Kapitel 20
Kærlighed og omsorg for alle vor himmelske Faders børn
»Jeg tror, at hvis alle mennesker vidste og forstod, hvem de er og var klar over, hvilken guddommelig kilde de kom fra … så ville de føle en venlighed og et slægtskab med hinanden, som ville ændre hele deres livsstil og bringe fred på jorden.«
Fra Joseph Fielding Smiths liv
Joseph Fielding Smith jun. og John J. Stewart bemærkede: »Det er i de små, betænksomme ting i livet, at den virkelige Joseph Fielding Smith klarest kunne ses.« De fortalte derefter om tre eksempler på »små, betænksomme ting«, han havde gjort:
»En dag til en kirkekonference i Tabernaklet på Tempelpladsen var en 12-årig dreng, der var spændt på at være der for første gang, kommet tidligt for at være sikker på at få en plads langt fremme … Lige før mødet begyndte, og da alle pladserne var taget, bad en dørvogter drengen om at give sin plads til en senator, der var ankommet sent. Spagfærdigt adlød drengen og stod i midtergangen, skuffet, flov og tårevædet.« Præsident Joseph Fielding Smith »bemærkede drengen og gav tegn til, at han skulle komme op [på forhøjningen]. Da drengen havde fortalt, hvad der var sket, sagde præsident Smith: ›Den dørvogter havde ikke nogen ret til at gøre det mod dig. Men kom her og sid ved siden af mig,‹ og så gjorde han plads til, at han kunne sidde ved siden af ham midt i blandt alle Kirkens apostle.
En dag, da han interviewede en gruppe unge mænd, der skulle af sted på en toårig mission for Kirken, lagde [han] mærke til en dreng fra landet, der var blevet kaldet til det østlige Canada. ›Min dreng, det er koldt deroppe. Har du en god, varm frakke?‹ ›Nej, hr., det har jeg ikke.‹ Han tog drengen med sig over på den anden side af vejen til et stormagasin og købte ham den varmeste frakke, de havde på lager.
Den dag, hvor han blev opretholdt til konferencen som Kirkens præsident, banede en lille pige sig vej gennem menneskemængden efter mødet og rakte ud efter hans hånd. Han var så rørt over gestussen, at han bøjede sig ned og gav barnet et knus. Han fandt ud af, at hendes navn var Venus Hobbs … og at hun snart fyldte fire år. På sin fødselsdag modtog Venus et overraskende telefonopkald: Joseph Fielding Smith og hans hustru ringede langvejs fra for at synge ›Happy Birthday‹ for hende.«1
Disse venlige gerninger var ikke enestående tilfælde, men en del af et livslangt mønster. Præsident Smith var »en mand med stor omsorg og medfølelse. Hans liv var en gentagende række af tilfælde, hvor han hjalp de nødlidende, trøstede de sønderknuste, rådgav den forvirrede og var et eksempel på den næstekærlighed, der er ›Kristi rene kærlighed‹ (Moro 7:47).«2
Joseph Fielding Smiths lærdomme
1
Når vi ved, at Gud er Faderen til alle mennesker, ønsker vi at elske og velsigne andre.
Jeg tror, at hvis alle mennesker vidste og forstod, hvem de er og var klar klar over, hvilken guddommelig kilde de kom fra, og det uendelige potentiale, der er en del af deres arv, så ville de føle en venlighed og et slægtskab for hinanden, som ville ændre hele deres livsstil og bringe fred på jorden.
Vi tror på menneskets ophøjethed og guddommelige oprindelse. Vores tro er grundlagt på det faktum, at Gud er vor Fader, og at vi er hans børn, og at alle mennesker er brødre og søstre i den samme evige familie.
Som medlemmer af hans familie boede vi sammen med ham, førend grundvolden til denne jord blev lagt, og han ordinerede og udformede frelsesplanen, hvorved vi får privilegiet at gøre fremskridt og udvikle os, som vi stræber efter at gøre.
Den Gud, som vi tilbeder, er et herliggjort væsen, hvori al magt og fuldkommenhed hviler, og han har skabt mennesket i sit eget billede og lignelse, med de selv samme karakteristika og egenskaber, som han selv besidder.
