Kapitel 12
Præstedømmets ed og pagt
»Herrens velsignelser tilbydes de hellige og til verden ved den tjeneste, som udføres af dem, der bærer hans hellige præstedømme, de, der repræsenterer ham.«
Fra Joseph Fielding Smiths liv
Den 9. april 1951 efter at have tjent i 41 år som apostel blev Joseph Fielding Smith opretholdt som præsident for De Tolvs Kvorum. Ikke længe efter opretholdelsen talte præsident Smith til forsamlingen. Han fortalte kort om sine følelser vedrørende sin kaldelse:
»Jeg forstår, at den position, som jeg er blevet kaldet til at udfylde, er meget vigtig. Det gør mig ydmyg …
Jeg takker Herren for Jesu Kristi evangelium, for mit medlemskab af Kirken, for den mulighed jeg har fået for at tjene. Jeg har kun et ønske, svag som jeg er, og det er at højne den kaldelse, som jeg har fået, så godt, som jeg kan.«1
Præsident Smith formanede ofte præstedømmebærerne til at højne deres kaldelser. Selvom han offentligt fortalte om sit eget ønske om at højne sine kaldelser i præstedømmet,2 så fortalte han sjældent om sine bestræbelser på at gøre det. Men han reflekterede en gang over, hvordan han sammen med sin ven George F. Richards, der var præsident for De Tolvs Kvorum før ham, havde tjent i præstedømmet:
»I fyrre år sad jeg i råd, deltog i konferencer og tjente på forskellige måder sammen med præsident George F. Richards …
Vi rejste sammen fra den ene ende af Zions stave til den anden. I begyndelsen rejste vi generalautoriter sammen to og to, når vi besøgte Zions stave. Hvis vi ikke kunne komme frem med toget, hvilket var mange steder, så rejste vi sædvanligvis i noget, der var kendt som ›whitetops‹, som var lette vogne. Besøg langt væk betød sædvanligvis aftaler i to stave, ofte i tre eller fire.
På sådanne rejser blev møder afholdt dagligt mellem stavskonferencerne i de forskellige områder eller menigheder eller stave. Disse rejser var på ujævne veje, der nogle gange kun var hjulspor, om sommeren gennem meget støv og om vinteren i den bidende frost og ofte gennem store mængder mudder eller sne.« 3
Ældste Francis M. Gibbons, der tjente som sekretær for Det Første Præsidentskab, fortalte om, hvordan præsident Smit højnede sin kaldelse i præstedømmet: »Skønt [han] var fuldt ud bevidst om sin myndighed, så var han altid sagtmodig og mild i sin måde at udøve den på. Hans karakter var blottet for arrogance, skaberi eller indbildskhed. Han opførte sig aldrig, som om han var bedre end andre, han udnyttede aldrig sin stilling til egen vinding.«4
Som Kirkens præsident talte Joseph Fielding Smith ved fem præstedømmemøder til generalkonferencer og opfordrede der brødrene til at højne deres kaldelser i præstedømmet. Lærdommene i dette kapitel er taget fra fire af disse taler, især med vægt på en tale, som præsident Smith holdt den 3. oktober 1970. Fordi talerne blev holdt ved præstedømmemøder, så er ordene i dette kapitel rettet til mænd. Men disse ord omfatter en forståelse af, at præstedømmets kraft er en stor velsignelse for alle Kirkens medlemmer. I en af prædikenerne sagde præsident Smith: »Jeg tror godt, vi alle er klar over, at præstedømmets velsignelser ikke kun gives til mænd. Disse velsignelser udøses også over hustruer og døtre og alle trofaste kvinder i Kirken. Disse gode søstre kan berede sig til at modtage velsignelserne i Herrens hus ved at holde befalingerne og tjene i Kirken. Herren tilbyder sine døtre de samme åndelige gaver og velsignelser, som hans sønner kan få, for i Herren er manden intet uden kvinden og kvinden er intet uden manden (se 1 Kor 11:11).«5
Joseph Fielding Smiths lærdomme
1
Mænd bør have en klar forståelse af den pagt, de indgår, når de modtager embeder i præstedømmet.
