Ofre
Vores levevis med tjeneste og ofre er det mest passende udtryk for vores forpligtelse til at tjene Mesteren og vore medmennesker.
Jesu Kristi sonoffer er blevet kaldt »den mest uforlignelige begivenhed af alle siden skabelsens morgengry gennem evighedens uendelige tidsaldre«.1 Det offer er alle profeternes centrale budskab. Det blev bebudet ved ofring af dyr som foreskrevet i moseloven. En profet har udtalt, at hele meningen med dem »[var at pege] mod det store og sidste offer [af] … Guds Søn, ja, altomfattende og evigt« (Alma 34:14). Jesus Kristus udholdt ubegribelige lidelser for at bringe sig selv som offer for alles synder. Dermed ofredes det ultimativt bedste – det rene, lydefri lam – for den ultimative sum af ondskab – hele verdens synder. Med Eliza R. Snows uforglemmelige ord:
Hans blod blev hensynsløst udøst,
sit liv han villigt gav;
og uden synd har han forløst
den brødefulde jord.2
Dette offer – Jesu Kristi forsoning – er midtpunktet for hele frelsesplanen.
Jesu Kristi ubegribelige lidelse afsluttede ofring ved udgydelse af blod, men det afsluttede ikke betydningen af ofre i evangeliets plan. Vor Frelser kræver fortsat af os, at vi yder ofre, men de ofre, han nu befaler, er, at vi »som offer bringe[r ham] et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd« (3 Ne 9:20). Han befaler ydermere hver enkelt af os at elske og tjene hinanden – faktisk at yde en lille efterligning af hans offer ved at yde ofre i form af vores tid og selviske prioriteter. I en inspireret salme synger vi: »Offer og lydighed palmen ham bringer.«3
Jeg vil tale om disse jordiske ofre, som Frelseren beder os foretage. Det inddrager ikke ofre, som vi er tvungne til at foretage, eller handlinger, der måtte motiveres af personlig vinding, men derimod tjenester eller ofre (se 2 Ne 26:29).
I.
Den kristne tro er en beretning om ofre, herunder det ultimative offer. I de tidlige år i den kristne æra lod Rom tusinder lide martyrdøden for deres tro på Jesus Kristus. Da doktrinære kontroverser i de senere århundreder delte de kristne, forfulgte visse grupper medlemmer af andre grupper og dræbte dem endog. Kristne, der blev dræbt af andre kristne, er de mest tragiske martyrer i den kristne tro.
Mange kristne har frivilligt ydet ofre for troen på Kristus og ønsket om at tjene ham. Nogle har valgt at vie hele deres voksenliv i Mesterens tjeneste. Denne ædle gruppe omfatter mennesker i den katolske kirkes religiøse organisationer samt de, der har ydet livslang tjeneste som kristne missionærer inden for flere protestantiske kirker. Disse eksempler er udfordrende og inspirerende, men af de fleste af dem, der tror på Kristus, forventes det ikke, og de er heller ikke i stand til at vie hele deres liv til religiøs tjeneste.
II.
For størstedelen af Kristi tilhængere involverer vore ofre det, vi kan gøre på daglig basis i vores almindelige, personlige tilværelse. I den sammenhæng kender jeg ikke til nogen gruppe, hvis medlemmer yder flere ofre end sidste dages hellige. Deres ofre – jeres ofre, mine brødre og søstre – står i kontrast til verdens velkendte stræben efter personlig tilfredsstillelse.
Mit første eksempel er vore mormonpionerer. Deres episke ofre i form af livet, familieforhold, hjemmet og bekvemmeligheder er baseret på det gengivne evangelium. Sarah Rich talte på vegne af disse pionerer og om deres motivation, da hun beskrev sin mand, Charles, da han blev kaldt ud på en mission: »Dette var sandelig en prøvelsens tid for mig såvel som for min mand, men pligten kaldte og pålagde os at tage af sted et stykke tid, og eftersom vi vidste, at vi adlød Herrens vilje, følte vi et ønske om at lægge vore egne følelser til side for at grundlægge værket … og hjælpe med opbygningen af Guds rige på jorden.«4
I dag er den mest synlige styrke i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige dens medlemmers uselviske tjeneste og ofre. Før genindvielsen af et af vore templer spurgte en kristen præst præsident Gordon B. Hinckley, hvorfor der ikke var et kors på templet, det mest almindelige symbol på den kristne tro. Præsident Hinckley svarede, at vores kristne tros symboler er »vores folks levevis«.5 Vores levevis med tjeneste og ofre er i sandhed det mest passende udtryk for vores forpligtelse til at tjene Mesteren og vore medmennesker.
