Kapitel 3

Frelsesplanen

»Vores himmelske Fader udformede en frelsesplan for sine åndelige børn … således, at de kunne forbedre og udvikle sig, indtil de opnåede evigt liv.«

Fra Joseph Fielding Smiths liv

Den 29. april 1901 døde Joseph Fielding Smiths 18-årige søster Alice efter længerevarende sygdom. Joseph var ved slutningen af sin fuldtidsmission i England. Hans reaktion på Alices bortgang viser hans kærlighed til sin familie og hans vidnesbyrd om frelsesplanen. »Det er et frygteligt slag for os alle,« skrev han i sin dagbog. »Jeg var ikke klar over, hvor alvorlig hendes sygdom var, selvom jeg vidste, at hun var syg. Jeg forventede vitterligt at møde hende og resten af familien om et par uger, men Guds vilje ske. Det er i sådanne tider, at det håb, som evangeliet giver os, er meget velkomment. Vi skal alle mødes igen på den anden side for at nyde glæden og velsignelsen ved hinandens nærhed, hvor familiebånd ikke mere vil være brudt, men hvor vi alle skal bo for at modtage velsignelser og føle vor himmelske Faders omsorgsfulde barmhjertighed. Det er min ydmyge bøn, at jeg altid må vandre på sandhedens vej og ære det navn, jeg bærer, så at mødet med mine kære i sandhed må være mig lifligt og evindeligt.«¹

Da præsident Joseph Fielding Smith tjente som apostel og senere som Kirkens præsident, vidnede han gentagne gange om det håb, der kommer fra en forståelse af evangeliet. Han sagde: »Vi har frelsesplanen, vi forvalter evangeliet og evangeliet er verdens eneste håb, den eneste vej, der vil bringe fred til jorden og rette op på den uret, der findes i alle lande.«²

Joseph Fielding Smiths lærdomme

I den førjordiske tilværelse frydede vi os, da vi hørte om vor himmelske Faders frelsesplan.

Vi er alle medlemmer af vor himmelske Faders familie. Vi boede og opholdt os sammen med ham, førend denne jord blev grundlagt. Vi så hans ansigt, vi følte hans kærlighed, vi hørte hans belæringer, og han fastlagde de love, hvorved vi er i stand til at forbedre og udvikle os og opnå vores egen evige familie.³

»Vi boede sammen med [vor himmelske Fader], førend denne jord blev grundlagt.«

Vores himmelske Fader udformede en frelsesplan for sine åndelige børn. Planen var udformet således, at de kunne forbedre og udvikle sig, indtil de opnåede evigt liv, hvilket er det liv, som vor himmelske Fader lever. Planen har til formål at gøre det muligt for Guds børn at blive ligesom ham og få den magt, visdom og kundskab, som han besidder.⁴

Vi lærer i Den Kostelige Perle, at der blev afholdt et råd i himlen, hvor Gud samlede sine åndelige børn og præsenterede en plan for dem, hvorved de skulle komme ned og bo på jorden, leve et jordisk liv og få et fysisk legeme, gennemgå dødelighedens prøvelser og derpå opnå en højere ophøjelse gennem opstandelsen, som ville blive gjort mulig gennem forsoningen ved hans enbårne Søn, Jesus Kristus (se Moses 4:1-2; Abr 3:22-28). Tanken om at opleve jordelivet og tage del i det foranderlige liv på jorden, hvorved de ville få erfaring ved at opleve lidelser, smerter, sorg, fristelser og trængsler, såvel som livets glæder i denne verdslige tilværelse og derpå, hvis de var trofaste, opstå til evigt liv i Guds rige for at blive som ham (se 1 Joh 3:2), fyldte dem med glædens ånd og de »råbte af fryd.« (Se Job 38:4-7). Den erfaring og viden, som de ville få i dette jordiske liv, ville de ikke have kunnet få på nogen anden måde, og modtagelsen af et fysisk legeme var afgørende for deres ophøjelse.⁵

Adam og Evas fald var en del af vor himmelske Faders plan.

