Virk med al flid
Vi skal lære vores pligt fra Herren, og dernæst skal vi virke med al flid og aldrig være dovne eller dvaske.
Brødre, jeg er taknemlig for at være sammen med jer i aften. Og jeg er ydmyg over det, jeg ved om jeres trofaste præstedømmetjeneste. I aften vil jeg tale til jer om flid i Herrens tjeneste. Nylige oplevelser førte mig ind på dette valg.
Den ene var mit omhyggelige studium af det bemærkelsesværdige nye hæfte til Det Aronske Præstedømme, som bror David L. Beck talte om. Det har titlen Udførelse af min Pligt mod Gud. Da jeg læste og tænkte over, hvad der forventes, at de unge mænd gør og bliver, indså jeg, at det beskriver det, som præsident Brigham Young lovede de præstedømmebærere, der var flittige hele livet: »En person, der har del i præstedømmet og forbliver trofast mod sin kaldelse, der konstant glæder sig ved at udføre de ting, som Gud kræver af ham, og fortsætter hele sit liv med at udføre enhver pligt, vil ikke blot sikre sig privilegiet at modtage, men også viden om, hvordan man modtager det, som hører Gud til, så han uophørligt kan kende Guds tanker.«1
Det er blot få uger siden, at jeg så en ny diakon træde ind på flidens sti. Hans far viste mig et diagram, som hans søn havde lavet, der viste alle rækkerne i deres kirkesal, et tal for hver diakon, som ville blive bedt om at omdele nadveren og deres rute gennem kirkesalen for at give nadveren til medlemmerne. Faderen og jeg smilede ved tanken om den dreng, der uden at være blevet spurgt, havde lavet en plan for, hvordan han skulle udføre sin tjeneste i præstedømmet godt.
I hans omhu genkendte jeg fremgangsmåden i det nye hæfte Pligt mod Gud. Det handler om at lære, hvad Herren forventer af jer, lave en plan over det, udføre jeres planer med flid og så fortælle andre om, hvordan oplevelsen har ændret jer og velsignet andre.
Diakonen havde lavet det diagram for at være sikker på, at han var i stand til at gøre det, Herren havde kaldet ham til. Ved begyndelsen af hans tjeneste lærte Herren ham konstant at glæde sig ved »at udføre de ting, som Gud kræver af ham.«2
Den anden oplevelse, som førte mig til at tale om flid til jer i aften, var at se en mand ved slutningen af et liv i præstedømmets tjeneste. Han havde været biskop to gange. Da han første gang blev kaldet som biskop, år inden jeg mødte ham, var han ganske ung. Nu var han gammel og afløst som biskop for anden gang. Hans tiltagende fysiske begrænsninger gjorde enhver tjeneste i præstedømmet meget svær.
Alligevel havde han en plan for at virke med flid. Hver søndag, når han kunne komme i kirke, sad han på den række, der var nærmest døren, som de fleste mennesker kom ind ad til nadvermødet. Han kom tidligt for at sikre sig pladsen. Enhver, der kom ind, kunne se kærligheden og velkomsten i hans blik, akkurat som de kunne, da han sad på forhøjningen som deres biskop. Hans indflydelse varmede og opløftede os, fordi vi vidste noget om den pris, han betalte for at tjene. Hans opgave som biskop var fuldført; hans tjeneste i præstedømmet endte ikke.
I har set sådanne eksempler på store tjenere i præstedømmet. I aften vil jeg prøve at fortælle jer, hvad jeg har lært om dem. Det begynder med, at de lærer, hvis tjeneste de er i og af hvilken årsag. Når det synker ind i hjertet på dem, ændrer det alt.
Først vil jeg tale direkte til de unge mænd i Det Aronske Præstedømme. I vil blive mere flittige, når I føler styrken af den tillid, Gud har betroet jer. Der er et budskab fra Det Første Præsidentskab i hæftet Pligt mod Gud: »Vor himmelske Fader har stor tiltro og tillid til jer og har et vigtigt værk for jer at udføre. Han vil hjælpe jer, når I vender jer til ham i bøn, lytter til Åndens tilskyndelser, efterlever budene og holder de pagter, I har indgået.«3
Johannes Døber vendte tilbage til jorden for at gengive det præstedømme, I unge mænd bærer. Han havde Det Aronske Præstedømmes nøgler. Det var den Johannes, som Jesus gik til for at blive døbt. Johannes vidste, hvem der kom til ham. Han sagde til Herren: »Jeg trænger til at blive døbt af dig.«4
Johannes vidste, at Arons præstedømme »besidder nøglerne til englebetjening og til omvendelsens evangelium og til dåb ved nedsænkning til syndernes forladelse«, da Herren sendte ham ud for at ordinere Joseph Smith og Oliver Cowdery den 15. maj 1829.5 Han vidste, hvem der kaldte ham, og i hvilket herligt øjemed han blev udsendt.
