Kapitel 25
Jesu Kristi fødsel: »En stor glæde«
»Hvad med denne vidunderlige beretning? Har vi tilladt, at den kan gennemtrænge og påvirke vores liv? Har vi taget imod den i dens fulde betydning uden forbehold?«
Fra Joseph Fielding Smiths liv
I julen 1971 havde en journalist mulighed for at tilbringe tid sammen med præsident Joseph Fielding Smith samt noget af hans familie. Journalisten fortalte om et kig ind i profetens liv:
»Julen er en særlig tid for præsident Joseph Fielding Smith. Det er en tid til familien og en tid til at huske. Men mest af alt er julen for præsident Smith en tid for børn.
›Jeg tror, at det, jeg bedst kan lide ved julen, er børnene,‹ sagde præsident Smith, mens han rykkede sit oldebarn tættere på.
Med en stor illustreret Bibel hvilende på sit skød kiggede præsident Smith og to af hans oldebørn, Shanna McConkie på 4 år og Sherri på 2 år på siderne, der fortalte om Jesusbarnets fødsel. De kiggede i lang tid på siden med billedet af krybben i stalden. Det var en fortrolighed mellem præsident Smith og pigerne …
Præsident Smith har nydt mange besøg af familien i denne juletid. ›Julen er en tid, hvor familien skal være sammen,‹ sagde han.«1
For præsident Smith handlede juletraditionerne om Frelserens fødsel, tjenestegerning og forsoning. Som reaktion på julehilsner, han modtog fra Kirkens medlemmer, sagde han: »Jeg sætter pris på omtanken fra dem, der sender julekort. Jeg ser dem som et udtryk for kærlighed og en påmindelse om Frelserens fødsel, som vi ærer og tilbeder som Kirkens overhoved. Hans budskab var fred og kærlighed. Det er mit ønske for mine medmennesker alle vegne.«2
I december 1970 udsendte præsident Smith et julebudskab til Kirkens medlemmer over hele verden. Han skrev blandt andet:
»Jeg hilser jer i denne juletid i kærlighed og fællesskab og med en bøn om, at vor evige Fader vil se ned på jer med barmhjertighed og udøse sine gavmilde velsignelser over jer.
I disse tider, hvor uretfærdigheden findes i overflod, hvor der er store prøvelser på jorden, hvor der er krige og rygter om krige, har vi alle som aldrig før brug for Herrens vejledende og bevarende omsorg.
Vi har brug for at vide, at på trods af alle de problemer og lidelser, der overgår os, så leder Herren stadig jordens anliggender, og hvis vi holder hans befalinger og er oprigtige og trofaste mod hans love, så vil han velsigne os her og nu og belønne os med evigt liv i sit rige i rette tid …
Jeg beder nu om, at vi i denne juletid og til alle tider vil koncentrere vores tro om Guds Søn og selv opnå den fred, som overgår al forstand.«3
Beretningen om Frelserens fødsel »bliver aldrig uvedkommende lige meget, hvor ofte den bliver fortalt.«
Joseph Fielding Smiths lærdomme
1
Beretningen om vor Forløsers fødsel er udtryksfuld i dens ydmyge enkelhed.
Der er ikke nogen beretning, der er lige smuk, eller som kan røre den ydmyges sjæl helt så dybt, som denne storslåede beretning om vor Forløsers fødsel kan. Intet ord, som mennesket kan udtrykke, kan forskønne eller forbedre eller føje til udtryksfuldheden i dens ydmyge enkelhed. Den bliver aldrig uvedkommende lige meget, hvor ofte den bliver fortalt, og den bliver berettet alt for sjældent i folks hjem. Lad os prøve at forestille os, at vi er ude sammen med hyrderne, der vogter deres får, denne mindeværdige nat. Det var ydmyge mænd, der ikke havde mistet deres fædres tro, hvis hjerte ikke var blevet hårdt ligesom de jødiske ledere på den tid, hvor Herren havde sin tjenestegerning, for havde det været tilfældet, så ville englene ikke have vist sig for dem med deres strålende budskab. Lad os gentage denne vidunderlige beretning.
»I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord.
Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt.
Men englen sagde til dem: ›Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket:
I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.
Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.
Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!
Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: ›Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.‹
De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben« (Luk 2:8-16).
Er der nogen sjæl, der kan læse dette og ikke blive rørt af ydmyghedens ånd og blive påvirket af den enkle sandhed i beretningen?4
2
Selvom Jesus Kristus var Guds Søn, så kom han til denne jord som et barn og udviklede sig fra nåde til nåde, indtil han modtog en fylde.