Frelsesplanen eller de love, der er kendt som Jesu Kristi evangelium, var indført i himlene, førend denne jord blev grundlagt. Det blev der bestemt, at vor fader Adam skulle komme til jorden og være hele den menneskelige families overhoved. Det var en del af denne store plan, at han skulle spise af den forbudne frugt og falde, og derved bringe lidelse og død til verden, hvilket i sidste ende var til gavn for hans børn.⁶

Faldet var en afgørende del af menneskets jordiske prøvestand … Hvis Adam og Eva ikke havde spist af frugten, så havde de ikke modtaget dødelighedens store gave. Desuden ville de ikke have fået nogen efterkommere, og den vigtige befaling, de havde fået af Herren, ville ikke være blevet opfyldt.⁷

Adam og Evas fald »bragte smerte, det bragte sorg, det bragte død; men … det [bragte] også … velsignelser.«

Adams fald tilvejebragte alle jordelivets foranderligheder. Det bragte smerte, det bragte sorg, det bragte død, men vi må ikke glemme det faktum, at det også bragte velsignelser … Det bragte kundskabens, forståelsens og det jordiske livs velsignelser.⁸

Jesus Kristus tilbød at ofre sig selv for at frelse os fra faldet og fra vore synder.

Adams overtrædelse tilvejebragte disse to former for død, åndelig og timelig – mennesket blev forvist fra Guds nærhed og blev dødelig og modtagelig for alle kødets lidelser. For at han kunne komme tilbage, skulle der sones for den brudte lov. Retfærdigheden krævede det.⁹

Det er mest naturligt og retfærdigt, at den, som begår synden, skal betale straffen – sone for sin brøde. Da Adam var lovens overtræder, krævede retfærdigheden derfor, at han – og ingen andre – skulle svare for sin synd og betale straffen med sit liv. Men ved at bryde loven kom Adam selv under forbandelse, og når han var under forbandelse, kunne han ikke sone for eller gøre det godt igen, som han havde gjort. Hans børn kunne heller ikke, for de var også under forbandelse, og soningen for den oprindelige synd krævede en, som ikke var under forbandelse. Desuden var vi selv ude af stand til at sone for vore personlige synder, fordi vi alle var under den forbandelse. Det var derfor nødvendigt, at Faderen sendte sin Enbårne Søn, som var uden synd, for at sone for vore synder, såvel som for Adams overtrædelse, således som retfærdigheden krævede det. Han ofrede villigt sig selv som et syndoffer, og ved sin død på korset påtog han sig både Adams overtrædelse og vore personlige synder, hvorved han forløste os fra faldet og fra vore synder på betingelse af, at vi omvender os.¹⁰

Det er vores pligt at undervise om Jesu Kristi mission. Hvorfor kom han? Hvad gjorde han for os? Hvordan gavner det os? Hvad kostede det ham at gøre det? Det kostede hans liv, ja meget mere end hans liv! Hvad gjorde han udover at blive naglet til korset? Hvorfor blev han naglet til korset? Han blev naglet til korset, så hans blod kunne blive udgydt for at forløse os fra den værste straf, vi kunne få, nemlig at blive udstødt fra Guds nærhed. Han døde på korset for at bringe os tilbage igen, så vores legeme og ånd kunne blive forenet. Han gav os det privilegium. Hvis vi blot vil tro på ham og holde hans befalinger. Han døde for os, så vi kan modtage forladelse for vore synder og ikke selv blive bedt om at betale straffen. Han betalte prisen …

Intet menneske kunne gøre, hvad han gjorde for os. Han havde ikke behøvet at dø, han kunne have nægtet. Han gjorde det frivilligt. Han gjorde det, fordi det var en befaling fra hans Fader. Han vidste, hvad han ville komme til at lide, og alligevel var han på grund af sin kærlighed til os villig til at gøre det …

