Alt virker sammen til vores bedste

Ældste James B. Martino

De Halvfjerds

Vi får måske aldrig i dette liv at vide, hvorfor vi bliver udsat for det, vi gør, men vi kan føle os sikre på, at vi kan vokse på grund af den oplevelse.

Da jeg var dreng, så jeg frem til forårets komme. Efterhånden som vejret blev varmere, var jeg klar til, at baseball skulle begynde. Som de fleste andre drenge ønskede jeg, at jeg kunne blive en stor baseball-spiller. Jeg kommer til at tænke på en historie om en lille dreng med lignende drømme. Med ønsket om at blive den næste store boldspiller besluttede han at gå uden for og øve sig. Han holdt bolden i den ene hånd og battet i den anden, og så kastede han bolden op i luften. Da han ønskede at slå bolden så langt væk, han kunne, lavede han et stort sving med battet, men bolden faldt til jorden uden så meget som at røre battet. Han lod sig ikke slå ud og prøvede igen. Da han skulle til at kaste bolden op i luften, blev han endnu mere beslutsom, ved tanken om et kraftfuldt slag. Men ak, resultatet var det samme. Bolden lå på jorden. Men som alle gode boldspillere ved, har man tre forsøg, før man er ude. Han koncentrerede sig endnu mere, kastede bolden i luften og lavede det mægtigste sving, han nogensinde havde prøvet. Da bolden igen faldt til jorden, begyndte tårerne at brænde i hans øjne. Så bredte der sig lige pludselig et stort smil i hans ansigt, og han sagde: »Sikke en kaster!«

Vi vil alle stå over for prøvelser og prøver, og som i dette forenklede eksempel er det måden, hvorpå vi reagerer på besværligheder, der vil afgøre vores succes og lykke. Vi vil alle stå over for modgang, uanset hvor vi er. Vi lærer i skrifterne, at der »må nødvendigvis være … en modsætning i alt.«¹ Vi vil alle komme til at stå over for vanskelige tider, og spørgsmålet er ikke, hvornår vi står over for dem, men hvordan vi møder dem.

Apostlen Paulus lærte os noget interessant, blot få år før de hellige i Rom stod over for nogle af de mest voldsomme forfølgelser i den kristne historie. Paulus mindede de hellige om, at »alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud«.² Vor himmelske Fader, som elsker os helt og fuldkomment, tillader os at få erfaringer, der gør det muligt for os at udvikle de karaktertræk og egenskaber, vi har brug for, så vi kan blive mere kristuslignende. Vore prøvelser antager mange skikkelser, men hver enkelt giver os mulighed for at blive mere som Frelseren, når vi lærer at erkende det gode, der kommer af hver oplevelse. Når vi forstår den lære, opnår vi større vished om vor Faders kærlighed. Vi får måske aldrig i dette liv at vide, hvorfor vi bliver udsat for det, vi gør, men vi kan føle os sikre på, at vi kan vokse på grund af den erfaring.

Nu indser jeg, at det er meget lettere at se tilbage, når en prøvelse er ovre og se, hvad vi har lært af vores oplevelse, men udfordringen er at opnå det evige perspektiv, mens vi gennemgår vore prøver. For andre ser vore prøvelser måske ikke store ud, men for os, der gennemgår disse oplevelser, er prøvelserne reelle og kræver, at vi ydmyger os for Gud og lærer af ham.

Denne påskesøndag mindes vi vor Frelsers liv. Det er ham, vi ønsker at efterligne i alle vore handlinger. Lad mig nævne fem ting, som vi kan lære af de sidste timer i Frelserens liv på jorden, der kan hjælpe os med at imødekomme vore egne prøvelser.

For det første søgte han ikke at gøre sin egen vilje, men kun Faderens vilje. Han forblev tro mod sin hellige mission, selv gennem prøvelser. Da han faldt ned på sit ansigt i Getsemane have, spurgte han: »Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din.«³ Sommetider gennemgår vi smerte og sorg, så vi kan vokse og blive beredt på mulige prøvelser i fremtiden. Jeg stiller jer mødre et spørgsmål: »Kunne I nogensinde gøre noget, der ville medføre smerte og få tårerne frem i jeres børns øjne, uden de har gjort noget forkert?« Selvfølgelig kan I det! Når mødre tager deres små børn til lægen for at få dem vaccineret, går næsten alle børn fra lægen med tårer i øjnene. Hvorfor gør I det? Fordi I ved, at en smule smerte nu vil beskytte dem mod mulig smerte og lidelse fremover. Vor Fader i himlen kender slutningen fra begyndelsen. Vi må følge Frelserens eksempel og stole på ham.