Jeg går ud fra, at vi alle forstår det faktum, at Jesus Kristus var Jahve, der ledte Israel i Abrahams og Moses’ dage, og i virkeligheden fra Adams dage. Også at Jahve, eller Jesus Kristus, som en åndelig person viste sig for Jereds bror, og at han blev født som et barn ind i denne verden og voksede op til en mand i denne verden.5
I sin ungdom opnåede Jesus kundskab »linje på linje og forskrift på forskrift.«
Vor Frelser var en Gud, før han blev født ind i denne verden, og han bragte den samme status med sig, da han kom her. Han var lige så meget en Gud, da han blev født ind i verden, som han var før. Men så vidt dette liv angår, ser det ud til, at han måtte begynde nøjagtigt, som alle andre børn gør og opnå sin kundskab linje på linje. Lukas siger, at han »gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker« (Luk 2:52). Johannes beretter, at han ikke »modtog … fylden til at begynde med«, men blev nødt til at udvikle sig »fra nåde til nåde, indtil han modtog en fylde« (L&P 93:13) …
Øjensynligt havde han lært en hel del om sin Faders gerning, inden han blev 12 år gammel, for da forbavsede han lærerne og de vise mænd i templet (se Luk 2:46-49). Denne kundskab kunne komme til ham ved åbenbaring, ved englebesøg eller på anden måde. Men hans kundskab, hvad dette liv angår, skulle komme linje på linje og forskrift på forskrift. Han var uden tvivl i forbindelse med sin himmelske Fader fra tid til anden
… »Jesus voksede op sammen med sine brødre og voksede sig stærk og ventede på, at Herren skulle tilkendegive, hvornår tiden for hans tjenestegerning skulle komme. Og han tjente under sin far, og han talte ikke som andre mennesker, ej heller kunne han belæres, for han havde ikke nødig, at noget menneske skulle belære ham. Og efter mange år nærmede timen for hans tjenestegerning sig« (JSO, Matt 3:24-26).
Udtalelsen fra vor Herre om, at han ikke kunne gøre noget, som han ikke havde set Faderen gøre, betyder simpelthen, at det var blevet åbenbaret for ham, hvad hans Fader havde gjort (se Joh 5:19-20). Jesus kom uden tvivl ind i verden i den samme tilstand, som vi alle gør – han glemte alt, og han måtte udvikle sig fra nåde til nåde. Hans glemsel eller det, at hans tidligere kundskab blev taget væk, var nødvendig, ligesom det er med hver af os, for at fuldende den nuværende timelige tilværelse.
Frelseren havde ikke en fylde til at begynde med, men da han modtog sit legeme og opstandelsen, blev al magt givet til ham både i himlen og på jorden. Selvom han var en Gud, selve Guds Søn, med magt og myndighed til at skabe denne jord og andre jorde, så manglede der dog noget, som han ikke modtog før efter sin opstandelse. Han havde med andre ord ikke modtaget fylden, førend han fik et opstandent legeme.6
3
Jesus Kristus kom til denne verden for at forløse os fra fysisk og åndelig død.
Jesus kom her for at opfylde en bestemt mission, som han havde fået, før denne verdens grundvold blev lagt. Han er blevet omtalt i skrifterne som det slagtede lam fra verden blev grundlagt (se Åb 13:8). Han tilbød selv at komme i tidernes midte for at forløse menneskene fra faldet, som ville komme over dem gennem Adams overtrædelser …
Jesus er den eneste person, der er født på denne jord, som ikke har en jordisk far. Hans legemes Fader er også hans ånds Fader og Fader til alle menneskers ånder. Fra sin Fader har han fået evigt liv; fra sin mor har han fået magt til at dø, fordi hans mor var en dødelig kvinde. Fra hende fik han sit blod, og fra sin Fader fik han sin udødelighed. Ved derved at have magt til at nedlægge sit liv og tage det igen var han i stand til at betale prisen for Adams overtrædelse og forløse alle mennesker fra graven.7
Den sande grund til, at Jesus Kristus kom til verden … var for det første at forløse alle mennesker fra den fysiske eller jordiske død, som Adam bragte ind i verden, og for det andet at forløse alle mennesker fra åndelig død eller forvisning fra Herrens nærhed på betingelse af, at de omvendte sig, modtog syndernes forladelse og holdt ud til enden af den jordiske prøvestand.8
Vi glæder os over, at Guds Søn er født blandt menneskene.
