august
Jeg vælger at fylde mit liv med ting, der indbyder Ånden
»Hvis noget er dydigt, elskeligt, værd at tale godt om eller rosværdigt, så tragter vi efter det« (TA 1:13).
Sang: »Jeg prøver at bli’ som Jesus«
(BS, s. 40-41)
Supplér disse forslag med nogle af dine egne. Planlæg hver uge, hvordan I (1) tydeliggør læresætningen, (2) hjælper børnene til at forstå den, og (3) hjælper dem med at anvende den i deres tilværelse. Stil dig selv spørgsmålet: »Hvad skal børnene gøre for at lære det, og hvordan kan jeg hjælpe dem til at føle Ånden?«
1. uge: At have gode venner hjælper mig til at vælge det rette.
Frem forståelsen og styrk anvendelsen (lyt til en historie): Fortæl følgende historie: »To drenge fandt et par udslidte sko ved vejen. I det fjerne kunne de se en mand arbejde på en mark. Den ene af drengene foreslog, at de gemte skoene og derefter lagde mærke til mandens reaktion.« Bed børnene om at fortælle, hvad de ville sige til drengen. Fortæl derefter resten af historien: »Den anden dreng foreslog, at de i stedet for at gemme skoene skulle lægge en sølvmønt i hver, og det gjorde de. Snart efter vendte manden tilbage. Da han fandt mønterne, blev han så overvældet af taknemlighed, at han knælede ned i bøn og takkede. Han talte om sin hustru, der var syg, og om sine børn, der ikke havde noget mad, og han bad Herren om at velsigne hvem der end havde hjulpet ham. Drengene følte en varme i hjertet og var taknemlige for, at de havde valgt det rette« (se Gordon B. Hinckley, Stjernen, juli 1993, s. 56). Bed flere børn om at fortælle om tidspunkter, hvor gode venner har hjulpet dem til at vælge det rette.
2. uge: Jeg bør læse, lytte til og se på ting, der behager min himmelske Fader.
Identificér læresætningen (se en illustration): Vis børnene en skål fyldt med frugt og en skål fyldt med skidt. Spørg børnene, hvilken en der ville være god at spise af og hvorfor. Forklar, at vor himmelske Fader ønsker, at vi fylder vores sind med det, der er godt for os frem for det, der skader os. Lad dem sige: »Jeg bør læse, lytte til og se på ting, der behager min himmelske Fader«, og lav enkle bevægelser for læse, lytte til og se på.
Frem forståelsen (tal om læresætningen): Fortæl børnene, at hvis vi træffer valg, der ikke behager vor himmelske Fader, kan vi miste noget meget vigtigt. Bed dem om at lytte efter, hvad dette vigtige er, mens du læser det første afsnit under »Underholdning og medier« fra Til styrke for de unge (se også »Mine evangeliske standarder«). Spørg børnene, om de hørte, hvad vi mister, hvis vi træffer forkerte valg (Ånden). Del børnene op i tre grupper, og lad dem skiftes til at besøge tre aktivitetssteder: »Læse«, »Lytte« og »Se«. Ved hvert aktivitetssted opfordres børnene til at læse, lytte til eller se på noget, der behager vor himmelske Fader. Tal om, hvad de føler, når de læser, lytter til og ser på ting, der behager Gud.
3. og 4. uge: Jeg bør gøre det på sabbatten, som hjælper mig til at holde mig tættere på min himmelske Fader.
Identificér læresætningen (lær et skriftsted udenad): Fortæl børnene, at de vil få nogle fingerpeg til at finde et vigtigt budskab. Skriv det første bogstav i hvert ord i 2 Mos 20:8 på tavlen (H S O H D H). Forklar, at bogstaverne er de første bogstaver i hvert ord i budskabet. Giv det næste fingerpeg ved at vise et billede af Moses og de ti bud. Bed dernæst børnene slå op i 2 Mos 20:8 og læse det sammen. Lad børnene opdage forbindelsen mellem bogstaverne på tavlen og skriftstedet. Hjælp børnene med at lære skriftstedet udenad ved at pege på bogstaverne på tavlen, mens de gentager skriftstedet flere gange.
Frem forståelsen (samtale og farvelægning): Del børnene op i fire grupper. Tildel hver gruppe et afsnit fra »Overholdelse af sabbatsdagen« i Til styrke for de unge, som de skal læse. Bed dem om at tale om afsnittet i deres grupper og derpå fortælle de andre børn om det, de lærte. Giv hvert barn et stykke papir, og bed dem om at tegne nogle gode ting, man kan gøre på sabbatten. Bed nogle få børn om at fortælle om deres tegninger til resten af Primary. Foreslå dem, at de hjemme fortæller deres familie om det, de har lært.
Frem forståelsen (lav en skrifttstedsaktivitet): Forbered før Primary en kurv fyldt med papirstykker, der repræsenterer manna, som skal bruges under denne aktivitet. Skriv følgende spørgsmål på tavlen:
-
Hvad sørgede Herren for af mad til israelitterne i ørkenen?
-
Hvor meget skulle de samle hver dag?
-
Hvad skulle de gøre den sjette dag?
-
Hvad var anderledes på sabbatten?
Lad børnene lytte efter svarene, mens du fortæller historien om israelitterne, der samlede manna (se 2 Mos 16:11-31). Bed dem om rejse sig, når de hører svaret på et af spørgsmålene. Lad et barn genfortælle den del af historien, der besvarer spørgsmålet. Fortsæt derefter med resten af historien. Når du er færdig, taler du med børnene om, hvorfor Herren ønskede, at israelitterne ikke skulle samle manna på sabbatten. Lad børnene lukke øjnene og lade som om, de sover. Spred hurtigt »mannaen« rundt om i lokalet. Bed børnene om at åbne øjnene og samle deres del af mannaen (et eller to stykker). Bed børnene om at lægge mannaen tilbage i kurven. Efterhånden som hvert barn gør det, beder du dem om at komme med en passende måde at holde sabbatsdagen hellig på.
Hjælp til musiklederen
Som en hjælp til at lære børnene »Jeg prøver at bli’ som Jesus« (BS, s. 40-41) kan du overveje følgende:
-
Syng sangen for børnene. Bed dem tælle på fingrene, hvor mange gange du synger ordene prøver eller prøv. Syng sangen igen, og bed børnene om at klappe rytmen, mens der synges.
-
Vis enkle billeder med nøgleord fra hver sætning i sangen rundt omkring i primarylokalet (som fx bli’ som, vandre, kærlighed, gerning, fristes og høre efter), men hold væggen foran i lokalet ledig. Bed børnene om at lytte, når du begynder at synge sangen. Bed dem pege på det billede, som de tror passer sammen med de ord, du synger. Bed et barn om at flytte det hen på den ledige væg. Lad alle synge hen til den del af sangen. Fortsæt med at synge og gentag aktivitet for hvert billede. Lad dernæst børnene synge hele sangen flere gange. Bær kort vidnesbyrd om vigtigheden af at prøve at blive som Jesus.