Kirkens præsidenters lærdomme
Kapitel 15: Evigt ægteskab


Kapitel 15

Evigt ægteskab

»Præstedømmets og evangeliets fylde og velsignelser bygger på celestialt ægteskab. Det er evangeliets største ordinance og templets største ordinance.«

Fra Joseph Fielding Smiths liv

Den attenårige Joseph Fielding Smith havde fået at vide, at en ung kvinde ved navn Louie Emily Shurtliff ville komme for at bo hos familien Smith, mens hun gik på college. Men han blev stadig overrasket – og glad – da han en dag kom hjem fra arbejde og så Louie, der spillede en salme på familiens klaver. Fra den dag i sensommeren 1894 udviklede Joseph og Louie et venskab, der gradvist blev dybere, indtil de blev forelsket. De blev beseglet i templet i Salt Lake City den 26. april 1898.1

Louie og Joseph havde et kærligt forhold. Da han blev kaldet til at tage på en toårig mission til England kort tid efter, at de var blevet gift, arbejdede hun for sin far for at støtte ham økonomisk. Hun støttede ham også følelsesmæssigt og åndeligt ved at sende ham opmuntrende breve. Da han vendte hjem, stiftede de et lykkeligt hjem og bød to døtre velkommen i deres familie. Men efter 10 års ægteskab blev Louie alvorligt syg under sin tredje graviditet og døde i en alder af 31 år.

Joseph fandt trøst i forsikringen om, at Louie var taget til »en bedre verden«, og han skrev i sin dagbog en bøn om, at han ville være »værdig til at møde hende i evig herlighed og blive forenet med hende igen«.2 Men på trods af den trøst og det håb, han fandt i evangeliet, så savnede han Louie frygteligt. Han var også bekymret for sine døtre, der ikke havde en mor derhjemme. Kort tid efter Louies død mødte Joseph Ethel Georgina Reynolds. Selv om hans kærlighed til Louie ikke var blevet mindre, så kom han til at elske Ethel, og det gjorde hans døtre også. Med godkendelse fra sine forældre, Louies forældre og Ethels forældre bad Joseph Ethel om at gifte sig med ham. De blev beseglet den 2. november 1908. De fik yderligere ni børn og havde et lykkeligt og begivenhedsrigt liv sammen. Deres hjem var karakteriseret af orden, hårdt arbejde, respekt, renhed, øm disciplin, kærlig og sund morskab.3

Efter 29 års ægteskab døde Ethel af en invaliderende sygdom, der havde tappet hende for styrke i 4 år. Endnu engang var Joseph ensom, men trøstet af forsikringen om evigt ægteskab.4 Og igen mødte han en, som han kunne dele sit liv med. Han og Jessie Evans blev beseglet den 12. april 1938. »I løbet af deres 33 år sammen ledsagede hun ham næsten alle steder, nær og fjern. Til gengæld hjalp han hende med at handle, tørre tallerkenerne og henkoge frugter om efteråret. Han havde ikke nogen betænkeligheder ved at være apostel med forklæde på.«5 Jessie sagde ofte om sin mand: »Han er den kærligste mand, jeg nogensinde har kendt. Jeg har aldrig hørt ham sige et ukærligt ord.« Han svarede med et smil: »Jeg kender ikke nogen ukærlige ord.«6

Levnedsskildreren John J. Stewart skrev om præsident Smiths mildhed og omsorg over for Jessie: »Fra talerstolen formanede han mænd til at være kærlige og hengivne over for deres hustru. Men det, der berørte mig mest, var, at han spadserede flere kilometre op ad stejle gader i det nordlige Salt Lake City til Kirkens hospital på en varm dag i juli 1971 og tilbragte sin 95 års fødselsdag med at sidde ved sin syge hustrus, Jessies, seng. Efterhånden som hendes tilstand forværredes, blev han hos hende dag og nat i adskillige uger og vågede bekymret og trøstede og opmuntrede hende, så godt han kunne, indtil enden.«7

Jessie døde den 3. august 1971. To måneder senere holdt præsident Smith åbningstalen til generalkonferencen. Hans vidnesbyrd viste, at hans bedrøvelse var lindret af hans tillid til Herren og håbet om evigt liv:

»Jeg må sige med Job, hvis kundskab kom fra samme sted, som min egen kundskab kommer fra: ›Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden.‹ Og at i ›mit kød … skal jeg skue Gud; ham skal jeg skue, ham og ingen anden skal mine øjne se …‹ (Job 19:25-27).

