Seminar og institut
Lektion 13: Forædlet tempeltjeneste


Lektion 13

Forædlet tempeltjeneste

Indledning

Når vi tilbeder i hellige templer, forbereder det os på at blive bedre Jesu Kristi disciple, og »hellige ordinancer og pagter … [der] gør det muligt for enkeltpersoner at vende tilbage til Guds nærhed« (»Familien: En proklamation til verden«, Liahona, nov. 2010, s. 129). Præsident Howard W. Hunter (1907-1995) opmuntrede Kirkens medlemmer til at gøre templet til »det store symbol på deres medlemsskab« (»Det store symbol på vores medlemskab«, Stjernen, nov. 1994, s. 3). I denne lektion vil de studerende lære måder at berige deres tempeltjeneste og derved få større velsignelser i deres families liv.

Baggrundslæsning

Forslag til undervisningen

Salmerne 24:3-5; Johannes 2:13-16; Lære og Pagter 109:10-13, 20-22

Værdighed til at indtræde i templet

Vis et billede af templet nærmest dit hjem. Påpeg, at vendingen Helliget Herren er indgraveret på templets mur. Bed de studerende om at læse Johannes 2:13-16 og overveje, hvordan denne beretning illustrerer templets hellige natur.

  • Hvordan illustrerer denne beretning den indstilling, som vi bør have til templet?

  • Hvordan kan folk vise manglende respekt for templet i vore dage?

Bed en studerende om at læse Lære og Pagter 109:20, som indeholder en del af indvielsesbønnen for templet i Kirtland.

  • Hvilket princip kan vi lære af dette vers? (De studerendes svar bør omfatte dette princip: Gud har befalet, at intet urent får lov at indtræde i hans tempel. Påpeg, at templet i skriften altid er betegnet som et sted, hvor der er rent, helligt og værdigt. Du kan opfordre de studerende til at se efter den forbindelse, når de læser om templet).

  • Hvad er nogle af værdighedskravene, som en person skal opfylde, inden vedkommende kan indtræde i templet?

Giv de studerende nogle minutter til at læse Lære og Pagter 109:10-13, 21-22 og Salmerne 24:3-5 og finde de velsignelser, der er forbundet med værdig tempeltjeneste. Du kan foreslå de studerende, at de markerer det, de finder.

  • Hvilke løfter bliver givet i disse vers til dem, som indtræder værdigt i templet? (Herrens herlighed vil hvile på hans folk, de, som indtræder i templet, vil føle Herrens kraft og erkende, at det er et helliggjort sted, i templet vil Herren navngive os, vi vil blive udrustet med hans kraft, og i templet vil vi modtage Herrens velsignelser og retfærdighed).

  • Hvorfor tror I, at disse velsignelser afhænger af vores værdighed?

  • Hvad ville I sige til en, der spekulerer på, om det er bestræbelserne værd at kvalificere sig til en tempelanbefaling?

Bed en studerende om at læse højt fra følgende udtalelse af præsident Thomas S. Monson:

Præsident Thomas S. Monson

»De, som forstår de evige velsignelser, der kommer igennem templet, ved, at intet offer er for stort, ingen pris for høj, ingen indsats for besværlig for at modtage disse velsignelser … De forstår, at de frelsende ordinancer i templet, der tillader os en dag at vende tilbage til vor himmelske Fader i et evigt familieforhold og blive begavet med velsignelser og kraft fra det høje, er hvert eneste offer og hver eneste indsats værd« (»Det hellige tempel – Et fyrtårn for verden«, Liahona, maj 2011, s. 92).

  • Hvilke velsignelser har I fået, når I har deltaget i tempelordinancer?

Opfordr de studerende til at få og altid have en gyldig tempelanbefaling resten af deres liv. Fremhæv, at de vil modtage de velsignelser, som kun er tilgængelige for de trofaste i Herrens hellige hus, når de ydmygt tjener ham i templet.

3 Nefi 17:1-3

Forædling af vores tempeltjeneste

Skriv følgende på tavlen og spørg de studerende, hvordan de vil færdiggøre sætningen:

Det, vi får ud af templet, afhænger af .

Læs følgende udtalelse af præsident Boyd K. Packer fra De Tolv Apostles Kvorum for klassen, når flere har svaret:

Præsident Boyd K. Packer

»Det, vi får ud af at komme i templet, afhænger i høj grad af, hvad vi selv medbringer til templet i form af ydmyghed og ærbødighed samt med ønsket om at lære. Hvis vi er lærevillige, vil vi i templet blive undervist af Ånden« (The Holy Temple, 1980, s. 42).

  • Hvordan tror I, at jeres oplevelse i templet vil blive berørt, hvis I tog af sted med en indstilling af »ydmyghed og ærbødighed samt med ønsket om at lære«? (Når de studerende svarer, skriver du følgende princip på tavlen: Hvis vi tager til templet i ydmyghed og ærbødighed samt med ønsket om at lære, vil vi blive undervist af Ånden).

Forklar de studerende, at da Frelseren besøgte nefitterne, underviste han dem i et mønster for at forstå hellige ting, som vi kan følge, når vi besøger templet. Bed en studerende læse 3 Nefi 17:1-3 højt.

  • Hvad underviste Frelseren sine tilhørere i at gøre, som ville være en hjælp i deres forberedelse til at forstå hellige ting?

  • Hvordan kan vi følge dette mønster for at forbedre kvaliteten af vore oplevelser i templet? (Vi bør grunde over, hvad vi oplever i templet, bede for forståelse, forberede os på vores besøg næste gang og komme så ofte som muligt).

