2004
Fred med samvittigheden og fred i sindet
November 2004


Fred med samvittigheden og fred i sindet

For mange kan befrielse og lykke komme ved at forstå forholdet mellem fred med samvittigheden og fred i sindet.

I disse tider med stigende usikkerhed er der så meget smerte, sorg og lidelse over hele verden, som kan undgås ved at forstå og anvende sandheden. For mange kan befrielse og lykke komme ved at forstå forholdet mellem fred med samvittigheden og fred i sindet og ved at efterleve de principper, som begge disse velsignelser er grundlagt på.

Gud ønsker, at hans børn skal nyde den vidunderlige velsignelse, som fred med samvittigheden er.1 En rolig samvittighed åbner for fred fra smerte, sorg, skyld, skam og selvbebrejdelse. Den tilvejebringer et grundlag for lykke. Det en tilstand af uendelig værdi, og alligevel er det kun få mennesker på jorden, som nyder den. Hvorfor? De fleste principper, som fred med samvittigheden er grundlagt på, hverken forstås eller følges på passende vis. Mit liv er blevet så rigt begavet med fred med samvittigheden, at jeg gerne vil dele noget af min indsigt i, hvordan den kan opnås.

Fred med samvittigheden er en afgørende del af jeres fred i sindet. Uden fred med samvittigheden kan der ikke være nogen fred i sindet. Fred med samvittigheden har at gøre med jeres indre jeg og kontrolleres af, hvad I personligt gør. Fred med samvittigheden kan kun komme fra Gud ved et retskaffent og lydigt liv. Den kan ikke eksistere på nogen anden måde. På den anden side er fred i sindet for det meste påvirket af ydre faktorer såsom omsorg for et barn på afveje, økonomiske problemer eller virkelige eller indbildte fornærmelser, forværrede forhold i verden, eller af at der er mere at gøre, end man har tid til. Et uroligt sind er en midlertidig overgang. Fred i sindet genetableres ved at løse de ydre påvirkninger, som forstyrrer freden. Sådan er det ikke med en foruroliget samvittighed, for den er nådesløs, hele tiden til stede, og en konstant påmindelse om at ændre på tidligere tiders fejltagelser, at løse problemet, hvis man har såret en anden og at omvende sig fra overtrædelse. Åh, en foruroliget samvittighed kan midlertidigt skjules af den fysiske stimulering af sindet og kroppen, når man giver efter i fristelserne fra alkohol, narkotika, pornografi og det, som er værre. Men det er på bekostning af en større trang til ved hjælp af forkerte midler at dulme en smertende samvittighed med fare for at opnå en uhæmmet afhængighed. Der findes en bedre måde at genoprette samvittighedens fred på.

Evnen til at have en urolig samvittighed er en gave fra Gud, for at hjælpe dig med at få succes i dette liv. Det er hovedsagligt et resultat af indflydelsen fra Kristi lys i jeres sind og hjerte. Kristi lys er den guddommelige magt eller indflydelse, som udstråler fra Gud ved Jesus Kristus.2 Den giver lys og liv til alt. Den tilskynder alle fornuftige mennesker i verden til at skelne mellem sandhed og vildfarelse og mellem rigtigt og forkert. Den aktiverer samvittigheden.3 Dens indflydelse kan svækkes ved overtrædelse og tilvænning og genoprettes ved korrekt omvendelse. Kristi lys er ikke en person. Det er en kraft og indflydelse, som kommer fra Gud, og når den følges kan den lede en person til at kvalificere sig til Helligåndens vejledning og inspiration.4

Det er godt at huske, at selv med fred med samvittigheden kan man have midlertidige perioder, hvor freden i sindet forstyrres af eksterne bekymringer. Din forståelse af årsagerne kan lette meget af det tryk, som de skaber. Efterhånden som jeres personlige liv tilpasses Herrens lærdomme, kan I søge hans hjælp til at løse problemområder. Således vil jeres tro på Herren og på hans lærdomme give fred i sindet. Jeres indsats vil blive et springbræt til større personlig vækst, når I finder løsninger, som er ledet af Ånden. Når de er løst, kan sådanne udfordringer ofte bringe velsignelser til andre, når deres behov har foruroliget jeres sind.

Kort sagt kan I genopnå fred med samvittigheden ved at omvende jer fra personlig overtrædelse, som kan forårsage en indre uro. Fred i sindet kan derpå sikres ved at fjerne de ydre påvirkninger, som får jer til at opleve midlertidig uro, bekymring og sorg. Og skønt I prøver, vil I nok ikke finde vedvarende lykke, før I ved omvendelse personligt tilfredsstiller den brudte lov for at genoprette fred i en foruroliget samvittighed.

