Velsignelsen ved skriften
Hovedformålet med al hellig skrift er at fylde vores sjæl med tro på Gud Faderen og hans søn, Jesus Kristus.
Den 6. oktober i året 1536 blev en ynkværdig person ført fra et fangehul i borgen Vilvoorde nær Bruxelles i Belgien. I næsten halvandet år havde manden siddet isoleret i en mørk, fugtig celle. Nu, hvor fangen var kommet uden for borgens mure, blev han bundet til en pæl. Han fik tid til højt at udtrykke sin sidste bøn: »Herre, åbn øjnene på kongen af England,« og så blev han kvalt. Umiddelbart efter blev hans krop brændt ved pælen. Hvem var denne mand, og hvad var forbrydelsen, som både politiske og gejstlige myndigheder havde dømt ham for? Hans navn var William Tyndale, og hans forbrydelse var at have oversat og udgivet Bibelen på engelsk.
Tyndale, der blev født i England omkring det tidspunkt, hvor Columbus sejlede til den nye verden, var uddannet på Oxford og Cambridge og blev derefter medlem af den katolske præstestand. Han talte otte sprog flydende, deriblandt græsk, hebraisk og latin. Tyndale var en hengiven gransker af Bibelen, og den vidt udbredte uvidenhed om skrifterne, som han observerede hos både præster og lægfolk, bekymrede ham dybt. I en ophedet meningsudveksling med en gejstlig, der argumenterede imod at lade skrifterne komme almenheden i hænde, svor Tyndale: »Hvis Gud skåner mit liv, vil jeg bevirke, at drengen, der styrer ploven, lærer skrifterne bedre at kende end selve paven!«
Han søgte kirkemyndighedernes godkendelse til at forberede en oversættelse af Bibelen til engelsk, så alle kunne læse og anvende Guds ord. Det blev nægtet – eftersom den fremherskende holdning var, at direkte adgang til skrifterne af nogen andre end de gejstlige truede kirkens myndighed og var ensbetydende med at »kaste perler for svin« (Matt 7:6).
Tyndale påtog sig ikke desto mindre udfordringen med oversættelsesarbejdet. I 1524 rejste han til Tyskland under dæknavn, hvor han det meste af tiden levede i skjul under konstant trussel om fængsling. Med hjælp fra betroede venner var Tyndale i stand til at udgive engelske oversættelser af Det Nye Testamente og senere Det Gamle Testamente. Biblerne blev smuglet til England, hvor der var stor efterspørgsel på dem, og hvor de blev yderst værdsat af dem, der kunne få fat i dem. De blev uddelt vidt omkring, men i hemmelighed. Myndighederne brændte alle de bibler, de kunne finde. Alligevel åbnede Gud kong Henrik den 8.’s øjne, inden der var gået tre år efter Tyndales død, og med udgivelsen af det, der blev kaldt »Great Bible«, blev den hellige skrift alment tilgængelig på engelsk. Tyndales arbejde blev grundlaget for næsten alle fremtidige engelske oversættelser af Bibelen, den mest kendte er King James’ version.1
William Tyndale var ikke den første, ej heller den sidste af dem, der i mange lande og på mange sprog har bragt ofre, endda ofret livet, for at bringe Guds ord frem af dunkelheden. Vi står i dyb taknemlighedsgæld til dem alle. Vi står måske i endnu dybere gæld til dem, der trofast skrev og bevarede ordet gennem tiderne, ofte med anstrengelse og offer – Moses, Esajas, Abraham, Johannes, Paulus, Nefi, Mormon, Joseph Smith samt mange andre. Hvad vidste de om vigtigheden af skrifterne, som vi også har brug for at vide? Hvad forstod folk i 1600-tallets England, som betalte enorme summer og løb alvorlige, personlige risici for at få adgang til en bibel, som vi også bør forstå?
Ikke længe før sin død betroede profeten Alma folkets hellige optegnelser til sin søn, Helaman. Han mindede Helaman om, at skrifterne havde »øget dette folks hukommelse, ja, og overbevist mange om vildfarelsen af deres veje og bragt dem til kundskab om deres Gud til deres sjæls frelse« (Alma 37:8). Han befalede Helaman, at han skulle bevare optegnelserne, så Gud gennem dem kunne »vise sin magt for kommende slægter« (Alma 37:14).
Gennem skrifterne »viser Gud virkelig sin magt« til at frelse og ophøje sine børn. Ved sit ord, som Alma sagde, øger han vores hukommelse, kaster lys på usandheder og fejl og fører os til omvendelse og glæde i Jesus Kristus, vor Forløser.
