Lektion 8
Kønnet og den evige identitet
Indledning
Vores køn blev grundlagt, før vi blev født på jorden, og er en vigtig del af vores evige identitet. Kirkeledere skelner mellem tiltrækning til en af samme køn, som ikke er syndigt, og en homoseksuel handling, som anses som syndig, fordi den er i konflikt med vor himmelske Faders plan for vores ophøjelse. Denne lektion vil hjælpe de studerende til at forstå det profetiske grundlag for denne skelnen og anerkende, at alle Guds børn er ligeligt elskede og fortjener at blive behandlet med kærlighed og venlighed.
Baggrundslæsning
-
Robert D. Hales, »Frelsesplanen: En hellig skat af kundskab til at vejlede os«, Liahona, okt. 2015, s. 32-39.
-
Jeffrey R. Holland, »Hjælp til dem, der kæmper med at være tiltrukket af deres eget køn«, Liahona, okt. 2007, s. 40-43.
-
Dallin H. Oaks, »Tiltrukket af sit eget køn«, Stjernen, mar. 1996, s. 14-24.
-
Gospel Topics, »Same-Sex Attraction«, lds.org/topics.
-
»Love One Another: A Discussion on Same-Sex Attraction«, mormonsandgays.org. Hvis de studerende stiller spørgsmål om Kirkens retningslinjer angående homoseksualitet, kan du henvise dem til denne officielle hjemmeside for Kirken.
Forslag til undervisningen
Lære og Pagter 76:24; Moses 2:27; »Familien: En proklamation til verden«
Kønnet er en vigtig del af vores evige identitet
Bed tre studerende om at læse højt fra Lære og Pagter 76:24; Moses 2:27 og det andet afsnit i »Familien: En proklamation til verden (Liahona, nov. 2010, s. 129). Bed klassen overveje, hvad disse kilder belærer eller antyder om kønnet.
-
Hvordan vil I sammenfatte, hvad disse kilder fortæller om vores evige identitet? (De studerende bør finde frem til følgende: Vores køn er et fundamentalt særkende ved den enkeltes identitet og formål).
-
Hvorfor er det en hjælp for os at forstå, at vores køn eksisterede længe, inden vi kom til jorden? (Når de studerende svarer, kan du læse følgende udtalelse af præsident Joseph Fielding Smith (1876-1972): »I Første Mosebog får vi at vide, at ›Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem‹ (1 Mos 1:27; kursiv tilføjet). Er det ikke muligt at tro, at kvindens ånd blev skabt i billedet af en ›Moder i himlen‹?« (Answers to Gospel Questions, saml. Joseph Fielding Smith jun., 5 bind, 1957-1966, 3:144)).
-
Hvordan kan en forståelse af kønnets evige natur hjælpe os til at leve i harmoni med vor himmelske Faders plan for lykke, selv når samfundet nogle gange bifalder meget anderledes standarder for adfærd?
Som en hjælp til at drøfte ovenstående spørgsmål skal du læse følgende lærdomsmæssige udtalelser af ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum. Du kan overveje at læse hvert afsnit enkeltvis og drøfte, hvad de fortæller os om, hvordan homoseksuel adfærd står i modsætningsforhold til vor himmelske Faders plan for hans børns ophøjelse.
»Formålet med det jordiske liv og Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges mission er at berede Guds sønner og døtre på deres evige skæbne, nemlig at blive som vore himmelske forældre.
Vores evige mål – ophøjelse i det celestiale rige – er kun muliggjort gennem Jesu Kristi forsoning (ved hvilken vi blev og kan forblive ›uskyldige for Gud‹ (L&P 93:38)) og er kun mulig for en mand og en kvinde, som i Guds tempel har indgået og været tro mod det evige ægteskabs pagter (se L&P 131:1-4; 132) …
Fordi Satan ønsker at ›gøre alle mennesker elendige, ligesom han selv er‹ (2 Ne 2:27), er hans ihærdigste indsats rettet mod at opfordre til at vælge handlinger, som vil forpurre Guds plan for hans børn. Han stræber efter at underminere princippet om den enkeltes ansvar, at overtale os til at misbruge vores hellige skaberkræfter, at lokke værdige mænd og kvinder fra at indgå ægteskab og føde børn og at skabe forvirring omkring, hvad det vil sige at være mand eller kvinde« (»Tiltrukket af sit eget køn«, Stjernen, mar. 1996, s. 15).
Lære og Pagter 59:6
Kirken skelner mellem tiltrækning til en af samme køn og homoseksuel adfærd
Giv alle studerende et eksemplar af følgende udtalelse af ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum. Bed de studerende om at læse udtalelsen og se efter principper, som ældste Holland underviser i, om dem, som er tiltrukket af mennesker af samme køn, samt hvordan vi bør vise dem kærlighed.
