Tro, adlyd og hold ud
Tro på, at det er yderst vigtigt at forblive stærk og trofast over for evangeliets sandheder. Jeg vidner om, at det er det!
Mine kære unge søstre, ansvaret for at tale til jer fylder mig med ydmyghed. Jeg beder om guddommelig hjælp, så jeg kan leve op til en sådan mulighed.
For blot 20 år siden havde I endnu ikke begyndt jeres rejse her i livet. I var stadig i jeres himmelske hjem. Der var I blandt dem, der elskede jer og bekymrede sig for jeres evige velfærd. Til sidst blev livet på jorden en nødvendighed for jeres udvikling. Der blev utvivlsomt taget afsked, og der blev givet udtryk for tillid. I fik et legeme og blev dødelige, afskåret fra jeres himmelske Faders nærhed.
Men der ventede jer en jublende modtagelse her på jorden. De første år var dyrebare og særlige år. Satan havde ingen magt til at friste jer, for I var endnu ikke blevet ansvarlige. I var uskyldige i Guds øjne.
Hurtigt nåede I den alder, som nogle kalder »de forfærdelige teenageår«. Jeg foretrækker »de forrygende teenageår«. Det er en tid med muligheder, en tid med vækst, en tid med udvikling – kendetegnet ved erhvervelse af viden og søgen efter sandhed.
Ingen har sagt, at teenageårene er lette. Det er ofte år præget af usikkerhed, utilstrækkelighedsfølelser, forsøg på at finde sin plads blandt jævnaldrende og forsøg på at tilpasse sig. Det er en tid, hvor I bliver mere selvstændige – og måske ønsker mere frihed, end jeres forældre er villige til at give jer lige nu. Det er også de farligste år, hvor Satan forsøger at friste jer, og han gør sit yderste for at lokke jer væk fra den vej, der fører jer tilbage til det himmelske hjem, I kom fra, tilbage til jeres kære dér og tilbage til jeres himmelske Fader.
Verden omkring jer er ikke udstyret til at give jer den hjælp, I har brug for til at klare denne ofte forræderiske rejse. Alt for mange i vores samfund i dag synes at have givet slip på de sikre forankringer og være drevet bort fra fredens havn.
Eftergivenhed, umoral, pornografi, narkotika og stærkt gruppepres – alt dette og mere til – kaster mange ud på syndens hav, hvor de lider skibbrud på de tabte muligheders, de spildte velsignelsers og de knuste drømmes skarpe rev.
Findes der en vej til sikkerhed? Kan man slippe bort fra den truende ødelæggelse? Svaret er et rungende ja! Jeg råder jer til at søge Herrens fyrtårn. Jeg har sagt det før; jeg siger det igen: Der findes ingen tåge så tæt, ingen nat så mørk, ingen storm så stærk og ingen sømand så fortabt, at Herrens fyrtårn ikke kan redde situationen. Det kalder på os gennem livets storme. Det kalder: »Denne vej til sikkerhed. Denne vej hjem.« Det udsender et lys, der let ses og aldrig svigter. Hvis vi følger det, vil det vejlede os tilbage til vores himmelske hjem.
Jeg ønsker i aften at tale til jer om tre afgørende signaler fra Herrens fyrtårn, som vil hjælpe jer til at vende hjem til den Fader, som så ivrigt afventer jeres hjemkomst i triumf. Disse tre signaler er tro, adlyd og hold ud.
Lad mig først nævne et grundlæggende og nødvendigt signal: Tro. Tro på, at du er datter af vor himmelske Fader, at han elsker dig, og at du er her i den storslåede hensigt – at opnå din evige frelse. Tro på, at det er yderst vigtigt at forblive stærk og trofast over for evangeliets sandheder. Jeg vidner om, at det er det!
Mine unge venner, tro på de ord, I siger hver uge, når I citerer Unge Pigers tema. Tænk over betydningen af disse ord. Der er sandhed der. Stræb altid efter at efterleve de værdier, der er nævnt. Tro derpå, når jeres tema siger, at hvis I vil acceptere og handle efter disse værdier, vil I være beredt til at styrke jeres hjem og jeres familie, til at indgå og holde hellige pagter, til at modtage templets ordinancer og til sidst til at nyde ophøjelsens velsignelser. Disse er smukke evangeliske sandheder, og I vil ved at følge dem blive lykkeligere hele jeres liv her og hinsides, end I vil, hvis I tilsidesætter dem.
De fleste af jer er blevet undervist i evangeliets sandheder, siden I var små. I blev undervist af kærlige forældre og omsorgsfulde lærere. De sandheder, som de videregav til jer, har hjulpet jer til at opnå et vidnesbyrd; I troede på det, I blev undervist i. Selv om det vidnesbyrd fortsat kan næres åndeligt og vokse, når I studerer, beder om vejledning og overværer jeres kirkemøder hver uge, så er det op til jer at holde dette vidnesbyrd levende. Satan vil gøre alt i sin magt for at ødelægge det. Hele livet er I nødt til at nære det. Jeres vidnesbyrd vil ligesom en stor flamme blive svagere – til gløder og til sidst blive helt kold – hvis det ikke hele tiden får næring. Det må I ikke lade ske.
