»Ånden udgjorde resten«, Liahona, sep. 2024.
Sidste dages helliges røster
Ånden udgjorde resten
Jeg kunne mærke kærligheden fra menighedens medlemmers, mens de sang uden mit akkompagnement.
Illustration: Katy Dockrill
Vi boede i en lille by i Georgia i USA, da min far døde blot 55 år gammel. Det meste af vores familie boede i en anden stat. Aldrig havde de 3.200 km mellem os føltes længere end på det tidspunkt.
Min mand var biskop og jeg organist i vores lille menighed. Med alle følelser og stress ved at hjælpe med begravelsesplanerne følte jeg mig særligt træt den søndag, da det blev tid til afslutningssalmen til vores nadvermøde: »Gud vær’ med dig, til vi ses igen« (Salmer og sange, nr. 92).
Halvvejs gennem andet vers overvældede sorgen mig. På en eller anden måde klarede jeg at spille jeg resten af dette vers, men mine hænder rystede og mine øjne var så fulde af tårer, at jeg måtte stoppe, selvom der var et helt vers tilbage. Jeg kunne ikke holde op med at græde.
En kort pause fulgte, da forsamlingen indså, at orglet var holdt op. Men så begyndte menighedens medlemmer at synge a cappella. Sangen var ikke perfekt. Vi var trods alt få. Men Ånden udgjorde resten. Gennem mine tårer og min forlegenhed kunne jeg mærke kærlighed fra mange, mens de sang.
Gud vær’ med dig, til vi ses igen;
nu farvel vi må dig sige,
sidste gang dig hånden give,
Gud vær’ med dig, til vi ses igen.
Da salmen sluttede, holdt musiklederen om mig, mens jeg hulkede under afslutningsbønnen. Adskillige mennesker kom så op til orglet med tårer i øjnene for at sige, hvor kede af det de var over min far.
Senere fortalte jeg musiklederen, at jeg ville spille klaver ved begravelsen. Det virkede sikkert som en dårlig idé efter det, der lige var sket, men min far kunne så godt lide at høre mig spille klaver. Jeg ville gerne spille for ham. Jeg indså da, hvor tæt på han havde føltes under afslutningssalmen.
Jeg er så taknemmelig for salmerne. Jeg vidner om, at musik kan undervise og trøste os på måder, som ord ofte ikke kan. Som Det Første Præsidentskab skrev i forordet til salmebogen: »Salmer … trøster de livstrætte og de sørgende og inspirerer os til at holde ud til enden.« Jeg er også taknemmelig for kærligheden fra en god menighed, da jeg var så langt væk fra min egen familie. Jeg ved, at min far og jeg virkelig vil mødes igen engang.