Læs følgende udtalelse af ældste L. Lionel Kendrick fra De Halvfjerds, og bed de studerende om at lytte efter udtryk, som foreslår, hvordan vi kan berige vores tempeltjeneste.

Ældste L. Lionel Kendrick

»Der er forskel på blot at komme i templet og have en stor, åndelig oplevelse. Templets virkelige velsignelser får vi først, når vi beriger vores tempelbesøg. For at kunne gøre dette må vi føle ærbødighed for templet og være indstillet på at tilbede …

Det at være ærbødig er ikke kun at være stille. Det indebærer en bevidsthed om, hvad der finder sted. Det indebærer et guddommeligt ønske om at lære og at være modtagelig for Åndens tilskyndelser. Det indebærer, at man stræber efter mere lys og kundskab. Manglende ærbødighed er ikke kun respektløshed over for Guddommen, men det gør det også umuligt for Ånden at lære os det, som vi har brug for at vide« (»Berigende tempelbesøg«, Liahona, juli 2001, s. 94).

  • Hvilke vendinger i denne udtalelse er mest betydningsfulde for jer? Hvorfor?

Læs følgende råd fra ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum og bed de studerende om at lytte efter forslag, som de kan bruge, når de besøger templet:

Ældste Richard G. Scott

»• Forstå den del af læren, som relaterer til tempelordinancer, særligt betydningen af Jesu Kristi forsoning.

• Når I deltager i templets ordinancer, overvej så jeres forhold til Jesus Kristus og hans forhold til vor himmelske Fader. Denne enkle handling fører til større forståelse af tempelordinancernes ophøjede natur.

• Udtryk altid taknemlighed gennem bøn for de uforlignelige velsignelser, der stammer fra tempelordinancer. Lev hver dag på en måde, der vidner for vor himmelske Fader og hans elskede Søn om, hvor meget disse velsignelser betyder for jer.

• Planlæg regelmæssige besøg i templet.

• Sæt tilstrækkelig tid af til at være ustresset inden for templets mure.

• Flyt om på jeres gøremål, så I kan deltage i alle templets ordinancer.

• Tag jeres ur af, når I træder ind i Herrens hus.

• Lyt omhyggeligt til præsentationen af hver enkelt del af ordinancen med et åbent sind og hjerte.

• Vær opmærksom på den person, I udfører den stedfortrædende ordinance for. Bed til tider for, at han eller hun vil anerkende vigtigheden af ordinancerne og være værdig til eller arbejde på at blive værdig til at nyde godt af dem« (»Tempeltjeneste: Kilden til styrke og kraft i svære tider«, Liahona, maj 2009, s. 43).

  • Hvilket af disse forslag kunne være af størst betydning for jer?

  • Hvad har I eller andre gjort for at udføre tempeltjeneste i Herrens hus på en mere meningsfuld måde? Hvilken forskel gør det, når I gør disse ting? (Som en del af denne drøftelse kan du overveje at drøfte følgende udtalelse fra Det Første Præsidentskab: »Når medlemmer af Kirken finder navne på deres forfædre og bringer disse navne til templet til udførelse af ordinancer, kan det berige tempeloplevelsen meget« (brev fra Det Første Præsidentskab, 8. okt. 2012)).

Opfordr de studerende til at nedskrive, hvad de har følt sig inspireret til at gøre for at berige deres oplevelse i templet. Opfordr dem til at følge op på det, de skrev.

Lære og Pagter 109:8

Et sted for åbenbaring

Forklar, at profeten Joseph Smith beskrev nogle af formålene med templet i indvielsesbønnen for templet i Kirtland. Bed de studerende læse Lære og Pagter 109:8. Påpeg, at et af formålene er at være et »undervisningens hus«.

  • Hvad kan vi forvente at lære i templet?

Vis følgende udtalelse af præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008), og bed en studerende om at læse den højt:

Præsident Gordon B. Hinckley

»Denne hellige bygning bliver en skole, hvor man lærer om de smukke og hellige ting, der hører Gud til. Her får vi en oversigt over en kærlig Faders plan for hans sønner og døtre i alle slægtled. Her ser vi den vidunderlige historie om menneskets evige rejse fra den førjordiske tilværelse gennem dette liv til livet herefter. Der undervises i store grundlæggende sandheder med tydelighed og enkelhed, og de forstås af alle, som hører derpå« (»Templet i Salt Lake City«, Stjernen, nov. 1993, s. 6).

  • Hvordan kan deltagelse i tempelordinancerne hjælpe os med at lære de grundlæggende sandheder om vor himmelske Faders plan?

  • Hvordan kan en efterlevelse af det mønster, som findes i 3 Nefi 17:1-3 hjælpe os til at lære mere, mens vi befinder os i templet?

Vis denne udtalelse af præsident Gordon B. Hinckley:

Præsident Gordon B. Hinckley

»Utallige er de, som i belastende perioder, når der skulle træffes vanskelige beslutninger og komplicerede problemer skulle løses, er kommet til templet i fastens og bønnens ånd for at søge guddommelig vejledning. Mange har vidnet om, at selv om de ikke hørte åbenbaringens stemme, oplevede de på dette tidspunkt eller senere inspiration om, hvilken kurs de skulle følge, og det blev svaret på deres bønner« (»Templet i Salt Lake City«, Stjernen, nov. 1993, s. 6).

Afrund ved at spørge de studerende om nogle af dem ønsker at dele deres følelser og bære deres vidnesbyrd om templet. Påpeg for de studerende, at de befinder sig i en meget vigtig tidsperiode i deres liv, hvor mange beslutninger skal træffes. Bær vidnesbyrd om, at de studerende kan føle Guds Ånd, trøst og vejledning i Herrens hus.

De studerendes læsemateriale