Gå frem mod hans kærligheds lys
Bånd, udviklet mellem pagtkvinder i Hjælpeforeningen, kan … oplyse, oplive og berige livets rejse.
I de tidlige forårsmorgener, mens solen stod op over bjergene, begyndte Jan og jeg at gå ture sammen. Vi var for nylig blevet besøgslærerindekammerater, og vi var begge unge mødre med en voksende familie og travle, krævende dagsplaner.
Jan og hendes familie var lige flyttet ind i vores menighed, og jeg vidste ikke rigtigt, hvad vi skulle tale om. Kæmpende og forpustede gik vi op og ned ad stigningerne på en nærliggende bjergvej og talte dag efter dag.
I begyndelsen var vores samtale en overfladisk snak om vores ægtemand og børn, deres interesser og skolerne i området. Lidt efter lidt åbnede vi vores hjerte for hinanden, drøftede åndelige anliggender og dykkede ned i vore erfaringer for at finde sandhedens kerne. Det var som om, at da vi arbejdede for at få vores krop i form, begyndte vi at få vores sjæl i form. Jeg elskede denne vidunderlige træning.
Jeg lærte to uforglemmelige lektioner af mine ture sammen med Jan, lektioner som stadig oplyser mit sind og fylder min sjæl med glæde. Den første er, at uanset hvad ens situation i livet er, så er det sådan, at hvis man er åndelig beredt, er der ikke grund til at frygte (se L&P 38:30).
Længe efter at vi begyndte vore ture sammen, fandt jeg ud af, at for år tilbage havde Jan truffet nogle valg, som trin for trin førte hende væk fra Kirken og ned ad en sti, som hun nu fortrød. Omkring det tidspunkt hvor vores liv krydsede hinanden, havde hun besluttet at sætte sit liv i orden. Hendes hjertes længsel var at forberede sig, så hun kunne blive beseglet til sin mand og børn i templet. Det var en målbevidst længsel, som Nephi kaldte, at man »bliver forsonet med Kristus og går ind ad den snævre port og vandrer på den lige vej, som fører til livet og bliver ved med at vandre på vejen, til [sin] prøvelses dage er til ende« (2 Nephi 33:9).
Man kunne måske have forventet, at når Jan først havde besluttet så oprigtigt som Lamonis far i Mormons Bog, at »[hun] vil aflægge alle [sine] synder for at kende [Herren]« (Alma 22:18), ville hendes rejse blive behagelig. Det var ikke tilfældet. Hun stod over for nogle af livets mest knusende prøvelser. Jan blev diagnosticeret med en svulst i hjernen, hendes mand mistede sit arbejde, hvorefter familien mistede deres hjem og deres bil.
Dog blev Jans tro på Jesus Kristus fastere, efterhånden som hun fik det sværere. Mens vi traskede videre sammen på vore morgenture, lærte jeg en masse af Jan om, hvordan hendes tro på Herren og daglig åndelig forberedelse hjalp hende med at besejre frygten. Hun forstod tilsyneladende fuldstændigt det, som præsident Gordon B. Hinckley har lært os: »Vi vil gøre klogt i at knæle ned for vores Gud i ydmyg bøn. Han vil hjælpe os. Han vil velsigne os. Han vil trøste os og støtte os« (Standing for Something, 2000, s. 178).
Selv om Jan var midt i forfærdelige prøvelser, var det tydeligt for mig, at hun vidste, at vores profets ord er sande. Hun holdt aldrig op med sin personlige åndelige forberedelse, mens hun frygtløs gik fremad én dag ad gangen med en udstråling af ro i sit liv. I løbet af disse tidlige timer sammen så jeg bogstaveligt, at »nu dagen gryr, og mørkets magt må vige … nu stråler lyset i sin pragt« (Sange og salmer, nr. 1), mens Jans omvendelse gav hende befrielse fra synder og derpå en dyb personlig åndelig indsigt.