For det andet må vi lære ikke at beklage os eller murre, når vi står over for prøvelser. Nefi fortalte os efter et storslået syn om Frelserens sonoffer: »Derfor pisker de ham, og han tåler det; og de slår ham, og han tåler det. Ja, de spytter på ham, og han tåler det på grund af sin kærlige godhed og sin langmodighed med menneskenes børn.«⁴ Vi må altid prøve at rette på problemet og overvinde prøvelsen, men i stedet for at spørge: »Hvorfor mig?« eller »Hvad har jeg gjort, siden jeg fortjener dette?« skulle spørgsmålet måske snarere være: »Hvad skal jeg gøre? Hvad kan jeg lære af denne oplevelse? Hvad skal jeg ændre på?«

For adskillige år siden, mens min hustru og jeg virkede i Venezuela, forlod vores yngste søn bekvemmeligheden ved livet på high school for at være sammen med os. Han beklagede sig ikke, men det var tydeligt, at han kæmpede, da han tog til dette land, hvor alt var nyt for ham. Men på grund af nogle uforudsete hændelser vendte det sig fra at være en prøvelse til at blive en kæmpe velsignelse i hans tilværelse. Det opnåede han ved at ændre sin egen holdning og nå frem til en beslutning om, at det skulle lykkes.

For det tredje må vi søge mere hjælp fra Gud, når vi står over for vore udfordringer. Selv Frelseren for os alle fandt det nødvendigt at bede »endnu mere indtrængende,« da han var i Getsemane have.⁵ Vi kan lære at få større tro, hvis vi gør det. Vi må huske, at svarene fra vor himmelske Fader ofte ikke fjerner prøvelsen fra os, men i stedet hjælper han os med at blive stærkere, når vi gennemgår en prøvelse. Ligesom Herren gjorde det for Almas tilhængere, kan han »lette de byrder, der bliver lagt på jeres skuldre, så I slet ikke kan føle dem på jeres ryg«.⁶ Lad os i vore prøvelser ikke blive bitre eller ligegyldige, men lad os følge Frelserens eksempel og være mere alvorlige, mere oprigtige og mere trofaste.

For det fjerde må vi lære at tjene andre og tænke på dem, selv i prøvelsens tid. Kristus var indbegrebet af tjeneste. Hans liv var fyldt med eksempler på at hjælpe og tjene andre, og hans største gave af alle var det, han gjorde for os. Som han sagde: »For se, jeg, Gud, har lidt dette for alle, for at de ikke skal lide, hvis de vil omvende sig.«⁷ Vi må omvende os og dernæst følge hans eksempel på tjeneste. Når vi tjener andre, glemmer vi vore egne problemer, og ved at arbejde på at lette andres smerte eller ubehag, styrker vi os selv.

Ved vores forrige generalkonference udtalte vores elskede profet, præsident Thomas S. Monson: »Jeg tror, at Frelseren fortæller os, at medmindre vi mister os selv i tjeneste for andre, så er der ikke meget formål med vores eget liv. De, som kun lever for sig selv, visner til sidst og mister bogstaveligt talt deres liv, mens de, der mister sig selv i tjeneste for andre vokser og blomstrer – og redder dermed deres liv.«⁸

For det femte må vi tilgive andre og ikke søge at skyde skylden for vores situation på dem. Sommetider ynder vi at sige: »Hvis de ikke havde gjort det, så ville jeg ikke have reageret, som jeg gjorde.« Der er en tendens for det naturlige menneske til at skyde skylden på en anden, så man ikke er ansvarlig for sine egne handlinger. Frelseren så på dem, der havde naglet ham til korset og sagde bønfaldende til sin Fader i himlen: »Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør«.⁹ Kan vi ikke være mere tilgivende?

Når vi går gennem livets prøvelser, så lad os bevare et evigt perspektiv, lad os ikke klage, lad os blive endnu mere bønsomme, lad os tjene andre og lad os tilgive hinanden. Når vi gør det, vil »alt [virke] sammen til gode for [os], der elsker Gud«.¹⁰ Jeg bærer et højtideligt og sikkert vidnesbyrd om, at Faderen elsker os, og han sendte sin Søn for at vise os vejen og bane den for os. Han led, han døde, og han opstod, så vi kan leve, og han ønsker, at vi skal »kunne nyde glæde«,¹¹ selv i livets prøvelser. Dette siger jeg i Jesu Kristi navn. Amen.