Vores pligt mod Gud: Forældres og lederes mission for den opvoksende slægt
Det er vores bydende pligt at hjælpe de unge til at forstå og tro på evangeliet på en dyb og personlig måde.
Denne eftermiddag ønsker jeg at opmuntre forældre og alle, som er kaldet til lede og tjene de unge i denne verden. Herren har åbenbaret til Joseph Smith, at vi har »en bydende pligt, som vi skylder hele den opvoksende slægt« (L&P 123:11).
Hele mit liv som far og bedstefar har jeg tænkt over, hvad min pligt mod Gud er i forhold til de unge. Tillad mig at fortælle jer noget af det, som jeg har lært af mine personlige overvejelser og vidnesbyrd.
At gøre vores pligt mod Gud som forældre og ledere begynder for os alle med at lede ved eksemplets magt – vedholdende og nidkær efterlevelse af evangeliets principper i hjemmet. Det kræver daglig beslutsomhed og omhu.
For de unge er der intet, der erstatter at se evangeliet blive efterlevet i hverdagen. De unge krigere tvivlede ikke på, hvad deres forældre troede på. De sagde: »Vi tvivler ikke på, at vore mødre vidste det« (Alma 56:47-48). Ved vores børn, hvad vi ved?
Jeg har et barnebarn, som engang bad mig om at gå med ham ind og se en populær, men upassende film. Jeg fortalte ham, at jeg ikke var gammel nok til at se den film. Han forstod det ikke rigtigt, før hans bedstemor forklarede, at aldersgrænsen ikke gjaldt bedstefar. Han kom tilbage til mig og sagde: »Nu forstår jeg det, bedstefar. Du bliver aldrig gammel nok til at se den film, vel?« Og han havde ret.
Udover at vise de unge vejen gennem vores eksempel, leder vi dem ved at forstå dem og gå sammen med dem på evangeliets sti. For rigtigt at forstå, hvad der rører sig i deres hjerte, må vi gøre mere end bare være i det samme rum eller komme til de samme familie- og kirkeaktiviteter. Vi må planlægge og gøre brug af de øjeblikke med mulighed for at undervise, som kan sætte et dybt og varigt spor i deres sind og hjerte.
Kirkens ledere planlægger fx jævnligt præstedømmeaktiviteter og spejderture – men tjener disse aktiviteter altid deres vigtigste formål? Jeg har lært, at det, der gør en præstedømme- eller spejderaktivitet mest betydningsfuld for en dreng, ikke bare er at gøre sig fortjent til et mærke, men at have muligheden for at sidde og tale med en leder, som interesserer sig for ham og hans liv.
Det samme gælder jer forældre. Når I kører eller følger jeres børn i skole eller til deres forskellige aktiviteter, bruger I så tiden til at tale med dem om deres håb, drømme, frygt og glæder? Har I tid til at bede dem om at tage høretelefonerne fra deres MP3-afspiller, og hvad de ellers har, af, så de kan høre jer og føle jeres kærlighed? Jo ældre jeg bliver, desto mere indser jeg, at de belærende øjeblikke i min ungdom, særligt dem jeg havde med mine forældre, har formet mit liv og gjort mig til den, jeg er.
Man kan ikke overvurdere den indflydelse, som forældre, der forstår, hvad der rører sig i hjertet på deres børn, har. Undersøgelser viser, at i de vigtigste overgange i livet – deriblandt de perioder, hvor unge har størst sandsynlighed for at falde væk fra Kirken – kommer den største indflydelse ikke fra et interview med biskoppen eller en anden leder, men gennem regelmæssig, varm, venlig og omsorgsfuld omgang med forældrene.
Med det i sinde, har vi så hele familien samlet, når vi sætter os for at spise middag? Jeg husker en ung mand, som bad om lov til at spille baseball, selv om det var spisetid. »Sæt min mad i ovnen,« sagde jeg til min mor. Hun svarede: »Robert, jeg synes virkelig, du skal holde en pause og komme hjem og spise med os andre, så kan du komme ud og spille basketball igen, til det bliver mørkt.« Hun tænkte på os alle, hvad angik familiens måltider, ikke for madens skyld, men fordi det nærede sjælen, at hele familien var samlet. Min mor lærte mig, at den største kærlighed, vi udviser, er i vores hjem.