Det var den sidste del af Frelserens lidelse at få slået naglerne gennem hans hænder og fødder. Jeg tror, at vi har for vane at tænke, at den største lidelse var at være naglet til korset og efterladt der. Men det var en periode i verdenshistorien, hvor tusindvis af mennesker led på denne måde. Så hans lidelse, hvad den del angik, var ikke mere end hvad andre mennesker, der også var blevet korsfæstet, led. Hvornår var det så, at han led så meget? Jeg ville ønske, at vi kunne indprente dette i alle Kirkens medlemmers sind: Han led allermest, inden han overhovedet kom til korset. Det var i Getsemane have, at der ifølge skrifterne kom blod fra hver eneste pore; og da hans sjæl led denne store kval, bad han til sin Fader. Det var ikke naglerne, der blev slået ind i hans hænder og fødder. Spørg mig nu ikke, hvordan det blev gjort, for det ved jeg ikke. Det er der ingen, der ved. Alt, vi ved, er, at han på en eller anden måde påtog sig denne overordentlig store straf. Han påtog sig vore overtrædelser og betalte en pris for det, en pinefuld pris.

Tænk på Frelseren, der bærer alle menneskers byrder, smerte – på en måde, som jeg aldrig ville kunne forstå, jeg accepterer det blot – der fik ham til at lide en kval så stor, at smerten ved at få slået nagler i hænder og fødder sammenlignet med det ikke så stor. I sin kval bad han til sin Fader: »Hvis det er muligt, så tag dette bæger fra mig!« men det var ikke muligt (se Matt 26:42; Mark 14:36; Luk 22:42). Lad mig lige læse nogle ord for jer angående, hvad Herren siger til dette:

»For se, jeg, Gud har lidt dette for alle, for at de ikke skal lide, hvis de vil omvende sig;

men hvis de ikke vil omvende sig, må de lide, ligesom jeg;

hvilken lidelse fik mig, selv Gud, den største af alle, til at skælve af smerte og til at bløde fra hver pore og til at lide på både legeme og ånd – og jeg ønskede, at jeg ikke skulle drikke det bitre bæger, men undlade det –

dog, æret være Faderen, så drak jeg og fuldendte mine forberedelser for menneskenes børn« (L&P 19:16-19).

Jeg bliver ydmyg, når jeg læser det. Hans kærlighed til menneskeheden, til verden, var så stor, at han var villig til at bære en byrde, som intet jordisk menneske kunne bære, og betale en frygtelig pris, som ingen anden person nogensinde kunne have betalt, for at vi kan undslippe.¹¹

»Vor Frelser Jesus Kristus er den centrale figur i denne store udviklings- og frelsesplan.«

Guds Søn [sagde]: »Jeg går ned og betaler prisen. Jeg vil være Forløseren og forløse mennesket fra Adams overtrædelse. Jeg vil påtage mig verdens synder og forløse eller frelse enhver sjæl fra sine egne synder, hvis de vil omvende sig.«¹²

Lad mig illustrere det: En mand, der går hen ad vejen, falder i en udgravning så dyb og mørk, at han ikke selv kan klatre op og få sin frihed igen. Hvorledes kan han nu redde sig ud af den knibe? Ikke ved nogen som helst bestræbelse fra hans egen side, for i udgravningen er der ingen midler, der kan bruges til at undslippe. Han råber om hjælp, og en venlig sjæl hører hans råb om hjælp og skynder sig at komme ham til undsætning og giver ham – ved at sænke en stige ned til ham – et middel, hvorved han selv kan klatre op af hullet igen. Det var nøjagtigt den situation, Adam stillede sig selv og sine efterkommere i, da han spiste af den forbudne frugt. Eftersom alle var sammen nede i udgravningen, var der ingen, der kunne komme op og befri de andre. Udgravningen var forvisning fra Herrens nærhed og den timelige død, legemets opløsning. Og eftersom alle var døden underlagt, var der ingen, der kunne sørge for midler til at undslippe.¹³