Foruden at deltage i jeres søndagsmøder og jeres hverdagsaktiviteter bør I, når I har mulighed for at være involveret i seminar, uanset om det er tidligt om morgenen eller i skoletiden, benytte jer af den mulighed. Mange af jer går til seminar nu. Som med meget andet i livet afhænger meget af det, I får ud af jeres tid i seminar, af jeres indstilling og jeres villighed til at blive undervist. Må jeres indstilling være præget af ydmyghed og et ønske om at lære. Hvor er jeg taknemlig for, at jeg som teenager kunne deltage i tidlig morgen-seminar, for det har spillet en afgørende rolle i min udvikling og i udviklingen af mit vidnesbyrd. Seminar kan ændre liv.
For nogle år siden sad jeg i en bestyrelse med en god mand, som havde oplevet meget succes i livet. Jeg var imponeret over hans retskaffenhed og hans loyalitet over for Kirken. Jeg erfarede, at han havde fået et vidnesbyrd og havde tilsluttet sig Kirken på grund af seminar. Da han blev gift, havde hans hustru været medlem af Kirken hele sit liv. Han var ikke medlem af nogen kirke. I årenes løb og trods hendes forsøg viste han ingen interesse for at gå i kirke med sin hustru og sine børn. Men så begyndte han at køre to af sine døtre til seminar tidligt om morgenen. Han blev siddende i bilen, mens de blev undervist, og så kørte han dem i skole. En dag regnede det, og en af døtrene sagde: »Kom indenfor, far. Du kan sidde i gangen.« Han tog imod invitationen. Døren til klasseværelset stod åben, og han begyndte at lytte. Han blev rørt i hjertet. Resten af skoleåret deltog han i seminar med sine døtre, og det førte til sidst til medlemskab og et helt livs aktivitet i Kirken. Lad seminar være med til at opbygge og styrke jeres vidnesbyrd.
Der kommer tidspunkter, hvor I møder udfordringer, som kan bringe jeres vidnesbyrd i fare, eller måske forsømmer I det, når I bruger tid på andre interesser. Jeg bønfalder jer om at holde det stærkt. Det er jeres ansvar, og kun jeres, at bevare dets flamme brændende klar. Det kræver en indsats, men det er en indsats, I aldrig nogensinde vil fortryde. Jeg husker teksten til en sang skrevet af Julie de Azevedo Hanks. Hun skrev med henvisning til sit vidnesbyrd:
Trods forandringens vinde
og omgivet af skyer af smerte
vogter jeg det med mit liv.
Jeg har brug for varmen – jeg har brug for lyset.
Jeg trodser enhver storm,
jeg står i silende regn,
men jeg forbliver
min flammes vogter.1
Gid I må tro, og derpå lade jeres vidnesbyrds flamme skinne klart, uanset hvad der måtte ske.
Som det næste, unge piger, må I adlyde. Adlyd jeres forældre. Adlyd Guds love. Vi har fået dem af en kærlig himmelsk Fader. Når vi adlyder dem, bliver vores liv mere tilfredsstillende og mindre kompliceret. Vore udfordringer og problemer bliver lettere at bære. Vi modtager Herrens lovede velsignelser. Han har sagt: »Se, Herren kræver hjertet og et villigt sind; og de villige og lydige skal i disse sidste dage spise Zions lands goder.«2
I har kun ét liv at leve. Hold det så fri for problemer, som I kan. I bliver fristet, sommetider af personer, som I har regnet for venner.
For nogle år siden talte jeg med en vejleder for rosenpigerne. Hun fortalte mig om en oplevelse, som hun havde med en af pigerne i sin klasse. Denne pige var gang på gang blevet fristet til at forlade sandhedens vej og følge syndens afvej. Efter konstant pres fra nogle af hendes venner i skolen var hun til sidst gået med til at følge en sådan afvej. Planen lå fast: Hun skulle fortælle sine forældre, at hun tog til Unge Pigers aktivitetsaften. Men hun planlagde kun at blive der, indtil hendes veninder og deres kærester kunne hente hende. De ville så gå til en fest, hvor der blev drukket spiritus, og hvor opførslen ville være fuldstændig i strid med det, som denne unge pige vidste var rigtigt.
