Kapitel 18

Lev efter hvert ord, der udgår af Guds mund

»Den allerstørste form for tilbedelse er at holde befalingerne, følge i Guds Søns fodspor og altid gøre det, der behager ham.«

Fra Joseph Fielding Smiths liv

»Jeg søger min frelse,« erklærede præsident Joseph Fielding Smith, »og jeg ved, at jeg kun kan finde den ved lydighed mod Herrens love, ved at holde befalingerne, ved at udføre retfærdige gerninger og følge i vores leders, Jesu, fodspor, som er vores eksempel og overhoved over alt.«¹

Udover at søge sin egen frelse arbejdede præsident Smith omhyggeligt på at hjælpe andre med at gøre det samme. Ældste Francis M. Gibbons, der tjente som sekretær for Det Første Præsidentskab, bemærkede, at præsident Smith »så det som sin pligt at komme med en advarselsrøst, når folk begyndte at drive væk fra den vej, der er anvist af skrifterne. Og han havde ikke til hensigt at fravige den pligt, lige meget hvad folk sagde. At det gjorde ham upopulær i visse kredse, at han talte så ligefremt, syntes ikke at have haft nogen afskrækkende effekt på ham; han havde ikke til hensigt at blive populær eller berømt i menneskers øjne. I stedet mente han, at hans rolle var at være udkigspost, hvis pligt det var at alarmere dem nedenfor, som ikke kunne se den forestående fare.«²

Præsident Smith fortalte engang om en oplevelse, der illustrerede den forandring, der kan komme i hjertet hos en, der giver agt på advarselsråbet:

»Jeg deltog i en stavskonference for nogle år siden og talte om visdomsordet … da jeg gik ned bagerst i bygningen [ved slutningen af konferencen], var næsten alle gået, men en mand rakte sin hånd frem og sagde:

›Bror Smith, det er den første tale om visdomsordet, som jeg har nogensinde har brudt mig om.‹

Jeg sagde: ›Har du ikke hørt andre taler om visdomsordet?‹

Han sagde: ›Jo, men det her er den første, som jeg nogensinde har nydt.‹

Jeg sagde: ›Hvordan det?‹

Han sagde: ›Jo, ser du, nu overholder jeg visdomsordet.‹«³

Joseph Fielding Smiths lærdomme

Gud styrer universet ved lov, og vi er underlagt den lov.

Alle folk bør erkende, at siden den Almægtige styrer hele universet ved en uforanderlig lov, så bør mennesket, der er den største af alle hans skabninger, selv være underkastet sådan en lov. Herren har fastslået denne sandhed klart og overbevisende i en åbenbaring til Kirken:

»Alle riger har fået en lov;

og der er mange riger, for der er intet rum, i hvilket der ikke er noget rige; og der er intet rige, hvori der ikke er noget rum, hverken et større eller et mindre rige.

Og hvert rige har fået en lov; og til hver lov er der også knyttet visse begrænsninger og betingelser.

Ingen væsener, som ikke opfylder disse betingelser, bliver retfærdiggjort« (L&P 88:36-39).

Denne sandhed er selvindlysende. Derfor er det kun rimeligt, at vi bør forvente, at Guds rige er styret af en lov, og at alle, der ønsker at komme der, er underlagt loven. »Se, mit hus er et ordens hus, siger Gud Herren, og ikke et forvirringens hus« (L&P 132:8).

Herren har givet menneskene en række love, som vi kalder Jesu Kristi evangelium. På grund af manglende inspiration og åndelig vejledning kan menneskene have forskellige opfattelser af disse love, og hvordan de skal anvendes, men det kan næppe diskuteres, hvorvidt sådanne love eksisterer, og at alle, der søger at træde ind i det rige, er underlagt dem.⁴

Vi har enhver sandhed, enhver lærdom, enhver lov og forudsætning, enhver ceremoni og ordinance, der er nødvendig for at frelse og ophøje os i den højeste himmel i det celestiale rige.⁵

At holde befalingerne er et udtryk for vores kærlighed til Herren.

Vores pligt i Kirken er at tilbede Herren i ånd og sandhed, og dette søger vi at gøre af hele vores hjerte, kraft og sind. Jesus har sagt: »Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene« (Matt 4:10).

Vi tror, at tilbedelse er meget mere end bøn og prædiken og udøvelse af evangeliet. Den allerstørste form for tilbedelse er ved at holde befalingerne, følge i Guds Søns fodspor og altid gøre det, der behager ham. Det er en ting at forstille sig for Herren, det er noget helt andet at respektere og ære hans vilje ved at følge det eksempel, som han har vist os … Jeg glædes over det privilegium, det er at følge i hans fodspor. Jeg er taknemlig for budskabet om evigt liv, som jeg er glad for at kunne sige, jeg har modtaget i denne verden, samt for mit håb om evigt liv i den næste verden, hvilket jeg vil modtage, hvis jeg vil forblive trofast og oprigtig til enden.⁶

»Elsker I mig, så hold mine bud« (Joh 14:15).

