Kvinden i vores liv
Hvor er jeg taknemlig – og hvor bør vi alle være taknemlige – for kvinden i vores liv.
Mine brødre og søstre, indledningsvis – hvis I vil bære over med mig – vil jeg gerne benytte mig af et personligt privilegium. For seks måneder siden – ved afslutningen af vores konference – fortalte jeg, at min elskede ægtefælle gennem 67 år, var alvorligt syg. Hun døde to dage senere. Det var den 6. april, hvilket er en betydningsfuld dag for alle i denne kirke. Jeg vil gerne offentligt takke de pligtopfyldende læger og vidunderlige sygeplejersker, som tog sig af hende i den sidste tid, hvor hun var syg.
Mine børn og jeg var ved hendes side, da hun fredfyldt gled ind i evigheden. Da jeg holdt hendes hånd og så det jordiske liv svinde fra hendes fingre, må jeg indrømme, at jeg blev overvældet. Inden vi blev gift, havde hun været min drømmepige, som man sagde i en sang, der dengang var populær. Hun var min kære ægtefælle i mere end to tredjedele af et århundrede, min ligemand over for Herren, ja, i virkeligheden min overmand. Og nu på mine gamle dage er hun atter blevet min drømmepige.
Umiddelbart efter hendes død følte vi en overstrømmende kærlighed fra hele verden. Der blev sendt mange smukke blomster. Der blev ydet mange store bidrag i hendes navn til Den selvsupplerende uddannelsesfond og til hendes professorat på Brigham Young University. Der var bogstavelig talt hundredvis af breve. Vi har kasser fyldt med dem fra mange, som vi kender, og fra rigtig mange, som vi ikke kender. De udtrykker alle deres beundring for hende samt deres medfølelse og kærlighed til os, som hun har efterladt.
Vi beklager, at vi ikke har været i stand til at svare personligt på disse mange kondolencer. Så derfor benytter jeg lejligheden til at takke hver eneste af jer for jeres store venlighed over for os. I skal have mange, mange tak, og vi beder jer undskylde, at vi ikke har svaret. Opgaven var ganske enkelt for stor, men jeres hilsener har ydet os trøst i sorgens stund.
Jeg er taknemlig over at kunne sige, at jeg i vores lange liv sammen ikke kan komme i tanke om ét alvorligt skænderi. Jo, der har været mindre uoverensstemmelser, men intet alvorligt. Jeg tror, at vores ægteskab har været så idyllisk, som noget ægteskab overhovedet kan være.
Jeg er klar over, at mange af jer nyder den samme velsignelse, og jeg roser jer inderligt, for når alt kommer til alt, er der intet rigere end forholdet mellem mand og hustru og intet mere uheldsvangert på godt og ondt end ægteskabets uendelige konsekvenser.
Disse konsekvenser ser jeg konstant. Jeg oplever både skønhed og tragedie. Og derfor har jeg i dag valgt at sige nogle få ord om kvinden i vores liv.
Jeg begynder med verdens skabelse.
Vi læser i Første Mosebog og i Mose Bog om dette storslåede, enestående og forunderlige projekt. Den Almægtige var arkitekten bag denne skabelse. Under hans ledelse blev den udført af hans elskede Søn, den store Jahve, som fik hjælp af ærkeenglen Mikael.
Først blev himlen og jorden dannet, hvorefter lyset blev adskilt fra mørket. Vandet blev fjernet fra jordoverfladen. Der opstod planteliv og derefter dyreliv. Som afslutning skabte han mennesket. I Første Mosebog står der, at »Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var« (1 Mos 1:31).
Men skabelsen var ikke fuldendt.
»Han fandt ikke en hjælper, der svarede til [Adam].
Da lod Gud Herren en tung søvn falde over Adam, og mens han sov, tog han et af hans ribben og lukkede til med kød.
Af det ribben, Gud Herren havde taget fra Adam, byggede han en kvinde og førte hende til Adam.
Da sagde Adam: ›Nu er det ben af mine ben og kød af mit kød. Hun skal kaldes kvinde, for af manden er hun taget‹« (1 Mos 2:20-23).
Således blev Eva Guds endelige skaberværk, kronen på den pragtfulde skabelse, som han havde udført.
På trods af den forrang, som Gud gav kvindens skabelse, er hun så ofte gennem tiderne blevet henvist til en underordnet plads. Hun er blevet nedgjort. Hun er blevet nedrakket. Hun er blevet gjort til slave. Hun er blevet mishandlet. Og dog har nogle af de største personer i skrifterne været retskafne, dygtige og troende kvinder.
