Nøglen til kundskaben om Gud
Nøglen til kundskaben om Gud, som forvaltes af dem, som holder Det Melkisedekske Præstedømmes ed og pagt, gør os i stand til at blive Guds sønner.
Brødre i Guds præstedømme, atter er jeg siddende, mens jeg holder min tale i aften. Som I ved, er jeg ved at komme mig over et midlertidigt rygproblem. De, der har haft rygproblemer, forstår mig. De, der ikke har – bare vent nogle år! Enhver anden forklaring om, hvad der plager mig, er ikke sand!
Jeg taler ydmygt til jer i aften med en bøn i mit hjerte om, at I må forstå mig ved Åndens kraft. Det er svært for mig at forestille mig, at der er noget vigtigere for os som præstedømmebærere at lære, end nøglen til kundskaben om Gud. I aften vil jeg gerne tale om denne nøgle.
Det højere præstedømme forvalter evangeliet og har »nøglen til rigets hemmeligheder, ja, nøglen til Guds kundskab.«1 Hvad er nøglen til kundskaben om Gud, og kan nogen opnå den? Uden præstedømmet kan der ikke være nogen fylde af kundskaben om Gud. Profeten Joseph Smith sagde: Det Melkisedekske Præstedømme »er den kanal, gennem hvilken al kundskab, lære, frelsesplanen og enhver betydningsfuld sag åbenbares fra himlen.«2 Præsident Joseph F. Smith har udtalt: »Den, som i sandhed kan erklære, at Joseph Smith var Guds profet, og Jesus er Frelseren, har i sin besiddelse en uvurderlig skat. Når vi ved dette, kender vi Gud, og vi har en nøgle til al kundskab.«3
Fader Abraham erkendte værdien af denne storslåede nøgle, da han fortalte sin oplevelse: »Og da jeg opdagede, at der fandtes større lykke, fred og hvile for mig, søgte jeg efter fædrenes velsignelser samt den ret, hvortil jeg skulle ordineres for at forvalte disse; og da jeg selv havde vandret retfærdigt og ønsket at komme i besiddelse af stor kundskab og at vandre endnu mere retfærdigt og eje større kundskab samt blive fader til mange nationer, en fredsfyrste, og da jeg ønskede at modtage belæringer og holde Guds bud, blev jeg retmæssig arving, en højpræst med den myndighed, som tilhørte fædrene.«4
Enhver, som er retfærdig og ønsker at eje større kundskab og at »stræbe efter at leve retfærdigt« kan ved præstedømmets myndighed opnå større kundskab om Gud. Herren fortæller os om en tydelig måde at gøre det på, som angivet i Lære og Pagter: »Om du beder, skal du modtage åbenbaring på åbenbaring, kundskab på kundskab, så du må lære at kende hemmeligheder og fredelige ting – det, som bringer glæde og evigt liv.«5
Man kunne spørge: »Hvordan stræber jeg efter at leve retfærdigt?« Et retfærdigt menneske er et, som indgår og holder evangeliske pagter. Disse er hellige kontrakter6, sædvanligvis mellem personer og Herren. Af og til omfatter de andre personer, som fx ægtefæller. De omfatter yderst hellige løfter og forpligtelser, som fx dåb, overdragelse af præstedømmet, tempelvelsignelser, ægteskab og forældreværdigheden. Mange af fader Abrahams velsignelser kommer, når Helligånden udgydes over alle mennesker7. Enhver værdig mand eller kvinde, som modtager Helligånden, kan faktisk blive en »ny skabelse«.8
For at modtage alle disse storslåede velsignelser og få fuldstændig kundskab om Gud, må en mand indgå og holde præstedømmets ed og pagt.9 Præsident Marion G. Romney, som havde stor indsigt, påpegede:
»Den eneste måde, hvorpå en mand kan gøre livet til det, som det er beregnet til, er at modtage og ære Det Melkisedekske Præstedømme … Det er af største vigtighed, at vi altid erindrer os, hvad det at ære vore kaldelser i præstedømmet kræver af os … det kræver mindst, at vi følger tre punkter:
