Oplæringsmøder for Kirkens organisationer findes online på engelsk og spansk
Som en hjælp til, at lederne kan lære deres pligter og for at præsentere kildematerialer, der kan anvendes til oplæring for ledere i præstedømmet og organisationerne, afholdt hovedpræsidentskaberne for fire af Kirkens organisationer et oplæringsmøde for organisationsledere i stave og menigheder i slutningen af marts (oplæring for Unge Mænds ledere afholdes den 10. maj). Der findes allerede eller kommer webcast, både direkte og på forespørgsel, for alle fem organisationer på engelsk og spansk. En sammenfatning af de fire oplæringsmøder afholdt i marts bliver her stillet til rådighed for dem, der ikke har adgang.
Primary
Primarys formål er at hjælpe børn på vejen mod omvendelse, sagde Rosemary M. Wixom, Primarys hovedpræsident, under oplæringsmødet for primaryledere den 28. og 29. marts.
»Vi ønsker, at [primarybørnene] føler, elsker og handler,« sagde hun. »Vi ønsker, at de får et vidnesbyrd … Vidnesbyrd er som en erklæring. Vi ønsker at gå et skridt videre. Omvendelse betyder at handle. Vi ønsker, at disse børn får og føler omvendelsens frø i deres tilværelse.«
Søster Wixom og hendes rådgivere, Jean A. Stevens og Cheryl A. Esplin, fortalte primaryledere i stav og menighed, at de kan bistå forældrene med at plante disse omvendelsens frø. Søster Wixom forklarede, at omvendelsesprocessen begynder i en meget ung alder. »Den begynder ideelt set i hjemmet, hvor forældrene elsker Herren af hele deres hjerte, af hele deres sjæl og af hele deres kraft. Og derpå underviser de deres børn.«
Hun fortalte, at børn kun vil forstå, hvad det vil sige at blive omvendt, »hvis vi tager os tid til at undervise dem«. Og, tilføjede hun, hvis forældre og primaryledere ikke underviser dem, »så gør verden det«.
Medlemmer i Primarys hovedbestyrelse fremlagde også, hvordan man kan bruge musik til at undervise om evangeliske principper og om hjælpemidler til primaryledere, som findes på LDS.org.
Hjælpeforeningen
»I leder et stort værk!« Julie B. Beck, der blev afløst som Hjælpeforeningens hovedpræsident ved generalkonferencemødet lørdag eftermiddag, sagde under oplæringsmødet for organisationslederne den 27. og 28. marts følgende: »Dette er Herrens værk … Vi har et stort og betydningsfuldt ansvar.«
Søster Beck talte om mange emner, herunder Hjælpeforeningens formål, kvinders vigtige rolle i familien, undervisning (især af nye søstre i Kirken), arbejde i komiteer og ledelsesprincipper.
Hold fast ved det grundlæggende, sagde søster Beck. »Det er et enkelt værk, og derpå bringer Herren ideerne i fokus. Hvis vi finder ud af, hvad vi har brug for at gøre, hjælper han os til at få åbenbaring til at få det sat i værk. Åbenbaring vil følge os hele vejen.«
Medlemmer af Hjælpeforeningens præsidentskab og hovedbestyrelse fokuserede hele deres undervisning på at finde svar i Håndbog 2: Forvaltning af Kirken såvel som i Døtre i mit rige: Hjælpeforeningens historie og virke.
Søndagsskolen
Bibliotek for oplæring af ledere, en ny funktion på LDS.org, dannede rammen for Søndagsskolens oplæringsmøde for ledere, der blev holdt den 28. marts.
Der blev vist forskellige videoklip fra biblioteket for at underbygge samtalen om det, Russell T. Osguthorpe, Søndagsskolens hovedpræsident, redegjorde for som mødets fire hovedemner:
-
En søndagsskoleleders rolle i menigheden såvel som i staven.
-
Sådan hjælper man andre til at forstå søndagsskolepræsidentskabets rolle med at forbedre undervisningen i alle menighedens og stavens organisationer.
-
Sådan sidder man bedre i råd sammen som præsidentskab.
-
Hvordan man orienterer lærere og yder effektiv, vedvarende støtte.
»I vil opdage, at biblioteket for oplæring for ledere vil blive et af de vigtigste redskaber, I har, til at oplære medlemmer i andre organisationer og Søndagsskolen i deres ansvar,« sagde David M. McConkie, førsterådgiver i Søndagsskolens hovedpræsidentskab. »Biblioteket blev udarbejdet af alle Kirkens organisationer, af medlemmer af De Halvfjerds og af medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum. Det er et projekt, der har stået på i mange år, og det har bredt sig over mange kontinenter.«
Der er adgang til biblioteket på LDS.org ved først at klikke på Menu på hjemmesiden og dernæst klikke på linket Leadership Training Library i kolonnen Service
Unge Piger
»Standarderne har ikke ændret sig, men det har verden,« sagde Elaine S. Dalton, Unge Pigers hovedpræsident, ved oplæringsmødet for Unge Piger afholdt ved møderne den 27. og 28. marts. Hun opmuntrede lederne til at »ændre verden« ved at være et godt eksempel på en person, der lever et dydigt liv.
»Jeres kaldelse er ikke tilfældig,« sagde hun. »Den måde, I ser ud på, klæder jer og smiler, vil påvirke disse unge piger … ved blot at være sammen med dem og undervise dem om glæden ved at være kvinde og efterleve evangeliet … Vi må være ærbare. Vi må være årvågne. Vi må undervise gennem eksemplet og med stor kærlighed.«
Rådgiverne i Unge Pigers hovedpræsidentskab, Mary N. Cook og Ann M. Dibb, talte om vigtigheden af at »lade laurbærpigerne lede«. Rådgiverne brugte Unge Pigers lejr – som fejrer sin 100 års fødselsdag i år – som et eksempel på en mulighed, hvor laurbærpigerne kan lede, men sagde, at der konstant er mulighed for lederne til at uddelegere ansvarsopgaver, som giver de unge piger mulighed for at blive inddraget.
Præsidentskabet fokuserede også på de mange hjælpekilder – hjemmesider, artikler, videoer, undervisningshæfter og den reviderede udgave af Til styrke for de unge – hvor lederne kan finde ideer og hjælp.