Pligtens sti

Biskop Keith B. McMullin

Andenrådgiver i Det Præsiderende Biskopråd

Pligt kræver ikke fuldkommenhed, men den kræver flid. Den er ikke blot det, der er lovligt – den er det, der er dydigt.

Det er en urolig verden. Strid og katastrofer findes overalt. Det føles sommetider som om, at selve menneskeheden hænger i en tynd tråd.

Som Herren forud har sagt om vore dage: »Himlene skal ryste og ligeså jorden, og der skal være store trængsler blandt menneskenes børn, men mit folk vil jeg bevare.«¹ Vi bør finde stor trøst i dette løfte.

Skønt katastrofer skaber fuldstændig kaos på »[vores] lige vej«,² behøver de ikke efterlade vores tilværelse i ruin for evigt. De kan »vække [os] til erindring om [vores] pligt«,³ »vække [os] til en erkendelse af [vores] pligt mod Gud«,⁴ og holde os »på pligtens sti«.⁵

I Holland brugte familien Casper ten Boom under anden verdenskrig deres hjem som skjulested for dem, der blev jaget af nazisterne. Det var deres måde at efterleve deres kristne tro på. Fire i familien mistede deres liv for at stille dette skjulested til rådighed. Corrie ten Boom og hendes søster Betsie tilbragte nogle rædselsvækkende måneder i den berygtede koncentrationslejr Ravensbrück. Betsie døde dér – Corrie overlevede.

I Ravensbrück lærte Corrie og Betsie, at Gud hjælper os til at tilgive. Efter krigen var Corrie besluttet på at fortælle det budskab. Ved en lejlighed havde hun netop talt til en gruppe mennesker i Tyskland, der led under krigens ødelæggelser. Hendes budskab var: »Gud tilgiver.« Da var det, at Corrie ten Booms trofasthed førte til en velsignelse.

En mand nærmede sig. Hun genkendte ham som en af de mest grusomme fangevogtere i lejren. »Du nævnte Ravensbrück i din tale,« sagde han. Der var jeg fangevogter. Men siden da er jeg blevet kristen.« Han forklarede, at han havde søgt Guds tilgivelse for de grusomme ting, han havde gjort. Han rakte hende hånden og spurgte: »Vil du tilgive mig?«

Så sagde Corrie ten Boom:

»Det kan ikke have været mange sekunder, han stod der – med udrakt hånd – men for mig virkede det som timer, mens jeg kæmpede med det vanskeligste, jeg nogensinde havde skullet gøre.

… Budskabet om, at Gud tilgiver, er tilknyttet en … betingelse: At vi tilgiver dem, der har krænket os. …

Hjælp mig! bad jeg stille. Jeg kan løfte min hånd. Så meget kan jeg gøre. Du må give mig følelsen.‹

Stift og mekanisk stak jeg min hånd ind i den, der var rakt ud mod mig. Da jeg gjorde det, skete der noget utroligt. Strømmen begyndte i skulderen, fór ned i armen og sprang ud i vore hænder. Og dernæst syntes denne helbredende varme at skylle gennem hele mit væsen, og jeg fik tårer i øjnene.

›Jeg tilgiver dig, broder!‹ råbte jeg. ›Af hele mit hjerte.‹

I et langt øjeblik holdt vi fast i hinandens hånd, den tidligere fangevogter og den tidligere fange. Jeg havde aldrig før oplevet Guds kærlighed ligeså intenst, som jeg gjorde dengang.«⁶

For de, der skyr det onde og lever et godt liv, kæmper for en lysere dag og holder Guds befalinger, kan det gå bedre og bedre, trods en tragedie. Frelseren viste os vejen. Fra Getsemane, korset og graven rejste han sig i triumf og bragte os alle liv og håb. Han byder os: »Kom så og følg mig!«⁷

Præsident Thomas S. Monson er kommet med følgende råd: »Hvis vi skal gå med hovedet højt, må vi komme med vores bidrag til livet. Hvis vi skal opfylde vores skæbne og vende tilbage for at bo sammen med vor Fader i himlen, må vi holde hans befalinger og gøre Frelseren til vores forbillede i tilværelsen. Ved at gøre det opnår vi ikke blot vores mål om evigt liv, men vi efterlader os også en verden, der er rigere og bedre, end den ville have været, hvis vi ikke havde levet og udført vore pligter.«⁸

I Bibelen står disse inspirerede ord: »Når du har hørt det hele, skal du drage den slutning: Frygt Gud, og hold hans bud, det skal alle mennesker!«⁹

Hvad er det, vi kalder pligt?

Den pligt, jeg taler om, er det, vi forventes at gøre og blive. Det er en moralsk, bydende frembringelse af det, som er rigtigt, sandt og hæderligt hos enkeltpersoner og samfund. Pligt kræver ikke fuldkommenhed, men den kræver flid. Den er ikke blot det, der er lovligt – den er det, der er dydigt. Den er ikke forbeholdt den mægtige eller højtstående, men i stedet hviler den på et fundament af personligt ansvar, retskaffenhed og mod. At gøre sin pligt er udtryk for éns tro.