Uanset om I anerkender behovet for at omvende jer eller ej og finder det svært at gøre det, eller spekulerer på, om I har omvendt jer nok til fuldt ud at blive tilgivet, så kan det være en hjælp at gennemgå nogle fundamentale principper, hvorpå fred med samvittigheden er grundlagt.

En lov, som er brudt ved synd eller overtrædelse, skaber smerte i sind og hjerte fra en såret samvittighed. Da vor himmelske Fader vidste, at alle hans åndelige børn, undtagen hans enbårne, Jesus Kristus, ubevidst eller bevidst ville bryde hans love, tilvejebragte han et middel, hvorved vi kan korrigere konsekvenserne af sådanne gerninger. Uanset om bruddet er stort eller småt er løsningen den samme: Fuld omvendelse ved tro på Jesus Kristus og hans forsoning med lydighed mod hans befalinger.

Når det er nødvendigt kræver fuld omvendelse handling fra jeres side. Hvis I ikke kender de klassiske skridt til omvendelse såsom tilståelse og opgivelse af synden, genoprettelse, lydighed og at søge tilgivelse, så tal med en biskop eller studér værker som præsident Spencer W. Kimballs mesterværk Tilgivelsens Mirakel. Udover at opfylde disse krav vil en tilbagevenden af fred med samvittigheden blive øget af jeres omhyggelige opmærksomhed over for et andet skridt, som af og til ikke bemærkes. Frelseren gjorde det klart, at man for at modtage tilgivelse, må tilgive andre deres synder mod en selv.

»Jeg, Herren, tilgiver, hvem jeg vil, men af jer forlanges det, at I tilgiver alle mennesker.

Og I skal sige i jeres hjerte: Lad Gud dømme mellem dig og mig og belønne dig efter dine gerninger.«5

»Når I står og beder, skal I tilgive, hvis I har noget mod nogen, for at også jeres fader i himlene kan tilgive jeres overtrædelser.

Men hvis I ikke tilgiver, vil jeres fader i himlene heller ikke tilgive jeres overtrædelser.«6

Hvis vi som et uskyldigt offer er blevet alvorligt forurettet, så vær ikke fuld af had og vrede over for det, som syntes uretfærdigt. Tilgiv den, som foruretter jer, selv om I er uskyldige. At gøre det kræver en stor indsats fra jeres side. Sådan tilgivelse er yderst vanskelig, men den er den sikre vej til fred og helbredelse. Hvis der kræves disciplinering for en alvorlig overtrædelse begået mod jer, så overlad det til Kirken og de civile myndigheder. Bebyrd ikke jeres liv med tanker om hævn. Herrens retfærdighedsmølle maler langsomt, men den maler overmåde godt. I Herrens regnestykke vil ingen undslippe konsekvenserne af uløst overtrædelse af hans love. Der vil i hans tid og på hans måde blive krævet fuld betaling for onde gerninger, som man ikke har omvendt sig fra.

Jeg vidner om, at af alle de nødvendige skridt i omvendelsen, er den vigtigste for jer at have en overbevisning om, at tilgivelse kommer i og ved Jesus Kristus. Det er afgørende at vide, at det kun er på hans betingelser, at I kan blive tilgivet. I vil få hjælp til at udøve tro på Kristus.7 Det betyder, at I stoler på ham og hans lærdomme. Satan ønsker, at I skal tro på, at det ikke er muligt fuldstændigt at overvinde alvorlig overtrædelse. Jeg vidner om, at Frelseren gav sit liv, så virkningerne af alle synder ved omvendelse kan lægges bagved, undtagen ved udgydelse af uskyldigt blod og fornægtelse af Helligånden.8

Frugterne af sand omvendelse er Guds tilgivelse, som åbner døren til at modtage alle de pagter og ordinancer, som er tilvejebragt på denne jord, og som muliggør at nyde de dertil hørende velsignelser. Når omvendelsen er sluttet, og man er blevet renset, kommer der et nyt syn på livet og dets strålende muligheder. Hvor er Herrens løfte vidunderligt: »Se, den, der omvender sig fra sine synder, ham er de forladt, og jeg, Herren, kommer dem ikke mere i hu.«9 Herren er og vil altid være trofast over for sine ord.

Hvis I har en foruroliget samvittighed efter at have brudt love, så bønfalder jeg jer om at komme tilbage. Kom tilbage til det kølige, forfriskende vand i form at personlig renhed. Kom tilbage til den varme og sikkerhed, som findes i vor himmelske Faders kærlighed. Kom tilbage til den renhed og fred med samvittigheden, som kommer ved at efterleve Guds befalinger.

