Kapitel 14

Helligåndsgaven

»Vi kan efter dåben og bekræftelsen få Helligånden som ledsager. Den vil lære os Herrens veje, anspore vores sind og hjælpe os til at forstå sandheden.«

Fra Joseph Fielding Smiths liv

Præsident Joseph Fielding Smith belærte om, at ethvert trofast medlem af Kirken »har ret til at modtage åbenbaring, der er hensigtsmæssig og nødvendig for hans [eller hendes] individuelle vejledning.«¹ Han søgte altid denne personlige vejledning, især i sine bestræbelser på at undervise og beskytte sine sønner og døtre. Ældste Francis M. Gibbons, der tjente som sekretær for Det Første Præsidentskab, fortalte følgende historie, som han havde hørt fra præsident Smiths søn Reynolds (der blev kaldt Reyn).

»Reyn betroede mig, at han kun havde haft en cigaret i munden en gang i sit liv, og da kun i et kort øjeblik. Det skete, da han gik på Roosevelt Junior High School i Salt Lake City. [Skolens] indgang lå på en stille sidegade med meget lidt trafik. Den dag var Reyn lige gået ud af skolens hovedindgang sammen med en ven, der røg. Vennen tilskyndede ham, som han ofte havde gjort, til ›bare at prøve en.‹ Denne gang lykkedes det for vennen. Reyn tog en af cigaretterne og tændte den. Få sug senere parkerer Reyns far sin bil ved kantstenen. Ældste Smith rullede vinduet ned og sagde til sin forbløffede søn: ›Reynolds, jeg vil gerne tale med dig i aften efter maden‹, hvorefter han kørte videre. Reyn fortalte: ›Når min far kaldte mig Reynolds, så vidste jeg, at det var alvorligt.‹ Ældste Smith lod Reyn tænke over sin skyld resten af eftermiddagen og under middagsmaden, hvor han havde overraskende lidt at sige. Bagefter, da han sad ukomfortabelt i sin fars arbejdsværelse … stod Reynolds over for dommen. Han fik blot en venlig, kærlig formaning om onderne ved ›den modbydelige vane‹ og en påmindelse om, hvem han var, og hvordan hans opførsel påvirkede opfattelsen af hele familien. Den sluttede med anmodningen om, at Reyn ville love aldrig nogen sinde at putte en cigaret i munden igen. Reyn afgav det løfte. ›Det skete aldrig igen,‹ sagde han. I alle de efterfølgende år, herunder en periode i USA’s flåde under Anden Verdenskrig, hvor rygning var udbredt, var han tro mod sit løfte til sin far.«

Ældste Gibbons sagde, da han tænkte over den oplevelse: »Chancen for, at Joseph Fielding Smith var på den afsides vej på lige det tidspunkt, hvor hans unge søn tænder sin eneste cigaret, er uhyre lille. Selv om han ikke sagde det, så antydede Reyns væremåde og tone, at oplevelsen havde overbevist ham om den usædvanlige dybde og kraft i hans fars åndelige følsomhed, især når det gjaldt hans families velfærd.«²

Joseph Fielding Smiths lærdomme

Helligåndens mission er at bære vidnesbyrd om Faderen og Sønnen og om al sandhed.

Helligånden er det tredje medlem af Guddommen. Han er en ånd i skikkelse af en mand. Faderen og Sønnen er personer med et tabernakel; de har kroppe af kød og ben. Helligånden er en åndelig person og har kun et åndeligt legeme (se L&P 130:22). Hans mission er at bære vidnesbyrd om Faderen og Sønnen og om al sandhed (se 2 Ne 31:18; Moro 10:5).³

Han tager del i Faderens og Sønnens anliggender og åbenbarer dem for dem, der trofast tjener Herren. Det var ved Trøsterens eller Helligåndens lærdomme, at apostlene erindrede Jesu Kristi lærdomme (se Joh 14:26). Det er ved Helligåndens lærdomme, at profeti kommer (se 2 Pet 1:21).⁴

Guds Ånd, som taler til menneskets ånd, har magt til at meddele sandheden med større virkning og forståelse, end sandheden kan overføres gennem menneskelig kontakt, selv mellem himmelske væsener. Ved hjælp af Helligånden bliver sandheden vævet ind i alle fibre og sener i legemet, så man ikke kan glemme den.⁵

Helligånden åbenbarer sandheden til ærlige mennesker overalt.

