»I er mine hænder«
Som vor Mesters, Jesu Kristi disciple er vi kaldet til at støtte og lindre frem for at fordømme.
Det fortælles, at under bombardementet af en storby under Anden Verdenskrig, blev en stor statue af Jesus Kristus alvorlig ødelagt. Da byens indbyggere fandt statuen mellem murbrokkerne, sørgede de over det, for den havde været et elsket symbol på deres tro og på Guds nærvær i deres liv.
Fagfolk var i stand til at reparere det meste af statuen, men hænderne var blevet så beskadigede, at de ikke kunne gendannes. Nogle foreslog, at de skulle finde en skulptør, som kunne lave nogle nye hænder, mens andre ønskede at lade den være som den var – et evigt minde om tragedien ved krig. Udfaldet blev, at statuen kom til at stå uden hænder. Men byens indbyggere tilføjede på foden af statuen af Jesus Kristus et skilt med disse ord: »I er mine hænder.«
Vi er Kristi hænder
Der er noget grundlæggende at lære i denne beretning. Når jeg tænker på Frelseren, forestiller jeg mig ham ofte med vidt udstrakte hænder, der rækker ud mod os med trøst, helbredelse, velsignelser og kærlighed. Og han taler altid med, aldrig ned til folk. Han elskede de ydmyge og de sagtmodige og gik blandt dem, tjente dem og tilbød dem håb og frelse.
Det var det, han gjorde i sit jordiske liv, det var det, han ville gøre, hvis han stadig levede blandt os, og det er det, vi, som hans disciple og medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, bør gøre.
På denne smukke påskemorgen, drages tanken og hjertet mod ham – Israels håb og verdens lys.
Når vi følger hans fuldkomne eksempel, kan vore hænder blive hans, vore øjne hans øjne og vores hjerte hans hjerte.
Vore hænder kan omfavne
Jeg er dybt imponeret over den måde, som Kirkens medlemmer rækker ud mod andre på. Når vi hører om jeres uselviske ofre og overvældende barmhjertighed, svulmer hjertet af taknemlighed og glæde. I er et skinnende lys for verden, og I er kendt for jeres godhed og medfølelse overalt på jorden.
Desværre hører vi også af og til om medlemmer af Kirken, som mister modet og derfor holder op med at komme og deltage i kirkemøderne, fordi de ikke synes, at de passer ind.
Da jeg var dreng i efterkrigstidens Tyskland, lå landet i stumper og stykker. Mange var sultne, syge og døende. Jeg husker meget vel de nødhjælpspakker med mad og tøj, som kom fra Kirken i Salt Lake City. Den dag i dag kan jeg stadig huske duften af tøjet og smage sødmen i de syltede ferskner.
Der var der nogle, som tilsluttede sig Kirken på grund af de pakker, de fik dengang. Nogle medlemmer så ned på disse nyomvendte. De kaldte dem endda krænkende: Büchsen Mormonen eller »Dåsemadsmormoner.« De harmedes over disse nye medlemmer, fordi de mente, at når deres midlertidige behov var blevet dækket, ville de falde bort.
Selvom nogle forsvandt, blev mange – de kom til kirke og smagte evangeliets sødme og følte deres brødre og søstres varme favntag. De fandt »hjem.« Og her tre og fire generationer efter kan mange familier spore deres medlemskab af Kirken tilbage til disse omvendte.
Jeg håber, at vi byder alle Guds børn velkommen og elsker dem, også dem som måske klæder sig, virker, taler eller blot gør tingene anderledes. Det er ikke godt at få andre til at føle sig mindre værd. Lad os løfte dem omkring os. Lad os række en imødekommende hånd ud. Lad os vise vore brødre og søstre i Kirken lidt ekstra menneskelighed, medfølelse og barmhjertighed, så de føler, at de langt om længe har fundet hjem.
