Kapitel 11
Ær præstedømmets nøgler, der er gengivet ved Joseph Smith
»Må jeg nu sige – meget direkte og meget eftertrykkeligt – at vi har det hellige præstedømme, og at nøglerne til Guds rige er her. De findes kun i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.«
Fra Joseph Fielding Smiths liv
Præsident Joseph Fielding Smith sagde: »Jeg har fuldkommen kundskab om profeten Joseph Smiths guddommelige mission. Der er ingen tvivl i mit sind om, at Herren har oprejst ham og givet ham åbenbaring, befaling, åbnet himlene for ham og kaldet ham til at lede denne storslåede uddeling.«1 Præsident Smith forbandt denne »fuldkomne kundskab« med en respektfuld ærbødighed over for præstedømmets nøgler, der er gengivet ved profeten Joseph. Han ærede og støttede altid dem, der bar nøglerne, og han rådede alle Kirkens medlemmer til at vise samme respekt. Han sagde: »Enhver mand, der er passende kaldet til at præsidere i enhver stilling i Kirken, bør æres i sin kaldelse.«2
På et tidspunkt, da Joseph Fielding Smith tjente som apostel, havde Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum en længerevarende drøftelse vedrørende et svært spørgsmål. Ældste Smith havde udtrykt sin klare mening om emnet. En dag kom præsident Heber J. Grant, der på det tidspunkt var Kirkens præsident, hen til ældste Smiths kontor. Præsident Grant forklarede, at han i bøn havde overvejet emnet, og nu følte han sig inspireret til at anbefale at handle på en måde, der afveg fra ældste Smiths synspunkt. Straks gav ældste Smith udtryk for sin støtte til præsident Grants beslutning. Han sagde senere: »Når Kirkens præsident siger, at Herren har åbenbaret noget for ham eller inspireret ham til at gøre noget, så vil jeg for mit eget vedkommende støtte ham fuldt ud i den beslutning.«3
Joseph Fielding Smith støttede alle sine præstedømmeledere på denne måde, ikke kun Kirkens præsident. For eksempel blev Nathan Eldon Tanner kaldet til at tjene som medlem af De Tolvs Kvorum i oktober 1962. Et år senere blev han kaldet til rådgiver i Det Første Præsidentskab, så han nu præsiderede over præsident Smith, der var præsident for De Tolvs Kvorum. Præsident Tanner udtrykte senere sin taknemlighed for præsident Smiths støtte: »Da jeg blev kaldet til Det Første Præsidentskab, selvom han var seniormedlem af De Tolv og havde haft det embede i over halvtreds år, så viste han mig stor respekt i den stilling og gav mig sin fulde støtte og tillid.«4
Præsident Smith ærede også præstedømmelederne i sin menighed. Da han tjente som medlem af De Tolv Apostles Kvorum, sagde han: »Jeg har ikke ret til … at døbe et af mine egne børn uden først at henvende mig til biskoppen i den menighed, hvor jeg bor, og få hans godkendelse, fordi han har nøglerne for den menighed, jeg tilhører. Jeg har aldrig døbt et af mine egne børn … uden, at jeg har henvendt mig til biskoppen og fået hans tilladelse til at udføre den ordinance og bekræfte dem som medlemmer af Kirken.«5
Joseph Fielding Smiths lærdomme
1
Præstedømmets nøgler er magt og myndighed til at lede Herrens værk på jorden.
Der er forskel på at modtage et embede i præstedømmet og modtage præstedømmets nøgler. Dette må vi klart forstå …
Mens alle mænd, der er ordineret til et af embederne, har præstedømmet, så er der en særlig eller ledelsesmæssig myndighed, der er skænket alle dem, der er kaldet til at præsidere. Denne myndighed kaldes nøgler.6
[Præstedømmets] nøgler er retten til at præsidere; de er magt og myndighed til at styre og lede alle Herrens anliggender her på jorden. De, der har nøglerne, har magt til at lede og kontrollere den måde, hvorpå alle andre tjener i præstedømmet.7
Når mænd bliver bemyndiget af dem, der har disse nøgler, så er deres gerninger gyldige. Det, de gør, er beseglet og stadfæstet i Kirken både på jorden og i himlene.8
2
Herren har sendt hellige sendebud fra sin nærhed for at gengive præstedømmets nøgler.