Vi tror, at Helligånden er en åbenbarer, og at han vil bære vidnesbyrd til ærlige mennesker overalt om, at Jesus Kristus er Guds Søn, at Joseph Smith er en profet, og at denne kirke er »den eneste sande og levende kirke på hele jordens overflade« (L&P 1:30).

Der er ingen, der behøver at forblive i mørket, det evigtvarende evangeliums lys er her, og enhver oprigtig undersøger her på jorden kan få et personligt vidnesbyrd fra Helligånden om sandheden og guddommeligheden af Herrens værk.

Peter sagde: »… at Gud ikke gør forskel på nogen, men at han i et hvilket som helst folk tager imod den, der frygter ham og øver retfærdighed« (ApG 10:34-35), hvilket vil sige, at Herren vil udøse sin Ånd over de trofaste, så de selv vil komme til at kende sandheden af denne religion.⁶

Helligånden vil selv tilkendegive sig for enhver, der beder om sandheden, ligesom han gjorde med Cornelius (se ApG 10). Vi har denne udtalelse i Mormons Bog fra Moroni, da han var ved at afslutte sin optegnelse, kapitel 10, vers 4:

»Og når I modtager dette, vil jeg formane jer til, at I spørger Gud, den evige Fader, i Kristi navn, om ikke dette er sandt; og hvis I spørger af et oprigtigt hjerte, med oprigtig hensigt, idet I har tro på Kristus, så vil han tilkendegive sandheden af det for jer ved Helligåndens kraft.«

Enhver kan modtage en tilkendegivelse fra Helligånden, selv hvis man ikke er medlem af Kirken, hvis man alvorligt søger efter lyset og efter sandheden. Helligånden vil komme og give mennesket det vidnesbyrd, det søger, og derpå trække sig tilbage.⁷

Efter dåben bliver Helligåndsgaven givet ved håndspålæggelse.

Løftet blev givet på Jesu Kristi oprindelige kirkes tid. Alle, der ville omvende sig, blive døbt til syndernes forladelse og være trofaste, ville modtage Helligåndsgaven ved håndspålæggelse. Det samme løfte er blevet givet til alle, der vil tage imod evangeliet i denne uddeling, for Herren siger:

»Og den, der har tro, skal I bekræfte i min kirke ved håndspålæggelse, og jeg vil overdrage dem Helligåndsgaven« (L&P 33:15).⁸

Paiting of the Apostle Paul conferring the Gift of the Holy Ghost . — »Og da Paulus lagde hænderne på dem, kom Helligånden over dem« (ApG 19:6).

Man kan ikke få Helligåndsgaven ved at bede om den, ved at betale sin tiende, ved at overholde visdomsordet – ikke engang ved at blive døbt i vand til syndernes forladelse. Man skal fuldende den dåb med dåb ved Ånden. Profeten sagde ved en lejlighed, at hvis man undlader at bekræfte et menneske og give det Helligåndsgaven ved håndspålæggelse, kunne man lige så godt døbe en sæk sand. Man kan ikke få den på nogen anden måde.⁹

Jeg tror på læren om håndspålæggelse for Helligåndsgaven ved, hvilken vi nyder fællesskab med vor himmelske Fader og lærer af ham, så vi kan vandre på hans veje.¹⁰

Ved Helligåndsgaven kan Kirkens medlemmer have Helligånden som en konstant ledsager.

Helligånden er Sendebudet eller Talsmanden, som Frelseren lovede at sende til sine disciple efter, at han var blevet korsfæstet. Trøsteren skal, ved sin indflydelse, være en konstant ledsager for enhver døbt person og skal ved åbenbaring og vejledning give Kirkens medlemmer kundskab om sandheden, så de kan vandre i dens lys. Det er Helligånden, der oplyser oprigtige døbte medlemmers sind. Det er ved ham, at personlig åbenbaring kommer, og sandhedens lys bliver grundfæstet i vores hjerte.¹¹

