Giv aldrig, aldrig, aldrig op!
Hvad ønsker Herren, I skal gøre? Han ønsker, at I skal være en modig og dydig Guds datter, der hver dag vier jer til at leve, så I kan være værdige til at modtage templets velsignelser.
I august sidste år tog vi nogle af vore børnebørn med til Timpanogos Cave National Monument, et af Utahs mest populære udflugtssteder. Det er en temmelig anstrengende klatretur på ca. 2,5 km op til hulen, men det er afgjort anstrengelsen værd at se hulens smukke, spiralformede formationer. Jeg var sikker på, at den niårige Ruthie let kunne klare det, men jeg spekulerede på, om den seksårige Caroline havde styrken og udholdenheden til at gennemføre det.
Vi var alle meget spændte på at påbegynde turen, og i begyndelsen bevægede vi os hurtigt frem ad den anlagte sti. En fjerdedel af vejen var hurtigt tilbagelagt, men det tog længere tid at nå halvvejs. Caroline begyndte at blive mismodig. Ruthie klarede det godt og opmuntrede Caroline til at fortsætte. Vi sagtnede farten, så Caroline kunne følge med. Derefter så det ud til, at alt gik galt. Der kom kraftige vindstød, og støvet fra vinden gjorde det vanskeligt at se noget. Det var lidt skræmmende, og som om det ikke var nok, kom vi forbi et skilt, hvor der stod: »Klapperslangeområde. Bliv på stien. Udvis forsigtighed!«
Langsomt traskede vi af sted og nåede tre fjerdedele af vejen mod vores mål, og vi manglede stadig at klatre op ad den stejleste del af bjerget. Træt, bange og i tvivl om sine evner satte Caroline sig ned og sagde med tårer i øjnene: »Jeg giver op! Jeg kan ikke gå længere!«
Vi satte os ned og talte om, hvad vi skulle gøre. Vi lagde en plan. Vi besluttede at tælle vore skridt og se, hvordan vi følte det efter 100 skridt. Ruthie og jeg forsikrede Caroline om, at vi ville hjælpe hende. Vi ville kigge efter noget, der gjorde os glade, mens vi gik, og fortælle om vore opdagelser. Vi sang endda nogle primarysange.
Situationen ændrede sig. Caroline valgte at følge planen. Hundrede skridt fik en umulig opgave til at se opnåelig ud. Caroline var sikker på, at vi ville hjælpe hende, så hun fik mod til at fortsætte. Og da vi så efter det gode omkring os og sang sange, blev vi gladere.
Har I nogensinde været bange og mismodige, når I har stået over for en udfordring, der så ud til langt at overstige jeres evner? Har I nogensinde ønsket at give op?
Forestil jer, hvordan Josva, den store profet Moses’ efterfølger, må have følt det, velvidende at han skulle lede Israels børn til det forjættede land. Til tider er jeg sikker på, at han ønskede at give op. Men Herren trøstede ham ved tre gange at minde ham om at være modig og stærk (se Jos 1:6-9). Med tro på, at Gud ville være med dem, lovede Israels børn: »Alt, hvad du har befalet os, vil vi gøre« (Jos 1:16).
Skrifterne er fyldt med beretninger om mænd og kvinder, der viste stort mod ved at gøre, hvad som helst Herren befalede, selv når opgaverne syntes umulige, og selv når de må have haft lyst til at give op.
Hvad ønsker Herren, I skal gøre? Han ønsker, at I skal være en modig og dydig Guds datter, der hver dag vier jer til at leve, så I kan være værdige til at modtage templets velsignelser og vende tilbage til ham. I dagens verden kræver det mod. I har frelsesplanen, som gør det muligt. Moralsk handlefrihed, evnen til at vælge, er en afgørende del af denne plan. I har allerede truffet nogle gode valg. Før I blev født, valgte I at komme ned på jorden for at få et legeme og vise jeres værd. I valgte at blive døbt, hvilket er den første ordinance, der kræves på vejen mod evigt liv. I gennemgår nu jordelivet, hvor I fortsat skal vælge, lære og vokse. At indgå hellige pagter og modtage tempelordinancerne er et andet vigtigt skridt i den plan.
