Seminar og institut
Lektion 14: Bliv befriere på Zions bjerg


Lektion 14

Bliv befriere på Zions bjerg

Indledning

Gennem tempeltjeneste har Herren gjort det muligt for alle, der er døde uden kundskab om Jesu Kristi evangelium, »at vende tilbage til Guds nærhed og for familier at være forenet for evigt« (»Familien: En proklamation til verden«, Liahona, nov. 2010, s. 129). I denne lektion vil de studerende lære, hvordan Elias’ ånd motiverer os til at deltage i slægtshistorie og blive »befrier[e på] Zions bjerg« (Obad 1:21).

Baggrundslæsning

Forslag til undervisningen

Lære og Pagter 138:27-37, 58-59

Jesu Kristi tjenestegerning i åndeverdenen

Bed de studerende om at overveje, hvor mange af deres forfædre der er døde uden at høre om evangeliet eller har modtaget de frelsende ordinancer.

Mind de studerende om, at Frelseren viste sig for de afdødes ånder efter sin død. Detaljer om dette besøg, som blev set i et syn af præsident Joseph F. Smith (1838-1918), findes i Lære og Pagter 138. (Bemærk, at dette er et eksempel på, hvordan man kan hjælpe de studerende med at forstå baggrunden, mens de studerer skriften).

Bed nogle studerende om skiftevis at læse højt fra Lære og Pagter 138:27-37. Bed klassen om at følge med og lægge mærke til, hvad Herren gjorde under sin tjenestegerning i åndeverdenen.

  • Hvordan gjorde Frelseren det muligt for de afdødes ånder at blive forløst? (Fremhæv følgende sandhed: Frelseren udpegede, instruerede og forberedte retskafne ånder til at forkynde evangeliet for dem i åndefængslet).

  • Hvorfor skal evangeliets principper ifølge vers 34 forkyndes for dem i det åndelige fængsel? (Forklar, at blive »dømt ligesom mennesker [i kødet]« vil sige, at alle Guds børn, levende eller døde, vil få muligheden for at acceptere evangeliet og modtage de frelsende ordinancer, så alle kan dømmes efter samme målestok. Se også L&P 137:7-9).

Bed de studerende om at læse Lære og Pagter 138:31, 58-59 og se efter, hvad personer, som undervises i evangeliet i åndeverdenen, skal gøre for at blive »arvinger til frelse«.

  • Hvad skal de afdødes ånder ifølge disse vers gøre for at blive »arvinger til frelse«? (Hjælp med at tydeliggøre dette princip: Efter folk i åndeverdenen er blevet undervist i evangeliets budskab, kan de vælge at omvende sig og acceptere de ordinancer, der er udført på deres vegne i templet).

Læs følgende udtalelse af ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum:

Ældste D. Todd Christofferson

»Nogle har misforstået og ment, at afdøde sjæle ›bliver døbt ind i mormonernes tro, uden at de ved af det‹ eller at ›mennesker, der engang tilhørte andre trosretninger, kan få påtvunget mormoners tro med tilbagevirkende kraft.‹ De mener, at vi på en eller anden måde har magt til at tvinge en sjæl, hvad angår vedkommendes tro. Det har vi selvfølgelig ikke. Gud gav mennesket handlefrihed fra begyndelsen. ›De døde, der omvender sig, bliver forløst ved lydighed mod Guds hus’ ordinancer‹ (L&P 138:58), men kun hvis de accepterer disse ordinancer« (»De dødes forløsning og vidnesbyrdet om Jesus«, Liahona, jan. 2001, s. 10).

Bed de studerende om at spille rollespil parvis, hvor de forklarer et ikke-medlem, hvordan Guds plan gør det muligt for alle mennesker, både levende og døde, at modtage evangeliet og de frelsende ordinancer.

Obadias 1:21; Malakias 3:23-24; Lære og Pagter 110:13-16; 128:18

Vi skal være »befrier[e på] Zions bjerg« (Obad 1:21)

Bed de studerende opremse, hvordan vi kan deltage i slægtshistorie. (Ved at finde familienavne og tage dem til templet, indsamle og bevare familiebilleder og beretninger, indeksering osv.).