Frelseren kommer forbi, han er ikke nede i udgravningen, så han sænker stigen. Han kommer ned i udgravningen og gør det muligt for os at bruge stigen til at undslippe.¹⁴

I sin uendelige barmhjertighed hørte Faderen sine børns råb og sendte sin enbårne Søn, som hverken var underlagt død eller synd, så han kunne sørge for midlet til udfrielse. Dette gjorde han gennem sin altomfattende forsoning og det evigtvarende evangelium.¹⁵

Vores hjerte burde være fyldt til overflod med kærlighed og lydighed for [Frelserens] store og milde barmhjertighed. For alt, hvad han har gjort for os, må vi aldrig svigte ham. Han købte os med en pris, og den pris var hans store lidelse og udgydelsen af hans blod som offer på korset.¹⁶

Med Jesu Kristi forsoning som vores fundament udarbejder vi vor forsoning gennem vores liv på jorden.

Vor Frelser Jesus Kristus er den centrale figur i denne store udviklings- og frelsesplan.¹⁷

Med forsoningen som fundament består frelsesplanen af følgende:

For det første skal vi have tro på Herren Jesus Kristus, vi skal anerkende ham som Guds søn, vi skal sætte vores lid til ham, stole på hans ord og ønske at få de velsignelser, der kommer ved lydighed mod hans love.

For det andet skal vi omvende os fra vore synder, vi skal forsage verden, vi skal bestemme i vores hjerte uden forbehold, at vi vil leve gudfrygtige og retskafne liv.

For det tredje skal vi døbes i vand af en, der har myndighed dertil, og har magt til at binde på jorden og besegle i himlen, vi skal gennem denne hellige ordinance indgå en pagt om at tjene Herren og holde hans befalinger.

For det fjerde skal vi modtage Helligåndsgaven, vi skal blive født på ny, synder og misgerninger skal brændes ud af vores sjæl som ved ild, ved Helligåndens kraft skal vi blive et nyt menneske.

For det femte skal vi holde ud indtil enden, efter dåben skal vi holde befalingerne, vi skal udarbejde vores frelse med frygt og bæven for Herren, vi skal leve, så vi kan opnå gudfrygtighedens egenskaber og blive et folk, der kan nyde det celestiale riges herlighed og pragt.¹⁸

Jeg vidner for jer, at disse love, som mennesket skal adlyde for at opnå frelse og som udgør Jesus Kristi evangelium, er blevet åbenbaret i disse dage til profeter og apostle, og at de nu forvaltes af hans kirke, som han igen har grundlagt på jorden.¹⁹

Vi er alle blevet sendt til jorden på prøve. Vi blev sendt herned for primært at få et tabernakel [et legeme] til vores evige ånd: dernæst for at vi kan blive prøvet, møde modgang såvel som at modtage den store glæde og lykke, der kan opnås ved en hellig pagt om lydighed mod evangeliets evige principper. Jordelivet er, som Lehi sagde til sine børn, en »prøvetilstand« (2 Ne 2:21). Det er her, hvor vi skal prøves og testes for at se, om vi, når vi bliver afskåret fra vores evige Faders nærhed, men stadig bliver undervist i det evige livs veje, vil elske og ære ham og være tro mod hans elskede søn Jesus Kristus.²⁰

Vi kom her for at blive testet og prøvet ved at opleve det onde såvel som det gode … Faderen har tilladt, at Satan og hans skarer må friste os, men ved Herrens Ånds vejledning og ved de befalinger, der er givet gennem åbenbaring, er vi forberedt til at træffe vore valg. Hvis vi gør det forkerte, er vi blevet lovet, at vi vil blive straffet; hvis vi gør det rette, vil vi modtage retfærdighedens evige belønning.²¹

Denne jordiske prøvestand er en kort periode, en bro, der forbinder den evige fortid med den evige fremtid. Men det er stadig en utrolig vigtig periode … Dette liv er den mest afgørende periode i vores evige eksistens.²²

Alle mennesker vil modtage opstandelsens velsignelse gennem Jesu Kristi forsoning.