Efterhånden som I bliver ældre, bliver vejen imidlertid stejlere, og I ønsker måske at give op. Livet bliver mere udfordrende, fyldt med beslutninger og fristelser efter hver kurve. Satan vil udsende vinde af forvirring, som kan få jer til at tvivle på, om det er den vej, I ønsker at følge. I kan blive fristet til at prøve en anden vej, selv om der er opstillet advarselsskilte. I tvivler måske på jeres evner, og I tænker måske, som en ung pige engang gjorde: »Er det virkelig muligt at holde sig dydig i dagens verden?« Svaret, mine unge venner, er: »Ja!« Og mit råd til jer er meget lig det, som Winston Churchill gav under anden verdenskrig: »Giv aldrig, aldrig, aldrig op!« (se »Never Give In«, tale på Harrow School, London, England, 29. okt. 1941).
Det kræver stort mod, men I har hans plan! Hvad hjælper jer til at følge planen og være en modig og dydig Guds datter? For det første må I opnå et stærkt vidnesbyrd, trin for trin. For det andet må I søge hjælp hos vor himmelske Fader, Jesus Kristus, jeres familie samt andre, der vil støtte jer i jeres beslutning om at følge planen. Og til sidst må I leve værdigt til at have Helligåndens følgeskab.
Om vigtigheden af at få et stærkt vidnesbyrd har præsident Thomas S. Monson sagt til de unge piger: »Jeres vidnesbyrd, hvis det konstant næres, vil give jer sikkerhed« (»Må I have mod«, Liahona, maj 2009, s. 126).
Jeres vidnesbyrd styrkes »gradvist gennem dine erfaringer. Ingen modtager et fuldt og helt vidnesbyrd på en gang« (Tro mod sandheden: Et evangelisk opslagsværk, 2004, s. 169). I husker nok, at for at klatre op ad den stejleste del af bjerget, nærmede vi os punktet med ét skridt ad gangen. For at opnå et vidnesbyrd må I nære det skridt for skridt. Dit vidnesbyrd »vil vokse, når du træffer beslutning om at holde befalingerne. Når du opløfter og styrker andre, vil du se, at dit vidnesbyrd fortsætter med at udvikle sig. Når du [skaber personlige vaner med hensyn til bøn, skriftstudium, lydighed mod befalingerne og at tjene andre], vil du blive velsignet med øjeblikke af inspiration, som vil styrke dit vidnesbyrd« (Tro mod sandheden, s. 170).
Personlig fremgang udgør en vidunderlig hjælp til at fremelske jeres vidnesbyrd skridt for skridt. Opgaver med værdinormer og projekter er små skridt, der vil nære jeres vidnesbyrd om Jesus Kristus, når I lærer hans lærdomme og anvender dem regelmæssigt i jeres liv. Denne konstante næring holder jer i sikkerhed på vejen.
For det andet, så søg andres hjælp for at give jer yderligere styrke og støtte. Henvend jer først til jeres himmelske Fader i bøn. I er hans døtre. Han kender og elsker jer. Han hører og besvarer jeres bønner. Vi bliver i skrifterne utallige gange bedt om »altid at bede« (se fx L&P 90:24). Når I beder, vil Herren være med jer, ligesom Herren var med Josva.
Vi har hver især brug for Frelserens hjælp til at følge planen og vende tilbage til vor Fader i himlen. Måske har I lavet nogle fejltagelser eller er begyndt ned ad en anden vej. »Du kan omvende dig, fordi Frelseren elsker dig og har givet sit liv for dig … Frelserens sonoffer har muliggjort, at du kan blive tilgivet for dine synder« (Unge Piger: Personlig fremgang, hæfte, 2009, s. 71). »Jo før du omvender dig, jo hurtigere finder du de velsignelser, der kommer ved tilgivelse« (Til styrke for de unge, 2002, s. 30).
Beslut nu at gøre det, der kræves for at omvende sig. Deltag »værdigt i nadveren hver uge og fyld dit liv med dydige aktiviteter, der giver dig åndelig styrke. Når du gør det, styrkes din evne til at modstå fristelser, holde befalingerne og blive Jesus Kristus mere lig« (Unge Piger: Personlig fremgang, s. 71).