Og når jeg føjer mit vidnesbyrd til Jobs, må jeg så også i taknemlighed forene mig med ham i hans udbrud, der kom fra smerten og sorgen i hans sjæl: ›…Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet‹ (Job 1:21).

Jeg beder om, at vi alle må blive ledt af den Helligånds kraft, at vi må stå retfærdige for Herren, og at vi må arve evigt liv i de boliger og riger, der gøres rede for de lydige.«8

Efter præsident Smith tale sagde præsident Harold B. Lee, der ledte mødet: »Jeg er sikker på, at alle Kirkens medlemmer overalt, idet de forstår de omstændigheder, som dette stærke budskab er givet under, er blevet meget opløftet af den kraft og styrke, som han har vist os her denne morgen. Af hjertet tak, præsident Smith.«9

Joseph Fielding Smiths lærdomme

1

Celestialt ægteskab er Jesu Kristi evangeliums største ordinance.

Der er ingen ordinance forbundet med Jesu Kristi evangelium, som er vigtigere, af mere alvorlig og hellig natur og mere nødvendig for [vores] evige glæde end … ægteskab.10

Præstedømmets og evangeliets fylde og velsignelser bygger på celestialt ægteskab. Det er evangeliets største ordinance og templets største ordinance.11

Jeg ønsker at bønfalde jer mine gode brødre og søstre, gode medlemmer af Kirken, om at tage til templet og blive viet for tid og al evighed.12

2

I modsætning til verdens skik så varer ægteskab for evigt i evangeliets plan.

Ægteskab regnes af mange blot som en borgerlig kontrakt eller aftale mellem en mand og en kvinde, om at de vil leve sammen i ægteskabet. Det er faktisk et evigt princip, hvorpå selve menneskehedens eksistens afhænger. Herren gav denne lov til mennesket helt fra verdens begyndelse som en del af evangeliets lov, og det første ægteskab skulle være evigt. Ifølge Herrens lov skulle ethvert ægteskab vare for evigt. Hvis hele menneskeheden ville leve i streng lydighed mod evangeliet og i den kærlighed, som skabes af Herrens ånd, ville alle ægteskaber være evige …

Ægteskab, som det forstås af de sidste dages hellige, er en pagt, der er bestemt til at være evigtvarende. Det er grundlaget for evig ophøjelse, for uden ægteskab kan der ikke være evig udvikling i Guds rige.13

A black couple.  The man is sitting in a chair and looking back at his wife who is behind the chair.  She has her arms on his shoulders.

»Ægteskab, som det forstås af de sidste dages hellige, er en pagt, der er bestemt til at være evigtvarende.«

Det er meget tydeligt for alle os, der læser aviserne, som lytter til radioens nyhedsudsendelser og som ser fjernsyn, at alt for mange ikke betragter ægteskabet og familien med den respekt, som Herren har til hensigt.14

Ægteskab er en hellig pagt, men i mange tilfælde bliver det gjort til genstand for grove vittigheder, en spøg, en forbigående grille, af de vulgære og de urene, og også af mange, der selv anser sig for dannede, men som ikke forstår helligheden af dette storslåede princip.15

Herren har givet os sit evigtvarende evangelium til at være et lys og et banner for os, og dette evangelium indeholder hans hellige orden i ægteskabet, hvilket er evigt i sin natur. Vi bør ikke og skal ikke følge verdens skikke med hensyn til ægteskab. Vi har et større lys, end verden har, og Herren forventer mere af os, end han gør af dem.

Vi ved, hvad ægteskabets sande orden er. Vi ved, hvilken plads familien har i frelsesplanen. Vi ved, at vi skal giftes i templet, og at vi skal holde os selv rene og uplettede, så vi kan få forjættelsernes hellige Ånds godkendende segl på vores forening i ægteskabet.

Vi er vor evige Faders åndelige børn, han som tilvejebragte en frelsesplan, hvorved vi kunne komme til jorden og udvikle os og have fremgang og blive ligesom ham; det vil sige, han gav os en evangelisk plan, der ville gøre os i stand til at have vores egen evige familie og nyde evigt liv.16

Herren har aldrig haft til hensigt, at ægteskabet skulle slutte ved det jordiske legemes død, men hensigten var at tilføje ære, herredømme og kraft til de parter, der indgik pagten samt familiens fortsatte og evige enhed i Guds rige. Sådanne velsignelser er reserveret til dem, der er villige til at blive i denne pagt, som Herren har åbenbaret den. Det er ikke blot et partnerskab mellem en mand og en kvinde, for som Herren har sagt, ved ægteskab bliver de ét kød og indgår et partnerskab med Gud.17

3

Trofasthed mod ægteskabspagten bringer glæde og fører til den evige herligheds velsignelser.