Hvis vores omgang med de unge virkelig skal røre dem, må vi vise dem samme opmærksomhed, som vi ville vise en god voksen kollega eller en nær ven. Det er vigtigst at stille dem spørgsmål, lade dem snakke og så være villig til at lytte – ja, lytte og lytte lidt mere, ja lytte med åndelige ører! For adskillige år siden sad jeg og læste avisen, da et af mine yngste børnebørn puttede sig ind til mig. Mens jeg læste, frydede det mig at høre hans søde stemme pludre i baggrunden. Jeg blev lidt overrasket, da han lidt efter skubbede sig ind mellem mig og avisen. Han lagde sine hænder på mit ansigt og satte sin næse mod min og sagde: »Bedstefar! Er du derinde?«
Mor og far, er I derinde? Bedstefar og bedstemor, er I derinde? At være der betyder at forstå, hvad der rører sig i hjertet på vore unge og omgås dem. Og at omgås dem betyder ikke blot at tale med dem, men at gøre ting sammen med dem.
Jeg hørte for nylig en mor fortælle om, hvordan hun havde hjulpet sine tre ældste døtre med at fuldføre deres Personlige fremgang ved at gøre det, hun var formodet at gøre – nemlig holde sig orienteret og skrive under på projekterne. Så fortalte hun bevæget med tårerne løbende ned ad kinderne: »Jeg er for nylig begyndt at arbejde sammen med min fjerde datter ved faktisk at lave projekterne sammen med hende. Det har gjort en kolossal forskel i vores liv og forhold til hinanden. Men hvor bliver jeg trist, når jeg tænker på, hvad jeg er gået glip af ved ikke at gøre det med mine tre andre døtre.« De mest triste ord, der tales og skrives er disse: »Det kunne have været!«1
Voksne medlemmer af Kirken bør forstå, at kravene i Personlig fremgang og Pligt mod Gud ikke blot er en lang liste, der skal krydses af. Det er personlige mål, som sættes af hver ung mand og ung pige for at gøre dem værdige til at modtage templets ordinancer, tjene på mission, indgå evigt ægteskab og blive ophøjet. Men lad det stå helt klart: At lade de unge mænd og unge piger prøve at opnå disse mål alene ville være et stort tab og dybt tragisk!
Fædre, mødre og ledere for de unge: Vi beder jer indtrængende om at deltage i Personlig fremgang og Pligt mod Gud sammen med jeres børn og med de unge. Ikke alene vil de vokse, det vil I også. Og hvad der er lige så vigtigt er, at I vil vokse sammen i et bånd af tro og venskab, som giver mulighed for, at I kan styrke hinanden og blive på evangeliets sti for evigt for at kunne være en evig familie.
En lige så vigtig del af at fuldføre vores forældremæssige pligt mod Gud er at undervise vore børn i evangeliet og forberede dem til at tage fuldt del i Frelserens genoprettede Kirke. Tænk på, hvad kong Benjamin lærte folket. Som følge af hans undervisning oplevede mange voksne en stor forandring i hjertet (se Mosi 5:2). Men så står der: »Der var mange af den opvoksende slægt, som ikke kunne forstå kong Benjamins ord, eftersom de var små børn på det tidspunkt, da han talte til sit folk; og de troede ikke … og deres hjerte blev forhærdet« (Mosi 26:1, 3).
Det er vores bydende pligt at hjælpe de unge til at forstå og tro på evangeliet på en dyb og personlig måde. Vi kan lære dem at vandre i lyset, men lyset kan ikke lånes. Det må de optjene selv. De må hente lys til deres eget vidnesbyrd direkte fra kilden til åndeligt lys – Gud selv – gennem bøn, studium og granskning. De må forstå, hvem de er, og hvem vor himmelske Fader ønsker, de bliver. Hvordan hjælper vi dem?