Så derfor er vores tro på menneskets ophøjethed og skæbne en afgørende del både af vores læresætning og af vores måde at leve på. Det er selve grundlaget for vor Herres belæringer, at »det største og det første bud« er: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind«, og det andet store bud er: »Du skal elske din næste som dig selv« (se Matt 22:37-39).
Fordi Gud er vor Fader, så har vi et naturligt ønske om at elske og tjene ham og være værdige medlemmer af hans familie. Vi føler os forpligtede til at gøre, hvad han ønsker, at vi skal gøre, til at holde hans befalinger og leve i harmoni med hans evangeliums standarder – som alle er en essentiel del af sand tilbedelse.
Og fordi alle mænd er vore brødre, så har vi et ønske om at elske og velsigne dem og føre dem ind i fællesskabet – og det accepterer vi også som en essentiel del af sand tilbedelse.
Således centreres alt, vi gør i Kirken, omkring den guddommelige lov om, at vi skal elske og tilbede Gud og tjene vore medmennesker.
Det er ikke underligt, at vi, som en kirke og som et folk, har en dyb og vedblivende bekymring for alle vor Faders børns velfærd. Vi søger deres timelige og åndelige velbefindende såvel som vores eget. Vi beder for dem, som vi også gør for os selv, og vi prøver at leve, så de ved at se vore gode gerninger vil prise vor Fader, der er i himlen (se Matt 5:16).3
»Men Peter sagde: ›Sølv eller guld har jeg ikke, men jeg giver dig, hvad jeg har: I Jesu Kristi, nazaræerens, navn, stå op og gå!‹« (ApG 3:6).
2
Når vi elsker og støtter hinanden i Kirken, så bliver vi en kraft i verden for det gode.
»Elsker I mig, så hold mine bud« (Joh 14:15).
Disse ord sagde Mesteren til sine disciple blot et par timer før sin død, da han var sammen med dem for at spise påskemåltidet og give dem de sidste instruktioner, før han skulle lide for verdens synder. Ved samme lejlighed og kort før disse bemærkninger henviste han til samme emne, da han sagde:
»Mine børn, endnu en kort tid er jeg hos jer. I skal lede efter mig, og hvad jeg sagde til jøderne, siger jeg nu også til jer: Hvor jeg går hen, kan I ikke komme. Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden« (Joh 13:33-34) …
Vi er ikke blot venner, vi er brødre og søstre, Guds børn, som har skilt sig ud, som jeg har sagt, fra verden for at indgå pagter, overholde hans love og efterleve alt, der er givet til os ved inspiration. Vi er blevet befalet at elske hinanden. »Et nyt bud,« har Herren sagt, og ligesom mange andre bud er det lige så gammelt som evigheden. Der har ikke været noget tidspunkt, hvor dette bud ikke har eksisteret og ikke har været afgørende for frelse, og alligevel er det altid nyt. Det bliver aldrig gammelt, fordi det er sandt.4
Jeg tror på, at det er vores højtidelige pligt at elske hinanden, at tro på hinanden, at have tiltro til hinanden, det er vores pligt at se igennem fingre med hinandens fejl og mangler og ikke gøre dem større i vores egne øjne, ej heller i verdens øjne. Der bør ikke være nogen kritik, bagtalelse eller ond tale mod hinanden i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Vi bør være tro mod hinanden og mod ethvert af vores religions principper og ikke være misundelige på hinanden. Vi bør ikke være skinsyge på hinanden eller sure på hinanden, og vi bør ikke i vores hjerte føle, at vi ikke vil tilgive hinanden vore overtrædelser. Der bør ikke i Guds børns hjerte være nogen følelse af manglende tilgivelse mod noget menneske lige meget, hvem det er …
Vi bør ikke nære dårlige følelser mod hinanden, men føle tilgivelse og broderlig og søsterlig kærlighed mod hinanden. Lad os alle sammen erindre vore egne individuelle mangler og svagheder og arbejde på at rette dem. Vi har endnu ikke opnået en fuldkommen tilstand, det kan dårligt forventes, at vi vil gøre det i dette liv, og alligevel ved Helligåndens hjælp er det muligt for os at være forenet og enige og overkomme vore synder og ufuldkommenheder. Hvis vi vil gøre dette, respektere alle Herrens befalinger, vil vi blive en kraft i verden for det gode, vi vil overvinde og overkomme alt ondt, al modstand mod sandheden og udvirke megen retfærdighed på jordens overflade. For evangeliet vil blive spredt, og verdens folk vil føle indflydelsen, som Zions folk vil udgyde, og de vil blive mere tilbøjelige til at omvende sig fra deres synder og modtage sandheden.5
3
Vi udtrykker vores kærlighed til vore medmennesker ved at tjene dem.