  • Hvordan kan deltagelse i slægtsforskning påvirke vore følelser overfor afdøde familiemedlemmer?

Som hjælp til, at de studerende lægger mærke til kilden for disse følelser, skal du vise følgende udtalelse af ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum og bede en studerende om at læse den højt:

Ældste David A. Bednar

»Præsident Russell M. Nelson har forklaret, at Elias’ ånd er ›en tilkendegivelse fra Helligånden, som vidner om familiens guddommelige natur‹ (›En ny høsttid‹, Stjernen, juli 1998, s. 35). Helligåndens karakteristiske indflydelse påvirker folk til at identificere, dokumentere og værdsætte deres forfædre og familie – både afdøde og levende. Elias’ ånd påvirker mennesker i og uden for Kirken« (»Børnenes hjerte skal vende sig«, Liahona, nov. 2011, s. 25).

Du kan skrive følgende definition på »Elias’ ånd« på tavlen:

Elias’ ånd er en tilkendegivelse fra Helligånden, som påvirker os til at identificere, dokumentere og værdsætte vore afdøde og nuværende familiemedlemmer.

Bed en studerende læse Malakias 3:23-24 højt.

  • Hvordan ville det lovede besøg fra profeten Elias ifølge disse vers påvirke familier i verden og Herrens arbejde med frelse i de sidste dage? (Mind de studerende om, at den opstandne Elias viste sig for Joseph Smith og Oliver Cowdery den 3. april 1836 i templet i Kirtland og overdrog Det Melkisedekske Præstedømmes beseglingsnøgler til dem (se D&C 110:13-16)).

  • Hvad betyder det, at fædrenes og børnenes hjerte skal vende sig til hinanden?

Bed en studerende om at læse højt fra følgende forklaring af disse vers af profeten Joseph Smith (1805-1844):

Profeten Joseph Smith

»Ordet vende burde her oversættes med binde eller besegle. Men hvad er formålet med denne vigtige mission eller hvordan fuldføres den? Nøglerne skal overleveres, Elias’ ånd skal komme … og de hellige skal komme som befriere på Zions bjerg (se Obad 1:21).

Men hvordan skal de blive befriere på Zions bjerg? Ved at bygge deres templer, opføre deres dåbsbassiner og ved at gå frem og modtage alle ordinancerne … for alle deres forfædre, som er døde, og forløse dem … og heri er den kæde, der binder fædrenes hjerte til børnene, og børnenes til fædrene, hvad der opfylder og fuldbyrder Elias’ mission« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 467-468).

  • Hvad sagde Joseph Smith, at vi ville blive, når vi modtager tempelordinancerne på vegne af vore afdøde kære? (Befriere på Zions bjerg).

Vis følgende udtalelse af præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008), og bed en studerende om at læse den højt:

Præsident Gordon B. Hinckley

»Vi bliver bogstaveligt taget befriere på Zions bjerg. Hvad betyder det? På samme måde, som vor Forløser gav sit liv som et stedfortrædende offer for alle mennesker og ved at gøre det blev vor Frelser, på samme måde, men i en mindre målestok bliver vi, når vi deltager i det stedfortrædende arbejde i templet som befriere for dem, som er på den anden side, men som ikke har nogen mulighed for at gå videre, medmindre noget bliver gjort for dem af os her på jorden« (»Afsluttende bemærkninger«, Liahona, nov. 2004, s. 105).

Forklar, at Jesus Kristus udførte forsoningen på vores vegne. Når vi udfører stedfortrædende ordinancer for de afdøde, bliver vi »befrier[e på] Zions bjerg.« Udtrykket »Zions bjerg« kan henvise til flere steder, heriblandt Guds himmelske by eller byen Det Ny Jerusalem (se Hebr 12:22; L&P 76:66; 84:2-4; 1 Kong 8:1).