Dette er med Frelserens ord loven til Kirkens medlemmer: »Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig …« (Joh 14:21). Igen har Frelseren sagt: »Elsker I mig, så hold mine bud« (Joh 14:15) …

Frelseren begik aldrig nogen synd eller havde dårlig samvittighed. Han havde ikke behov for at omvende sig, ligesom jeg og I har, men på en måde, som jeg ikke kan forstå, bar han vægten af mine overtrædelser og jeres … Han kom og tilbød sig selv som offer for at betale gælden for enhver af os, der er villig til at omvende sig fra sine synder og vende tilbage til ham og holde hans befalinger. Tænk på det, hvis I kan. Frelseren bar den byrde på en eller anden måde, der overgår vores fatteevne. Jeg ved dette, fordi jeg accepterer hans ord. Han fortæller os om pinslen, som han gennemgik. Pinslen var så stor, at han tryglede Faderen om, at han ikke skulle drikke det bitre bæger, hvis det var muligt: »… Dog, ske ikke min vilje, men din« (Luk 22:42). Svaret, han fik fra sin Fader, var: »Du skal drikke det.«

Kan jeg undgå at elske ham? Nej, det kan jeg ikke. Elsker I ham? Så hold hans befalinger.⁷

Hvis vi vender os fra Herrens befalinger, så kan vi ikke forvente at modtage hans velsignelser.

Hvis vi vender os fra de befalinger, som Herren har givet os for at vejlede os, så har vi ikke krav på hans velsignelser.⁸

Hvad godt vil det bringe os at bede Herren om noget, hvis vi ikke har til hensigt at holde hans befalinger? Sådan bøn er en tom hån og er en fornærmelse mod nådens trone. Hvordan vover vi at forvente et gunstigt svar, hvis dette er tilfældet? »Søg Herren, når han er at finde, kald på ham, når han er nær. Den ugudelige skal forlade sin vej, det onde menneske sine planer og vende om til Herren, som vil vise ham barmhjertighed, tilbage til vor Gud, for han er rig på tilgivelse.« Det sagde Esajas (Es 55:6-7). Men er Herren ikke altid nær, når vi beder til ham? Sandelig nej! Han har sagt: »De var sene til at lytte til Herren deres Guds røst; derfor er Herren deres Gud sen til at lytte til deres bønner, til at besvare dem på deres trængsels dag. På deres freds dag ringeagtede de mit råd; men på deres trængsels dag famler de af nødvendighed efter mig« (L&P 101:7-8). Hvis vi holder os nær til ham, så vil han holde sig nær til os, og vi vil ikke blive forladt, men hvis vi ikke holder os nær til ham, har vi intet løfte om, at han vil svare os i vores oprør.⁹

Vi kan ikke bede til Herren og sige: »Lyt til vores bøn, giv os sejr, gør, hvad vi ønsker, du skal gøre, men bed os ikke om at gøre det, du ønsker, vi skal gøre.«¹⁰

Det er nødvendigt, at vi vandrer i sandhedens fulde lys, ikke kun i en del af sandheden. Jeg har ikke det privilegium at kunne kassere nogle af evangeliets principper og tro på andre, og derefter føle, at jeg er berettiget til alle frelsens og ophøjelsens velsignelser i Guds rige. Hvis vi ønsker ophøjelse, hvis vi ønsker den plads, som Herren har forberedt for dem, der er retfærdige og trofaste, så skal vi være villige til at vandre i Jesu Kristi evangeliums fulde lys og holde alle befalingerne. Vi kan ikke sige, at nogle af dem er små og ubetydelige, og derfor gør det ikke Herren noget, hvis vi overtræder dem. Vi har fået befaling om at leve efter hvert ord, der udgår af Guds mund (se 5 Mos 8:3; L&P 98:11). »Hvorfor siger I: Herre, Herre! til mig, når I ikke gør, hvad jeg siger?« (Se Luk 6:46).¹¹

Forældre kan hjælpe deres børn, så de »vandrer i sandhedens fulde lys.«

Når vi holder Herrens befalinger, er vi på vejen til fuldkommenhed.

Herren forventer, at vi tror på ham, at vi tager imod hans evigtvarende evangelium og lever i harmoni med hans vilkår og betingelser. Det er ikke vores opgave at udvælge og adlyde de evangeliske principper, der tiltaler os, og glemme resten. Det er ikke vores privilegium at beslutte, at nogle af principperne ikke længere gælder i vore sociale og kulturelle omstændigheder.