Vor Frelser kom til denne verden for at lære os at elske hinanden, og da den store lektie blev understreget ved hans store lidelse og død for, at vi kan leve, bør vi så ikke udtrykke vores kærlighed for vore medmennesker ved at tjene dem? …
Tjeneste bør udføres for andre. Vi skal række en hjælpende hånd til de ulykkelige, til dem, der ikke har hørt sandheden og er i åndeligt mørke, til de nødlidende og de undertrykte. Gør I det? Lad os overveje digteren Will L. Thompsons ord … Digtet begynder således:
»Har jeg gjort noget godt for en sjæl i dag?
Har jeg lindret en fattigs kår?
Har jeg glædet en syg,
gjort den frygtsomme glad
og ydet, hvad jeg formår?« (Salmer og sange, nr. 143).6
Når vi rækker en hjælpende hånd til andre, så viser vi vores kærlighed til dem.
Vores mission er for hele verden – med fred og håb og glæde og timelig og evig frelse for alle vor Faders børn … Af hele mit hjerte opfordrer jeg dette folk til fortsat at række ud og velsigne alle vor Faders børn over hele verden.7
4
Vi skal påskønne og elske folk for det, de er.
Da jeg var dreng, havde vi en hest, der hed Junie. Hun var et af de mest intelligente dyr, jeg nogensinde har mødt. Hun virkede næsten menneskelig i sin dygtighed. Jeg kunne ikke holde hende inde i stalden, fordi hun uophørligt løsnede remmen på døren til sin bås. Jeg plejede at sætte remmen, der var forbundet med båsens halvdør, op over stolpen, men hun løftede den simpelthen over med sin næse og sine tænder. Derpå gik hun ud på gårdspladsen.
På gårdspladsen var der en vandhane, der blev brugt til at fylde vore dyrs vandtrug. Junie åbnede for den med sine tænder og lod derpå vandet løbe. Min far var efter mig, fordi jeg ikke kunne holde den hest inde i stalden. Hun løb aldrig væk; hun åbnede bare for vandet og gik omkring på gårdspladsen eller på plænen eller gennem haven. Nogle gange kunne jeg høre vandet løbe midt om natten, og så måtte jeg stå op og lukke for det og låse Junie inde igen.
Min far antydede, at hesten var smartere, end jeg var. En dag besluttede han sig for, at han ville lukke hende inde, så hun ikke kunne komme ud. Han tog remmen, der plejede at være rundt om stolpen, og surrede den rundt om stolpen og under en tværstang, og så sagde han: ›Unge dame, lad os så se, om du kan komme ud nu!‹ Min far og jeg forlod stalden og begyndte at gå tilbage til huset, og før vi nåede derhen, var Junie ved siden af os. Hun gik derpå hen og tændte for vandet igen.
Jeg foreslog, at hun nu måske var omkring lige så smart, som vi var. Vi kunne bare ikke afholde Junie fra at komme ud af sin bås. Men det betyder ikke, at hun var slem, for det var hun ikke. Far var ikke ved at sælge eller bytte hende, for hun havde så mange andre gode kvaliteter, der opvejede denne ene lille mangel.
Hesten var lige så pålidelig og trofast til at trække vores vogn, som hun var mester i at komme ud af båsen. Og dette var vigtigt, fordi mor var autoriseret jordemor. Når hun blev kaldt ud til en barselsseng et eller andet sted i dalen som regel midt om natten, skulle jeg stå op, tage lygten ud til stalden og spænde Junie for vognen.
Jeg var kun omkring ti eller elleve år gammel på det tidspunkt, og den hest skulle være mild og alligevel stærk nok til at køre mig og mor rundt i dalen i alle slags vejr. En ting, som jeg dog aldrig forstod, var, hvorfor de fleste af babyerne blev født om natten og så mange af dem om vinteren.