Jeres præstedømme tillader jer at omdele Herrens nadver til medlemmerne af hans kirke i dag. Det er det samme privilegium, Frelseren gav de tolv apostle, mens han var på jorden. Han gjorde det igen, da han efter sin opstandelse kaldte tolv disciple til at lede sin kirke.
Som det beskrives i Mormons Bog tilvejebragte Herren selv symbolet gennem sit uendelige offer og gav det til folket. Tænk på ham, og hvordan han ærer jer, når I udfører jeres tjeneste i præstedømmet. Når I erindrer ham, vil I være opsatte på at udføre den hellige tjeneste, så godt som I kan og så godt og trofast, som han gjorde.6
Det kan blive et mønster til efterlevelse i jeres liv, som vil øge jeres kraft til at være flittige i enhver præstedømmetjeneste, som Herren forbereder jer til, og som han vil kalde jer til. Den beslutsomhed vil hjælpe jer, når I forbereder jer til at modtage Det Melkisedekske Præstedømme, som tidligere blev kaldt »det hellige præstedømme efter Guds Søns orden.«7
Nu vil jeg gerne tale til dem, der er blevet kaldet og æret til at tjene i Det Melkisedekske Præstedømme. Ligesom Det Aronske Præstedømme er Det Melkisedekske Præstedømme mere end en tillidserklæring om, at vi vil gøre det, som Herren ville gøre. Det er en invitation til at blive, som han er. Her er hans løfte:
»For de, der er trofaste, så de får disse to præstedømmer, hvorom jeg har talt, og så de højner deres kald, bliver helliggjort ved Ånden, således at deres legeme bliver fornyet.
De bliver Moses’ og Arons sønner og Abrahams efterkommere og Guds kirke og rige og udvalgte.
Og videre, alle de, der modtager dette præstedømme, modtager mig, siger Herren;
for den, der modtager mine tjenere, modtager mig;
og den, der modtager mig, modtager min Fader;
og den, der modtager min Fader, modtager min Faders rige; derfor skal alt det, som min Fader har, gives ham.«8
Der er en måde, som løfter alle præstedømmebærere til den herlige velsignelse. Et sted i skriften, hvor Herren viser måden, er i afsnit 107 i Lære og Pagter:
»Lad nu derfor hver mand lære sin pligt og at handle med al flid i det embede, hvortil han er blevet udpeget.
Den, der er lad, skal ikke regnes for værdig til at stå, og den, der ikke lærer sin pligt, og som viser, at han ikke har Herrens billigelse, skal ikke regnes for værdig til stå. Således er det. Amen.«9
Vi skal lære vores pligt fra Herren, og dernæst skal vi virke med al flid og aldrig være dovne eller dvaske. Måden er enkel, men ikke let at følge. Vi bliver så let afledt. At læse de daglige nyheder kan virke mere interessant end lektionshæftet til præstedømmet. At sætte sig og slappe af kan være mere tiltrækkende end at lave en aftale om at besøge dem, som har brug for vores præstedømmetjeneste.
Når jeg tager mig selv i at lade andre interesser drive mig væk fra mine præstedømmepligter og min krop tigger om hvile, giver jeg mig selv denne opsang: »Husk ham.« Herren er vores perfekte eksempel på flid i præstedømmets tjeneste. Han er vores anfører. Han kaldte os. Han går foran os. Han valgte os til at følge ham og føre andre med os.
Denne aften erindrer jeg ham, og det rører mit hjerte. Dette er lørdag aften inden påskesøndag, hvor vi mindes hans opstandelse. Jeg mindes hans eksempel i dagene inden.
Af kærlighed til Faderen og os lod han sig udsætte for lidelse, der overgår, hvad noget menneske ville kunne have klaret. Han fortalte os noget om, hvad dette uendelige offer krævede af ham. I mindes ordene:
»For se, jeg, Gud, har lidt dette for alle, for at de ikke skal lide, hvis de vil omvende sig;
men hvis de ikke vil omvende sig, må de lide, ligesom jeg;
hvilken lidelse fik mig, selv Gud, den største af alle, til at skælve af smerte og til at bløde fra hver pore og til at lide på både legeme og ånd – og jeg ønskede, at jeg ikke skulle drikke det bitre bæger, men undlade det –
dog, æret være Faderen, så drak jeg og fuldendte mine forberedelser for menneskenes børn.«10
Fra korset på Golgata bekendtgjorde Frelseren: »Det er fuldbragt.«11 Så forlod hans ånd kroppen, og hans jordiske legeme blev omsorgsfuldt lagt i graven. Han lærte os en lektie ud fra det, han gjorde i de tre dage i åndeverdenen, inden han opstod, som jeg husker på, når jeg fristes til at tænke, at jeg nu har udført noget vældigt hårdt i hans tjeneste og fortjener en pause.