Når vi holder familieaften, familieråd eller har en meningsfuld evangelisk samtale med vore børn, har vi mulighed for at se dem i øjnene og sige, at vi elsker dem, og at vor himmelske Fader elsker dem. I disse hellige rammer kan vi også hjælpe dem til dybt i hjertet at forstå, hvem de er, og hvor heldige de er ved at være kommet her til jorden og til vore hjem og deltage i de pagter, vi har indgået i templet om at være en familie for evigt. I enhver omgang fortæller eller viser vi evangeliets principper og velsignelser.
I disse farlige tider er det ikke nok for vore unge blot at vide. De må handle. Helhjertet deltagelse i ordinancer, kvorummer og Kirkens organisationer, inspirerede programmer og opløftende aktiviteter hjælper de unge til at iføre sig Guds fulde rustning. Vil vi hjælpe dem med at iføre sig denne rustning, så de kan modstå modstanderens brændende pile? For virkeligt at vælge Herrens vej, må de kende hans vej. Og for virkeligt at kende hans vej, må vi undervise dem og vejlede dem til at handle, deltage og gøre.
Den største missionering, vi nogensinde kommer til at udføre, er i vores hjem. Vore hjem, kvorummer og klasser er en del af vores missionsmark. Vore børn og børnebørn er vore vigtigste undersøgere.
Det største slægtshistoriske værk, vi nogensinde kommer til at udføre, er inden for hjemmets fire vægge. Det er den åndelige forberedelse af vore børn i den opvoksende slægt, som gennem deres lydighed kan sikre den evige bevarelse og fortsættelse af vores familie i de kommende generationer.
Den største redningsindsats, den største aktivering sker i vore hjem. Hvis nogen i jeres familie er kommet på afveje, er I redningsmænd og involveret i den største redningsaktion, Kirken nogensinde har haft. Jeg vidner ud fra personlig erfaring om, at der ikke er nogen fiasko udover at give op. Det er aldrig for tidligt eller for sent at begynde. I skal ikke bekymre jer om, hvad der er sket i fortiden. Grib telefonen. Skriv en besked. Tag på besøg. Indbyd dem til at komme hjem. Vær ikke bange eller forlegne. Jeres barn er vor himmelske Faders barn. I er ude i hans ærinde. Han har lovet at indsamle sine børn, og han er med jer.
Den stærkeste tro, vi har, vil være i vores hjem, når vi forbliver stærke i vore prøvelser og modgang som forældre. Til en lille gruppe mødre sagde præsident Monson for nylig: »Sommetider er vi for hurtige til at dømme, hvorvidt vi har succes eller fiasko.« Må jeg tilføje dette, se ikke på dagens prøver som evige. Vor himmelske Fader arbejder langsigtet. »Der er meget, som ligger i fremtiden,« sagde profeten Joseph Smith. »Lad os derfor … med glæde gøre alt, hvad der står i vor magt, og måtte vi da med største vished være stille for at se Guds frelse, og så hans arm kan blive åbenbaret« (L&P 123:15, 17).
Denne påskesøndag håber jeg, at vi får muligheden for at bære vores vidnesbyrd om, at vi ved, at Gud lever, og at Jesus er Kristus. Jeg håber, at vi vil bære vores vidnesbyrd, så vore børn kan vide, hvad der rører sig i hjertet på os, og at vi elsker dem. Den største kærlighed og de største belæringer bør finde sted i hjemmet.
Jeg beder om, at Herrens velsignelser vil være med forældrene og de unge, som vokser op i trofaste hjem, så de vil forstå den glæde det er at være i et hjem og en familie, hvor de bliver elsket, opdraget og vejledt. Det er min bøn, at vi kan få en evig familie og for evigt være sammen i Gud Faderens og hans søns Jesu Kristi nærhed.
Jeg bærer højtideligt vidnesbyrd om, at Jesus Kristus lever. Han er det vildfarne fårs hyrde, den fortabte sjæls redningsmand, det knuste hjertes heler og menneskehedens håb. Lad os med ham som vor Mester udføre vores pligt mod Gud med tro på ham og hans evindelige kærlighed til os alle, det beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.