Ofte ventede jeg på mor i vognen, og så var det rart at have selskab af milde, gamle Junie. Denne oplevelse med denne hest var meget god for mig, fordi jeg tidligt i livet blev nødt til at lære at elske og påskønne hende for hende selv. Hun var en vidunderlig hest, der bare havde nogle få dårlige vaner. Det er stort set det samme med folk. Ingen af os er fuldkommen, men vi prøver dog hver især at blive fuldkommen ligesom vor himmelske Fader. Vi skal påskønne og elske folk for det, de er.
Måske har I brug for at huske det, når I kigger på jeres forældre eller lærere eller ledere i staven eller menigheden eller venner – eller brødre og søstre. Jeg har altid husket denne lektie – at se det gode i folk, selvom vi prøver at hjælpe dem til at overkomme en eller to dårlige vaner …
Jeg lærte tidligt i livet at elske og ikke dømme andre, altid prøve at overkomme mine egne mangler.8
5
Når vi elsker Herren af hele vores hjerte og vores næste som os selv, så er vi i harmoni med alle hellige love.
»Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.
Det er det største og det første bud.
Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹
På de to bud hviler hele loven og profeterne« (Matt 22:37-40).
Med andre ord, alt, der er blevet åbenbaret til menneskets frelse fra begyndelsen til vores tid er indskrænket til, inkluderet i og er en del af disse to store love. Hvis vi elsker Herren af hele vores hjerte, med hele vores sjæl og med hele vores sind og vores næste som os selv, så kan vi ikke ønske mere. Så vil vi være i harmoni med de samlede hellige love. Hvis vi er villige til at leve i harmoni med disse to store befalinger – og det skal vi i sidste ende gøre, hvis vi skal være værdige til at bo i Guds nærhed – så vil ugudelighed, jalousi, ambitioner, begær, blodsudgydelse og alle slags synder blive forvist fra jorden. Så vil der komme en dag med evig fred og lykke. Hvilken herlig dag det vil være! Vi er blevet udrustet med tilstrækkelig fornuft til at vide, at en sådan tilstand er meget ønskelig og ville grundlægge Guds faderskab og menneskets fuldkomne broderskab blandt menneskene …
Kan vi sige, at vi elsker Herren med hele vores sjæl? Kan vi sige, at vi er lige så bekymrede for vores næstes velfærd, som vi er for vores egen?9
Lad os elske Herren, for det er grundvolden til alt. Det er det første bud, og det andet bud, at elske vores næste som os selv, ligner det, og når vi har gjort det, har vi opfyldt loven, for så er der ikke noget, der ikke vil blive gjort.10
Forslag til studium og undervisning
Spørgsmål
-
Tænk over de »små, betænksomme ting«, som præsident Joseph Fielding Smith gjorde for andre (se afsnittet »Fra Joseph Fielding Smiths liv«). Hvad kan vi gøre for at følge hans omsorgsfulde eksempel i vores liv?
-
Hvordan kan lærdommene i afsnit 1 hjælpe os til at være venlige og kærlige mod dem omkring os?
-
Hvad gør indtryk på jer ved præsident Smiths råd i afsnit 2? Hvorfor tror I, at vi vil være »en kraft i verden for det gode«, når vi følger dette råd?
-
Hvad har Jesus Kristus gjort for at »lære os at elske hinanden«? (Se afsnit 3). Hvordan kan vi følge hans eksempel?
-
Gennemgå historien om hesten Junie (se afsnit 4). Hvorfor tror I, at det er vigtigt at »påskønne og elske folk for det, de er«? Hvad kan vi gøre for at se det gode i andre, selvom vi prøver at hjælpe dem med at overvinde dårlige vaner?
-
Hvad betyder det for jer at holde buddene i Matthæus 22:37-40? (Se afsnit 5 for nogle eksempler). Hvorfor er vi »i harmoni med de samlede hellige love«, når vi holder disse bud?
Tilknyttede skriftsteder
ApG 17:28-29; Rom 8:16-17; 1 Joh 4:18-21; Mosi 2:17; 18:8-10; Moro 7:45-48
Til underviseren
Overvej at få deltagerne til at læse overskrifterne i kapitlet og vælge et afsnit, der betyder noget for dem eller deres familie. Lad dem studere præsident Smiths lærdomme i det afsnit, herunder de tilhørende spørgsmål i slutningen af kapitlet. Bed dernæst deltagerne om at fortælle, hvad de har lært.