Jeg er Herren taknemlig, fordi jeg kender ægteskabspagtens evige natur, hvilket giver manden ret til at kræve sin hustru, og hustruen ret til at kræve sin mand i den tilkommende verden forudsat, at de har været i Herrens hus og er blevet forbundet for tid og al evighed af en, der besidder den beseglende kraft, for på ingen anden måde kan man opnå denne store velsignelse. Jeg er også taknemlig, fordi jeg ved, at familieforhold og familiens enhed skal fortsætte, hvis den er organiseret på rette måde, i retfærdighed i det tilkommende liv.18

Jeg ønsker at bønfalde alle dem, der har været i templet og er blevet viet på denne måde, om at være trofaste og oprigtige mod deres pagter og deres forpligtelser, for i Herrens hus har de indgået højtidelige pagter.19

Intet vil forberede menneskeheden til herlighed i Guds rige så let som trofasthed mod ægteskabspagten …

Hvis denne pagt modtages på rette måde, er den midlet til den største lykke. Den højeste ære i dette liv og i det kommende – ære, herredømme og magt i fuldkommen kærlighed – er de velsignelser, den fører med sig. Disse velsignelser af evigtvarende herlighed er forbeholdt dem, som er villige til at forblive i denne og alle de andre evangeliske pagter.20

Family looking at photo albums.

»Familieforhold og familiens enhed skal fortsætte, hvis den er organiseret på rette måde, i retfærdighed i det tilkommende liv.«

Hvad betyder ægteskab for Kirkens medlemmer? Det betyder, at de i den ordinance modtager den største, den allerhøjeste velsignelse, velsignelsen evigt liv. Det er måden, hvorpå Herren udtrykker det, »evigt liv«, hvilket betyder, at ikke alene vil manden og hustruen opnå evigt liv, men deres børn, som er født under pagten, vil på samme måde være berettiget til evigt liv ved deres trofasthed. Og ydermere at forholdet mellem manden og hustruen efter de dødes opstandelse ikke vil slutte. Ved dette mener Herren, at de fortsat vil få efterkommere for evigt, og at familien som organisation ikke ophører (se L&P 132:19-24).21

For at opfylde vor evige Faders formål skal der være en forening, mand og hustru, der modtager de velsignelser, der er blevet lovet til dem, der er trofaste og oprigtige, og som vil ophøje dem til guddom. En mand kan ikke modtage fylden af Guds riges velsignelser alene, ej heller kan kvinden, men de to kan sammen modtage alle velsignelserne og privilegierne, der hører til fylden af Faderens rige.22

4

Enhver sjæl med hjertet på det rette sted vil få muligheden for at modtage velsignelserne ved evigt ægteskab, hvad enten det er i dette liv eller det tilkommende.

I den store frelsesplan er intet blevet overset. Jesu Kristi evangelium er det smukkeste i verden. Det omfatter enhver sjæl med hjertet på det rette sted, som flittigt søger ham og ønsker at adlyde hans love og pagter. Derfor, hvis en person af nogen grund bliver nægtet det privilegium at efterkomme nogen af pagterne, så vil Herren dømme vedkommende ud fra deres hjertes hensigt. Der er tusindvis af medlemmer af Kirken [uden adgang til templet], der er blevet gift og har opdraget en familie i Kirken, som er frataget det privilegium at blive »beseglet« for tid og al evighed. Mange af disse er gået bort, og de får deres velsignelser ved stedfortrædende arbejde. Evangeliet er stedfortrædende arbejde. Jesus udførte stedfortrædende arbejde for os alle, fordi vi ikke kunne gøre det for os selv. På samme måde har han givet de levende medlemmer af Kirken mulighed for at fungere som stedfortrædere for de døde, der døde uden mulighed for at gøre det for sig selv.

Endvidere er der tusindvis af unge mænd såvel som unge kvinder, der er gået til åndeverdenen uden mulighed for disse velsignelser. Mange af dem er døde i kamp, mange er døde i deres tidlige ungdom, og mange er døde som børn. Herren vil ikke glemme én eneste af dem. De vil få alle de velsignelser, der hører til ophøjelsen, for det er retfærdighedens og barmhjertighedens kurs. På samme måde er det med dem, der hører til Zions stave og bor i templets skygge, hvis de er frataget velsignelserne i dette liv, så vil de modtage de velsignelser i tusindårsriget.23

Ingen, som forbliver trofast, kan forhindres i at modtage ophøjelse … en mand, som ikke selv fortjener ophøjelse, kan ikke hindre en trofast hustru i at blive ophøjet og vice versa.24

5

Børn og unge forbereder sig til evigt ægteskab, når de lærer om ægteskabspagten, udvikler vedblivende tro og holder sig selv rene og ubesmittede.