Jeg spurgte Jan om, hvordan hun var kommet til at føle fred, mens hendes liv var så kaotisk og alting faldt sammen omkring hende. Jeg tror, at en salmes ord bedst fortæller om det, hun følte og efterfølgende udvekslede med mig om forsoningens kraft i hendes tilværelse:
Min Gud er mit lys, min styrke for vist,
af ham får jeg visdom, sejer til sidst.
Min svaghed han styrker med Guddommens magt,
jeg vandrer så trygt i hans samfund og pagt
(»Min Gud er mit lys«, Salmer og sange, nr. 42).
På grund af Jans vedvarende tro bragte Herrens forsoning hende daglig fornyelse. Hun underkastede sig Herrens vilje, én bøn, ét skriftsted og én tjenestegerning ad gangen.
Kort før hendes død, mens hun var i trediverne, var jeg blandt dem, som var samlet i templet og stille glædede sig, da hun, hendes mand og deres børn knælede ved alteret og blev beseglet for evigt.
Den anden uforglemmelige lektion, som jeg lærte af Jan, er, at når Hjælpeforeningens søstre ser »med øjet alene henvendt på Guds ære« (L&P 4:5), kan de få rig åndelig forståelse og udveksle stor åndelig styrke.
I begyndelsen af vore ture gik Jan og jeg ikke i det samme tempo. Da vores hjerte blev »sammenknyttet i indbyrdes enighed og kærlighed« (Mosiah 18:21), gik vi mere og mere i takt med hinanden, både fysisk og åndeligt. Vi opmuntrede hinanden med vores vidnesbyrd, bar hinandens byrder, styrkede og trøstede hinanden, som søstre i Hjælpeforeningen altid har gjort.
Ved hjælp af mit venskab med Jan lærte jeg, hvilket helligt slægtskab der forbinder os som søstre i Hjælpeforeningen. Jan og jeg udviklede os, ligesom mange af jer gør, fra vores kammeratskab som besøgslærerinder til søstre og kære venner. Jeg vidner om, at bånd, udviklet mellem pagtkvinder i Hjælpeforeningen, i sandhed kan oplyse, oplive og berige livets rejse, fordi vi kan hjælpe hinanden med at lære, hvordan man sætter Herren først i sit hjerte og i sit liv. Jeg ved dette, fordi Jan for mere end 20 år siden hjalp mig med at komme nærmere vor Frelser ved den måde, hun levede på. Hun opmuntrede mig til at arbejde mig ud af mine egne problemer, til at glæde mig i taknemmelighed over storheden af Frelserens forsoning for mine synder, at se fremad med tro til det, som hver ny dag bringer, og nyde de stærke åndelige bånd, som kun opnås i Hjælpeforeningen.
Jeg går stadig om morgenen, hver gang jeg kan. Jeg standser stadig op for at studere skønheden af denne jord og takke min himmelske Fader for vor Frelsers, Jesu Kristi, mission. Jeg mindes ofte med dyb taknemmelighed den ånd, som Jan bragte med sig på vore ture, på grund af hendes store ønske om at føle Frelserens forløsende kærlighed. Hendes kærlighed til Herren fyldte mit hjerte dengang, lige så meget som den opgående sols stråler stadig fylder jorden med lys hver morgen.
Jeg bærer vidnesbyrd om vor Frelser, som sagde om sig selv: »Se, jeg er Jesus Kristus, Guds Søn. Jeg er verdens liv og lys« (L&P 11:28). Søstre, jeg ved, at ved daglig forberedelse af os selv, trin for trin, kan vi hver især, ligesom Jan, gå fremad uden frygt, finde vores vej til ham, når vi personligt føler velsignelserne ved hans uendelige forsoning. Jeg ved, at en af Hjælpeforeningens storslåede velsignelser er vore bånd til kvinder, som også bærer vidnesbyrd om vor Herre. Min bøn er, at vi altid går side ved side mod hans forløsende kærligheds lys. I Jesu Kristi navn. Amen.