Vi tror, at efter en lang periode med mørke, vantro og afstandtagen fra sandheden om den rene og fuldkomne kristendom, så har Herren i sin uendelige visdom atter gengivet fylden af det evige evangelium til jorden.
Vi ved, at Joseph Smith er en profet, at Faderen og Sønnen viste sig for ham i foråret 1820 for at indlede den sidste evangeliske uddeling, at han oversatte Mormons Bog ved Guds gave og kraft, at han modtog nøgler og myndighed fra engle, der blev sendt med dette ene formål, og at Herren åbenbarede frelsens lærdomme for ham.9
Herren anerkender ikke nogen ordinance eller ceremoni, selvom den laves eller udføres i hans navn, medmindre den er i overensstemmelse med hans vilje og bliver udført af en, der er anerkendt som hans bemyndigede tjener. Det var derfor, at han fra sin nærhed sendte hellige sendebud til Joseph Smith og andre for at gengive det, der var blevet taget fra jorden, selve evangeliets fylde, og præstedømmets fylde og nøgler.10
Det var nødvendigt, at præstedømmets nøgler blev gengivet. Det var ikke tilstrækkeligt, at Johannes Døber kom med Det Aronske Præstedømmes nøgler og Peter, Jakob og Johannes med Det Melkisedekske Præstedømmes nøgler, så Kirken i kraft af dem blev organiseret, men himlene skulle åbne sig, og der skulle ske en gengivelse af nøgler fra alle de profeter, der har ledet uddelingerne fra Adams dage indtil Peter, Jakob og Johannes’ dage. Disse profeter kom en efter en og overdrog hver især den myndighed, som de besad.11
Da Peter, Jakob og Johannes overdrog Det Melkisedekske Præstedømme til Joseph Smith og Oliver Cowdery, overdrog de også præstedømmenøgler.
Alle uddelingernes nøgler skulle bringes frem for at opfylde profeternes ord og Herrens formål med at tilvejebringe en fuldstændig genoprettelse af alt. Derfor skulle faderen til den menneskelige familie, den første mand på jorden, Adam, komme, og han kom med sin magt. Moses kom, og andre. Alle, der havde nøgler, kom og overdrog deres myndighed … Vi har ikke datoen for, hvornår denne myndighed blev overdraget, men profeten Joseph Smith skrev til de hellige i Nauvoo angående frelse for de døde og erklærede, hvilket er optegnet i afsnit 128 i Lære og Pagter (v. 17-21), at alle disse profeter kom med deres nøgler i den uddeling, hvor vi lever.12
Efter Kirkens organisering befalede Herren sine hellige, at de skulle bygge et hus til hans navn. De hellige indså næppe vigtigheden af det, og de begyndte ikke med det samme at bygge det hus, så Herren revsede dem (se L&P 95:1-4). Efter revselsen begyndte de af alle kræfter, trods deres fattigdom, at bygge templet i Kirtland. Hvorfor skulle det bygges? Som et helligt tilflugtssted, hvor Jesus Kristus kunne komme, hvor han kunne sende sine tjenere, profeterne, med deres myndighedsnøgler … Vi ved, at tre af de store profeter fra fordums tid, som besad vigtige nøgler, viste sig den 3. dag i april i året 1836.
Først viste Moses sig (se L&P 110:11). Han overdrog Joseph Smith og Oliver Cowdery nøglerne til at indsamle Israel … Han samlede Israel, og selvom han ikke fik lov til at hjælpe dem med at besidde landet, så besad han ikke desto mindre nøglerne til indsamlingen. Han kom til Peter, Jakob og Johannes på bjerget ved forklarelsen og overdrog der de samme nøgler til Israels indsamling på deres tid til dem. Han blev sendt til profeten Joseph Smith og Oliver Cowdery for at overdrage nøglerne til Israels indsamling i tidernes fyldes uddeling …
Efter Moses havde overdraget sine nøgler, viste Elias sig og overdrog Abrahams evangeliums uddeling (se L&P 110:12). Alt, der hører til denne uddeling, de velsignelser, der blev overdraget til Abraham, løfterne, der blev givet til hans efterkommere, alt skulle gengives, og Elias, der besad nøglerne til den uddeling, kom.