Herrens love er evige, og vi har fylden af hans evigtvarende evangelium og er forpligtet til at tro på alle hans love og sandheder og derefter vandre i overensstemmelse med dem. Der er ikke noget vigtigere for nogen enkeltperson end at holde Herrens befalinger. Han forventer, at vi holder fast ved ethvert sandt princip, sætter rigets anliggender først i vores liv, trænger frem med standhaftighed i Kristus og tjener ham med al vor kraft, sind og styrke. Lad os høre konklusionen på hele dette emne med skriftens ord: »Frygt Gud, og hold hans bud, det skal alle mennesker!« (Præd 12:13).¹²

Jeg tænker ofte på, og jeg formoder, at I også gør, den store og vidunderlige tale – den største, der nogensinde, så vidt vi ved, er holdt – som vi kalder bjergprædikenen … Hvis vi blot vil give agt på disse lærdomme, kan vi komme tilbage til Gud Faderens og hans Søn Jesu Kristi nærhed.

Jeg tænker ofte på dette, som i virkeligheden er en sammenfatning:

»Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!« (Matt 5:48).

… Jeg tror, at Herren mente præcis, hvad han sagde – at vi skal være fuldkomne, ligesom vor himmelske Fader er fuldkommen. Det vil ikke ske på én gang, men linje på linje, forskrift på forskrift, eksempel på eksempel, og selv da ikke så længe vi lever i dette jordiske liv, for vi bliver nødt til at gå endog hinsides graven, førend vi når den fuldkommenhed og kan blive som Gud.

Men vi lægger grundvolden her. Det er her, vi lærer Jesu Kristi evangeliums enkle sandheder, i denne prøvestand, for at forberede os til den fuldkommenhed. Det er min pligt, det er jeres, at jeg skal være bedre i dag, end jeg var i går, og I skal være bedre i dag, end I var i går, og bedre i morgen, end I var i dag. Hvorfor? Fordi vi er på den vej, hvis vi holder Herrens befalinger, er vi på vejen mod fuldkommenhed, og det kan kun ske ved lydighed og et ønske i vores hjerte om at overkomme verden …

Hvis vi har en fejl, hvis vi har en svaghed, så er det der, vi skal fokusere med et ønske om at overkomme, indtil vi mestrer og besejrer. Hvis et menneske synes, at det er svært for ham at betale tiende, så er det, hvad han bør gøre, indtil han lærer at betale sin tiende. Hvis det er visdomsordet, så er det det, han skal overholde, indtil han lærer at elske den befaling.¹³

Når vi holder befalingerne, så trøster og velsigner Herren os og styrker os til at blive mænd og kvinder, der er værdige til ophøjelse.

For at behage [Herren] skal vi ikke blot tilbede ham med taksigelse og pris, men villigt adlyde hans befalinger. Hvis vi gør det, så vil han skænke sine velsignelser, for det er på det princip (lydighed mod loven), at alt er baseret (se L&P 130:20-21).¹⁴

Gud har givet os [befalinger], så vi kan komme ham nærmere og blive opbygget i troen og styrket. Han har ikke på noget tidspunkt givet os nogen befalinger, som ikke var til at trøste og velsigne os. De er ikke kun givet for at behage Herren, men for at gøre os til bedre mænd og kvinder og værdige til frelse og ophøjelse i hans rige.¹⁵

Hvis vi tager til templet, så løfter vi vores hånd og indgår pagt om, at vi vil tjene Herren og følge hans befalinger og holde os selv uplettede af verden. Hvis vi indser, hvad vi gør, så vil begavelsen være en beskyttelse for os hele vores liv – en beskyttelse, som en, der ikke tager i templet, ikke har.

Jeg har hørt min far sige, at i prøvelsens time, i fristelsens time, så tænkte han på de løfter, de pagter, han havde indgået i Herrens hus, og de beskyttede ham … Denne beskyttelse er til dels, hvad disse ceremonier er til for. De frelser os nu, og de ophøjer os herefter, hvis vi vil ære dem. Jeg ved, at vi har fået denne beskyttelse, for jeg har også erkendt den ligesom tusindvis af andre, der har husket deres forpligtelser.¹⁶

I templet indgår vi pagt om at »tjene Herren og følge hans befalinger og holde os uplettede af verden.«