Frelserens eksempel giver mig mod til at fortsætte. Hans arbejde på jorden var udført, men han tog til åndeverdenen opsat på at fortsætte sit ophøjede værk, nemlig at redde sjæle. Han organiserede arbejdet blandt de trofaste ånder for at redde dem, som stadig kunne gøres til arvtagere til den nåde, som var muliggjort gennem hans sonoffer. Husk ordene fra afsnit 138 i Lære og Pagter:
»… men se, han organiserede sine styrker blandt dem, der var retfærdige, og udpegede budbringere, iklædt magt og myndighed, og bemyndigede dem til at gå ud og bære evangeliets lys til dem, der var i mørke, ja, til alle menneskers ånder; og således blev evangeliet prædiket for de døde.
Og de udvalgte budbringere gik ud for at kundgøre Herrens nådedag og forkynde frihed for de fangne, som var bundet, ja, for alle, som ville omvende sig fra deres synder og antage evangeliet.«12
Når som helst vi mindes ham, bliver det lettere at modstå fristelsen til at ønske at hvile fra vores arbejde i præstedømmet. Vi må have husket ham i dag, siden vi er her for at lære om vore pligter, opsatte på at gøre det, vi har indgået pagt om at gøre af al flid. Og på grund af hans eksempel vil vi holde ud til enden i de hverv, han giver os i dette liv, og være fast besluttede på at gøre hans Faders vilje for evigt, som han var og er.
Dette er Herrens kirke. Han kaldte os og viste os tiltro selv med de svagheder, han vidste, vi havde. Han kendte til de prøvelser, vi ville møde. Gennem trofast tjeneste og gennem hans sonoffer, kan vi komme til at ønske, hvad han ønsker, og være, hvad vi må være for at velsigne dem, vi tjener for ham. Når vi tjener ham længe nok og med flid, vil vi blive ændret. Vi kan blive mere, som han er.
Jeg har set det mirakel ske hos hans tjenere. Jeg så det for et par uger siden i dagligstuen hos en trofast præstedømmebærer.
Jeg har kendt ham som diakon, far, biskop og medlem af stavspræsidentskabet. Jeg havde i årtier bemærket hans flid med at betjene Guds børn gennem præstedømmet.
Hans familie var samlet om ham i dagligstuen. Han smilede og var klædt i hvid skjorte, jakkesæt og slips. Jeg blev overrasket, eftersom jeg var der, fordi jeg havde fået at vide, at han var i en smertefuld behandling, som endnu ikke havde helbredt ham.
Alligevel hilste han på mig, som han må have hilst på hundredvis af andre besøgende gennem en livslang tjeneste i præstedømmet, med et smil. Jeg var kommet for at hjælpe ham i en svær tid, men som det så ofte sker i præstedømmets tjeneste, var det mig, der blev hjulpet og lærte.
Vi sad og talte hyggeligt sammen. Han fortalte mig, hvordan hans far havde vist omsorg for min mor, da hun lå for døden. Det vidste jeg ikke. Jeg indså da, at han som dreng af sin flittige præstedømmefar havde lært, hvordan man tjener andre. Den tanke gjorde mig taknemlig for de gange, jeg havde taget mine drenge med mig ud på præstedømmebesøg for at trøste og velsigne.
Efter nogle få minutter spurgte han stille: »Ville det være passende at bede jer om at give mig en velsignelse?« Hans tidligere stavspræsident, som han havde tjent med i årevis, salvede hans hoved med olie, der var indviet med Det Melkisedekske Præstedømmes myndighed.
Da jeg beseglede velsignelsen, lærte jeg gennem Helligånden bare lidt af det, som Herren allerede havde gjort for denne trofaste præstedømmebærer. Han var ren, hans synder var vasket bort. Hans natur var blevet ændret til at ønske, hvad Frelseren ønskede. Han frygtede ikke døden. Hans hjertes ønske var at leve for at tjene sin familie og andre af vor himmelske Faders børn, som havde brug for det.
Jeg gik ud derfra den aften, taknemlig over at have vidnet Herrens godhed mod sine ukuelige flittige præstedømmetjenere. Han ændrer deres hjerte til at ønske, hvad han ønsker, og handle, som han ville handle.
Jeg afslutter med dette råd til Herrens tjenere i præstedømmet. Gransk dybt og flittigt i skrifterne og de levende profeters ord. Hold ud i bøn, så Helligånden kan åbenbare Gud Faderens og hans elskede Søns væsen for jer. Bed inderligt om, at Ånden vil lade jer vide, hvad Herren ønsker, I skal gøre. Planlæg at gøre det. Lov ham at være lydig. Virk med beslutsomhed indtil I har gjort, hvad han har bedt om. Og bed så for at sige tak for muligheden for at tjene og vide, hvad I dernæst skal gøre.
Jeg vidner om, at vor himmelske Fader og Jesus Kristus lever. De er opstandne og herliggjorte væsener, som elsker og våger over os. Præstedømmets nøgler blev gengivet gennem himmelske sendebud til profeten Joseph Smith. De er blevet overdraget i ubrudt linje til præsident Thomas S. Monson. Disse nøgler bæres af alle levende apostle.
Jeg velsigner jer, så I gennem Ånden kan føle omfanget af den tillid og de løfter, I har fået som ordinerede præstedømmetjenere i Herrens sande kirke, i Jesu Kristi hellige navn. Amen.