Virker med iver

Præsident Thomas S. Monson

Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab

Der er kvorumsmedlemmer, og dem, som skulle være vores kvorumsmedlemmer, som har behov for vores hjælp.

Mine kære brødre, det er en hellig og ydmyg oplevelse at stå foran jer denne aften for at imødekomme invitationen til at undervise og vidne om det hellige privilegium, som er vores, at bære Guds præstedømme. Jeg beder om jeres tro og jeres bønner for mig.

Udover dem, som bærer Det Aronske Præstedømme og Det Melkisedekske Præstedømme, og som er til stede her i dette smukke konferencecenter eller sidder i centre verden over, er der et stort antal præstedømmebærere, som af en eller anden årsag er drevet bort fra deres pligter og har valgt at følge andre stier.

Herren taler meget klart til os om at række ud og redde sådanne mennesker og bringe dem og deres til Herrens bord. Vi gør vel i at give agt på Herrens guddommelige instruktioner, hvor han sagde: »Lad nu derfor hver mand lære sin pligt og med al flid passe det embede, hvortil han er blevet kaldet.«¹ Han tilføjede:

»Thi se, det er ikke passende, at jeg giver befaling i alle ting; thi den, som skal tvinges til alt, er en lad og ikke en klog tjener, hvorfor han ingen belønning får.

Sandelig siger jeg: Mennesket burde virke med iver for en god sag og gøre mange ting af egen fri vilje og udøve megen retfærdighed.

Thi kraften dertil har de i sig, hvorved de kan handle efter egen fri vilje. Og dersom mennesker gør det gode, skal de ingenlunde miste deres løn.«²

De hellige skrifter tilvejebringer et eksempel for jer og mig til at følge, når de erklærer: »Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.«³ Og han »færdedes overalt og gjorde vel … for Gud var med ham.«⁴

Jeg har, når jeg har studeret Mesterens liv, lagt mærke til, at hans eviggyldige lektioner og hans vidunderlige mirakler, normalt fandt sted, når han udførte sin Faders værk. På vejen til Emmaus viste han sig med et legeme af kød og ben. Han spiste og vidnede om sin guddommelighed. Alt dette fandt sted, efter han havde forladt graven.

På et tidligere tidspunkt, mens han var på vej til Jeriko, gengav han synet til en blind.

Frelseren var altid i færd med at undervise, vidne og frelse andre. Sådan er det ligeledes vores individuelle pligt som medlemmer af præstedømmets kvorummer i dag.

I en proklamation fra Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum udsendt den 6. april 1980 blev denne erklæring om vidnesbyrd og sandhed fremsat:

»Vi bekræfter højtideligt, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige virkelig er genoprettelsen af den kirke, som blev oprettet af Guds Søn, da han organiserede sit værk på jorden; at den bærer hans hellige navn, ja Jesus Kristus; at den er bygget på en grundvold af apostle og profeter med ham som hovedhjørnestenen, at dets præstedømme, både den aronske og den melkisedekske orden, blev gengivet af dem, som bar det fordums: Johannes Døber i forbindelse med Det Aronske Præstedømme og Peter, Jakob og Johannes i forbindelse med Det Melkisedekske Præstedømme.«⁵

Den 6. oktober 1889 udtrykte George Q. Cannon denne bøn:

»Jeg ønsker at se præstedømmets kraft blive styrket … Jeg ønsker at se denne styrke og kraft gå ud til hele præstedømmet lige fra den øverste til den mindste og mest ydmyge diakon i Kirken. Enhver mand bør søge efter og nyde Guds åbenbaringer, himlens lys vil skinne i hans sjæl og give ham viden om hans pligter, angående den del af Guds værk, som videregives til ham i hans præstedømme.«⁶

Jeg vil i aften fortælle jer om to oplevelser fra mit liv – en som fandt sted, mens jeg var dreng, og den anden om en af mine venner, som var ægtemand og far.

Ikke længe efter min ordination som lærer i Det Aronske Præstedømme, blev jeg kaldet til at tjene som præsident for kvorummet. Vores vejleder, Harold, var interesseret i os, og det vidste vi. En dag sagde han til mig: »Tom, du kan godt lide at opdrætte duer, kan du ikke?«

Jeg svarede med et varmt: »Jo.«

Så foreslog han: »Hvad vil du sige til, at jeg gav dig et par racerene Birmingham Roller duer?«

Denne gang svarede jeg: »Meget gerne!« For ser I, de duer, som jeg havde var bare ganske almindelige, fanget på taget af Grantskolen.

