Det har mor sagt
Måske er årsagen til, at vi reagerer så universelt på moderkærlighed, at den minder os om Frelserens kærlighed.
Herren har givet forældre det primære ansvar for deres børns åndelige næring. Af og til hviler dette ansvar på en enlig forælder. Min egen mor var forholdsvis ung, da min far døde, og så stod hun alene om at sørge for fire børn. Men hun mødte sin modgang med tro og mod og lovede os, at hvis vi forblev på sandhedens vej, så ville enden blive bedre end begyndelsen. Som andre børn af tapre mødre i Mormons Bog, tvivlede vi »ikke på, at vore mødre vidste det« (Alma 56:48). Brødre og søstre, jeg kender personligt til mødres store indflydelse.
Min gode ven, Don Pearson, fortalte om en oplevelse, som beskriver en sådan indflydelse. En aften bad hans søn, Eric på fire år, ham om at læse en godnathistorie. Eric havde hentet sin yndlingsbog: The Ballooning Adventures of Paddy Pork, en historie om en familie, som boede på øerne i havet og rejste fra ø til ø i en luftballon. Det var en billedbog uden ord, så bror Pearson skulle selv finde på ordene.
»Paddy er i luftballonen. Han lander på øen nu. Han firer linen ud af kurven på luftballonen.«
Eric stoppede ham. »Far, det er ikke en line. Det er et reb!«
Bror Pearson så på Eric og så i bogen, og så fortsatte han: »Paddy kommer ud af ballonen og kravler ned ad træet. Nej, nej! Hans frakke sidder fast i en gren!«
Eric stoppede ham igen. »Far, det er ikke en frakke. Det er en jakke.«
Nu var bror Pearson ved at blive perpleks. Han sagde: »Eric, der er ikke nogen ord i bogen, kun billeder. Hvorfor holder du på, at det er en jakke?«
Eric svarede: »Fordi det har mor sagt.«
Hans far lukkede bogen og sagde: »Eric, hvem har det sidste ord eller hvem er det, der i sidste ende bestemmer her i huset?«
Denne gang tænkte Eric sig nøje om, inden han svarede: »Det gør du, far.«
Bror Pearson så med strålende øjne på sin søn. Sikke et enestående svar! Hvordan vidste du det?«
Eric svarede hurtigt: »Det har mor sagt.«
Som præsident James E. Faust har sagt: »Der er intet noget mere gavnligt i hele verden end moderskab. Den indflydelse en mor kan have på sine børn, kan slet ikke gøres op« (Stjernen, jul. 1993, s. 37)
På forunderlig, guddommelig vis synes det som om, at det at drage omsorg er en åndelig arv, kvinder har fået. Jeg har set det hos mine døtre, og nu ser jeg det hos deres døtre – selv før de kunne gå, ønskede de at bære rundt på og sørge for deres små dukker.
I mit virke som landmand og kvægopdrætter har jeg haft god mulighed for at se, hvordan en mors naturlige hengivenhed kommer til udtryk selv i naturen. Hvert forår fører vi en flok køer og deres små kalve op langs Idahos Snake River, hvor de græsser i dalen en måneds tid. Så driver vi dem sammen og fører dem op ad vejen, der fører hen til folden. Derfra bliver de kørt i lastbil hen til deres sommerenge i Montana.
En særligt varm forårsdag hjalp jeg med at drive flokken sammen, som bevægede sig op ad den støvede vej mod folden. Min opgave var at samle de kalve ind, som bevægede sig væk fra vejen. Tempoet var roligt, og det gav mig tid til at tænke.
Fordi det var så varmt, blev de små kalve ved med at løbe væk fra vejen og søge skygge under træerne. Mine tanker faldt på de unge i Kirken, som sommetider lader sig føre væk fra den lige og snævre sti. Jeg tænkte også på dem, som havde forladt Kirken eller de, som måtte føle, at Kirken forlod deres hjerte, mens de lod sig distrahere. Så tænkte jeg, at en sådan distraktion ikke behøver at være dårlig for at have virkning – nogle gange søger man bare skygge.
Efter adskillige timers indsamling af de vildfarne kalve og sveden løbende ned over ansigtet, råbte jeg frustreret til kalvene: »Følg nu bare jeres mødre! De ved, hvor de skal hen! De har været der før!« Deres mødre vidste, at selv om vejen var varm og støvet nu, så ville enden blive bedre end begyndelsen.