Sidste dages profeter er på jorden for også at hjælpe jer. Profeter taler til os i dag. Hold fast ved deres ord. De giver jer skilte, der advarer jer om fare, og som holder jer sikkert på vejen. Jeres særlige skilte findes i Til styrke for de unge. »Følg Guds profeter, de viser vej« (Børnenes sangbog, »Følg Guds profeter«, s. 58-59).
En af de store velsignelser ved planen er, at vi er organiseret i familier. I har forældre, hvis større visdom og erfaring hjælper jer med at nå jeres guddommelige potentiale. Stol på dem. De ønsker det bedste for jer.
Lær af jeres mor, jeres mormor og farmor samt andre retskafne kvinder med stærke vidnesbyrd. Ifølge planen består en mors rolle i at være én, der opfostrer. Mødre, ingen elsker jeres datter, som I gør det. I er hendes bedste leder, mentor og eksempel. Vi håber, I vil tage imod opfordringen om at arbejde på Personlig fremgang sammen med jeres døtre. Ved at arbejde på værdinormen dyd sammen med min mor, lærte jeg, at jeres forhold bliver styrket, og at begge bliver velsignet af jeres gensidige kærlighed, støtte og opmuntring.
Unge piger, vælg gode venner, som vil støtte jer i jeres retskafne beslutning om at følge planen. Ligesom Ruthie, der opmuntrede Caroline, ved vi, at mange af jer kan gøre meget for at styrke hinanden. Når I modtager jeres Anerkendelse for kvindelighed, er det jeres tur til at være »storesøsteren«. Når I gør jer fortjent til jeres særlige vedhæng, giver det jer mulighed for at styrke en anden ung pige med jeres retskafne eksempel og vidnesbyrd, når I virker som mentor for hende med hendes Personlig fremgang.
Til sidst må I leve værdigt til at have Helligåndens følgeskab. Da vi hjalp Caroline og kiggede efter det gode omkring os og endda sang primarysange, inviterede vi Ånden. Vi følte kærlighed, glæde og fred, hvilket er Åndens frugter (se Gal 5:22). I får brug for den fred og forsikring, når Satan prøver at forvirre jer med vinde af tvivl, når I fristes til at tage en anden vej, eller når andre er uvenlige eller latterliggør jer på grund af jeres tro.
Lad mig fortælle jer om Julies oplevelse, en ung pige, som klarede en udfordring ved at følge Helligåndens tilskyndelse. En dag studerede hun i Det Gamle Testamente, da denne tanke dukkede op i hendes sind: »Læs Matthæus 5.« Hun tænkte: »Hvorfor får jeg tanken om at læse i Det Nye Testamente?« Hun reagerede på tilskyndelsen og læste i Matthæus: »Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer« (Matt 5:44).
Den næste dag havde hun nogle vanskeligheder med sine venner, der var uvenlige og svigtede hende. Til at begynde med var hun meget nedtrykt, men så tænkte hun: »Jeg er blevet forberedt på det her. Ånden tilskyndede mig til at læse Matthæus, og jeg må elske og bede for mine venner.« Det lille skridt med at læse skrifterne forberedte hende på at reagere på en kristuslignende måde. På grund af den oplevelse blev hun forsikret om, at Herren kendte hende, og gennem Helligåndens tilskyndelse vidste hun, hvad hun skulle gøre.
Mine kære unge piger, jeg har mødt mange af jer, der ligesom Julie ikke gav op, da I stod i en vanskelig situation, men valgte at følge planen. Jeg beder til, at I skridt for skridt vil fortsætte med at styrke jeres vidnesbyrd. Søg hjælp hos vor himmelske Fader, Jesus Kristus, profeterne samt andre, der vil støtte jer i jeres beslutning om at følge planen. Lev et dydigt liv, så I må få følgeskab af Helligånden, der vil lede jer på sikker vej. Jeg vidner om, at hvis I gør disse ting, vil Herren være med jer, og I vil være i stand til at blive på den vej, der fører til templet og til evigt liv. »Vær modig og stærk« (Jos 1:9) og giv aldrig, aldrig, aldrig op! I Jesu Kristi navn. Amen.