1. At vi opnår kundskab om evangeliet.
2. At vi i vores personlige liv lever efter evangeliets standarder.
3. At vi yder hengiven tjeneste.«10
Der er to pagter, der skal indgås af hver præstedømmebærer. Den første er at være trofast, så man kan få Det Aronske og Det Melkisedekske Præstedømme.11 Det Aronske Præstedømme oplærer og forbereder præstedømmebæreren til de større pligter i Det Melkisedekske Præstedømme og forbereder ham til at modtage velsignelserne ved præstedømmets ed og pagt. At bære både Det Aronske og Det Melkisedekske Præstedømme er nødvendigt for at modtage alle de velsignelser, som Herren har til sine trofaste sønner. Den anden pagt som hans repræsentant i denne hellige myndighed er at være trofast i at ære sin kaldelse med fuldstændig tro på Gud.12
Som en del af præstedømmets ed og pagt giver Herren adskillige løfter til sine trofaste sønner, »som han ikke kan bryde.«13 For det første bliver præstedømmebærerne »helliggjort ved Ånden til deres legemers fornyelse.«14 Jeg synes, at præsident Hinckley er et storslået eksempel på dette. Han er blevet fornyet i legemet, sindet og ånden på en meget bemærkelsesværdig måde. For det andet »bliver [de] Moses’ og Arons sønner, Abrahams sæd.«15 For det tredje bliver de »Guds udvalgt[e].«16 Som hans forvaltere udfører de dette hellige værk i vor tid på jorden. For det fjerde, »alle de, som modtager dette præstedømme«, modtager Herren.17 For det femte, de som modtager Herrens tjenere, modtager ham.18 For det sjette, de, som modtager Frelseren, modtager Gud Faderen.19 For det syvende modtager de også Faderens rige.20 For det ottende skal de også modtage alt det, som Faderen har.21 De, som modtager alt det, som Faderen har, kan ikke modtage mere.
I unge mænd i Det Aronske Præstedømme har fået stor myndighed og et stort ansvar. Under ledelse af biskoppen forretter Det Aronske Præstedømme ved mindst to ordinancer, som er direkte forbundet med forsoningen. Den ene er nadveren, som er til minde om Frelserens blod, der blev udgydt for vore synder, og om hans legeme, som han gav som løsesum for os.22 Den anden er dåben. Præster har myndighed til at udføre dåb til syndernes forladelse. Det Aronske Præstedømme er en meget virkelig magt. En ung mand skrev dette om hans erfaring med at udøve denne magt.
»Engang kom jeg i en menighed, som kun havde få bærere af Det Melkisedekske Præstedømme. Men det var på ingen måde sløvet i åndelighed. Tværtimod var mange af medlemmerne vidne til de største tilkendegivelser af præstedømmemagt, de nogen sinde havde oplevet.
Magten var centreret hos præsterne. For første gang i deres liv blev de kaldet til at udføre alle præsternes pligter og opfylde medlemmernes behov. De blev alvorligt talt kaldet til at være hjemmelærere – ikke blot et gabende vedhæng til en ældste, der foretog et selskabeligt besøg, men til at velsigne deres brødre og søstre.
Forud for dette tidspunkt havde jeg været sammen med fire af disse præster i forskellige situationer … De skræmte alle seminarlærere væk efter to eller tre måneder. De spredte ødelæggelse i hele landområdet, når de var på spejderture. Men når der var brug for dem – når de fik tildelt en vigtig mission – var de blandt dem, som skinnede tydeligst igennem i præstedømmets tjeneste.
Hemmeligheden var, at biskoppen opfordrede sit Aronske Præstedømme til at hæve sig til et format af mænd, som engle kunne vise sig for, og de hævede sig til et sådant format, gav hjælp til dem, som kunne have behov, og styrkede dem, som havde brug for styrke. Det var ikke alene de andre medlemmer af menigheden, der blev opbygget, men det blev medlemmerne af kvorummet selv. Der spredtes et stort sammenhold i hele menigheden, og alle medlemmerne begyndte at få smag for, hvad det vil sige, at et folk er af ét sind og ét hjerte. Der var intet uforklarligt i alt dette, det var blot den rette udøvelse af Det Aronske Præstedømme.«23
Præsident Gordon B. Hinckley fortalte for nylig Det Aronske Præstedømme, at de af jer, der lever værdigt, kan blive velsignet ved »beskyttelsen af betjenende engle«, og at I »har noget storslået at leve op til.«24
Hvad vil det sige at være af Abrahams afkom? I skrifterne har det en dybere betydning end at være hans bogstavelige efterkommere. Herren indgik en pagt med Abraham, den store patriark, om, at alle nationer ville være velsignet ved ham.25 Enhver mand eller kvinde kan gøre krav på Abrahams velsignelser. De bliver hans afkom og arvinger til de lovede velsignelser ved at acceptere evangeliet, blive døbt, indgå tempelægteskab, være trofast i at holde deres pagter og hjælpe med at bringe evangeliet ud til alle jordens nationer.