Vi kom til denne verden for at dø. Dette forstod vi, førend vi kom herned. Det er en del af planen, som er blevet drøftet og planlagt lang tid, før mennesket kom på jorden … Vi var parate og villige til at foretage rejsen fra Guds nærhed i åndeverdenen til den jordiske verden, for her at lide alt, der hører dette liv til, dets glæder og dets sorger, og for at dø, og døden er lige så vigtig som fødslen.²³

Fysisk død eller det jordiske menneskes død er ikke en varig adskillelse af Ånden og kødets tabernakel til trods for, at legemet igen vender tilbage til elementerne, men det er kun en midlertidig adskillelse, der ophører på opstandelsens dag, når legemet skal kaldes frem fra støvet og leve igen levendegjort af Ånden. Denne velsignelse bliver givet til alle mennesker gennem Kristi forsoning uanset den godhed eller ugudelighed, de har udvist i jordelivet. Paulus sagde, at der ville komme en opstandelse af både retfærdige og uretfærdige (ApG 24:15), og Frelseren sagde, at alle, der var i gravene, skulle høre hans røst og skulle komme frem; »de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom« (Joh 5:29).²⁴

Alle vigtige dele af legemet vil i genoprettelsen blive genoprettet til dets rette sted lige meget, hvad der er sket med legemet i døden. Lige meget, om det er blevet brændt i ild eller ædt af hajer. Alle vigtige dele vil blive genoprettet til dets rette sted.²⁵

Ånder kan ikke blive fuldkomne uden et legeme af kød og ben. Legemet og dets ånd bliver bragt frem til udødelighed og frelsens velsignelser gennem opstandelsen. Efter opstandelsen vil der ikke ske nogen adskillelse igen. Legemet og ånden bliver uadskilleligt forbundet, så mennesket kan modtage en fylde af glæde. På ingen anden måde end ved fødslen til dette liv og gennem opstandelsen kan ånder blive som vor evige Fader.²⁶

De trofaste vil sammen med deres familie arve det evige liv i vor himmelske Faders nærhed.

Nogle mennesker arver rigdomme på grund af deres fædres foretagsomhed. Nogle mennesker arver verdens troner samt magt og position over deres medmennesker. Nogle mennesker søger en arv af verdslig kundskab og berømmelse ved at arbejde hårdt og ihærdigt, men der er en arv, der er mere værd end alt andet, og det er den evige ophøjelse.

Skrifterne siger, at evigt liv – der er det liv, som vor evige Fader og hans søn Jesus Kristus har – er den største af alle Guds gaver (se L&P 14:7). Kun de, der er renset fra al synd, skal modtage det. Det er lovet dem, »som sejrer ved tro og bliver beseglet ved forjættelsens hellige Ånd, som Faderen udgyder over alle dem, der er retfærdige og trofaste. Det er dem, som er den Førstefødtes menighed. Det er dem, i hvis hænder Faderen har givet alt« (L&P 76:53-55; se også v. 52).²⁷

Frelsesplanen er centreret om familien … [Den] er lavet for at gøre os i stand til at skabe vores egen evige familie.²⁸

De, der modtager det celestiale riges ophøjelse, vil få »en fortsættelse af efterkommere for evigt og altid«. De vil leve i familieforhold.²⁹

Vi bliver i Jesu Kristi evangelium belært om, at familien som en enhed, for så vidt angår celestial ophøjelse, vil blive fuldendt. En enhed, der forbindes af far og mor og børn i en generation til far og mor og børn i den næste generation og derved udvides og spreder sig ud til tidernes ende.³⁰

Vi får ikke disse storslåede velsignelser som evig arv … medmindre vi er villige til at holde befalingerne og endda lide med Kristus, hvis det er nødvendigt. Med andre ord så forventes det, at de, der ønsker evigt liv – den største af Guds gaver – er villige til at ofre alt på alteret, hvis det bliver forlangt, og selv der, og hvis de bliver nødt til at lade deres liv for hans sag, vil de aldrig kunne betale ham for de mange velsignelser, de har modtaget og er blevet lovet på grund af lydighed mod hans love og befalinger.³¹