Så snart vi fik flokken ind i indhegningen, bemærkede vi, at tre af køerne gik nervøst frem og tilbage ved porten. De kunne ikke finde deres kalve og syntes at kunne mærke, at de stadig var på vejen et sted. En af cowboyerne spurgte mig, hvad vi skulle gøre. Jeg sagde: »Jeg tør vædde på, jeg ved, hvor de kalve er. Omkring 400 meter bagude er der en plet med træer. Jeg er sikker på, at vi kan finde dem der.«
Ganske som jeg havde forventet, fandt vi vores vildfarne kalve sovende i skyggen. De blev skræmte, da vi nærmede os, og de modstod vores forsøg på at samle dem. De var bange, for vi var ikke deres mødre! Jo mere vi forsøgte at skubbe dem mod folden, jo mere stædige blev de. Til sidste sagde jeg til cowboyerne: »Undskyld. Jeg burde vide bedre. Lad os ride tilbage og lukke deres mødre ud af folden. Så kommer køerne og henter deres kalve, og så følger kalvene deres mødre.« Det fik jeg ret i. Køerne vidste præcis, hvor de skulle finde deres kalve, og de førte dem tilbage til folden, som jeg havde forudsagt.
Brødre og søstre, i en verden hvor alle har fået deres frie vilje, er der måske nogle af vore kære, som er faret vild for en stund. Men vi må aldrig give op. Vi må altid gå tilbage efter dem – og aldrig holde op med at prøve. Vores profet, præsident Thomas S. Monson, har bedt os om at redde de af vore kære, som måtte være faret vild (se fx »Forbliv i dit embede«, Liahona, maj 2003, s. 54-57). Med hjælp fra præstedømmeledere må forældre fortsætte med at gå tilbage og finde deres vildfarne børn og forsikre dem om, at der altid vil være et »hjem« hos familien og i Kirken, som venter på, at de vender tilbage. Vi kan aldrig vide, hvornår et hjerte ændrer sig. Vi ved aldrig, hvornår en sjæl bliver træt og udkørt af verden. Når det sker, virker det som om, vore børn altid først vender sig til mor, med følelser som dem Elizabeth Akers har udtrykt i et digt:
Baglæns, flyd baglæns, o du triste gang af år!
Jeg er så træt af tårer og sår…
Træt af det hule, det tarvelige og løgn,
mor, o mor, mit hjerte kalder på dig!
Mod mit hjerte i al den tid, der er gået,
har ingen kærlighed som mors jeg fået,
ingen kan som en mor trylle smerten bort
fra den syge sjæl og en verdenstræt hjerne sort.
Drysse stille ro over mine tunge øjenlåg,
lul mig i søvn, mor, og over søvnen våg!
(Rock Me to Sleep, The Family Library of Poetry and Song, red. William Cullen Bryant, 1870, s. 190).
Måske er årsagen til, at vi reagerer så universelt på moderkærlighed, at den minder os om Frelserens kærlighed. Som præsident Joseph F. Smith sagde: »Den sande moderkærlighed kommer tættere på at være lig Guds kærlighed end nogen anden slags kærlighed« (»The Love of Mother«, Improvement Era, jan. 1910, s. 278).
Som i alt andet viste Frelseren os det fuldkomne eksempel i den kærlighed, han viste sin jordiske mor. Selv i de sidste timer af sit jordiske liv – efter al lidelsen i Getsemane, skarernes hån, tornekroningen, det tunge kors, som han brutalt blev naglet op på – i dette mest afgørende øjeblik i universet så Jesus ned fra korset og så sin mor, Maria, som var kommet for at være ved sin søn. Hans sidste kærlighedsgerning, inden han døde, var at sørge for, at der blev sørget for hans mor, da han sagde til sin discipel, Johannes: »Dér er din mor!« Og fra da af tog disciplen hende med hjem til sig. Og som skriften siger, da vidste Jesus, at »alt nu var fuldbragt«, og han bøjede hovedet og opgav ånden (se Joh 19:27-28, 30).
I dag står jeg foran jer for at bære mit vidnesbyrd om, at Jesus Kristus er verdens sande Frelser og Forløser. Dette er hans kirke, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Vor himmelske Fader ønsker, at alle hans børn vender tilbage til ham. Dette ved jeg uden tvivl på grund af det vidne Helligånden har båret i mit hjerte. Jeg har ikke altid vidst det – da jeg var yngre, måtte jeg stole på mine forældres vidnesbyrd. Min mor forsikrede mig om, at dersom jeg forblev på sandhedens vej, selvom den måtte synes både varm og støvet, og der var andet, som lokkede, så ville enden blive bedre end begyndelsen. Jeg vil for evigt være taknemlig for, at mor fortalte mig det. I Jesu Kristi navn. Amen.