Så viste profeten Elias sig, den sidste profet i det fordums Israel, der besad beseglingsmagten, og han overdrog den magt, beseglingsmagten (se L&P 110:13-16). Nogle af Kirkens medlemmer er blevet forvirret, idet de har troet, at profeten Elias kom med nøglerne til dåb for de døde eller til frelse for de døde. Profeten Elias’ nøgler var mere end det. Det var beseglingsnøglerne, og disse beseglingsnøgler hører til de levende og omfatter de døde, der er villige til at omvende sig.13
Profeten Elias … overdrog beseglingsmagten til dem [Joseph Smith og Oliver Cowdery], magten til at bruge præstedømmet til at binde på jorden og besegle i himlen.14
Beseglingsmagten godkender enhver ordinance, der udføres i denne kirke, og især dem, der bliver udført i Herrens templer.15
Profeten Elias viste sig for Joseph Smith og Oliver Cowdery i templet i Kirtland og overdrog beseglingsnøglerne.
Brødre og søstre, dette er en storslået uddeling. Alle andre uddelinger bliver en del af den. Al myndighed, al magt, er en del af denne uddeling, som vi lever i. Vi er privilegerede ved at tage del i disse velsignelser gennem vores trofasthed.16
Må jeg nu sige – meget direkte og meget eftertrykkeligt – at vi har det hellige præstedømme, og at nøglerne til Guds rige er her. De findes kun i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.17
3
Kirkens præsident har nøglerne til hele Kirken.
Kort tid før sin martyrdød overdrog profeten [Joseph Smith] alle nøglerne og alle de ordinancer og det præstedømme, der var nødvendigt at have for at videreføre den universelle frelses store og herlige værk til De Tolv Apostle – der udgør Kirkens andet kvorum.18
Dette præstedømme og disse nøgler … er blevet overdraget alle dem, der er blevet indsat som medlemmer af De Tolvs Råd. Men eftersom de giver retten til at præsidere, kan kun Guds seniorapostel her på jorden, nemlig Kirkens præsident, benytte dem i fuld udstrækning.19
Kirkens præsident har nøglerne til hele Kirken. I ham er præstedømmets magt samlet. Han har alle nøgler af enhver art vedrørende tidernes fyldes uddeling. Alle de tidligere uddelingers nøgler, som er blevet åbenbaret, er overdraget til ham.20
4
Vi bør ære dem, som Kirkens præsident har overdraget myndighedens nøgler til.
[Kirkens præsident] har ret til at overdrage myndighed og til at inddrage myndighed, hvis han finder det passende og modtager inspiration om at gøre det.21
Husk, at der kun er én på jorden, som har præstedømmets beseglingsmagt, og han kan overdrage den magt til andre, så de kan virke, og så de kan besegle på jorden; og det er gældende, det er bindende, så længe han sanktionerer det. Hvis han trækker den magt tilbage, kan ingen mand udøve den.22
Ingen mand kan virke i og skænke templets velsignelser uden myndighed til at gøre det, hvilken myndighed er blevet ham overdraget af Kirkens præsident. Ingen mand kan virke i nogen stilling i Kirken uden den myndighed, der følger ham i den gerning, og den opnås gennem den magt og de nøgler, som Kirkens præsident besidder … Hvis han, i kraft af den myndighed han har fra sine nøgler, skulle sige, at visse privilegier skulle trækkes tilbage fra folket, så ville intet menneske have myndighed til at skænke disse bestemte privilegier. Skulle nogen forsøge at gøre det, så vil handlingen være ugyldig, og den, der forsøgte at udføre den, skulle stå til ansvar over for Guds domstol, hvis ikke over for Kirken, og vil have overtrådt …
Når apostlene eller andre brødre besøger Zions stave og har til opgave at ordne, hvad der eventuelt kræver regulering, så gør de det gennem det hverv, eller den myndighed, de har fået overdraget af Kirkens præsident. Det samme princip er gældende i mindre grad i stave og i menigheder.23