Når vi har forladt verdenen og har modtaget evangeliet i dets fylde, er vi kandidater til celestial herlighed; nej, hvis vi er trofaste, er vi mere end kandidater, for Herren har forsikret os om, at hvis vi er trofaste, så skal vi komme ind i det celestiale rige …

Lad os leve således, at vi vil blive forsikret om vores plads, og så vi kan vide, at vi, ved det liv vi lever, skal komme ind i hans nærhed, bo sammen med ham og modtage fylden af de velsignelser, vi er blevet lovet. Hvem blandt de sidste dages hellige vil være tilfreds med noget mindre end frelsens fylde, som vi er blevet lovet? … Det er nødvendigt for os i ydmyghed og i omvendelsens ånd at blive ved med at gå fremad, holde befalingerne indtil enden, da vores håb og vores mål er evigt liv, og dette liv er sammen med Faderen og Sønnen: »Og dette er det evige liv,« siger Herren, »at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus« (Joh 17:3).³²

Jeg befinder mig nu i, hvad jeg vil kalde mit livs tusmørke, med erkendelsen af, at jeg i en nær fremtid vil blive kaldt frem for at give en redegørelse for min jordiske forvaltning …

Jeg er sikker på, at vi alle sammen elsker Herren. Jeg ved, at han lever, og jeg ser frem til den dag, hvor jeg skal møde ham og jeg håber, at han vil sige til mig: »Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt« (Matt 25:34).

Og jeg beder om, at dette må være den lykkelige lod for os alle, når vores tid er inde.³³

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Når I læser fra dagbogen i afsnittet »Fra Joseph Fielding Smiths liv«, så tænk på et tidspunkt, hvor I fandt trøst i jeres vidnesbyrd om frelsesplanen. Hvordan kan I hjælpe et familiemedlem eller en ven med at blive trøstet på denne måde?
Hvordan kan præsident Smiths lærdomme omkring rådet i himlen hjælpe os, når vi står over for prøvelser? (Se afsnit 1).
Præsident Smith belærte om, at vi ikke må »glemme det faktum, at [Adam og Evas fald] bragte velsignelser« (afsnit 2). Hvorfor tror I, at det er vigtigt at huske denne sandhed? Hvilke velsignelser har I modtaget på grund af faldet?
Hvordan kan præsident Smiths eksempel i afsnit 3 om en mand, der falder i en udgravning, anvendes på vores liv? Tænk over, hvordan Frelseren har reddet jer gennem forsoningen.
Hvilken forståelse får I fra præsident Smiths udtalelser i afsnit 4 om formålet med vores liv på jorden? Hvad har Herren givet os for at hjælpe os sikkert gennem denne prøvelsens tid?
Hvordan kan I hjælpe nogen til at forstå præsident Smiths erklæring i afsnit 5 om, at »døden er lige så vigtig som fødslen«? På hvilken måde har læren om opstandelsen påvirket jer?
På hvilke måder er verdens rigdomme anderledes end den »evige arv«, som vi kan modtage gennem frelsesplanen? (Se afsnit 6). Hvordan kan en forståelse af disse forskelle hjælpe os til at forberede os til evigt liv?

Tilknyttede skriftsteder

Job 38:4-7; 2 Ne 2:15-29; 9:5-27; Alma 12:20-35; L&P 19:16-19; Moses 5:10-12

Til underviseren

»For at hjælpe os med at undervise ud fra skrifterne og de sidste dages profeters ord har Kirken produceret undervisningshæfter og andre materialer. Der er meget lidt behov for ledsagende tekster eller andre referencematerialer« (se Undervisning, den største kaldelse: Hjælpemateriale til undervisning i evangeliet, 2000, s. 52).