  • Hvordan kan en forståelse af udtrykket »befrier[e på] Zions bjerg« motivere os til at gøre mere for at hjælpe vore afdøde og nuværende familiemedlemmer med at modtage templets velsignelser?

Som en del af drøftelsen kan du læse følgende udtalelse af ældste D. Todd Christofferson:

Ældste D. Todd Christofferson

»Når vi finder oplysninger om vore forfædre og for dem udfører de frelsende ordinancer, som de ikke selv kunne udføre, vidner vi om Jesu Kristi forsonings uendelige rækkevidde. Jesus Kristus ›døde for alle‹ (2 Kor 5:15)«(»De dødes forløsning og vidnesbyrdet om Jesus«, Liahona, jan. 2001, s. 11).

Forklar, at Lære og Pagter 128 indeholder et brev, som profeten Joseph Smith skrev til de hellige, hvori han citerede Malakias 3:23-24, hvorefter han kom med inspirerede kommentarer til disse vers.

Bed de studerende om for sig selv at læse Lære og Pagter 128:18. Bed dem om at markere grunde, som Joseph Smith gav, til at deltage i arbejdet med at forløse vore afdøde slægtninge. Når I har drøftet, hvad de studerende har fundet ud af, skal I drøfte følgende:

  • Hvordan kan vore bestræbelser på at tilvejebringe frelsende ordinancer for vores slægt også tilvejebringe frelse for os?

Skriv følgende ord på tavlen: Find, medbring og undervis.

Bed de studerende om at forklare, hvordan disse tre ord beskriver de trin, som vi er opfordret til at tage, når vi udfører tempeltjeneste og slægtsforskning. (Sørg for, at de studerende finder frem til følgende: Find og forbered navne til tempelordinancerne, medbring navnene til templet og udfør stedfortrædende tempelordinancer for disse personer og undervis andre i at gøre det samme).

video iconSom en hjælp til, at de studerende forstår de velsignelser, som kommer ved at følge disse trin, skal du vise og bede en studerende om at læse højt fra følgende udtalelse af ældste David A. Bednar eller vise videoen »The Promised Blessings of Family History« (lds.org/topics/family-history/fdd-cook/blessings-video). Mens de studerende læser eller ser videoen, skal du bede dem bemærke de lovede velsignelser, der kommer ved at deltage i slægtsforskning.

Ældste David A. Bednar

»Jeg opfordrer Kirkens unge til at lære om og opleve profeten Elias’ ånd. Jeg opfordrer jer til at studere, til at søge jeres forfædre og til at forberede jer til at udføre stedfortrædende dåb i Herrens hus for jeres afdøde slægtninge (se L&P 124:28-36). Og jeg tilskynder jer til at hjælpe andre mennesker med at finde deres slægtshistorie.

Når I tager imod denne opfordring i tro, vil jeres hjerte vende sig til jeres fædres … Jeres kærlighed og taknemlighed for jeres forfædre vil blive styrket. Jeres vidnesbyrd og omvendelse til Frelseren vil blive dybere og varig. Og jeg lover jer, at I vil blive beskyttet mod modstanderens øgede indflydelse. Når I tager del i og elsker dette hellige værk, vil I blive beskyttet i jeres ungdom og gennem resten af livet« (»Børnenes hjerte skal vende sig«, s. 26).

  • Hvilke velsignelser kommer der ved at deltage i slægtsforskning?

Spørg, om en studerende vil være villig til at fortælle en oplevelse om en velsignelse, som vedkommende fik ved at deltage i slægtsforskning.

  • Hvilke følelser kan de af jer, som har modtaget ordinancer for forfædre, dele om deltagelsen i disse hellige oplevelser?

Bed de studerende om at søge i deres slægt ved brug af ressourcerne på FamilySearch.org og søge hjælp hos en slægtshistorisk konsulent i deres menighed efter behov. Opfordr de studerende til at lave en plan om at finde navnene på deres forfædre, medbringe navnene på disse forfædre til templet og udføre ordinancer på deres vegne samt undervise andre i at gøre det samme.

De studerendes læsemateriale