Velsignelserne ved korrekt faste
Jeg frygter for, at for mange af os ikke faster på fastedagen eller gør det på en tilfældig måde.
Brødre, jeg håber, at I bemærkede her til formiddag, da præsident Hinckley begyndte at fremlægge navnene på de to nye apostle, at han talte om faste og bøn som forudsætning for at lære Herrens vilje at kende.
Faste har altid været en skik blandt Guds folk. I vor tid er det en befaling, som er blevet givet af Herren til alle medlemmer af Kirken. Ud over de særlige, lejlighedsvise faster, som vi kan foretage af personlige eller familiemæssige årsager, forventes det, at vi faster en gang om måneden på den første søndag. Vi bliver undervist om, at der er tre aspekter i forbindelse med overholdelse af korrekt faste: For det første, at afstå fra mad og drikke i to på hinanden følgende måltider eller med andre ord 24 timer; for det andet, at overvære faste- og vidnesbyrdsmødet, og for det tredje at yde et gavmildt fasteoffer.
For familien Pratt har vores regelmæssige faste altid været fra lørdag efter frokostmåltidet til søndagens frokostmåltid. På denne måde faster vi to måltider, aftensmaden lørdag aften og morgenmaden om søndagen. Selv om der ikke er nogen kirkestandard for faste, udover at den skal vare i 24 timer og to måltider, så har vi fundet, at det er en åndelig fordel at deltage i faste- og vidnesbyrdsmødet i slutningen af fasten.
Fasten er for dem, som er fysisk i stand til det, en befaling. Præsident Joseph F. Smith har talt om vores månedlige fastedag og sagt: »Herren har indstiftet fasten på et fornuftigt og forstandigt grundlag … Det kræves af dem, som kan, at de gør det … det er en pligt, de ikke kan flygte fra … den er givet til folket som et samvittighedsspørgsmål for at udøve visdom og eget skøn …
Men de, der kan, bør faste … Ingen er undtaget fra dette; det kræves af de hellige, gamle som unge, i enhver del af Kirken« (Evangeliske Lærdomme, s. 206).
Brødre, jeg frygter for, at for mange af os ikke faster på fastedagen eller gør det på en tilfældig måde. Hvis vi tager fastedagen for givet eller kun faster søndag morgen i stedet for to på hinanden følgende måltider – i 24 timer – snyder vi os selv og vore familier for de udsøgte åndelige oplevelser og velsignelser, som kan komme af en sand faste.
Hvis alt, hvad vi gør, er at afstå fra mad og drikke i 24 timer og betale vores fasteoffer, er vi gået glip af en vidunderlig mulighed for åndelig vækst. Hvis vi på den anden side har et særlig formål med vores faste, har fasten langt større betydning. Måske kan det tage tid som familie at begynde at tale om det, som vi håber at opnå med denne faste. Det kan ske ved en familieaften ugen før fastesøndagen eller ved et kort familiemøde i forbindelse med familiebønnen. Når vi faster med et formål, har vi noget at fokusere vores opmærksomhed på ud over vores sult.
Formålet med vores faste kan være meget personligt. Faste kan hjælpe os med at overvinde personlige svagheder og synder. Det kan gøre det lettere for os at overvinde vore svagheder og gøre dem til vore stærke sider. Faste kan hjælpe os med at blive mere ydmyge, mindre stolte og mindre selviske og mere optaget af andres behov. Det kan hjælpe os til mere tydeligt at se vore egne fejl og svagheder, og hjælpe os til at blive mindre tilbøjelige til at kritisere andre. Vores faste har måske som fokus en udfordring i familien. En familiefaste kan øge kærligheden og værdsættelsen af familiens medlemmer og mindske graden af strid i familien, eller vi kan som par faste for at styrke vores ægteskabsbånd. Som præstedømmebærere kan et formål med fasten være at søge Herrens vejledning i vores kaldelser, som præsident Hinckley har vist, eller vi kan faste sammen med vores hjemmelærerkammerat for at finde ud af, hvordan vi kan hjælpe en af vore familier.