Han inviterede mig til at komme hjem til sig næste aften. Den følgende dag var den længste i mit liv. Jeg ventede på min vejleders tilbagevenden fra arbejde en time før han kom hjem. Han tog mig med ud til sit duehus som lå øverst i en lille lade bagest i hans have. Mens jeg kiggede på de smukkeste duer, jeg nogensinde havde set, sagde han: »Udvælg en hvilken som helst han, og jeg vil give dig en hun, som er helt anderledes end nogen anden due i verden.« Jeg traf mit valg. Så placerede han en lille hundue i min hånd. Jeg spurgte ham, hvorfor hun var så anderledes. Han svarede: »Se omhyggeligt efter, og så vil du se, at hun kun har et øje.« Og helt rigtigt, der manglede et øje, hvor en kat havde revet det ud. »Tag dem hjem til dit duehus,« rådede han. »Hold dem inde i ca. 10 dage, og slip dem så løs for at se om de vil blive hos dig.«

Jeg fulgte Harolds instruktioner. Da jeg slap dem løs, spankulerede handuen stolt rundt på taget, og gik derpå igen ind for at spise. Men den enøjede hundue fløj væk med det samme. Jeg ringede til Harold og spurgte ham: »Er den enøjede due vendt tilbage til dit duehus?«

»Kom over til mig,« sagde han, »og så ser vi efter.«

Mens vi gik fra hans køkkendør og hen til duehuset, sagde min rådgiver: »Tom, du er præsident for lærernes kvorum.« Det vidste jeg selvfølgelig godt. Så tilføjede han: »Hvad vil du gøre for at aktivere Bob, som er medlem af dit kvorum?«

Jeg svarede: »Jeg skal nok sørge for, at han kommer til kvorumsmødet næste uge.«

Så rakte han hånden op til en særlig rede og gav mig den enøjede due. »Hold hende nogle få dage og så prøv igen.« Det gjorde jeg, og endnu engang forsvandt hun. Samme oplevelse: »Kom hen til mig, og så ser vi, om hun er vendt tilbage.« Så kom kommentaren, mens vi gik hen til duehuset: »Tillykke med, at du fik Bob med hen til præstedømmemødet. Hvad vil du og Bob nu gøre for at aktivere Bill?«

»Vi vil sørge for, at han kommer næste uge«, indvilligede jeg.

Denne erfaring blev gentaget igen og igen. Jeg var voksen, før jeg fuldt ud forstod, at Harold, min vejleder, sandelig havde givet mig en særlig due, det var den eneste due, som han vidste ville vende tilbage hver gang, hun blev sluppet løs. Det var hans inspirerede måde at holde et ideelt personligt præstedømmeinterview med lærernes kvorumspræsident på hver anden uge. Jeg skylder denne enøjede due meget. Men jeg skylder denne kvorumsvejleder endnu mere. Han havde tålmodigheden og evnen til at hjælpe mig med at forberede mig til de ansvar, som lå forude.

Fædre og bedsteforældre, vi har et endnu større ansvar for at vejlede vore dyrebare sønner og sønnesønner. De har brug for vores hjælp, de har brug for vores opmuntring, og de har brug for vores eksempel. Der er en klog talemåde, som siger, at vores unge har brug for færre kritikere og flere eksempler at følge.

Lad os se på de mænd, hvis vaner og liv kun sjældent indeholder kirketilstedeværelse eller slet ingen overhovedet. Rækken af disse kommende ældster er blevet længere. Det er på grund af de yngre drenge i Det Aronske Præstedømmes kvorummer, som viger bort fra Det Aronske Præstedømmes sti, og de voksne mænd, som er blevet døbt, men som ikke fortsætter med at være aktive eller bliver i troen, så de kan blive ordineret til ældster.

Jeg reflekterer ikke blot over sådanne mænds hjerte og sjæl, men føler også sorg for deres kære hustruer og deres opvoksende børn. Disse mænd afventer en hjælpende hånd, et opmuntrende ord og et personligt vidnesbyrd, der kommer fra et hjerte fyldt med kærlighed og et ønske om at løfte og bygge.

Min ven Shelley var sådan et menneske. Hans hustru og børn var gode medlemmer, men alle anstrengelser for at motivere ham til dåb, og derpå til præstedømmets velsignelser havde fejlet på ynkelig vis.

Så døde Shelleys mor. Shelley blev så fyldt af sorg, at han trak sig tilbage til et særligt værelse i kapellet, hvor begravelsen skulle holdes. Vi havde sørget for at handlingen kunne ses fra dette rum, så han kunne sørge alene, hvor ingen kunne se ham græde af sorg. Da jeg trøstede ham i dette rum, før jeg gik op på talerstolen, gav han mig et knus, og jeg vidste, at et ømt punkt var blevet rørt.

Tiden gik. Shelley og hans familie flyttede til en anden del af byen. Jeg blev kaldet til at præsidere over den canadiske mission, og jeg flyttede sammen med min familie til Toronto i Canada for en treårig periode.