Når vi fristes til at dømme, så lad os tænke på Frelseren, som »elsker verden, så han endog nedlægger sit eget liv, så han kan drage alle mennesker til sig …
[Og] han siger: Kom til mig, alle I jordens ender … [for] alle mennesker har samme muligheder, det ene såvel som det andet, og det er ingen forbudt.«1
Når jeg læser skriften, synes det som om, at de, der får Frelserens strengeste irettesættelser, ofte er dem, som agter sig selv højt på grund af deres velstand, indflydelse eller selvopfattede retfærdighed.
Ved en lejlighed fortalte Frelseren en lignelse om to mænd, som gik ind i templet for at bede. Den ene mand, en velanset farisæer, bad således: »Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt.«
Den anden mand, en forhadt tolder, »stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig!«
Og Jesus sagde: »Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden.«2
Sandheden er, at »alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud.«3 Vi har alle brug for nåde. På den yderste dag når vi står foran Gud og skal dømmes, håber vi så ikke, at alle vore mange ufuldkommenheder vil blive tilgivet? Længes vi ikke efter at mærke Frelserens favntag?
Det synes kun ret og rimeligt, at vi udrækker det til andre, som er vores brændende ønske for os selv.
Jeg mener ikke, at vi skal acceptere synd eller ignorere ondt i vores privatliv eller i verden. Men i vores iver forveksler vi sommetider synden med synderen, og vi dømmer for hurtigt og med for lidt medfølelse. Fra nutidig åbenbaring ved vi: »Sjæles værdi er stor i Guds øjne.«4 Vi er ikke bedre til at lodde værdien af en andens sjæl, end vi er til at måle universets størrelse. Enhver person, vi møder, er en VIP for vor himmelske Fader. Når vi først forstår det, kan vi begynde at forstå, hvordan vi bør behandle vore medmennesker.
En kvinde, som havde været igennem år med prøvelser og sorg, sagde gennem sine tårer: »Jeg har indset, at jeg er ligesom en gammel 20 dollarseddel – krøllet, itureven, snavset, misbrugt og arret. Men jeg er stadig en 20 dollarseddel. Jeg er noget værd. Selvom jeg ikke ser ud af meget, og selvom jeg er blevet slået og brugt, er jeg stadig alle 20 dollar værd.«
Vore hænder kan trøste
Lad os med dette i tankerne strække hjerte og hænder ud i barmhjertighed mod andre, for alle har sin svære sti at træde. Som Mesteren Jesu Kristi disciple er vi kaldet til at støtte og lindre frem for at fordømme. Vi har fået befaling om »at sørge med dem, som sørger, og trøste dem, der står i behov for trøst.«5
Som kristne er det uværdigt for os at tænke, at de, som lider, fortjener deres lidelse. Påskesøndag er en god dag at mindes, at vor Frelser villigt påtog sig alle menneskers smerte, sygdom og lidelser – selv de af os, som tilsyneladende fortjener at lide.6
I Ordsprogenes Bog kan vi læse, at »en ven viser kærlighed til hver en tid, en broder er født til hjælp i nøden.«7 Lad os altid vise kærlighed. Og lad os især være der for vore brødre og søstre i tider med modgang.
Vore hænder kan tjene
Der findes en gammel jødisk legende om to brødre, Abram og Zimri, som ejede en mark og arbejdede sammen på den. De enedes om at dele både arbejdet og høsten lige mellem sig. En nat, da høsten næsten var i hus, kunne Zimri ikke sove, for det virkede ikke retfærdigt, at Abram som havde kone og syv sønner at brødføde, kun skulle have halvdelen af høsten, mens han, som kun var sig selv, havde så meget.
Så Zimri tog tøj på og begav sig stille hen til marken, hvor han tog en tredjedel af sin høst og lagde den i broderens stak. Så gik han tilbage i seng tilfreds med at vide, at han havde gjort det rette.
I mellemtiden kunne Abram heller ikke sove. Han tænkte på sin stakkels bror, Zimri, som var helt alene og ikke havde nogen sønner til at hjælpe ham med arbejdet. Det virkede ikke retfærdigt, at Zimri, som arbejdede så hårdt alene, kun skulle have halvdelen af høsten. Det kunne da ikke behage Gud. Så Abram drog stille hen til marken, hvor han tog en tredjedel af sin høst og lagde den i sin elskede brors stak.