Vi kender Ester, No’omi og Ruth fra Det Gamle Testamente. Vi kender Sariah fra Mormons Bog. Vi kender Maria, moderen til verdens Forløser. Vi kender hende som Guds udvalgte, som Nephi beskrev som »en jomfru, som er skønnere og dejligere end alle andre jomfruer« (1 Nephi 11:15).
Det var hende, som førte Jesusbarnet til Egypten for at redde ham fra Herodes’ vrede. Det var hende, som opdrog ham i hans barndom og ungdom. Hun stod foran ham, da hans smertende legeme hang på korset på Golgata. I sin lidelse sagde han til hende: »Kvinde, dér er din søn.« Og til sin discipel, i en bøn om at han måtte tage sig af hende, sagde han: »Dér er din mor« (Joh 19:26-27).
Undervejs i hans livshistorie hører vi om Maria og Martha og om Maria Magdalene, som var den, der kom til graven den første påskemorgen. Og det var for hende – en kvinde – at han først viste sig som den opstande Herre. Hvordan kan det da være, at skønt Jesus gav kvinden en fremtrædende plads, så er der så mange af dem, der bekender sig til ham, som ikke gør det?
Da Gud i begyndelsen skabte mennesket, skabte han i henhold til sin plan to køn. Denne tosomheds forædlende udtryk findes i ægteskabet. Det ene menneske komplementerer det andet. Som Paulus sagde: »Dog, i Herren er kvinden intet uden manden og manden intet uden kvinden« (1 Kor 11:11).
Der er ingen anden ordning, som opfylder den Almægtiges guddommelige hensigter. Manden og kvinden er hans skaberværk. Deres dualitet er hans plan. Deres komplementerende forhold og roller er grundlæggende for hans hensigter. Den ene er ikke fuldstændig uden den anden.
Jeg er klar over, at vi har mange vidunderlige kvinder blandt os, som ikke har mulighed for at blive gift. Men også de yder en vældig indsats. De tjener Kirken trofast og dygtigt. De underviser i organisationerne. De virker som ledere.
Jeg lagde mærke til noget interessant forleden. Generalautoriteterne sad i møde og Hjælpeforeningens præsidentskab var sammen med os. Disse dygtige kvinder stod i vores rådsværelse og fortalte os om velfærdsprincipperne og om, hvordan vi hjælper dem, som lider nød. Vores rang som denne kirkes ledere var ikke svækket af det, de gjorde. Vores evne til at tjene blev større.
Der er nogle mænd, som i deres hovmod tror, at de er kvinden overlegen. De har tilsyneladende ikke forstået, at de ikke var blevet født, hvis det ikke havde været for deres mor, som gav dem livet. Når de hævder at være mere værd, fornedrer de hende. Det er blevet sagt, at »manden kan ikke nedværdige kvinden uden selv at blive nedværdiget. Han kan ikke ophøje hende uden samtidig at ophøje sig selv« (Alexander Walker, i Elbert Hubbard’s Scrap Book, 1923, s. 204).
Hvor er det sandt. Vi ser den bitre frugt af denne nedværdigelse overalt omkring os. Et af resultaterne er skilsmisse. Dette onde breder sig overalt i vores samfund. Det er resultatet af manglende respekt for ens ægtefælle. Det giver sig udslag i forsømmelse, kritik, mishandling og fremmedgørelse. Vi er ikke immune over for det i Kirken.
Jesus sagde: »Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille« (Matt 19:6).
Det er desværre en kendsgerning, at det hovedsagelig er mænd, som er årsag til de omstændigheder, der fører til skilsmisse.
Jeg har behandlet hundredvis af skilsmissesager gennem årene, og jeg er overbevist om, at hvis man blot fulgte ét enkelt råd, ville det løse dette alvorlige problem bedre end på nogen anden måde.
Hvis hver eneste mand og hver eneste hustru bestandig ville gøre alt, hvad der er muligt, for at sikre deres ægtefælles velbefindende og lykke, ville der være meget få skilsmisser om nogen overhovedet. Der ville aldrig være skænderier. Man ville aldrig rette anklager mod hinanden. Man ville ikke høre vredesudbrud. I stedet for mishandling og ondskabsfuldhed ville man finde kærlighed og omsorg.
Der var en populær sang, som vi sang for mange år siden. Teksten lød:
Jeg vil være lykkelig.
Men jeg kan først blive lykkelig,
når jeg har gjort dig lykkelig.
(Irving Caesar, »I Want to Be Happy«, 1924)
Hvor er det sandt.
Hver eneste kvinde er Guds datter. Man kan ikke krænke hende uden at krænke ham. Jeg bønfalder mændene i denne kirke om at se efter og opelske det guddommelige, som findes i deres ægtefælle. I den udstrækning det sker, vil der være harmoni, fred, et rigt familieliv og omsorgsfuld kærlighed.