Overalt i skrifterne er udtrykket faste normalt knyttet sammen med bøn. »I skal vedblive i bøn og faste fra denne stund af« er Herrens råd (L&P 88:76). Faste uden bøn er som at gå sulten i 24 timer. Men faste kombineret med bøn bringer øget åndelig kraft.
Når disciplene ikke var i stand til at helbrede en dreng, som var besat af en ond ånd, spurgte de Frelseren: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Jesus svarede: »Den slags fordrives kun ved bøn og faste« (Matt 17:19, 21).
Lad os begynde vores faste med bøn. Det kan ske ved at knæle ned ved bordet, når vi afslutter det måltid, som vi indleder fasten med. Denne bøn bør være lige så naturlig en ting, som når vi taler med vor himmelske Fader vedrørende formålet med vores faste og bønfalder ham om hans hjælp til at opnå vores mål. Lad os ligeledes afslutte vores faste med bøn. Vi kan så passende knæle ned ved bordet, før vi sætter os ned for at nyde det måltid, hvormed vi afslutter vores faste. Vi bør takke Herren for hans hjælp under fasten og det, som vi har følt og lært fra fasten.
Udover indledningsbønnen og afslutningsbønnen bør vi søge Herren ofte i personlig bøn under fasten.
Vi bør ikke forvente, at vore små børn faster ved de anbefalede to måltider. Men lad os undervise dem i princippet om faste. Hvis fasten drøftes og planlægges ved et familiemøde, bliver de små børn opmærksomme på, at deres forældre og ældre søskende faster, og de forstår formålet med fasten. De bør deltage i den familiebøn, der indleder og afslutter fasten. De vil på denne måde, når de når den rette alder, være ivrige efter at faste sammen med resten af familien. Vi har gjort dette i vores familie ved at opfordre vore børn i alderen 8-12 år til at faste ved et måltid. Når de så er fyldt 12 og har modtaget Det Aronske Præstedømme eller begyndt i Unge Piger, har vi opfordret dem til at faste ved to måltider i træk.
Efter at Herren havde fordømt det fordums Israel for at faste upassende, fortalte han gennem profeten Esajas i et smukt poetisk sprog om en passende faste:
»Den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg« (Es 58:6).
Hvis vi faster og beder med det formål at omvende os fra synder og overvinde personlige svagheder, så søger vi helt sikkert at »løse ondskabens lænker« i vores liv. Hvis formålet med vores faste er at være mere effektive til at undervise i evangeliet og at tjene andre i vores kirkekaldelser, så søger vi helt sikkert efter at »sprænge ågets bånd« for andre. Hvis vi faster og beder om Herrens hjælp i vores missionering, søger vi da ikke at »sætte de undertrykte i frihed«? Hvis vores formål med vores faste er at øge vores kærlighed til vores næste og overvinde vores selviskhed, vores stolthed og vores hjertes ønsker om denne verdens ting, så vil vi helt sikker søge at »bryde hvert åg«.
Herren forsætter med at beskrive den korrekte faste:
»Du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne« (Es 58:7).
Det er i sandhed en vidunderlig ting, at vi gennem vores fasteoffer i dag kan bespise de sultne, give husly til de hjemløse og klæde den nøgne.
Hvis vi faster på rette vis, lover Herren:
»Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden, og dit sår skal hurtigt læges; din retfærdighed går i spidsen for dig …
Da kalder du, og Herren vil svare, da råber du om hjælp, og han siger: Her er jeg …
Hvis du … rækker den sultne dit brød og mætter den forkuede, så skal dit lys bryde frem i mørket og dit mulm blive til højlys dag.
Herren vil altid lede dig, selv i øde egne vil han mætte dig … så du bliver som en frodig have, som et kildevæld, hvis vand ikke svigter« (Es 58:7-11).
Det er min bøn, at vi kan forbedre vores faste, så vi kan nyde disse vidunderlige lovede velsignelser. Det er mit vidnesbyrd, at når vi holder os »nær« til Herren gennem faste og bøn, vil han holde sig »nær« til os (se L&P 88:63). Jeg vidner om, at han lever, at han elsker os, at han ønsker at holde sig nær til os. I Jesu Kristi navn. Amen.