Efter vi er blevet døbt, bliver vi bekræftet. Hvorfor bliver vi bekræftet? For at gøre Helligånden til vores ledsager, for at få privilegiet af vejledning fra det tredje medlem af Guddommen – fællesskab, så vores sind kan blive oplyst, så vi kan blive ansporet af Helligånden til at søge kundskab og forståelse vedrørende alt, der har med vores ophøjelse at gøre.¹²

Vi kan efter dåben og bekræftelsen få Helligånden som ledsager. Den vil lære os Herrens veje, anspore vores sind og hjælpe os til at forstå sandheden.¹³

Vi er blevet lovet, at når vi er blevet døbt, og hvis vi er oprigtige og trofaste, så vil vi få Helligåndens vejledning. Hvad er formålet med det? At undervise os, at lede os, at bære vidnesbyrd for os om Jesu Kristi evangeliums frelsende principper. Ethvert barn, der er gammelt nok til at blive døbt, og som er døbt, er berettiget til Helligåndens vejledning. Jeg har hørt folk sige, at et lille barn på otte år ikke kan forstå. Jeg ved bedre. Jeg fik et vidnesbyrd gennem Helligånden om denne sandhed, da jeg var otte år gammel. Jeg har haft det lige siden.¹⁴

Hvilket storslået privilegium det er konstant at blive vejledt af Helligånden og få Guds riges mysterier åbenbaret.¹⁵

Helligåndens ledsagelse er kun til rådighed for dem, der forbereder sig på at modtage den.

Jeg tror, at der er mange medlemmer af denne kirke, der er blevet døbt til deres synders forladelse, og som ved håndspålæggelse har fået overdraget Helligåndsgaven, men som aldrig har modtaget den gave – det vil sige tilkendegivelsen af den. Hvorfor? Fordi de aldrig har forberedt sig til at modtage disse tilkendegivelser. De har aldrig været ydmyge. De har aldrig taget de trin, der ville forberede dem til Helligåndens ledsagelse. Derfor går de gennem livet uden den kundskab, de mangler forståelse. Når de, der er listige og snu til at bedrage, kommer til dem for at kritisere Kirkens autoriteter og lærdomme, så har disse svage medlemmer ikke nok forståelse, ikke nok information og ikke nok vejledning fra Herrens ånd til at modstå disse falske lærdomme og belæringer. De lytter og tænker, at de måske har begået en fejl, og inden man ved af det, så er de på vej ud af Kirken, fordi de ikke har forståelsen.¹⁶

Det er en befaling fra Herren, at medlemmer af Kirken skal være flittige i deres gerninger og i deres studium af evangeliets grundlæggende sandheder, som de er blevet åbenbaret. Herrens Ånd vil ikke fortsat forblive hos dem, der er ligeglade, hos de egensindige og de oprørske, der ikke lever efter det guddommelige sandheds lys. Det er enhver døbt persons privilegium at have et varigt vidnesbyrd om evangeliets gengivelse, men det vidnesbyrd vil blive svækket og til sidst forsvinde, hvis vi ikke konstant modtager åndelig opbyggelse ved studium, lydighed og ved flittigt at søge at kende og forstå sandheden.¹⁷

A man sitting at a table with his scriptures open looking out the window. — »Det er en befaling fra Herren, at medlemmer af Kirken skal være flittige i deres gerninger og i deres studium af evangeliets grundlæggende sandheder.«

Vi har ret til Helligåndens vejledning, men vi kan ikke få den vejledning, hvis vi bevidst nægter at tage de åbenbaringer i betragtning, som vi har fået til at hjælpe os med at forstå og vejlede os i det evigtvarende evangeliums lys og sandhed. Vi kan ikke håbe på at få den vejledning, når vi nægter at tage disse betydelige åbenbaringer i betragtning, som betyder så meget for os både timeligt og åndeligt. Hvis vi nu opdager, at vi er i denne tilstand af vantro eller uvillighed til at søge efter lyset og den kundskab, som Herren har anbragt inden for vores rækkevidde, så er vi tilbøjelige til eller i fare for at blive bedraget af onde ånder, djævelens lærdomme og menneskets belæringer (se L&P 46:7). Og når disse falske påvirkninger bliver præsenteret for os, så vil vi ikke have forståelsen til at skelne, så vi kan udskille dem og vide, at de ikke er fra Herren. Og så kan vi blive bytte for menneskets ugudelighed, umoralskhed, listighed og snuhed.¹⁸

Herrens ånd vil ikke dvæle i urene tabernakler, og når en person vender sig fra sandheden på grund af ugudelighed, så følger Ånden ham ikke, men forlader ham og i stedet kommer vildfarelsens ånd, ulydighedens ånd, ugudelighedens ånd, den evige ødelæggelses ånd.¹⁹

Når vi forbliver trofaste, vil Helligånden give os åbenbaringer til at lede og vejlede os hele vores liv.