Jeg ønsker at henlede jeres opmærksomhed på Det Melkisedekske Præstedømmes ed og pagt. Jeg tror, at hvis vi har en klar forståelse af den pagt, vi indgår, når vi modtager embeder i præstedømmet, og af det løfte, som Herren giver, hvis vi højner vore kaldelser, så vil vi i højere grad blive opmuntret til at gøre alt det, vi skal for at opnå evigt liv.
Må jeg endvidere sige, at alt, der er forbundet med dette højere præstedømme, er udtænkt og har til hensigt at give os evigt liv i Guds rige.
I åbenbaringen om præstedømmet, som Joseph Smith modtog i september 1832, siger Herren, at Det Melkisedekske Præstedømme er evigtvarende, det forvalter evangeliet, det findes i den sande kirke i alle slægter og besidder nøglerne til kundskaben om Gud. Han siger, at det gør Herrens folk i stand til at blive helliggjort, at se Guds ansigt og gå ind til Herrens hvile, »hvilken hvile er fylden af hans herlighed« (se L&P 84:17-24).
Så sagde Herren, da han talte om både Det Aronske og Det Melkisedekske Præstedømme: »For de, der er trofaste, så de får disse to præstedømmer, hvorom jeg har talt, og så de højner deres kald, bliver helliggjort ved Ånden, således at deres legeme bliver fornyet.
De bliver Moses’ og Arons sønner og Abrahams efterkommere og Guds kirke og rige og udvalgte.
Og videre, alle de, der modtager dette præstedømme, modtager mig, siger Herren;
for den, der modtager mine tjenere, modtager mig;
og den, der modtager mig, modtager min Fader;
og den, som modtager min Fader, modtager min Faders rige; derfor skal alt det, som min Fader har, gives ham.
Og dette er i overensstemmelse med den ed og pagt, der hører til præstedømmet.
Derfor modtager alle de, som modtager præstedømmet, denne ed og pagt af min Fader, hvilken han ikke kan bryde, ej heller kan den ændres.«
Straffen for at bryde pagten og helt vende sig fra den nævnes herefter sammen med dette bud: »…[tag] vare på jer selv ved at give flittigt agt på det evige livs ord.
For I skal leve efter hvert ord, som udgår af Guds mund« (L&P 84:33-44).6
De af jer, der har Det Aronske Præstedømme, har endnu ikke modtaget denne ed og pagt, som hører til det højere præstedømme, men I har fået stor kraft og myndighed fra Herren. Det Aronske Præstedømme er et forberedende præstedømme, der uddanner og oplærer os til at være værdige til disse andre store velsignelser, der kommer senere.
Hvis I tjener trofast som diakon, som lærer, som præst, så får I den erfaring og opnår de evner og kvalifikationer, der gør jer i stand til at modtage Det Melkisedekske Præstedømme og til at højne jeres kaldelse i det.7
2
Præstedømmebærere lover at højne deres kaldelser i præstedømmet og leve efter hvert ord, som udgår af Guds mund.
Som vi alle ved, er en pagt en kontrakt og en aftale mellem mindst to parter. Med hensyn til evangeliske pagter så er parterne vor himmelske Herre og menneskene på jorden. Mennesket indvilliger i at holde befalingerne, og Herren lover at belønne dem i overensstemmelse dermed. Selve evangeliet er den nye og evigtvarende pagt og omfatter alle de aftaler, løfter og belønninger, som Herren tilbyder sit folk.
Og så, når vi modtager Det Melkisedekske Præstedømme, gør vi det ved pagt. Vi lover højtideligt at modtage præstedømmet, at højne vore kaldelser i det, og leve efter hvert ord, som udgår af Guds mund. Herren for sin del lover os, at hvis vi holder pagten, så vil vi modtage alt, som Faderen har, hvilket er evigt liv. Kan nogen af os forestille sig en større eller herligere aftale end dette?
Nogle gange taler vi skødesløst om at højne vores præstedømme, men det, som åbenbaringerne taler om, er at højne vore kaldelser i præstedømmet, som ældster, halvfjerdsere, højpræster, patriarker og apostle.
