Kapitel 6
Nadverens betydning
»At tage del i disse sindbilleder er en af Kirkens mest hellige og ukrænkelige ordinancer.«
Fra Joseph Fielding Smiths liv
Den 5. oktober 1929 efter at have tjent som apostel i 19 år stod ældste Joseph Fielding Smith i Tabernaklet i Salt Lake og holdt sin 39. generalkonferencetale. Han sagde: »Der er en eller to tanker, som jeg gerne vil præsentere i forhold til spørgsmålet om nadveren, især i forbindelse med de møder, der er blevet sat af i Kirken ved åbenbaring, ved befaling fra Herren, til at tage del i disse sindbilleder, der repræsenterer Jesu Kristi legeme og blod.« Som en indledning til dette emne fortalte han, hvad han følte for nadveren:
»Efter min mening er nadvermødet det helligste, det allerhelligste, af alle Kirkens møder. Når jeg tænker på den mindeværdige aften, hvor Frelseren og hans apostle var samlet, da han indstiftede nadveren, når jeg tænker på den højtidelige anledning, fyldes mit hjerte med forundring, og jeg bliver meget rørt. Jeg betragter den aften, hvor de var samlet som en af de mest højtidelige og vidunderlige siden tidernes begyndelse.
Der belærte Frelseren dem om sit kommende offer, hvilket de i deres forvirring ikke kunne forstå. Han fortalte dem ligeud om sin død, og at hans blod skulle udgydes, og dette blev sagt i selve timen for hans lidelse for verdens synder. Det var en meget højtidelig lejlighed, der blev nadveren indstiftet, og disciplene fik befaling om at mødes ofte og ihukomme Jesu Kristi død og lidelse, for hans offer var for verdens forløsning.
Han skulle påtage sig ansvaret med at betale den gæld, verden var kommet i på grund af faldet, så mennesket kunne blive forløst fra døden og fra helvede. Han havde lært folket, at han skulle løftes op, så han kunne drage alle mennesker til sig, og at alle, der ville omvende sig og tro på ham, holde hans befalinger, ikke skulle lide, for han ville påtage sig deres synder.«1
»Gør dette til ihukommelse af mig« (Luk 22:19).
Joseph Fielding Smiths lærdomme
1
Herren har befalet os at mødes ofte for at tage del i nadveren.
At tage del i disse sindbilleder [brødet og vandet] er en af Kirkens mest hellige og ukrænkelige ordinancer, en ordinance, der har afløst slagtning og spisning af påskelammet, der [symboliserede] vor Forløsers offer på korset … Israelitterne fik fra udvandringen fra Egypten og til vor Forløsers korsfæstelse befaling om at fejre påske på en bestemt tid hvert år. På den højtidelige aften før korsfæstelsen ændrede Herren denne ordinance og gav i stedet nadveren. Vi er blevet befalet at mødes ofte, ikke blot en gang om året, og gå til bedehuset og dér erindre vor Forløser og indgå pagt med ham ved ofte at tage del i denne hellige ordinance.2
Den person, der holder sig væk fra nadvermødet uge efter uge, måned efter måned, hvor intet afholder ham fra at komme, er ikke loyal over for sandheden. Han elsker den ikke. Hvis han gjorde, så ville han være til stede for at tage del i disse sindbilleder – bare et lille stykke brød, en lille kop med vand. Han ville ønske at gøre det for at vise sin kærlighed til sandheden og sin loyale tjeneste mod Guds Søn.3
Vi er blevet opfordret til at mindes denne store begivenhed [Jesu Kristi forsoning] og altid huske på den. Med dette formål kaldes vi sammen en gang om ugen for at tage del i disse sindbilleder, idet vi vidner om, at vi erindrer vor Herre, at vi er villige til at påtage os hans navn, og at vi vil holde hans befalinger. Vi kaldes sammen hver uge for at forny denne pagt, og vi kan ikke bevare Herrens Ånd, hvis vi ikke konstant efterkommer denne befaling. Hvis vi elsker Herren, vil vi være til stede ved disse møder med en ånd af tilbedelse og bøn, idet vi ihukommer Herren og den pagt, som vi hver uge skal forny gennem denne nadver således, som han har krævet af os.4
2
Vi tager del i nadveren til ihukommelse af Jesu Kristi forsoning.
Det er Kirkens medlemmers pligt at vandre ydmygt og trofast i kundskaben om og forståelsen af Jesu Kristi forsoning … Jeg har på fornemmelsen, jeg ville gerne tage fejl, men det tror jeg ikke, at jeg gør, at en meget, meget stor del af Kirkens medlemmer ikke forstår, hvad det betyder at spise et lille stykke brød, drikke en lille kop vand til ihukommelse af udgydelsen af vor Frelser Jesu Kristi blod og hans offer på korset.