Da brødrene kom ud marken næste morgen, blev de begge forbløffede over, at stakkene stadig var lige store. Den nat listede begge brødre sig af huse for at gentage deres forehavende fra natten før. Men denne gang opdagede de hinanden, og da de gjorde det, græd de og omfavnede hinanden. Ingen af dem kunne sige noget, for deres hjerte var fyldt med kærlighed og taknemlighed.8
Dette er medfølelsens ånd: At vi elsker andre som os selv,9 at vi stræber efter deres lykke og gør mod dem, som vi håber, de gør mod os.10
Sand kærlighed kræver handling
Sand kærlighed kræver handling. Vi kan tale dagen lang om kærlighed – vi kan skrive sedler og digte, som forkynder den, synge sange, som priser den og holde taler, som opmuntrer til den – men før vi viser vores kærlighed i handling, er vore ord blot som »rungende malm og en klingende bjælde.«11
Kristus talte ikke kun om kærlighed; han udviste den hver eneste dag af sit liv. Han gik ikke væk fra folkemængden. Omgivet af folket rakte Jesus ud til den enkelte. Han reddede den fortabte. Han underviste ikke blot en klasse i at række ud i kærlighed for så at uddelegere arbejdet til andre. Han forkyndte det ikke blot, men viste os, hvordan vi skal »bistå de svage, opløft[e] de nedhængende hænder, og styrk[e] de matte knæ.«12
Kristus ved fuldstændigt, hvordan man betjener andre. Når Frelseren rækker sine hænder ud, bliver de, han rører, opløftet og bliver større, stærkere og bedre mennesker som følge deraf.
Dersom vi er hans hænder, burde vi da ikke gøre det samme?
Vi kan elske, som han gør
Frelseren åbenbarede, hvordan prioriteterne bør være i vores hjem, menigheder og samfund, da han talte om kærlighed som den store befaling, hvorpå »hviler hele loven og profeterne.«13 Vi kan tilbringe vore dage dybt optaget af de mindste detaljer i livet, loven og af lange huskelister, men hvis vi forsømmer de største befalinger, rammer vi forbi målet, og vi er som skyer uden vand, der driver for vinden; og som træer uden frugt.14
Uden denne kærlighed til Gud Faderen og vores næste er vi kun skikkelsen af hans kirke – uden indholdet. Hvad gavner vore belæringer uden kærlighed? Hvad gavner missionærer, templer eller velfærdsarbejde uden kærlighed?
Kærlighed er det, som inspirerede vor himmelske Fader til at skabe vores ånd. Den, der er grunden til, at Frelseren led i Getsemane for at sone for vore synder. Kærlighed er det store motiv bag frelsesplanen; den er kilden til glæde, den er den evigt, fornyende kilde til helbredelse, håbets dyrebare kildevæld.
Når vi rækker vore hænder og vores hjerte ud mod andre i kristuslignende kærlighed, sker der noget vidunderligt med os. Vores egen ånd bliver helet, forædlet og stærkere. Vi bliver gladere, fredeligere og mere modtagelige for Helligåndens hvisken.
Af hele mit hjerte og af hele min sjæl takker jeg vor himmelske Fader for hans kærlighed til os, for hans gave, hans Søn, for Jesu Kristi liv og eksempel og for hans syndfri og uselviske offer. Jeg frydes over det faktum, at Kristus ikke er død, men opstået fra graven! Han lever og har været tilbage på jorden for at gengive sin myndighed og sit evangelium til menneskene. Han satte det fuldkomne eksempel for, hvilken slags mænd og kvinder vi bør være.
Lad os denne påskesøndag og alle andre dage, når vi ærbødigt overvejer og forundres over, hvordan vor Frelser omfavner os, trøster os, heler os, forpligte os til at blive hans hænder, så andre gennem os kan føle hans kærlige favntag. I Jesu Kristi navn. Amen.