Skrifterne øger vores hukommelse
Skrifterne øger vores hukommelse ved at hjælpe os med altid at huske Herren og vores forhold til ham og Faderen. De minder os om det, vi vidste i vores førjordiske liv. Og de øger også vores hukommelse i en anden betydning ved at undervise os om epoker, mennesker og begivenheder, som vi ikke personligt har oplevet. Ingen af os var til stede og så Det Røde Hav blive delt og krydsede det med Moses mellem mure af vand over til den modsatte bred. Vi var der ikke til at høre bjergprædikenen, se Lazarus blive oprejst fra de døde eller Frelserens lidelser i Getsemane og på korset, og vi hørte ikke sammen med Maria de to engle vidne ved den tomme grav om, at Jesus var opstået fra de døde. I og jeg gik ikke frem en efter en sammen med mængden i landet Overflod på den opstandne Frelsers opfordring for at føle mærkerne efter naglerne eller væde hans fødder med vore tårer. Vi knælede ikke ved siden af Joseph Smith i den hellige lund og stirrede op på Faderen og Sønnen. Alligevel ved vi alt det og meget, meget mere, fordi vi har optegnelser i skriften til at øge vores hukommelse og til at undervise os i det, vi ikke vidste. Og alle disse ting trænger sig ind i vores sind og hjerte, og vores tro på Gud og hans elskede Søn slår rod.
Skrifterne øger også vores hukommelse ved at hjælpe os med ikke at glemme det, som vi og tidligere slægter har lært. De, der enten ikke har eller ignorerer Guds skrevne ord, holder til sidst op med at tro på ham og glemmer formålet med deres eksistens. I husker, hvor vigtigt det var for Lehis folk at tage bronzepladerne med sig, da de forlod Jerusalem. Disse skrifter var nøglen til deres kundskab om Gud og Kristi forestående forløsning. Den anden gruppe, der »kom ud fra Jerusalem« kort tid efter Lehi, havde ingen skrifter, og da Lehis efterkommere mødte dem 300-400 år senere, står der, at »deres sprog var blevet forvansket … og de fornægtede eksistensen af deres skaber« (Omni 01:15,17).
På Tyndales tid herskede der stor uvidenhed om skrifterne, fordi folk manglede adgang til Bibelen, specielt på et sprog, de kunne forstå. I dag er Bibelen og andre skrifter lige ved hånden, og alligevel er der en voksende uvidenhed om skrifterne, fordi folk ikke vil åbne bøgerne. Som følge heraf har de glemt ting, som deres bedsteforældre vidste.
Skrifterne er standarden til skelnen mellem sandhed og vildfarelse
Gud anvender skriften til at afsløre fejltænkning, falske traditioner og synden med dens knusende følger. Han er en omsorgsfuld forælder, der skåner os for unødvendig lidelse og sorg og hjælper os på samme tid med at realisere vores guddommelige potentiale. Skrifterne bringer fx en gammel filosofi, der er kommet på mode igen i vore dage, i miskredit – Korihors filosofi om, at der ingen absolutte moralske standarder er, nemlig at »enhver [har] fremgang i forhold til sine naturlige talenter, og at enhver tilegne[r] sig i forhold til sin styrke, og hvad end et menneske [gør], [er] det ingen forbrydelse« og »når et menneske [er] død, så [er] det forbi« (Alma 30:17-18). Alma, der havde haft med Korihor at gøre, lod ikke sin egen søn, Corianton, være i tvivl om eksistensen og indholdet af en guddommelig moralsk lov. Corianton havde gjort sig skyldig i seksuel synd, og hans far talte kærligt, men ligefremt til ham: »Ved du ikke, min søn, at dette er en vederstyggelighed i Herrens øjne, ja, yderst vederstyggeligt, mere end alle andre synder, bortset fra det at udgyde uskyldigt blod eller at fornægte Helligånden?« (Alma 39:5).
I total modsætning til for et århundrede siden, ville mange i dag strides med Alma om alvoren i umoralitet. Andre ville argumentere for, at alt er relativt, eller at Guds kærlighed giver plads til tolerance. Hvis der er en Gud, siger de, undskylder han alle synder og misgerninger, fordi han elsker os – der er ingen grund til omvendelse. I værste fald kan en enkel bekendelse klare det. De forestiller sig en Jesus, der ønsker, at mennesker arbejder for social retfærdighed, men som ikke kræver noget af deres personlige liv og adfærd.2 Men en kærlig Gud lader os ikke alene for ved sørgelig erfaring at lære, at »ugudelighed … aldrig [har] været lykke« (Alma 41:10; se også Hel 13:38). Hans befalinger er realiteternes røst og vores beskyttelse mod selvpåført smerte. Skrifterne er målestokken for at måle, hvad der er korrekt og sandt, og de siger tydeligt, at sand lykke ikke ligger i at fornægte Guds retfærdighed, eller at prøve at omgå syndens konsekvenser, men i omvendelse og tilgivelse ved Guds Søns nådefulde sonoffer (se Alma 42).