Lad mig henlede opmærksomheden på velsignelsen [af brødet]. Jeg vil læse det ydmygt, så vi forstår ordene:
»O Gud, du evige Fader, vi beder dig i din Søns, Jesu Kristi, navn velsigne og hellige dette brød for alle de sjæle, som nyder deraf, så de må spise til erindring om din Søns legeme og vidne for dig, o Gud, du evige Fader, at de er villige til at påtage sig din Søns navn og altid erindre ham og holde hans befalinger, som han har givet dem, så de altid må have hans Ånd hos sig. Amen« (L&P 20:77) …
At spise til erindring om ham. Betyder det, at jeg blot skal huske, at for næsten 2.000 år siden tog nogle ugudelige mænd ham, hængte ham på korset, hamrede nagler i hans hænder og fødder og efterlod ham til at dø. For mig betyder det langt mere end det. At ihukomme ham – Hvorfor var han på korset? Hvilken gavn har [jeg] af, at han var på korset? Hvilke lidelser gennemgik han på korset, så jeg kunne blive forløst eller undsat for mine synder?
En person vil naturligvis tænke: Han fik nagler hamret ind i sine hænder og fødder, og han hang der, indtil han døde … Hvad led han ellers? Det er noget, som jeg tror, de fleste af os overser. Jeg er overbevist om, at hans største lidelse ikke var at få hamret nagler i sine hænder og sine fødder og hænge på korset, hvor pinefuldt og forfærdeligt det end har været. Han bar en anden byrde, der var langt mere betydningsfuld og mægtig. Hvordan? Vi forstår det ikke klart, men jeg får et glimt af det.5
Jeg tror ikke, at der er nogen af os, som ikke har gjort noget forkert og derefter været kede af det og ønsket, at vi ikke havde gjort det. Så påvirker vores samvittighed os, og vi har haft det rigtig, rigtig dårligt. Har I prøvet det? Det har jeg … Men her har vi Guds søn, der bærer byrden af mine overtrædelser og jeres overtrædelser … Hans største pinsel var ikke naglerne i hans hænder eller i hans fødder, hvor slemt det end var, men en pinsel i hans sind på en måde, som jeg ikke helt forstår. Men han bar byrden – vores byrde. Jeg tilføjede noget til den, det gjorde I også. Det gjorde alle andre også. Han påtog sig at betale prisen, så jeg kan undslippe – så I kan undslippe – straffen på betingelse af, at vi vil modtage hans evangelium og være oprigtige og trofaste i det.
Det er det, jeg prøver at tænke på. Det er det, jeg husker – de ulidelige smerter, da han i bøn til sin Fader bad om, at dette bæger måtte gå ham forbi. Han bønfaldt ikke blot om udfrielse fra at få hamret nagler i sine hænder eller sine fødder, han led en pinsel, der var større end det, på en måde som jeg ikke forstår.6
Det er umuligt for svage dødelige, og vi er alle svage, fuldt ud at fatte omfanget af Guds Søns lidelser. Vi kan ikke forstå den pris, han måtte betale. Til profeten Joseph Smith sagde han:
»For se, jeg, Gud, har lidt dette for alle, for at de ikke skal lide, hvis de vil omvende sig; men hvis de ikke vil omvende sig, må de lide, ligesom jeg; hvilken lidelse fik mig, selv Gud, den største af alle, til at skælve af smerte og til at bløde fra hver pore og til at lide på både legeme og ånd – og jeg ønskede, at jeg ikke skulle drikke det bitre bæger, men undlade det – dog, æret være Faderen, så drak jeg og fuldendte mine forberedelser for menneskenes børn« (L&P 19:16-19).
Det er dog inden for vores rækkevidde at kende og forstå, at denne ulidelige smerte i hans offer har givet os den største velsignelse, der overhovedet kan gives. Ydermere er vi i stand til at forstå, at denne meget store lidelse – som var mere end et jordisk menneske enten kunne udføre eller udholde – blev påtaget på grund af den store kærlighed, som Faderen og Sønnen har til menneskeheden …
Hvis vi til fulde påskønner de mange velsignelser, vi har på grund af forløsningen, der er foretaget for os, så er der intet, som Herren kunne bede os om, som vi ikke ivrigt og villigt ville gøre.7
Jeg er sikker på, at hvis vi kunne forestille os – hvad jeg mange gange har prøvet at gøre – den højtidelige stund, da Frelseren mødtes med sine apostle. Hvis vi kunne se dem samlet der, Herren så bedrøvet, sørgende over verdens synder, sørgende over en af sine apostle, der vil forråde ham, og alligevel undervise disse elleve mænd, der elskede ham, og indgå pagt med dem, så er jeg sikker på, at vi ville føle, at vi aldrig ville svigte ham. Hvis vi der kunne se dem forsamlet og kunne forstå vægten af den byrde, der lå på vor Herre, og efter de har spist deres aftensmåltid og sunget en salme, tager de af sted. Herren for at blive forrådt, spottet og hånet, disciplene for at svigte ham i hans prøvelses allersværeste tid – hvis vi kunne forstå alt dette, hvor lille vores forståelse end ville være, og den er ikke stor, det er jeg sikker på, mine brødre og søstre, så ville vi for evigt ønske at vandre i sandhedens lys. Hvis vi kunne se menneskehedens Frelser lide i haven og på korset og til fulde forstå alt, hvad det betyder for os, så ville vi ønske at holde hans befalinger, og vi ville elske Herren vor Gud af hele vores hjerte, af hele vores kraft, sind og styrke og i Jesu Kristi navn tjene ham.8
3
Det er vores pligt at tænke alvorligt over den pagt, vi indgår, når vi tager nadveren.