Læreren havde bedt om inspiration til at hjælpe alle sine piger, men især denne unge pige, som virkede så usikker på sin forpligtelse over for evangeliet. Læreren var blevet inspireret til den aften at tilsidesætte det, hun tidligere havde planlagt, og til at tale med pigerne om at forblive moralsk rene. Da hun begyndte at fortælle om sine tanker og følelser, så den omtalte pige ofte på sit ur for at sikre sig, at hun ikke kom for sent til sit møde med sine venner. Da samtalen udviklede sig, blev hendes hjerte imidlertid rørt, hendes samvittighed vækket, og hendes beslutsomhed fornyet. Da tiden kom, ignorerede hun den gentagne lyd fra et bilhorn, der kaldte på hende. Hun blev hele aftenen sammen med sin lærer og de andre piger i klassen. Fristelsen til at gå bort fra Guds godkendte vej var blevet afværget. Satan var blevet skuffet. Den unge pige blev, da de andre gik, for at takke sin lærer for lektionen, og for at lade hende vide, hvordan den havde hjulpet hende til at undgå det, der måske kunne have fået et tragisk resultat. En lærers bøn var blevet besvaret.
Jeg hørte senere, at denne pige, fordi hun den aften havde besluttet ikke at gå med sine venner – nogle af de mest populære piger og drenge på skolen – blev undgået af dem og i mange måneder ingen venner havde i skolen. De kunne ikke acceptere, at hun ikke var villig til at gøre det, de gjorde. Det var en meget vanskelig og meget ensom tid for hende, men hun forblev trofast og fik med tiden venner, som havde samme standarder som hende. Flere år efter har hun nu et tempelægteskab og fire smukke børn. Hendes liv kunne være blevet meget anderledes. Vore beslutninger afgør vores skæbne.
Dyrebare unge piger, lad enhver beslutning, I overvejer, gennemgå denne test: »Hvad gør det ved mig? Hvad gør det for mig?« Og lad ikke standarden for jeres adfærd være baseret på: »Hvad vil andre tænke om mig«, men i stedet: »Hvad tænker jeg om mig selv?« Vær påvirket af denne stille, sagte stemme. Husk, at en person med myndighed lagde sine hænder på jeres hoved, dengang I blev bekræftet, og sagde: »Modtag Helligånden.« Åbn jeres hjerte – ja, hele jeres sjæl – for den lyd, som kommer fra den særlige stemme, som vidner om sandheden. Profeten Esajas lovede: »Med egne ører skal du høre et ord, der lyder …: ›Her er vejen, den skal I følge!‹«3
Der er en tendens i vor tid til eftergivenhed. Tidsskrifter og fjernsynsshow viser filmskærmens stjerner, heltene på sportsbanerne – dem, som mange unge længes efter at ligne – som lader hånt om Guds love og bortrationaliserer syndige handlinger, tilsyneladende uden konsekvenser. Tro ikke på det! Regnskabets time kommer – bogen gøres op. Hver eneste Askepot oplever midnatstimen – hvis ikke i dette liv, så i det næste. Dommedag kommer til os alle. Er I forberedt? Er I tilfredse med jeres egen indsats?
Hvis nogen er snublet på rejsen, så lover jeg jer, at der er en vej tilbage. Den proces kaldes omvendelse. Vor Frelser døde for at give jer og mig denne velsignede gave. Selv om vejen er vanskelig, er løftet virkeligt. Herren sagde: »Er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne.«4 »Og [jeg] husker ikke længere på deres synd.«5
Mine elskede unge søstre, I har handlefrihedens dyrebare gave. Jeg bønfalder jer om at vælge at adlyde.
Til sidst, må I holde ud. Hvad vil det sige at holde ud? Jeg elsker denne definition: At modstå med mod. Mod kan blive nødvendigt, hvis I skal tro; det vil nogle gange være nødvendigt, når I adlyder. Det bliver helt sikkert nødvendigt, når I holder ud indtil den dag, hvor I forlader livet på jorden.
Jeg har i årenes løb talt med mange, der har sagt til mig: »Jeg har så mange problemer, virkelige bekymringer. Jeg er helt overvældet af livets udfordringer. Hvad kan jeg gøre?« Jeg har givet dem, og nu giver jeg det til jer, dette meget konkrete forslag: Søg himmelsk vejledning én dag ad gangen. Når livet kun måles i meter, er dagen som en kilometer; men snup en centimeter, så når du snart en meter. Vi kan alle klare os én dag – og så én mere og derpå endnu én – indtil vi har levet et helt liv vejledt af Ånden, et helt liv tæt på Herren, et helt liv fuldt af gode gerninger og retskaffenhed. Frelseren lovede: »Se hen til mig, og hold ud til enden, og så skal I leve; for til den, der holder ud indtil enden, vil jeg give evigt liv.«6
Dette er grunden til, at I er kommet til jorden, mine unge venner. Der er intet vigtigere end det mål, I stræber efter at opnå – ja, evigt liv i jeres Faders rige.
I er vor himmelske Faders dyrebare, dyrebare døtre, som er sendt til jorden på dette tidspunkt med et formål. I er blevet holdt tilbage indtil denne time. Der venter jer vidunderlige og storslåede ting, hvis I blot vil tro, adlyde og holde ud. Må dette være jeres velsignelse, det beder jeg om i vor Frelser, Jesu Kristi navn. Amen.