Skriften lærer os om principper og moralske værdier, der er afgørende for opretholdelsen af et civiliseret samfund, herunder retskaffenhed, ansvar, uselviskhed, troskab og næstekærlighed. I skriften finder vi levende skildringer af de velsignelser, der kommer af at ære sande principper, så vel som de tragedier der rammer, når enkeltpersoner og civilisationer ser bort fra dem. Hvor skriftens sandheder ignoreres eller svigtes, går samfundets uundværlige moralske rygrad i opløsning, og forfald følger hurtigt. Med tiden er der intet tilbage til at understøtte de institutioner, der understøtter samfundet.
Skrifterne fører os til Kristus, vor Forløser
Når alt kommer til alt, er hovedformålet med al hellig skrift at fylde vores sjæl med tro på Gud Faderen og på hans Søn Jesus Kristus – tro på, at de eksisterer, tro på Faderens plan for vores udødelighed og evige liv, tro på Jesu Kristi forsoning og opstandelse, som muliggør denne plan for lykke, tro på at gøre Jesu Kristi evangelium til vores måde at leve på og tro på at komme til at kende »den eneste sande Gud, og ham, [han] har udsendt, Jesus Kristus« (Joh 17:3).
Guds ord er, som Alma sagde, ligesom et frø, der sås i vores hjerte, som avler tro, når det begynder at vokse i os (se Alma 32:27-43; se også Rom 10:13-17). Tro kommer ikke gennem studium af gamle tekster som følge af en ren og skær akademisk stræben. Den kommer ikke som følge af arkæologiske gravninger og opdagelser. Den kommer ikke gennem videnskabelige forsøg. Den kommer ikke ved at overvære mirakler. Disse ting kan måske tjene til at bekræfte tro, eller til tider udfordre den, men de kan ikke skabe tro. Tro kommer ved, at Helligånden vidner for vores sjæl, Ånd til ånd, mens vi hører eller læser Guds ord. Og tro modnes, når vi fortsat tager for os af ordet.
Beretninger om andres tro i skriften tjener til at styrke vores egen. Vi genkalder os en officers tro, der gjorde Kristus i stand til at helbrede hans tjener uden så meget som at se ham (se Matt 8:5-13), og helbredelsen af en hedensk kvindes datter, fordi den ydmyge mor kunne nøjes med smulerne fra Mesterens bord (se Matt 15:22-28). Vi hører den lidende Job råbe: »Lad ham slå mig ihjel, jeg venter ham!« (Job 13:15), hvor han erklærer: »Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden … når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud« (Job 19:25-26). Vi hører og får mod fra en beslutsom, ung profet, der var hadet og bitterligt forfulgt af så mange voksne: »For jeg havde set et syn; jeg vidste det, og jeg vidste, at Gud vidste det, og jeg kunne ikke fornægte det, ej heller vovede jeg at gøre det« (JS-H 1:25).
Eftersom skrifterne forklarer Kristi lære, ledsages de af Helligånden, hvis rolle det er at bære vidnesbyrd om Faderen og Sønnen (se 3 Ne 11:32). Derfor, når vi læser i skrifterne, er det én måde at få Helligånden på. Selvfølgelig bliver skriften først og fremmest indgivet gennem Helligånden (se 2 Pet 1:21 og L&P 20:26-27; 68:4), og den samme Ånd kan bevidne dens sandhed for jer og mig. Studér skrifterne omhyggeligt. Tænk over og bed om dem. Skrifterne er åbenbaring, og de medfører yderligere åbenbaring.
Tænk over storheden i den velsignelse det er at have Bibelen og omkring 900 yderligere sider hellig skrift, deriblandt Mormons Bog, Lære og Pagter og Den Kostelige Perle. Tænk derpå over, at de ord, som profeterne taler, når de bevæges af Helligånden under omstændigheder som disse, hvilke Herren kalder hellig skrift (se L&P 68:2-4), konstant tilflyder os via fjernsyn, radio, internet, satellit, cd, dvd og på tryk. Jeg antager, at der i historien aldrig har været et folk, der har været velsignet med så stor en mængde hellig skrift. Og ikke kun det, men alle mænd, kvinder og børn kan eje og studere deres eget personlige eksemplar af disse hellige tekster, for det meste på deres eget sprog. Hvor ville det have forekommet utroligt for mennesker på William Tyndales tid og for de hellige i tidligere uddelinger! Naturligvis fortæller Herren os med den velsignelse, at vores behov for konstant at søge styrke i skrifterne er større end på noget tidligere tidspunkt. Må vi uafbrudt tage for os af Kristi ord, som vil fortælle os alt det, vi skal gøre (se 2 Ne 32:3). Jeg har studeret og jeg har grundet over skrifterne, og i denne påsketid bærer jeg mit vidnesbyrd om Faderen og Sønnen, sådan som de åbenbares i de hellige skrifter, i Jesu Kristi navn. Amen.