Præstedømmet, som bæres af mænd, er Guds magt og myndighed, som er delegeret til mænd på jorden, så mænd i alt kan tjene til frelse for menneskeheden. Embeder eller kaldelser i præstedømmet er tjenende opgaver om at udføre særlig anviste tjenester i præstedømmet. Og måden at højne disse kaldelser på er at gøre det arbejde, der er beregnet til at blive udført af dem, der besidder det bestemte embede, der er forbundet dermed.
Det er lige meget, hvilket embede vi har, så længe vi er oprigtige og trofaste mod vore forpligtelser. Et embede er ikke større end et andet, selv om en præstedømmebærer af administrative grunde kan blive kaldet til at præsidere over og lede andres arbejde.
Min far præsident Joseph F. Smith har sagt: »Der udgår ikke noget embede af dette præstedømme, der er eller kan være større end selve præstedømmet. Det er fra præstedømmet, at embedet opnår sin myndighed og kraft. Intet embede giver myndighed til præstedømmet. Intet embede tilføjer til præstedømmets kraft. Men alle embeder i Kirken opnår deres kraft, deres evne, deres myndighed fra præstedømmet.«
Vi er kaldet til at højne vore kaldelser i præstedømmet og gøre det arbejde, der følger med det embede, vi modtager. Og således siger Herren i åbenbaringen om præstedømmet: »Lad derfor enhver stå i sit eget embede og arbejde i sit eget kald … så legemet kan bevares komplet« (L&P 84:109-110).
Dette er et af de storslåede mål, som vi arbejder hen imod i Kirkens program for præstedømmet, at få ældsterne til at udføre ældsternes arbejde, halvfjerdserne til at udføre halvfjerdsernes arbejde, højpræsterne til at udføre højpræsternes arbejde og så videre, så alle præstedømmebærere højner deres egne kaldelser og høster de rige velsignelser, der er blevet lovet, fra en sådan kurs.8
Vi er Herren Jesu Kristi ambassadører. Vores hverv er at repræsentere ham. Vi er blevet befalet at forkynde hans evangelium, at udføre frelsens ordinancer, at velsigne menneskeheden, at helbrede de syge og måske udføre mirakler, at gøre, hvad han ville gøre, hvis han selv var til stede – alt dette, fordi vi bærer det hellige præstedømme.
Som Herrens repræsentanter er vi bundet af hans love til at gøre, hvad han ønsker, at vi skal gøre, uanset personlige følelser eller verdslige fristelser. Vi har ikke selv noget budskab om frelse, ingen lærdom, der skal accepteres, ingen magt til at døbe eller ordinere eller vie for evigheden. Alt dette kommer fra Herren, og alt, vi gør med henvisning til det, er resultatet af overdraget myndighed.9
3
Løftet om ophøjelse bliver givet til alle bærere af Det Melkisedekske Præstedømme, som er tro mod præstedømmets ed og pagt.
Må jeg nu sige nogle få ord angående eden, som ledsager modtagelsen af Det Melkisedekske Præstedømme?
At sværge med en ed er den mest højtidelige og bindende form for tale, som mennesket kan udtrykke, og det var denne slags sprog, som Faderen valgte at bruge i den store messianske profeti vedrørende Kristus og præstedømmet. Om ham siges det: »Herren har svoret og angrer det ikke: ›Du er præst for evigt på Melkisedeks vis‹« (Sl 110:4).
Paulus siger, da han forklarer denne messianske profeti, at Jesus havde »et uforgængeligt præstedømme«, og at der gennem det kom »et uophørligt livs kraft« (Se Hebr 7:24, 16). Joseph Smith sagde, at »alle de, som bliver ordineret til dette præstedømme, bliver ligesom Guds Søn, idet de forbliver præster for bestandig«, hvis de er trofaste og oprigtige (se JSO, Hebr 7:3).
Så med hensyn til præstedømmet er Kristus det store forbillede, som han også er i forbindelse med dåb og alt andet. Og ligesom Faderen sværger med en ed, at hans Søn skal arve alt gennem præstedømmet, så sværger han med en ed, at alle os, der højner vore kaldelser i det samme præstedømme, skal modtage alt det, som Faderen har.
Det er ophøjelsens løfte, der bliver givet til alle mænd, der bærer Det Melkisedekske Præstedømme, men det er et betinget løfte, et løfte betinget af, at vi højner vore kaldelser i præstedømmet og lever efter hvert ord, som udgår af Guds mund.