Vi er taknemlige for det sonoffer, som han udvirkede ved udgydelsen af sit eget blod.
Vi er taknemlige for, at han har forløst os fra død og åbnet døren, så vi kan få evigt liv.
Vi beder for fred på jord, for udbredelsen af evangeliet og for sandhedens endelige sejr.
Vi beder indtrængende alle vor Faders børn alle vegne om sammen med os gøre det, der vil give os alle fred i denne verden og evig herlighed i den tilkommende verden (se L&P 59:23).9
4
Vi bør give beretningen om Frelserens fødsel lov til at gennemtrænge og påvirke vores liv.
[Julemorgen] vil nogle bøje deres hoved i ydmyg bøn til lysenes Fader for de velsignelser, som de har modtaget gennem hans elskede Søns lidelser, og de vil læse den vidunderlige beretning med taknemlig lovprisning. Andre, der kun ved lidt, hvis overhovedet noget om det, de skylder Guds Søn, vil uheldigvis fejre, ikke med lovprisning og ydmyg bøn, men med blasfemisk, fordrukkent sold, uden den mindste tanke på betydningen af manden fra Galilæas fødsel …
Hvordan kan nogen læse denne rørende beretning om Jesu Kristi fødsel uden at ønske at forsage sine synder? På denne tid af året er det godt for alle mennesker – kongen i sit palads, hvis der stadig er konger i paladser, bonden i sin ydmyge hytte, både den rige og den fattige – at knæle ned og ære ham, der var uden synd, hvis liv var fyldt med offer og sorger til gavn for hans medmennesker, hvis blod blev udgydt som et offer for synd …
Hvad med denne vidunderlige beretning? Har vi tilladt, at den kan gennemtrænge og påvirke vores liv? Har vi taget imod den i dens fulde betydning uden forbehold? Tror vi, at det lille barn virkelig var Guds enbårne Søn i kødet? Har vi en vedblivende tro på hans mission, og er vi villige til lydigt at følge ham? Hvis verden havde troet på det og oprigtigt havde givet agt på hans lærdomme, så ville den ikke være blevet ødelagt af strid og ugudelighed igennem tiderne … Der har været for meget tomt hykleri blandt Guds Søn påståede disciple og for lidt virkelig tilbedelse baseret på hans lærdommes retskaffenhed.
Englen sagde til hyrderne den herlige nat, at han forkyndte stor glæde for hele folket (se Luk 2:8-10), men generelt har folk overalt på jordens overflade nægtet at tage imod disse velsignelser. De har ikke været villige til at forsage deres synder, at være ydmyge og leve deres liv i harmoni med Mesterens lærdomme …
Endnu engang beder jeg indtrængende alle mennesker overalt: Vend jer fra jeres ugudelige veje til sand tilbedelse af Guds Søn, så jeres sjæl kan blive frelst i hans rige.10
Forslag til studium og undervisning
Spørgsmål
-
Hvad gør I i jeres hjem for at huske Frelseren i julen? Hvad kan vi lære af præsident Smiths juletraditioner? (Se afsnittet »Fra Joseph Fielding Smiths liv«).
-
Hvorfor tror I, at beretningen om Jesu Kristi fødsel »aldrig [bliver] uvedkommende«? (Se afsnit 1).
-
Gennemgå præsident Smiths ord omkring Jesus Kristus, der kom til verden som et lille barn og udholdt jordelivets vanskeligheder (se afsnit 2). Hvad er jeres tanker og følelser, når I overvejer Frelserens villighed til at gøre dette?
-
Tænk over forbindelsen mellem Frelserens fødsel og Frelserens sonoffer (se afsnit 3). Hvordan kan forældre hjælpe deres børn til at opnå denne forståelse? Hvordan kan denne forståelse have indflydelse på vore juletraditioner?
-
Hvad kan vi gøre for at lade beretningen om Frelserens fødsel få lov til at »gennemtrænge og påvirke vores liv«? (Se afsnit 4).
Tilknyttede skriftsteder
Til underviseren
Samtaler i små grupper giver »mange mennesker mulighed for at deltage i en lektion. Enkeltpersoner, der for det meste er tilbageholdende med at deltage, kan komme frem med ideer i små grupper, som de ikke ville give udtryk for foran hele klassen« (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 181).