Herren har givet det løfte til alle, der vil omvende sig og forblive trofaste og udøve en ydmyg og flittig ånd, at de vil være berettiget til Guds Ånds vejledning. Denne Ånd vil lede dem og vejlede dem gennem hele deres liv.²⁰

Ethvert medlem af Kirken har fået håndspålæggelse for Helligåndsgaven. De har ret til at modtage de åbenbaringer, der er hensigtsmæssige og nødvendige for deres personlige vejledning, ikke for Kirken, men for sig selv. De har ret til gennem deres lydighed, gennem deres ydmyghed, at modtage lys og sandhed, som vil blive åbenbaret gennem sandhedens Ånd, og de, der vil give agt på den Ånd og ydmygt og i tro søge Åndens gave, skal ikke blive bedraget.²¹

Vi skal vandre i livets hellighed, i lyset og i sandheden med den rette forståelse, der kommer gennem Helligåndens gave og kraft, der er lovet til alle, der vil have tro til omvendelse og modtage det evige livs ord. Hvis vi har fællesskab med denne Ånd, så vandrer vi i lyset og har fællesskab med Gud.²²

Det er ethvert medlem af Kirkens privilegium at kende sandheden, at tale sandheden, at have Helligåndens inspiration, det er vores privilegium hver især … at modtage lyset og vandre i lyset, og hvis vi forbliver i Gud, det vil sige, holder alle hans befalinger, så vil vi modtage mere lys, indtil vi til sidst vil komme til kundskabens fuldkomne dag (se L&P 50:24).²³

Vi kommer i sidste ende tilbage til Gud vor Faders nærhed gennem Helligåndens vejledning.²⁴

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Hvad fortæller historien i afsnittet »Fra Joseph Fielding Smiths liv« os om Helligånden? Hvornår har Ånden tilskyndet jer til at hjælpe nogen?
Præsident Smith henviste til »Guds ånd, som taler til menneskets ånd« (afsnit 1). På hvilken måde adskiller kommunikation til vores ånd sig fra kommunikation til vore ører eller vore øjne? Hvordan er den stærkere?
Hvilke forskelle er der på at modtage en åbenbaring fra Ånden, sådan som Cornelius gjorde, og modtage Helligåndsgaven? (Se afsnit 2).
Præsident Smith belærte om, at dåben er ufuldendt uden Helligåndsgaven (se afsnit 3). Hvordan ville jeres liv være ufuldendt uden Helligåndsgaven?
Overvej præsident Smiths belæringer i afsnit 4 vedrørende, hvad det betyder at have Helligåndens konstante ledsagelse? Hvordan er I blevet velsignet ved dens ledsagelse?
Hvad kan vi gøre for at forberede os til at modtage Helligåndens ledsagelse? (Se afsnit 5 for nogle eksempler).
Når I læser afsnit 6, så læg mærke til den vejledning, vi kan modtage gennem Helligånden. Hvordan kan forældre lære deres børn at genkende og modtage denne vejledning?

Tilknyttede skriftsteder

Joh 16:13; ApG 19:1-6; 1 Kor 12:3; 1 Ne 10:17-19; 2 Ne 31:15-20; 3 Ne 19:9; L&P 46:13; TA 1:4

Til underviseren

»Du skal ikke blive bekymret, hvis eleverne er tavse i nogle sekunder efter, at du har stillet et spørgsmål. Du må ikke besvare dit eget spørgsmål. Giv eleverne tid til at tænke over svarene. Lange pauser med tavshed kan dog være tegn på, at de ikke forstår spørgsmålet, og at du skal stille det på en anden måde« (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 69).