Må alle sidste dages hellige fædre og mødre sørge for at undervise deres børn i helligheden af ægteskabspagten. Lad dem indprente i deres børn, at de ikke kan opnå det evige livs velsignelser på anden måde end ved at ære Guds pagter, hvoriblandt den evige ægteskabspagt er en af de største og mest nødvendige.25

Dette liv er kort, og evigheden er lang. Når vi tænker over, at ægteskabspagten skal være for evigt, gør vi vel i at tænke os grundigt om … Det rigtige råd til vore unge er, at de skal tænke sig grundigt om og vælge en livsledsager, som er fast i sin tro på evangeliet. En sådan person vil højst sandsynligt vise sig at være tro mod alle løfter og pagter. Når den unge mand og den unge kvinde er dybt forankret i vor Herres guddommelige mission og tror på evangeliet, således som det er åbenbaret gennem profeten Joseph Smith, har de alle muligheder for et lykkeligt ægteskab, der vil vare evigt.26

Jeg bønfalder jer, Zions unge, overalt om at holde jer rene og ubesmittede, så I kan være berettiget til at tage til Herrens hus og sammen med en ledsager, som I har valgt, nyde alle de storslåede velsignelser, som Herren tilbyder jer.27

En ting … som jeg gerne vil henlede opmærksomheden på – unge mennesker, når de bliver gift, er ikke tilfredse med at begynde ydmygt og i det små, men de vil gerne have omtrent lige så meget, som deres forældre har på det tidspunkt, hvor de, børnene, bliver gift … De ønsker at begynde med alle mulige bekvemmeligheder, så de har det komfortabelt. Jeg mener, at det er en fejltagelse. Jeg synes, at de skal begynde ydmygt, sætte deres lid til Herren, opbygge lidt her og der, som de nu kan, og langsomt samle sammen, indtil de har den fremgang, som de ønsker.28

6

Når en mand og en hustru trofast adlyder alle evangeliets ordinancer og principper, bliver deres lykke i ægteskabet større.

Ægteskabet blev indstiftet af Gud. Det er et retfærdigt princip, når det modtages og udøves i hellighed. Hvis mænd og kvinder i dag ville indgå i denne pagt med en ånd af ydmyghed, kærlighed og tro, som de bliver befalet at gøre, vandre retfærdigt på det evige livs veje, så ville der ikke være nogen skilsmisser, ingen opløste hjem, men en lykke, en ubeskrivelig glæde.29

Jeg vil gerne indprente i alle mine gode brødre og søstre, der er blevet gift i templet, at de aldrig skal glemme de store velsignelser, de er blevet givet: At Herren gennem deres trofasthed har givet dem retten til at blive hans sønner og hans døtre, Jesu Kristi medarvinger og besidde alt, som Faderen har, som er nævnt her (der henvises til Rom 8:13-19 og L&P 76:54-60).

Og stadig er der medlemmer af Kirken, der ikke forstår det og efter, at de er blevet gift for tid og al evighed … og har modtaget løftet om fylden af Faderens rige, så lader de ting komme ind i deres tilværelse, som bringer gnidninger og skiller dem. Og de glemmer, at de har indgået en pagt for tid og al evighed med hinanden, og ikke kun det, men de har indgået en pagt med deres himmelske Fader.30

An older couple sitting together outdoors on a bench.  They are smiling and laughing.

Når mand og hustru trofast efterlever evangeliet sammen, bliver deres lykke og glæde i ægteskabet større.

Hvis en mand og hustru alvorligt og trofast overholder alle evangeliets ordinancer og principper, så vil der ikke forekomme nogen grund til skilsmisse. Den lykke og glæde, der hører til ægteskabsforholdet, bliver større, og mand og hustru vil blive mere og mere knyttet til hinanden, som dagene går. Ikke alene vil manden elske hustruen og hustruen manden, men deres børn vil vokse op i en kærlig og harmonisk atmosfære. Den enes kærlighed til den anden vil ikke blive svækket, og endvidere vil deres kærlighed til vor evige Fader og hans Søn Jesus Kristus blive mere grundfæstet i deres sjæl.31

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

  • Dette kapitel begynder med eksempler på glæder og sorger, der kan være en del af ægteskab og familieliv. Hvordan kan lærdommene om evige familier hjælpe os gennem gode og sørgelige tider i vores liv?