Det er fuldstændigt klart, at der ikke er noget mere storslået løfte, der er blevet eller kunne blive afgivet, end dette, der kom til os, da vi tog imod privilegiet og påtog os ansvaret for at bære det hellige præstedømme og stå som Kristi tjenere.
Det Aronske Præstedømme er et forberedende præstedømme, der kvalificerer os til at indgå pagten og modtage eden, som følger med dette højere præstedømme.10
4
Herrens velsignelser tilbydes til alle mennesker ved den tjeneste, som udføres af de, der bærer hans hellige præstedømme.
Der er intet i hele verden, der er lige så vigtigt for enhver af os som at sætte Guds rige først i vores liv, som at holde befalingerne, som at højne vore kaldelser i præstedømmet, som at tage til Herrens hus og få tilbudt fylden af vor Faders riges velsignelser.11
Herrens velsignelser tilbydes de hellige og til verden ved den tjeneste, som udføres af dem, der bærer hans hellige præstedømme, de, der repræsenterer ham, som i sandhed er hans tjenere og repræsentanter, og som er villige til at tjene ham og holde hans befalinger.12
Det er min bøn, at alle os, der er blevet kaldet til at repræsentere Herren og besidde hans myndighed må huske, hvem vi er og handle derefter.
Jeg har alle mine dage forsøgt at højne min kaldelse i præstedømmet og håber at holde ud til dette liv ender og nyde fællesskabet med de trofaste hellige i det næste liv.13
Mit ønske er at velsigne dem, både unge og gamle, der højner deres kaldelser i præstedømmet, og bede Herren om at udøse alt det gode fra hans Ånd i dette liv over dem og forsikre dem om evighedens rigdomme i det næste liv …
Hvor er det storslået at vide, at Herren har tilbudt hver af os fylden af præstedømmet og har lovet os, at hvis vi vil modtage dette præstedømme og højne vore kaldelser, så vil vi få en evigtvarende arvelod med ham i hans rige!14
Forslag til studium og undervisning
Spørgsmål
-
Præsident Smith belærte om, at Herren gennem præstedømmet tilbyder »sine døtre de samme åndelige gaver og velsignelser, som hans sønner kan få« (afsnittet »Fra Joseph Fielding Smiths liv«). Hvilke tanker gør I jer, når I overvejer denne udtalelse?
-
Præsident Smith sagde, at præstedømmebærere vil blive mere opmuntret til at stræbe efter evigt liv, når de forstår deres pagter og Herrens løfter (se afsnit 1). Hvordan gælder det alle Kirkens medlemmer?
-
Hvordan er præsident Smiths forklaring om at højne en kaldelse (se afsnit 2) forskellig fra anden brug af ordet højne? Hvordan er I blevet velsignet gennem tjeneste fra Kirkens medlemmer, som har højnet deres kaldelser?
-
Præsident Smith belærte om: »[At] med hensyn til præstedømmet er Kristus det store forbillede« (afsnit 3). Hvad kan vi gøre for at følge Jesu Kristi eksempel, når vi tjener andre?
-
Gennemgå i afsnit 4 præsident Smiths ord vedrørende de velsignelser, vi kan modtage i templet. Hvordan kan forældre hjælpe deres børn til at forberede sig til præstedømmets velsignelser, der kan modtages i templet?
Tilknyttede skriftsteder
Hebr 5:4; Alma 13:1-2, 6; L&P 20:38-60; 84:19-22; 107:99-100; TA 1:5
Til underviseren
»En dygtig lærer tænker ikke: ›Hvad skal jeg gøre i klassen i dag?‹ eller ›Hvad vil jeg undervise i i dag?‹ Han spørger: ›Hvad vil mine elever gøre i klassen i dag?‹ og ›Hvordan kan jeg hjælpe mine elever med at opdage det, som de har behov for at vide?‹« (Se Virginia H. Pearce, »Det almindelige klasseværelse – en god ramme for stabil og fortsat udvikling«, Stjernen, jan. 1997, s. 12; se også Undervisning, den største kaldelse,, 2000, s. 61).