Herren vil give os gaver. Han vil anspore vores sind. Han vil give os kundskab, der vil bringe orden i alle vanskeligheder og få os i harmoni med befalingerne, som han har givet os; han vil give os kundskab, der vil være så dybt forankret i vores sjæl, at den aldrig kan fjernes, hvis vi blot vil søge lyset og sandheden og den forståelse, som vi er blevet lovet, og som vi kan modtage, hvis vi bare vil være oprigtige og trofaste mod enhver pagt og forpligtelse vedrørende Jesu Kristi evangelium.¹⁷

Det store løfte, der er blevet givet til medlemmerne af denne kirke, som er villige til at rette sig efter loven og holde Herrens befalinger, er, at de ikke blot vil modtage en plads i Guds rige, men de skal også være i Faderens og Sønnens nærhed, og det er ikke det hele, for Herren har lovet, at alt, hvad han har, skal gives til dem (se L&P 84:33-39).¹⁸

Gennem lydighed mod disse befalinger, som er udtrykt i Jesu Kristi evangelium, og hvis vi vedbliver med det, skal vi modtage udødelighed, herlighed, evigt liv og bo i Gud Faderens og hans Søn Jesu Kristi nærhed, hvor vi i sandhed skal kende dem.¹⁹

Hvis vi vil vandre på dydens og hellighedens stier, vil Herren udøse sine velsignelser over os i en grad, som vi aldrig ville have troet mulig. Vi vil i sandhed være, som Peter udtrykte det: »En udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk« (1 Pet 2:9). Og vi vil være et ejendomsfolk, fordi vi ikke vil være som andre folk, der ikke lever op til disse standarder …

Som Herrens tjenere er det vores mål at vandre på den sti, som han har kortlagt for os. Vi ønsker ikke blot at gøre og sige det, der vil behage ham, men vi forsøger at leve således, at vores liv vil være ligesom hans.

Han viste selv det fuldkomne eksempel for os i alt og sagde til os: »Følg du mig!« Han spurgte sine nefitiske disciple: »…Hvad slags mænd burde I derfor være?« og svarede derefter: »Sandelig siger jeg til jer: Ligesom jeg er« (3 Ne 27:27).

Nu er vi engageret i det største værk på jorden. Dette præstedømme, som vi besidder, er magt og myndighed fra Herren selv, og han har lovet os, at hvis vi højner vore kaldelser og vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, vil vi få herlighed og ære sammen med ham i hans Faders rige for evigt.

Med sådan et herligt håb foran os kan vi da gøre andet end at forsage verdens onde veje? Bør vi ikke sætte Guds rige først i vores liv? Bør vi ikke søge at leve efter hvert ord, som udgår af hans mund?²⁰

Jeg vidner om, at Herren har talt i vore dage, at hans budskab er fyldt med håb og glæde og frelse, og jeg lover jer, at hvis I vil vandre i himmelens lys, være tro mod det, I er blevet betroet, og vil holde befalingerne, så skal I få fred og glæde i dette liv og evigt liv i den kommende verden.²¹

Hold befalingerne. Gå i lyset. Hold ud til enden. Vær tro mod enhver pagt og forpligtelse, og så vil Herren velsigne jer mere, end I kan forestille jer.²²

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Læs historien i slutningen af afsnittet »Fra Joseph Fielding Smiths liv.« Hvorfor ændrer vore følelser for evangeliet sig, når vi stræber efter at holde befalingerne?
Hvad lærer I fra skriftstedet, der er citeret i afsnit 1?
Hvordan er vores lydighed mod befalingerne et udtryk for kærlighed til Jesus Kristus? Hvordan er det et udtryk for taknemlighed for hans sonoffer? Hvordan er det et udtryk for tilbedelse? (Se afsnit 2).
Tænk over belæringerne i afsnit 3. Hvorfor er det forkert at forvente, at Herren vil velsigne os, hvis vi ikke stræber efter at være lydige?
Hvordan kan det hjælpe jer at vide, at I ikke bør forvente at blive fuldkomne på én gang eller endog i det her liv? (Se afsnit 4). Tænk på, hvad I hver dag med Herrens hjælp kan gøre for at forblive »på vejen mod fuldkommenhed.«
I afsnit 5 fortæller præsident Smith om mindst 10 måder, hvorpå Herren vil velsigne os, når vi holder befalingerne. Hvilke oplevelser har I haft, hvor I har modtaget nogle af disse velsignelser?

Tilknyttede skriftsteder

Matt 4:4; 2 Ne 31:19-20; Omni 1:26; L&P 11:20; 82:8-10; 93:1; 130:20-21; 138:1-4

Til underviseren

»Bed deltagerne om at fortælle, hvad de har lært af deres personlige studium af kapitlet. Det kan være en fordel at kontakte nogle få deltagere i løbet af ugen og bede dem om at forberede sig på at fortælle om det, de har lært« (fra s. VII i denne bog).