Må jeg foreslå en måde at komme tilbage på? I kan begynde alene og gå fremad i jeres eget tempo. Jeg inviterer jer til omhyggeligt at studere Mormons Bog. Der er mange skriftsteder, som viser, hvordan andre har overvundet hindringerne for omvendelse. Alma taler fx til Shiblon:

»Og i tre dage og tre nætter var jeg i den bitreste kval og sjæleangst; og først da jeg råbte til den Herre Jesus Kristus om nåde, fik jeg forladelse for mine synder. Men … jeg råbte til ham og fik fred i sjælen.

Min søn, jeg har sagt dig dette, for at du kunne lære visdom, så du kunne lære … at der ikke er nogen anden vej og heller ikke noget andet middel, hvorved man kan blive salig, uden i og ved Kristus. Han er verdens liv og lys.«10

Fra dette skriftsted kan I se, at lidelse ikke medfører tilgivelse. Det kommer ved tro på Kristus og lydighed over for hans lærdomme, så hans gave i form af forløsning kan udvirke sit mirakel. Han indbyder:

»Se, jeg er kommet … for at genløse verden, for at frelse verden fra synd.

Den, der derfor omvender sig og kommer til mig som et lille barn, ham vil jeg modtage … omvend jer derfor og kom til mig … og bliv frelst.«11

Anvend det, som Mormons Bog lærer jer. Overvej de vers, som taler om Frelseren. Søg ved bøn at lære ham at kende. Bed jeres Fader i himlen om at styrke jeres tro på hans Søn og give jer kraft til at adlyde hans befalinger. Når I er parate, så søg hjælp fra jeres omsorgsfulde biskop til at afslutte omvendelsesprocessen. Så kan I opleve fred med samvittigheden og forsikring om, at Herren har tilgivet jer.

Kom tilbage. Vent ikke indtil alt er i fuldkommen orden. Vi vil følges med jer. Vi elsker jer. Kom tilbage.

Hvis I hører til dem, som ikke kan tilgive jer selv tidligere alvorlige overtrædelser – selv når en dommer i Israel har forsikret jer, at I har omvendt jer passende – hvis I føler jer tvunget til fortsat at fordømme jer selv og lider af ofte gentagelse af detaljerne i tidligere fejl, så bønfalder jeg jer af hele min sjæl, at I overvejer denne udtalelse af Frelseren:

»Se, den, der omvender sig fra sine synder, ham er de forladt, og jeg, Herren, kommer dem ikke mere i hu.

Heraf han I vide, om et menneske omvender sig fra sine synder: Se, han vil bekende dem og aflægge dem.«12

At fortsætte med at lide, når der er sket korrekt omvendelse, tilskyndes ikke af Frelseren, men af bedrageriets mester, hvis mål er at binde jer og gøre jer til slaver. Satan vil presse jer til fortsat at genopleve detaljer fra tidligere fejltagelser, idet han ved, at sådanne tanker får tilgivelse til at synes uopnåelig. Satan forsøger på denne måde at binde jeres sind og legeme, så han kan manipulere jer som en marionet.

Jeg vidner, at når en biskop eller stavspræsident har bekræftet, at jeres omvendelse er tilstrækkelig, så skal I vide, at jeres lydighed har tilladt Jesu Kristi forsoning at opfylde retfærdighedens krav i forhold til de love, som I har brudt. I er derfor nu frie. Jeg beder jer om at tro på det. At lide bestandigt af de sørgelige virkninger af synd efter passende omvendelse, når det ikke er hensigten, er at benægte virkningen af Frelserens forsoning til fordel for jer.

Da mindet om tidligere fejltagelser ramte Ammons sind, vendte han sine tanker til Jesus Kristus og til tilgivelsens mirakel. Derefter blev hans lidelse erstattet med glæde, taknemlighed og taksigelse for Frelserens kærlighed og tilgivelse.13 Gør nu ligeså. Gør det nu, så I kan nyde fred med samvittigheden og fred i sindet og alle de tilhørende velsignelser. I Jesu Kristi navn. Amen.

Noter

  1. Se Mosiah 4:2-3.

  2. Se Topical Guide, »Light of Christ«, s. 290.

  3. Se Moroni 7:16.

  4. Se Joh 1:9; L&P 84:46-47.

  5. L&P 64:10-11.

  6. Mark 11:25-26.

  7. Se 2 Nephi 9:22-24; Alma 11:40.

  8. Utilgivelig: Se Hebr 6:4-8; Alma 39:6; L&P 42:18; 76:31-38; 132:27.

  9. L&P 58:42.

  10. Alma 38:8-9.

  11. 3 Nephi 9:21-22.

  12. L&P 58:42-43.

  13. Se Alma 26:17-20.