Præsident McKay har meget passende mindet os om, at »ingen succes i livet kan opveje fiasko i hjemmet« (citat fra J. E. McCulloch, Home: The Savior of Civilization, 1924, s. 42; Conference Report, apr. 1935, s. 116).
På tilsvarende måde har præsident Lee mindet os om denne sandhed: »Det største arbejde, I nogen sinde kommer til at udføre, bliver inden for jeres eget hjems fire vægge« (»Maintain Your Place as a Woman«, Ensign, feb. 1972, s. 51).
Løsningen på de fleste ægteskabelige problemer ligger ikke i skilsmisse. Den ligger i omvendelse og tilgivelse, i udtryk for venlighed og omsorg. Den findes i anvendelsen af den gyldne regel.
Det er et smukt syn, når en ung mand og en ung kvinde giver hinanden hånden ved alteret i en pagt for Gud om, at de vil ære og elske hinanden. Hvor trist er det da ikke, når der nogle få måneder senere eller nogle få år senere lyder skældsord, ondsindede og sårende bemærkninger, hævede stemmer og bitre beskyldninger.
Sådan behøver det ikke at være, mine kære brødre og søstre. Vi kan hæve os over disse »svage og ynkelige« handlemåder i vores liv (se Gal 4:9). Vi kan være opmærksomme på og erkende hinandens guddommelige natur, som er skænket os som børn af vor Fader i himlen. Vi kan leve sammen i ægteskabet, som Gud har indstiftet, og udføre det, som vi er i stand til, hvis vi udøver selvdisciplin og afstår fra at forsøge at disciplinere vores ægtefælle.
Kvinden i vores liv er en skabning, som er velsignet med særlige egenskaber – guddommelige egenskaber – som får hende til at vise venlighed og kærlighed for mennesker omkring sig. Vi kan fremelske denne omsorg, hvis vi giver hende mulighed for at udtrykke de talenter og ønsker, som ligger i hende. På vore gamle dage sagde min elskede ægtefælle en aften stille til mig: »Du har altid givet mig luft under vingerne, og jeg elsker dig for det.«
Jeg kendte engang en mand, som nu er gået bort, og som forlangte at træffe alle beslutninger for sin hustru og sine børn. De måtte ikke købe et par sko uden ham. De måtte ikke tage en klavertime. De måtte ikke tjene i Kirken uden hans samtykke. Og jeg har siden lagt mærke til resultatet af denne holdning, og resultatet er ikke godt.
Min far holdt sig aldrig tilbage for at rose min mor. Vi børn kunne se på den måde, han behandlede hende, at han elskede hende. Han rettede sig efter hende. Jeg vil altid være dybt taknemlig for hans eksempel. Mange af jer er blevet velsignet på samme måde.
Jeg kunne blive ved, men det er ikke nødvendigt. Jeg ønsker blot at lægge vægt på den store og vigtige sandhed, at vi alle er Guds børn, både sønner og døtre, brødre og søstre.
Elsker jeg som far mine døtre mindre end mine sønner? Nej. Hvis jeg er skyldig i at forfordele nogen, så er det til fordel for mine kære piger. Jeg har sagt, at når en mand bliver gammel, må han hellere have sine døtre omkring sig. De er så rare og venlige og hensynsfulde. Jeg mener, at jeg kan sige, at mine sønner er dygtige og vise. Mine døtre er kloge og venlige. Og »mit bæger er fyldt til overflod« (Sl 23:5) takket være dette.
Kvinden en nødvendig del af »lykkens plan«, som vor himmelske Fader har skitseret for os. Planen kan ikke fungere uden hende.
Brødre, der er alt for megen sorg i verden. Der er alt for megen ulyksalighed og for mange knuste hjerter. Der er alt for mange ulykkelige hustruer og døtre, som må græde. Der er alt for megen forsømmelse og mishandling og uvenlighed.
Gud har givet os præstedømmet, og det præstedømme kan kun udøves »gennem overbevisning, langmodighed, mildhed, sagtmodighed og uskrømtet kærlighed; gennem venlighed og sand kundskab, som uden hykleri og uden svig vil udvikle sjælen meget« (L&P 121:41-42).
Hvor er jeg taknemlig – og hvor bør vi alle være taknemlige – for kvinden i vores liv. Gud velsigne hende. Måtte hans store kærlighed falde på hende som dug og krone hende med glans og skønhed, ynde og tro. Og måtte hans Ånd falde på os mænd og altid lede os til at vise hende respekt, taknemlighed og opmuntring og styrke hende, vise hende omsorg og kærlighed, hvilket er selve kernen i vor Forløser og Herres evangelium. Om dette beder jeg ydmygt i Jesu Kristi hellige navn. Amen.