Hel 13:7).
Læg mærke til den forbindelse, Samuel skaber mellem omvendelse og glædelige tidender. Ældste Neil L. Andersen har sagt: »Opfordringen om at omvende os [er] … en kærlig henvendelse om at vende om og ›igen vend[e sig]‹ mod Gud [se Hel 7:17]. Det er en kærlig Fader og hans enbårne Søn, der kalder på os til at være mere, end vi er, til at nå op på et højere niveau i vores liv, til at ændre os og føle glæden ved at holde befalingerne.«
Samuel erklærede konsekvent sit formål med at forkynde: »I den hensigt er jeg steget op på denne bys mure … for at I også kan kende betingelserne for omvendelse« (Hel 14:11). Hans profetier om Kristus blev givet »i den hensigt, at I kan tro på hans navn. Og hvis I tror på hans navn, vil I omvende jer fra alle jeres synder« (Hel 14:12-13).
Samuels budskab er klart: »[Omvend] jer og igen [vend] jer til Herren jeres Gud« (Hel 13:11).
At forædle og helliggøre os
Et centralt formål med omvendelse er at forfine og forandre det menneskelige hjerte. Samuel fokuserer i sin opfordring til omvendelse på tilstanden i hjertet hos folket. Han taler om »det nefitiske folks hårdhjertethed« (Hel 13:8). Han advarer mod at »lade[] hjertet blive optaget af rigdomme« (v. 20). Han fortæller dem, at deres »hjerte er ikke vendt til Herren« (v. 22), og at de »vandr[er] efter [d]eres eget hjertes stolthed« (v. 27).
Guddommelige tugtelser hjælper os til at se vores omvandrende hjerte og gennem »tro og omvendelse« frembringe det, Samuel kalder »en forandring i hjertet« (Hel 15:7). Samuel belærte om, at denne forandring gør os »faste og standhaftige i troen« (v. 8) og binder vores omvandrende hjerte til Frelseren Jesus Kristus.
At omlægge vores kurs i livet
Ældste Neal A. Maxwell kaldte engang disse revsende øjeblikke for »guddommelig utilfredshed«. Med udgangspunkt i denne idé forklarede søster Michelle D. Craig: »Guddommelig utilfredshed opstår, når vi sammenligner ›det, vi er, [med] det, vi kan blive.‹ Hvis vi er ærlige, føler vi alle en kløft mellem hvor og hvem vi er, og hvor og hvem vi ønsker at blive. Vi længes efter at kunne mere … Disse følelser er gudgivne og skaber en trang til at handle.«
Samuel talte om dette tredje og sidste formål med guddommelig revselse og opfordrede indtrængende nefitterne til at bruge deres handlefrihed til at vælge at følge »pligtens sti« (Hel 15:5), eller som ældste Christofferson udtrykte det: »En [kurs], som Gud ved, er bedre.«
»I er frie,« sagde Samuel. »Det er jer tilladt at handle selv; for se, Gud har givet jer en kundskab, og han har gjort jer fri« (Hel 14:30). Han hjalp dem til at se, at selvom de er frie til at handle, så er de ikke frie til at vælge konsekvenserne af deres handlinger. Han advarede: »For alle jeres livs dage har I stræbt efter det, som I ikke kunne få, og I har stræbt efter lykke ved at gøre misgerninger, hvilket er i modstrid med beskaffenheden af den retfærdighed« (Hel 13:38).
Det gode liv – det rige liv, det lykkelige liv – findes i det, Samuel kalder at vandre »med omhu for Gud«, at »holde hans befalinger og hans lovbud og hans retsregler« og »med utrættelig flid« at hjælpe andre til at gøre det samme (Hel 15:5-6).
At blive, som Herren ønsker, at vi bliver
John Newton var seks år gammel, da hans mor døde. Hun havde opdraget ham til at være en troende, og havde undervist ham og læst skriften sammen med ham. Da han var 11 år, tog hans far, der var sømand, ham med til søs. Omgivet af bandeord, blasfemi og promiskuitet tog det ikke John lang tid at komme væk fra sin tro. Han sagde: »Jeg syndede åbenlyst og gjorde det til min hobby at friste og forføre andre ved enhver lejlighed.«
På en sejlads kom der pludselig en storm over dem. Hans besætning begyndte at råbe til Gud om at redde dem. Først hånede og skældte han dem ud, men da det stod klart, at deres skæbne var uundgåelig, råbte John til den Gud, hans mor havde lært ham om.
Han bad noget i retning af: »Gud, hvis du er der, så frels os. Og hvis du gør det, vil jeg dedikere resten af mit liv til at tjene dig.« Stormen lagde sig, bølgerne stilnede og deres liv blev reddet. Tro mod sit ord viede John resten af sit liv til at tjene Herren. Han blev prædikant, og som en del af sin tjenestegerning skrev han digte. Mange af disse digte blev til salmer, såsom hans mest berømte, Amazing grace:
Denne salme er John Newtons historie, men det er også vores historie, og det er sandsynligvis jeres historie. Vi ses hver især, på vores egen måde og i øjeblikke, når vi kæmper, af en almægtig Herre, der griber ind på det helt rigtige tidspunkt. Han revser os. Han redder os. Han forvandler os. Og han skaber i os et umætteligt ønske om at leve det, som Nefi engang kaldte »det liv, som er i Kristus« (2 Ne 25:27).
Når vi stoler på Herrens guddommelige disciplinering, bliver vi dem, som han så oprigtigt ønsker, at vi bliver: Kristi mænd og kvinder og Jesu Kristi disciple.