Jeg ville ønske, at vi kunne få Kirkens medlemmer til mere klart at forstå de pagter, de indgår, når de tager nadveren til vore nadvermøder.9
»Jeg ville ønske, at vi kunne få Kirkens medlemmer til mere klart at forstå de pagter, de indgår, når de tager nadveren.«
Jeg har set to medlemmer af Kirken sidde sammen [til et nadvermøde] og tale med hinanden, stoppe, mens brødet eller vandet bliver velsignet, så begynde at snakke med hinanden igen … Det synes jeg er rystende, og jeg er sikker på, at Herren også synes det.10
Det er vores pligt omhyggeligt og alvorligt at overveje [nadver]bønnerne, når vi hører dem blive bedt til vore møder. Der er fire meget vigtige ting, som vi indgår pagt om at gøre, hver gang vi tager nadveren, og ved at tage del viser vi, at vi til fulde tilslutter os de forpligtelser, og derved bliver de bindende for os. De er som følger:
1. Vi spiser til erindring om Jesu Kristi legeme og lover, at vi altid vil erindre hans sårede legeme, der blev hængt på korset.
2. Vi drikker til erindring om det blod, der blev udgydt for verdens synder, hvilket sonede for Adams overtrædelser, og som befrier os fra vore egne synder på betingelse af vores sande omvendelse.
3. Vi indgår pagt med ham om, at vi er villige til at påtage os Sønnens navn og altid erindre ham. Ved at holde denne pagt lover vi, at vi vil kaldes ved hans navn og aldrig gøre noget, der vil bringe skam eller skændsel over det navn.
4. Vi indgår pagt om, at vi vil holde hans befalinger, som han har givet os, ikke én befaling, men at vi er villige til at »leve efter hvert ord, som udgår af Guds mund« (L&P 84:44).
Hvis vi vil gøre disse ting, så er vi blevet lovet Helligåndens bestandige vejledning, og hvis vi ikke vil gøre disse ting, så vil vi ikke have den vejledning.11
Jeg vil gerne stille jer nogle få spørgsmål, og jeg taler, selvfølgelig, til alle Kirkens medlemmer. Tror I, at en person, der kommer til nadvermødet med bønnens, ydmyghedens og tilbedelsens ånd, og som modtager symbolerne på Jesu Kristi legeme og blod, bevidst vil bryde Herrens befalinger? Hvis et menneske fuldt ud forstod, hvad det betyder, når han deltager i nadveren, at han indgår pagt om at påtage sig Jesu Kristi navn og altid erindre ham og holde hans befalinger, og dette løfte fornys uge efter uge – Tror I, at et sådant menneske vil undlade at betale tiende? Tror I, at et sådant menneske vil bryde sabbatsdagen eller lade hånt om visdomsordet? Tror I, at han vil glemme sine bønner, og at han vil svigte sine pligter i kvorummet og andre pligter i Kirken? Det synes mig, at sådan noget som at krænke disse hellige principper og pligter er umuligt, når et menneske ved, hvad det betyder at afgive sådanne løfter til Herren hver uge foran de hellige.12
»Det er vores pligt omhyggeligt og alvorligt at overveje [nadver]bønnerne, når vi hører dem blive bedt til vore møder.«
Forslag til studium og undervisning
Spørgsmål
-
I afsnittet »Fra Joseph Fielding Smiths liv« fortæller præsident Smith om sine tanker om det tidspunkt, da Frelseren indstiftede nadveren. Hvorfor er denne begivenhed betydningsfuld for jer?
-
Når I studerer afsnit 1, så overvej vigtigheden af at komme til nadvermødet hver uge. Hvordan kan I forberede jer til nadvermødet? Hvad kan forældre gøre for at forberede deres børn?
-
Hvad gør indtryk på jer angående præsident Smiths overvejelser, da han tog del i nadveren? (Se afsnit 2). Hvad kan vi gøre for at huske Frelseren og hans forsoning, når vi tager del i nadveren?
-
Læg mærke til de pagter, der er omtalt i afsnit 3. Overvej stille, hvordan I har det med disse pagter. På hvilke måder påvirker disse pagter jer?
Tilknyttede skriftsteder
Matt 26:26-29; 1 Kor 11:23-29; 3 Ne 18:1-13; Morm 9:29; Moro 4-5; L&P 20:75-79; 59:9-12
Til underviseren
»Bed deltagerne om at læse udvalgte spørgsmål fra slutningen af kapitlet (enten enkeltvis eller i små grupper). Bed dem om at se efter lærdomme i kapitlet, der vedrører spørgsmålene. Tilskynd dem dernæst til at fortælle resten af gruppen om deres tanker og indsigt« (fra s. VII i denne bog).