Vi gjorde det for jer

Elaine S. Dalton

Andenrådgiver i Unge Pigers hovedpræsidentskab

Tempeltjeneste er det arbejde, som vi er blevet forberedt til at gøre. Det er et arbejde for hver eneste generation, herunder og især Kirkens ungdom.

For lidt over et år siden besøgte min mand og jeg Nauvoo. Da vi gik gennem Old Pioneer kirkegård for at finde en forfaders grav, Zina Baker Huntington, blev jeg rørt af den fredfyldte stemning og ånd, som jeg følte. Jeg gik mellem træerne og læste navnene på gravstenene, mange af dem var børn og familier. Jeg græd, da jeg tænkte på vore forfædre, hvoraf mange havde tilsluttet sig Kirken og var kommet til Nauvoo. I mine tanker stillede jeg mange spørgsmål: Hvorfor forlod de deres bekvemme hjem og familier? Hvorfor udholdt de forfølgelse, sygdom og endda død? Hvorfor ofrede de alt, hvad de ejede, for at komme hertil og bygge et tempel? De havde dårligt nok husly, og alligevel byggede de et tempel! Hvorfor gjorde de det? Og hvordan kunne de forlade templet, da det var næsten færdigbygget? Mens jeg sad stille og overvejede dette, kom svaret kraftfuldt og dog blidt til min forstand og mit hjerte: »Vi gjorde det for jer.«

Disse ord – »Vi gjorde det for jer« – mindede mig om, at vore forfædre sammen med mange andre trofaste hellige ofrede alt for deres vidnesbyrd og tro på Jesus Kristus. De vidste, at evangeliet atter var blevet gengivet til jorden, og at de blev ledt af Guds profet. De vidste, at Mormons Bog var sand, og forstod dens budskab og vidnesbyrd. De vidste, at ved gengivelsen af præstedømmets nøgler, kunne familier blive beseglet til hinanden for evigt gennem hellige præstedømmeordinancer, der kun er tilgængelige i templet. De vidste, at tempelordinancer var nøglen til frelse og ophøjelse af den menneskelige familie. De kendte vigtigheden af dette værk, og de var villige til at give alt, hvad de havde, for at bygge et hus, der var acceptabelt for Herren, hvori dette hellige værk kunne blive udført. De ofrede alt, så generationerne før dem og efter dem ville få adgang til templets evige velsignelser.

Før de hellige kom til Nauvoo, ofrede de meget for at bygge denne uddelings første tempel i Kirtland i Ohio. Det var der, at Herren selv viste sig for Joseph Smith og Oliver Cowdery. Tre andre himmelske sendebud viste sig også der. En af disse var profeten Elias, der gennem profeten Joseph Smith gengav de nøgler, der hørte til gengivelsen af præstedømmet og »det store arbejde, der skal gøres i Herrens templer.«¹ Dette skete i overensstemmelse med det løfte, der står i Lære og Pagter, hvor Herren siger:

»Se, jeg vil åbenbare jer præstedømmet ved profeten Elias’ hånd …

Og han skal plante fædrenes forjættelser i børnenes hjerter, og børnenes hjerter skal vendes til deres fædre.

Om det ikke var således, ville hele jorden fuldstændigt blive lagt øde ved hans tilkommelse.«²

De første hellige forstod, hvad dette skriftsted betød, og den smukke morgen på den gamle kirkegård i Nauvoo forstod jeg det også.

Hvordan kan forjættelser, der er givet til fædrene, blive plantet i børnenes hjerter? Hvordan kan børnenes hjerter vendes til deres fædre? Dette kan kun ske, når vi forstår vores identitet og roller i dette værk og forbliver værdige og forberedte til at indtræde i templet og handle på vegne af dem, der er gået forud.

Brigham Young sagde: »Vi har et værk at udføre her, der er lige så vigtigt på sit område, som Frelserens værk var på sit område … Vi opfordres nu til at gøre vores del, som bliver det største værk, som mennesker nogen sinde har udført på jorden.³

I det syn om de dødes forløsning, som præsident Joseph F. Smith havde, så han mange af de ædle og store profeter, der havde været på jorden før Frelserens komme. Han så også profeten Joseph Smith, sin far Hyrum Smith og »andre udvalgte ånder, der var holdt tilbage for at komme frem i tidernes fylde og deltage i grundlæggelsen af det store værk i de sidste dage.«⁴ Hvem var disse andre udvalgte ånder? Vores generation var der et sted blandt disse »ædle og store« ledere, der var forberedt i åndeverden til at være på jorden på dette tidspunkt! Skriften fortæller os: »Ja, før de fødtes, modtog de sammen med mange andre deres første belæringer i åndernes verden og forberedtes til at komme frem i Herrens bestemte tid for at arbejde i hans vingård for menneskesjælenes frelse.«⁵ Det arbejde, som vi var forberedt til og holdt tilbage for at udføre omfatter »bygning af templer og udførelse af forordninger deri til de dødes forløsning.«⁶

Brigham Young forudså den tid, som vi nu lever i. Han sagde: »For at fuldføre dette værk er det nødvendigt med mere end blot ét tempel, men med tusindvis af dem, og tusindvis og titusindvis af mænd og kvinder vil gå ind i disse templer og udføre arbejde for mennesker, som har levet lige så langt tilbage, som Herren vil åbenbare.«⁷

Da jeg var barn, fortalte min morfar Martin mig, at i de sidste dage ville templer bogstavelig talt være over hele jorden. På det tidspunkt, hvor min morfar fortalte mig dette, kunne jeg knap forestille mig det. Men jeg er vokset op med denne viden og følelse i mit hjerte. For nylig kiggede jeg på Kirkens hjemmeside under »templer« og kunne klart se, at templerne, der vises med røde prikker, er begyndt at sprede sig over store dele af verden.⁸

Vores elskede profet, præsident Gordon B. Hinckley, har sagt: »Vi er fast besluttede på … at bringe templerne til medlemmerne og give dem enhver mulighed for at opnå meget dyrebare velsignelser, der kommer ved tilbedelse i templet.«⁹ Vores profet ved, at det er svært at udføre tempelordinancer, hvis vi ikke er nær et tempel. Dette er vores dag, og tempeltjeneste er det arbejde, som vi er blevet forberedt til at gøre. Det er et arbejde for hver eneste generation, herunder og især Kirkens ungdom.