Enhver, der på rette måde er kaldet til at præsidere i en hvilken som helst position i Kirken, bør æres i sin kaldelse. Når en mand bliver ordineret til biskop, så får han nøglerne til at præsidere over den menighed, hvor han bor, og bør æres i sin kaldelse af ethvert medlem af menigheden lige meget, hvilket embede de har. Det samme gælder for en stavspræsident, en kvorumspræsident eller hvem det end kan være. For at illustrere, hvad dette betyder, så lærer vi, at ingen far har ret til, selvom han har Det Melkisedekske Præstedømme, at døbe et af sine egne børn uden først at få tilladelse af sin biskop. Når tilladelsen er givet, så har faren myndighed til at udføre den ordinance for sit barn. Skulle nogen far selv påtage at døbe nogen eller ordinere sin søn uden først at opnå tilladelse fra den, der præsiderer over menigheden eller staven, alt efter omstændighederne, og som har myndighedsnøglerne, så har han overtrådt. Dette gælder for en apostel såvel som en ældste i en menighed. Selv Kirkens præsident kunne ikke finde på at handle på en sådan måde uden først at anerkende menighedens biskop eller stavspræsidenten og den myndighed, som er blevet overdraget til biskoppen eller stavspræsidenten.24
5
Den forenede røst af dem, der har rigets nøgler, vil altid lede os derhen, hvor Herren ønsker, vi skal være.
Jeg tror, at der er noget, der skal være yderst tydeligt i vores sind. Hverken Kirkens præsident eller Det Første Præsidentskab eller den forenede røst fra Det Første Præsidentskab og De Tolv vil nogen sinde lede de hellige på vildspor eller udsende råd til verden, som er i modstrid med Herrens sind og vilje.
Enkelte medlemmer kan falde fra, have synspunkter eller give råd, som ligger uden for det, som er Herrens hensigt. Men Det Første Præsidentskab og den forenede røst fra de andre, som sammen med dem holder rigets nøgler, vil altid lede de hellige og verden på de stier, som Herren ønsker, at de skal vandre på …
Jeg vidner om, at hvis vi ser hen til Det Første Præsidentskab og følger deres råd og vejledning, vil ingen magt på jorden kunne standse eller ændre vores kurs som kirke, og at vi som enkeltpersoner vil opnå fred i dette liv og blive arvinger til evig herlighed i den kommende verden (se L&P 59:23).25
Forslag til studium og undervisning
Spørgsmål
-
Hvordan kan vi følge præsident Smiths eksempel, når vi opretholder dem, der har præstedømmets nøgler? (Se afsnittet »Fra Joseph Fielding Smiths liv«).
-
Hvordan hjælper afsnit 1 jer til at forstå forskellen på at have et embede i præstedømmet i forhold til at have præstedømmets nøgler? Hvorfor tror I, at det er en vigtig forskel?
-
Hvordan er I blevet velsignet, fordi præstedømmets nøgler er blevet gengivet til jorden? (Se afsnit 2).
-
Hvordan tror I, at Kirken er blevet styrket ved den organisation, der beskrives i afsnit 3 og 4? Hvordan bliver det enkelte medlem af Kirken styrket?
-
Hvad tænker I, når I overvejer præsident Smiths ord vedrørende enigheden blandt Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum? Hvornår har I modtaget vejledning gennem deres »forenede røst«? (Se afsnit 5).
Tilknyttede skriftsteder
Matt 16:13-19; ApG 3:21; L&P 21:4-6; 27:5-13; 65:2; 128:8-21; 132:7
Til underviseren
»Det kan … hænde, at du ikke kender svaret på et spørgsmål. Hvis det sker, så sig ganske enkelt, at du ikke ved det. Du kan eventuelt sige, at du vil prøve at finde svaret derpå. Ellers kan du opfordre eleverne til at finde svaret og i en anden lektion give dem tid til at fortælle, hvad de har fundet frem til« (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 64).