Jeg vendte tilbage, og efter jeg var blevet kaldet til De Tolv, ringede Shelley til mig. Han sagde: »Biskop, vil du besegle min hustru, min familie og mig i templet i Salt Lake City.«

Jeg svarede tøvende: »Men Shelley, du må først blive døbt som medlem af Kirken.«

Han lo og svarede: »Nå, det fik jeg sørget for, mens du var i Canada. Bag om ryggen på dig. Der var denne hjemmelærer, som besøgte os regelmæssigt og underviste mig i Kirkens sandheder. Han var skolepatrulje og hjalp de små børn med at krydse gaden hver morgen på vej til skole og hver eftermiddag, når de skulle gå hjem. Han bad mig om at hjælpe ham. Når der ikke var nogen børn, der skulle krydse vejen, underviste han mig yderligere om Kirken.«

Jeg havde det privilegium at se dette mirakel med mine egne øjne og føle den glæde i mit hjerte og sjæl. Beseglingerne blev udført, en familie blev forenet. Shelley levede ikke længe efter den tid. Jeg havde det privilegium at tale ved hans begravelse. Jeg vil for altid i mit indre se min ven Shelleys legeme ligge i kisten iklædt hans tempeltøj. Jeg vedkender tilstedeværelsen af tårer – taknemmelighedstårer – for det tabte er blevet fundet.

De, som har følt Herrens berø-ring kan på en eller anden måde ikke forklare den ændring, som er sket i deres liv. Der er et ønske om at leve bedre, tjene trofast, vandre ydmygt og være mere som Frelseren. Idet de atter har fået deres åndelige syn og fået et glimt af evighedens løfter, gentager de ordene, fra den blinde mand, som Jesus gav synet tilbage til: »Én ting ved jeg: Jeg var blind, og nu kan jeg se.«⁷

Hvordan kan vi redegøre for disse mirakler? Hvorfor denne pludselige aktivitet hos mænd, som længe har sovet. Digteren skrev disse ord om døden: »Gud … rørte ham, og han sov.«⁸ Jeg siger, idet jeg taler om den nye fødsel: »Gud rørte dem, og de vågnede.«

Der er to grundliggende årsager til at disse ændringer i holdninger, vaner og gerninger.

For det første, er mænd blevet vist deres evige muligheder og har besluttet at opnå dem. De kan ikke længere hvile og være tilfredse med middelmådighed, når fortrinlighed er inden for deres rækkevidde.

For det andet så har mænd og kvinder, ja unge mennesker fulgt Frelserens opfordring og elsket deres næste som sig selv og hjulpet med til at bringe deres naboers drømme til opfyldelse og deres ambitioner til virkelighed.

Katalysatoren til denne proces har været kærlighedens princip.

Tidens gang har ikke ændret Forløserens evne til at ændre menneskenes liv. Som han sagde til den døde Lazarus, siger han til dig og mig: »Kom herud.«⁹ Jeg tilføjer: Kom frem fra tvivlen. Kom frem fra syndens sorg. Kom frem fra tvivlens død. Kom frem til et fornyet liv.

Når vi gør dette og går på de stier, som Jesus betrådte, lad os så huske det vidnesbyrd, som Jesus gav: »Se, jeg er Jesus Kristus, om hvem profeterne vidnede, at han skulle komme til verden … jeg er verdens lys og liv.«¹⁰ »Jeg er den første og den sidste. Jeg er den, som lever. Jeg er den, der blev slået ihjel, og jeg er jeres Talsmand hos Faderen.«¹¹

Der er kvorumsmedlemmer, og dem, som skulle være vores kvorumsmedlemmer, som har behov for vores hjælp. John Milton skrev i sit digt »Lycidas«: »De sultne får ser op, og de får ikke mad.«¹² Herren selv sagde til profeten Ezekiel: »Ve Israels hyrder, som … ikke vogter får.«¹³

Mine brødre i præstedømmet, opgaven er vores. Lad os huske og aldrig glemme, at en sådan opgave ikke er umulig. Mirakler sker overalt, hvor kaldelser i præstedømmet bliver forstørret. Når tro erstatter tvivl, når uselvisk tjeneste udelukker selvisk stræben, vil Guds kraft tilvejebringe hans formål. Vi udfører Herrens opgave. Vi har ret til Herrens hjælp. Vi må prøve. Fra skuespillet Shenandoah kommer denne linje, som inspirerer: »Hvis vi ikke prøver, kan vi ikke gøre, og hvis vi ikke gør, hvorfor er vi så her?«

Lad os alle som én være ordets gørere, ikke blot dets hørere.¹⁴ Lad os følge eksemplet fra vores præsident, Gordon B. Hinckley, som er Herrens profet.

Må vi gøre som Frelserens disciple i fordums tid, som tog imod invitationen: »Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.«¹⁵ At vi må gøre dette er min bøn i Jesu Kristi navn. Amen.