For at udføre dette store arbejde, skal vi være værdige. Det er ikke underligt, at vi på alle sider er omringet af ting, der skal gøre os modløse, distrahere os eller gøre os uværdige. Vi skal fokusere, og vi skal huske, at templet er årsagen til alt, hvad vi gør i Kirken.

Programmer for de unge såsom Personlig fremgang og Pligt mod Gud opmuntrer unge til at være værdige til at komme i templet. Disse programmer er skabt for at hjælpe de unge med at indgå og holde forpligtelser og derved forberede dem til at indgå og holde pagter. De opmuntrer også de unge til at skrive dagbog, lave slægtsforskning og udføre dåb for deres forfædre. Pjecen Til styrke for de unge belærer om lærdomme og principper, der, hvis de bliver forstået og efterlevet, vil hjælpe de unge til at være værdige til at indtræde i templet. Disse programmer er effektive redskaber, der skal bruges af de unge, forældre og ledere. De hjælper de unge med at forberede sig til at blive værdige til at komme i templet. Og vore unge er ikke nødt til at vente til deres mission eller ægteskab, før de kan besøge templet. Når de fylder tolv, kan de tage del i templets velsignelser ved at udføre dåb og bekræftelse, og dette kan fortsætte gennem deres teenageår og deres voksenliv. Store velsignelser skal bogstavelig talt »udgydes over mit folks hoveder«, de, der har modtaget deres begavelse i templet, og vore unge får del i disse velsignelser, når de lever værdigt til at indtræde i Herrens hus.¹⁰

Dåbsværelset i templet i Salt Lake City er et spændende sted at være en lørdag morgen! Jeg var der en tidlig morgen for at blive døbt på vegne af nogle af mine forfædre. Mens jeg sad og ventede på en bænk i dåbsområdet, lagde jeg mærke til, at den unge pige til venstre for mig læste i sin patriarkalske velsignelse. Pigen til højre for mig læste i sine skrifter. Jeg spurgte hende, om hun var sammen med en gruppe. Hendes svar var: »Nej, jeg kommer her med en ven hver lørdag. Det gør hele min uge bedre.« Disse unge piger, sammen med mange andre unge mænd og piger, kender en stor hemmelighed – templet velsigner ikke blot vores familier og forfædre, men også os selv. Vi er blevet lovet, at de, der har fået deres begavelse i templet, vil gå ud fra dette hellige hus »iklædt din kraft, og at dit navn må findes på dem og din herlighed omgive dem og dine engle have befaling til at våge over dem.«¹¹ Dette er store velsignelser og løfter. Hvilket ungt menneske ønsker ikke at forberede sig til at modtage disse velsignelser som en hjælp til at leve i en verden, der stedse bliver mere ugudelig?

Da præsident Faust talte til de unge mænd ved præstedømmemødet ved oktoberkonferencen sidste år, udfordrede han dem til at føre an og tage del i tempeltjenesten og slægtsforskningen. Han sagde: »I aften opfordrer jeg jer … til at begynde at åbne op for viden om, hvem I virkelig er ved at lære mere om jeres forfædre … I kan let få adgang til en kæmpe samling af slægtshistoriske optegnelser ved hjælp af internettet på din private computer eller på det nærmeste slægtshistoriske center … Tempelordinancer er livsvigtige … for ›vi kan ikke fuldkommes uden dem; ej heller kan de fuldkommes uden os.‹«¹²

De unge er blevet forberedt »med henblik på en situation som denne.«¹³ De er intelligente og kloge. De er dygtige med computere og internettet. De er en stor, ubrugt styrke, der kan gøre meget godt i verden! De er blevet holdt tilbage til disse sidste dage, og de har et stort værk at udføre. Og ikke blot har de et stort værk at udføre der, men templet vil også være et tilflugtssted for dem, hvor de vil blive beskyttet mod verdens pres og påvirkninger.

Når jeg tænker over præsident Fausts ord, kan jeg forestille mig en hær af retfærdige unge, der er forberedt og værdige til at indtræde i templet. Jeg kan se familier, der er beseglet til hinanden for evigt. Jeg kan se unge, der forstår, hvad det vil sige at være en »befrier på Zions bjerg.«¹⁴ Jeg kan se unge, hvis hjerter er vendt mod fædrene.¹⁵ Og jeg kan forestille mig unge, der vokser op på en sådan måde, at de vil komme ud fra templerne fyldt med styrke til at modstå verdens pres.¹⁶ Jeg kan se en generation af unge, der vil »stå på hellige steder og ikke lade [sig] rokke.«¹⁷

Sammen med mange andre trofaste hellige ofrede Zina Baker Huntington alt, for at vi kan have det genoprettede evangeliums velsignelser. Det er min bøn, at vi vil forstå vores rolle i dette storslåede værk og forblive værdige til at indtræde i hans hellige templer. Jeg ved, at hvis vi vil gøre det, så vil den vidunderlige dag komme, hvor vi igen skal møde vore forfædre og være i stand til at sige til dem: »Vi gjorde det for jer.« I Jesu Kristi navn. Amen.