»En behagelig ung mand først i tyverne sad over for mig. Han havde et vindende smil, selv om han ikke smilede ret meget under vores samtale. Det, der fangede mig, var smerten i hans øjne.
›Jeg ved ikke, om jeg fortsat bør være medlem af Kirken,‹ sagde han. ›Jeg tror ikke, jeg er værdig.‹
›Hvorfor skulle du ikke være værdig?‹ spurgte jeg.
›Jeg er bøsse.‹
Jeg tror, han tænkte, at jeg ville blive forbløffet. Det blev jeg ikke. ›Og …?‹ spurgte jeg.
Et lettelsens glimt sås i hans ansigt, da han fornemmede min fortsatte medfølelse. ›Jeg bliver ikke tiltrukket af kvinder. Jeg bliver tiltrukket af mænd. Jeg har prøvet at ignorere de følelser eller at ændre dem, men …‹
Han sukkede. ›Hvorfor har jeg det sådan? Disse følelser er meget virkelige.‹
Jeg holdt en pause og sagde så: ›Jeg har brug for lidt flere oplysninger, før jeg råder dig. Forstår du, at være tiltrukket af sit eget køn er ikke en synd, men at handle efter disse følelser er – ligesom det ville være med heteroseksuelle følelser. Overtræder du kyskhedsloven?‹
Han rystede på hovedet. ›Nej, det gør jeg ikke.‹
Denne gang var jeg lettet. ›Tak, fordi du ønsker at tage det op,‹ sagde jeg. ›Det kræver mod at tale om det, og jeg respekterer dig meget for at have holdt dig ren.
Med hensyn til hvorfor du føler, som du gør, kan jeg ikke svare dig på. Adskillige faktorer kan gøre sig gældende, og de kan være lige så forskellige, som mennesker er. Visse ting, heriblandt årsagen til dine følelser, får vi måske aldrig at vide i dette liv. Men at kende årsagen til dine følelser er ikke lige så vigtig som at vide, at du ikke har overtrådt. Hvis du lever i overensstemmelse med befalingerne, så er du værdig til at tjene i Kirken, nyde fuldt fællesskab med medlemmerne, tage i templet og modtage alle velsignelserne ved Frelserens forsoning.‹
Han rankede ryggen lidt. Jeg fortsatte: ›Du tjener dig selv dårligt, når du hovedsageligt identificerer dig ved dine seksuelle følelser. Det er ikke dit eneste karaktertræk, så giv det ikke uforholdsmæssig opmærksomhed. Du er først og fremmest Guds søn, og han elsker dig‹« (»Hjælp til dem, der kæmper med at være tiltrukket af deres eget køn«, Liahona, okt. 2007, s. 40).
-
Hvilke principper fandt I i ældste Hollands råd?
Skriv følgende principper i fed på tavlen i takt med, at de studerende nævner dem, og udvis følsomhed under drøftelsen:
-
Vi kan mærke Guds kærlighed, når vi fokuserer på vores identitet som hans sønner og døtre.
-
At være tiltrukket af mennesker af samme køn er ikke et brud på kyskhedsloven, kun når man handler på det. Overvej at læse Lære og Pagter 59:6: »Du må ikke … begå ægteskabsbrud … eller gøre noget, der ligner det,« og påpeg, at »noget, der ligner det« henviser til enhver seksuel intimitet uden for ægteskabets rammer. Homoseksuel adfærd er en synd, ligesom et heteroseksuelt forhold uden for ægteskabet er en synd. Alle, der deltager i nogen form for seksuel synd, kan gennem omvendelse få tilgivelse.
-
Uanset begrundelsen for at nogle mennesker er tiltrukket af andre af samme køn, kan alle mennesker leve i harmoni med Guds befalinger. Læg vægt på følgende udtalelse af ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum: »Der er så meget, vi ikke forstår om dette emne, så det er klogt at holde sig tæt til det, vi ved fra Guds åbenbarede ord. Det, vi ved, er, at Kirkens læresætning om, at seksuelle handlinger kun bør foregå mellem en mand og en kvinde, som er gift, ikke har ændret sig og ikke er ved at blive ændret« (»What Needs to Change«, mormonsandgays.org).
-
Når vi lever i harmoni med Guds befalinger, kan vi nyde alle privilegierne ved vores medlemsskab af Kirken og velsignelserne ved Frelserens forsoning. Selv om personer ikke selv vælger at være tiltrukket af andre af samme køn, kan de vælge, hvordan de vil reagere på tiltrækningen.
Efter du har skrevet disse principper på tavlen, skal du spørge:
-
Hvordan kan disse principper give håb til dem, der oplever at være tiltrukket af en af samme køn?