  • Hvad er det ved celestialt ægteskab, der er »templets største ordinance«? (Se afsnit 1).

  • Præsident Smith sammenlignede Herrens syn på ægteskab med verdens syn på ægteskab (se afsnit 2). Hvad betyder noget for jer vedrørende denne sammenligning? Hvordan kan vi beskytte og styrke ægteskabet og familien i verden i dag?

  • I afsnit 3 nævner præsident Smith mindst fem velsignelser, der kommer til dem, der er »trofaste og oprigtige« mod deres ægteskabspagt. Hvad betyder det for jer at være trofaste og oprigtige mod ægteskabspagten?

  • Hvad kan forældre gøre for »at undervise deres børn i helligheden af ægteskabspagten«? (Se afsnit 5 for nogle ideer).

  • I afsnit 6 forklarer præsident Smith, hvordan ægteskabsforholdet »bliver større«. Hvilke eksempler har I set på dette princip? Hvis I er gift, så tænk over, hvad I kan gøre for at bringe større glæde og kærlighed ind i jeres ægteskab.

Tilknyttede skriftsteder

1 Kor 11:11; L&P 42:22; 131:1-4; Moses 3:18-24

Til underviseren

»Spørgsmål, der er skrevet på tavlen, inden klassen begynder, vil hjælpe eleverne med at tænke på ting, inden lektionen begynder« (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 93).

Noter

  1. Se Joseph Fielding Smith jun. og John J. Stewart, The Life of Joseph Fielding Smith, 1972, s. 65-75; Francis M. Gibbons, Joseph Fielding Smith: Gospel Scholar, Prophet of God, 1992, s. 51-55.

  2. I The Life of Joseph Fielding Smith, s. 162.

  3. Se The Life of Joseph Fielding Smith, s. 214-241.

  4. Se The Life of Joseph Fielding Smith, s. 249.

  5. The Life of Joseph Fielding Smith, s. 12-13.

  6. I The Life of Joseph Fielding Smith, s. 268.

  7. John J. Stewart, i The Life of Joseph Fielding Smith, s. 11; selvom denne bog både er skrevet af John J. Stewart og Joseph Fielding Smith jun., så er denne bemærkning en personlig kommentar af John J. Stewart.

  8. Se »Jeg ved, at min forløser lever«, Den danske Stjerne, maj 1972, s. 181.

  9. I Conference Report, okt. 1971, s. 7.

  10. »The Law of Chastity«, Improvement Era, sep. 1931, s. 643; se også Lærdomme om frelse, red. Bruce R. McConkie, 3 bind, 1977-1980, 2:56.

  11. I »Lay Cornerstone at Provo Temple«, Deseret News, 22. maj 1971, s. B2.

  12. I Conference Report, okt. 1951, s. 120.

  13. »The Perfect Marriage Covenant«, Improvement Era, okt. 1931, s. 704.

  14. »President Joseph Fielding Smith Speaks to 14,000 Youth at Long Beach, California«, New Era, juli 1971, s. 7-8.

  15. The Restoration of All Things, 1945, s. 259.

  16. »President Joseph Fielding Smith Speaks to 14,000 Youth at Long Beach, California«, s. 8.

  17. The Restoration of All Things, s. 259.

  18. I Conference Report, apr. 1915, s. 119.

  19. I Conference Report, okt. 1951, s. 120.

  20. »The Law of Chastity«, s. 643; se også Lærdomme om frelse, 2:56-57.

  21. I Conference Report, okt. 1951, s. 120-121.

  22. »Obedience to the Truth«, Relief Society Magazine, jan. 1960, s. 6.

  23. Answers to Gospel Questions, saml. Joseph Fielding Smith jun., 5 bind, 1957-1966, 2:37-38.

  24. Se personlig korrespondance citeret i Lærdomme om frelse, 2:62.

  25. I Conference Report, okt. 1965, s. 30.

  26. »Marriage Ordained of God«, Young Woman’s Journal, juni 1920, s. 307-308; se også Lærdomme om frelse, 2:71, 72.

  27. »President Joseph Fielding Smith Speaks to 14,000 Youth at Long Beach, California«, s. 10.

  28. I Conference Report, apr. 1958, s. 30.

  29. The Restoration of All Things, s. 259.

  30. I Conference Report, apr. 1949, s. 135.

  31. I Conference Report, apr. 1965, s. 11.