For at få myndighed til at »bære denne gerning og dette præstedømme til alle nationer«26 skal en mand modtage Det Melkisedekske Præstedømme med alle dets velsignelser. Derpå bliver han ved trofasthed arving til det evige livs fylde. For som Paulus sagde: »Og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte.«27
Som Abrahams afkom har vi visse forpligtelser. Vi har fået befaling om at komme til Kristus ved at gøre »Abrahams gerninger«.28 Disse gerninger omfatter: Lydighed mod Gud, at modtage og holde præstedømmets og templets ordinancer og pagter, forkynde evangeliet, opbygge et familiesammenhold og undervise vore børn samt at være trofast til enden.
Det er interessant, at Herren brugte ordene sæd og afkom i sit løfte til Abraham. Det har en større betydning end blot efterkommere, for det betyder, at formere velsignelserne i Abrahams pagt »til alle nationer«.29 Herren lovede Abraham efterkommere så »utallige som stjernerne« eller som »sandet på havets bred«.30
Abrahams retfærdige efterkommere har også det privilegium at blive adopteret ind i Jesu Kristi evige familie. Dette omfatter retten til at modtage evige pagter i templet, hvorved de, hvis de er værdige, bliver organiseret og ophøjet i Kristi evige familie.31 Det omfatter også »frelsens velsignelser, ja, det evige livs«.32
Den patriarkalske orden går fra Abraham til Isak og til Jakob. Gennem præstedømmets linje fortsætter den i vores egen tid. Gennem tiderne blev velsignelser og løfter givet fra fædrene til deres trofaste sønner. Et nutidigt eksempel findes hos ældste John B. Dickson fra De Halvfjerds. Han mindes:
»Da tiden var inde for mig til at tage på mission, var jeg meget begejstret for at skulle tjene Herren. Lige før jeg skulle af sted, fandt jeg imidlertid ud af, at jeg havde knoglekræft. Muligheden for at leve længe nok til at udføre en mission var ikke særlig stor. Jeg havde tro på, at Herren ville finde en udvej, hvis han ønskede, at jeg skulle af sted. Min far gav mig en velsignelse, hvori jeg fik at vide, at jeg ville udføre min mission i Mexico, tjene i Kirken hele mit liv og få en familie. Min højre arm måtte amputeres over albuen, men mit liv blev reddet, og de løfter, jeg fik, blev alle opfyldt.
Nogle vil mene, at det at miste en arm ville være en forfærdelig byrde, men det har været en af de største velsignelser i mit liv. Jeg lærte, at det er meget vigtigt at have udfordringer og se dem i øjnene.«
Ældste Dickson havde altid været højrehåndet, og nu skulle han lære at gøre alt med venstre hånd. Det var en kamp at lære, hvordan han skulle binde sit slips. Han sagde: »En søndag morgen, da jeg stod på mit værelse med mit slips i hånden, tænkte jeg: Hvordan skal jeg binde dette? Jeg tænkte på at få et færdigbundet ›snydeslips‹. Jeg tænkte på at bede min mor om at hjælpe mig, men jeg kunne ikke tage hende med på min mission bare for at binde mit slips. Derfor besluttede jeg mig til at lære, hvordan jeg selv kunne gøre det. Til sidst fandt jeg ud af det ved at bruge mine tænder. Jeg gør det stadig på samme måde, selv efter at have bundet det tusinder af gange.«33
Vi kender ikke i detaljer alt det, der vil blive krævet af Guds hellige i de usikre dage, som ligger forude. Hver dag vil retfærdig levevis blive stadig vanskeligere. Desuden vil præstedømmets bærere antageligvis møde nogle ekstra udfordringer med hensyn til at beskytte og forsørge deres familie. Som en af verdens ledere for nyligt påpegede, vil der være »farer, der er fælles for os alle. Dagens dødelige trusler kommer fra yderliggåendes skurkagtige magter og statsløse netværk, som kun har foragt tilovers for menneskeligt liv og for de principper, som civilisationen har kær.«34
Vi kan alle forvente at få prøvelser. Men de, som fortsætter i retfærdighed, får storslåede evige løfter. Herren har lovet, at »den, der … er tro i alt, skal ikke blive træt i sit sind eller blive formørket, ej heller skal han blive træt på legeme, lem eller led … Og han skal ikke hungre eller tørste.«35 Jeg er optimistisk vedrørende det, som fremtiden indebærer for Kirken og dens medlemmer, men vi må fortsætte i retfærdighed, og være »tro i alt«.36 Nøglen til kundskaben om Gud, som forvaltes af dem, som holder Det Melkisedekske Præstedømmes ed og pagt, gør os i stand til at blive Guds sønner. At vi gør det er min bøn i Jesu Kristi navn. Amen.