-
Hvilke andre principper lærer vi af ældste Hollands udtalelse?
Matthæus 7:12; Johannes 8:1-11; 15:12
Vi bør behandle andre med kærlighed og respekt
(Bemærk: Mens du underviser i denne lektion, skal du lægge vægt på, at de, som er tiltrukket af andre af samme køn, og som ikke handler på denne tiltrækning, ikke er syndere som kvinden, der blev grebet i ægteskabsbrud. Men den måde, som Kristus reagerede mod kvinden, er et eksempel på, hvordan vi bør behandle alle mennesker – uanset om de tager del i umoralitet).
Fortæl de studerende, at apostlen Johannes nedskrev et tilfælde, hvor Frelseren stod i en meget ømtålelig situation. Giv de studerende et øjeblik til at læse Johannes 8:1-11 og se efter, hvordan Frelseren behandlede kvinden, der blev grebet i ægteskabsbrud. Hjælp de studerende med at sammenligne denne beretning med deres egen holdning og reaktion overfor dem, der deltager i homoseksuel eller anden umoralsk adfærd ved at stille følgende spørgsmål:
-
Hvad viser Frelserens reaktion os om, hvordan vi bør behandle andre? (Selv om han ikke billigede kvindens synd, behandlede han hende med venlighed og respekt, ikke ondt).
-
Hvordan kan vi anvende Frelserens eksempel på vores egen holdning og handlemåde overfor brødre og søstre, der er bøsser og lesbiske, uanset om de har taget del i umoralsk adfærd? Når de studerende svarer, skriver du følgende princip på tavlen: Vi følger Frelserens eksempel, når vi har empati for alle Guds børn og behandler dem med følsomhed og venlighed. (Se også Matt 7:12; Joh 15:12).
Du kan vise følgende udtalelse af ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum og bede en studerende om at læse den højt:
»Herren retfærdiggjorde naturligvis ikke kvindens synd. Han fortalte hende i al enkelthed, at han ikke fordømte hende – hvilket vil sige, at han ikke ville afsige en endelig dom over hende på det tidspunkt. Denne fortolkning bekræftes af det, han sagde til farisæerne: ›I dømmer efter det ydre, jeg dømmer ingen‹ (Joh 8:15). Kvinden, som blev grebet i ægteskabsbrud, fik tid til at omvende sig, en tid hun ville være blevet nægtet af dem, der ønskede at stene hende« (»›Judge Not‹ and Judging«, Ensign, aug. 1999, s. 8).
De studerende kan have fordel af at vide, at kvinden ifølge Joseph Smiths oversættelse af Johannes 8:11 priste Gud fra det øjeblik og havde tro på hans navn efter sin oplevelse med Frelseren (i JSO, Joh 8:11).
Vis følgende udtalelse af ældste Quentin L. Cook fra De Tolv Apostles Kvorum, og bed en studerende om at læse den højt:
»Som kirke burde ingen være mere elskende og medfølende. Lad os være de første til at udvise kærlighed, medfølelse og til at række ud. Lad os ikke have familier, der udelukker eller er respektløse over for dem, der vælger en anderledes livsførelse som følge af deres følelser for deres eget køn« (»Love One Another: A Discussion on Same-Sex Attraction«, mormonsandgays.org).
Bed de studerende om at evaluere deres egen holdning og adfærd overfor mennesker, som er tiltrukket af samme køn. Er denne holdning og adfærd i overensstemmelse med Herrens belæring og eksempel?
-
Hvad vil I gøre, hvis I er i en gruppe, hvor der bliver brugt nedsættende ord om folk, der er tiltrukket af personer af samme køn?
Bær vidnesbyrd om, at livet for vore brødre og søstre, der er bøsser og lesbiske, kan forandres, familier kan heles, og folk, som føler sig udstødt fra Kirken, kan føle sig bedre modtaget af kirkemedlemmer, hvis vi vil udvise større kærlighed og venlighed mod dem. Mind de studerende om, at velsignelserne ved Jesu Kristi forsoning er til rådighed for alle, der søger at adlyde befalingerne og forblive trofaste mod evangeliets pagter.
Bed de studerende om at tænke på folk, som de kender, der er tiltrukket af det samme køn, og hvad de vil gøre for at være mere omsorgsfulde overfor dem, mens de samtidig er trofaste mod Herrens kyskhedslov.
De studerendes læsemateriale
-
Matthæus 7:12; Johannes 8:1-11; 15:12; Lære og Pagter 76:24; Moses 2:27 og det andet afsnit af »Familien: En proklamation til verden«, Liahona, nov. 2010, s. 129.
-
Jeffrey R. Holland, »Hjælp til dem, der kæmper med at være tiltrukket af deres eget køn«, Liahona, okt. 2007, s. 40-43.