Præsident Monson har sagt om den: »Jeg elsker og værdsætter det ædle ord pligt.«¹⁰ For medlemmer af Jesu Kristi kirke er pligtens sti at holde vore pagter i hverdagen.

Hvem og hvad er vi forpligtede overfor?

For det første er pligtens sti over for Gud, vor evige Fader. Han er frelsesplanens ophavsmand, den »der formede himlen og jorden«, skaberen af Adam og Eva.¹¹ Han er kilden til sandhed,¹² indbegrebet af kærlighed¹³ og årsagen til, at der findes forløsning ved Kristus.¹⁴

Præsident Joseph F. Smith har sagt: »Alt, hvad vi har, kommer fra Gud. … I og af os selv er vi blot en livløs klump ler. Liv, intelligens, visdom, dømmekraft og magt til at drage fornuftslutninger er alle Guds gaver til menneskenes børn. Han giver os vores fysiske såvel som vores mentale styrke … Vi bør ære Gud med vores intelligens, med vores styrke, med vores forståelse, med vores visdom og med al den kraft, vi besidder. Vi bør stræbe efter at gøre godt i verden. Det er vores pligt.«¹⁵

Man kan ikke udføre sin pligt mod Gud Faderen uden at gøre ligesom Guds Søn, Herren Jesus Kristus. At ære én kræver ærbødighed for den anden, for Faderen har påpeget, at det kun er i og ved Kristi navn, at man fuldstændigt kan opfylde dette pligttro hverv.¹⁶Han er vores forbillede, vores Forløser og vores Konge.

Når mænd og kvinder, drenge og piger gør deres pligt mod Gud, føler de sig drevet til at udføre deres pligt over for hinanden, deres familie, deres kirke og deres nation samt over for alt, hvad der er betroet i deres varetægt. De er forpligtede til at højne deres talenter og til at være lovlydige, gode mennesker. De bliver ydmyge, underdanige og beredvillige. Mådehold besejrer eftergivenhed, lydighed vejleder deres flid. Fred hviler over dem. Borgere bliver loyale, samfund bliver menneskekærlige, og naboer bliver venner. Himlens Gud fornøjes, jorden fyldes med fred og denne verden bliver et bedre sted.¹⁷

Hvordan ved vi, hvor pligtens sti er midt i en krise?

Vi beder! Det er alles sikre vej til at vide det. Det er livlinen for alle til himlen. Således sagde apostlen Peter: »Herrens øjne hviler på de retfærdige, hans ører hører deres råb om hjælp.«¹⁸

Ydmyg, oprigtig og inspireret bøn gør det muligt for os at få den guddommelige vejledning, vi har så desperat behov for. Brigham Young har sagt: »Til tider er menneskene rådvilde og fulde af sorg og bekymring … og dog lærer vores dømmekraft os, at det er vores pligt at bede.«¹⁹

Jesus har sagt:

»I skal altid våge og bede, for at I ikke skal falde i fristelse …

Derfor skal I altid bede til Faderen i mit navn …

Bed i jeres familie til Faderen og altid i mit navn, så jeres hustru og jeres børn må blive velsignet.«²⁰

For at bønner kan have virkning, må de være i harmoni med himlens plan. Troens bøn bærer frugt, når en sådan harmoni eksisterer, og denne harmoni eksisterer, når bønner er inspirerede af Helligånden. Ånden tilkendegiver det, vore bønner bør bestå af.²¹ Uden denne inspirerede vejledning er vi tilbøjelig til at »[bede] dårligt«,²² kun at søge vores vilje og ikke »din vilje«.²³ Det er ligeså vigtigt at blive vejledt af Helligånden under bøn, som det er at blive oplyst af den samme Ånd, når vi modtager svar på bøn. Sådan bøn tilvejebringer himlens velsignelser, fordi vor Fader »ved, hvad [vi] trænger til, endnu før [vi] beder ham om det«,²⁴ og han besvarer enhver oprigtig bøn. Når alt kommer til alt, er det Faderen og Sønnen, der lover: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.«²⁵

Jeg bærer vidnesbyrd om, at pligtens sti er tydeligt afmærket med en udelt tro på og overbevisning om Gud, den evige Fader, og på hans Søn, Jesus Kristus, og på bønnens magt. Denne sti skal alle Guds børn, som elsker ham og ønsker at holde hans befalinger, vandre ad. For de unge fører den til personlige resultater og forberedelse, for voksne fører den til fornyet tro og beslutsomhed, for den ældre generation fører den til perspektiv og udholdenhed i retskaffenhed indtil enden. Den udstyrer enhver trofast rejsende med Herrens styrke, beskytter ham mod tidens onder og begaver ham med kundskab om, at »når du har hørt det hele, skal du drage den slutning: Frygt Gud, og hold hans bud, det skal alle mennesker!«²⁶ I Jesu Kristi navn. Amen.