III.
Vi har ingen professionelt uddannet og lønnet præstestand i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Som følge heraf må de lægmedlemmer, som kaldes til at lede og tjene vore forsamlinger, bære hele byrden af vore talrige kirkemøder, -programmer og -aktiviteter. Det gør de i over 14.000 forsamlinger alene i USA og Canada. Selvfølgelig er vi ikke de eneste, der har lægmedlemmer fra forsamlingen til at tjene som lærere og ledere. Men den mængde tid, vore medlemmer yder for at oplære og tjene hinanden, er helt unik. Vore bestræbelser på, at hver familie i vore forsamlinger bliver besøgt af hjemmelærere hver måned, og hver voksen kvinde bliver besøgt af besøgslærere hver måned, er eksempler på dette. Vi kender ikke til nogen tjeneste, der kan sammenlignes hermed, i nogen organisation i verden.
De bedst kendte eksempler på tjeneste og ofre, der er særegent for sidste dages hellige, er vore missionærers tjeneste. For øjeblikket tæller de over 50.000 unge mænd og kvinder og over 5.000 modne mænd og kvinder. De vier fra 6 måneder til to år af deres liv til at undervise i Jesu Kristi evangelium og yde humanitær tjeneste i omkring 160 lande i verden. Deres arbejde er altid forbundet med ofre, herunder de år, de giver til Herrens arbejde, og også ofre i forbindelse med at finansiere deres underhold.
De, der bliver hjemme – forældre og andre i familien – ofrer også ved at undvære samvær og indsats fra de missionærer, de sender ud. Fx modtog en ung brasilianer sin missionskaldelse, mens han arbejdede for at forsørge sine søskende efter faderens og moderens død. En generalautoritet beskrev, hvordan disse børn havde holdt et møde, hvor de huskede, at deres afdøde forældre havde undervist dem i, at de altid skulle være rede til at tjene Herren. Den unge mand tog imod sin missionskaldelse, og en 16-årig bror overtog ansvaret for at arbejde for familiens underhold.6 De fleste af os kender til mange eksempler på ofre for at tjene på en mission eller støtte en missionær. Vi kender ikke til nogen anden frivillig tjeneste og ofre som dette i nogen anden organisation i verden.
Vi bliver ofte spurgt: »Hvordan overtaler I jeres unge og ældre medlemmer til at forlade deres uddannelse eller pensionisttilværelse for at yde et sådant offer?» Jeg har hørt mange komme med denne forklaring: »Eftersom jeg ved, hvad min Frelser gjorde for mig – hans barmhjertighed ved at lide for mine synder og overvinde døden, så jeg kan leve igen – føler jeg det som et privilegium at yde det lille offer, jeg bliver bedt om, i hans tjeneste. Jeg vil gerne viderebringe den forståelse, han har givet mig.« Hvordan overtaler vi sådanne Kristi tilhængere til at tjene? Som en profet har forklaret: »Vi spørger dem blot.«7
Andre ofre som følge af missionering ydes af de mennesker, der handler i henhold til missionærernes lærdomme og bliver medlemmer af Kirken. For mange nyomvendte er disse ofre betydelige, herunder tabet af venner og familiemedlemmer.
For mange år siden hørte vi på denne konference om en ung mand, der havde fundet det gengivne evangelium, mens han studerede i USA. Da denne mand skulle til at vende tilbage til sit hjemland, spurgte præsident Gordon B. Hinckley ham, hvad der ville ske ham, når han kom hjem som kristen. »Min familie vil blive skuffet,« svarede den unge mand. »Måske vil de ikke have noget med mig at gøre og vil betragte mig som død. Hvad angår min fremtid og min karriere, så er alle muligheder måske lukkede for mig.«
»Er du villig til at betale så høj en pris for evangeliet?« spurgte præsident Hinckley.
Med tårer i øjnene svarede den unge mand: »Det er sandt, ikke?« Da det blev bekræftet, svarede han: »Hvad andet betyder så noget?«8 Det er den ånd af villighed til at ofre, der findes blandt mange af vore nye medlemmer.
Andre eksempler på tjeneste og ofre viser sig hos mange af de trofaste medlemmer, der tjener i vore templer. Tempeltjeneste findes kun blandt sidste dages hellige, men betydningen af et sådant offer bør alle kristne kunne forstå. Sidste dages hellige har ingen tradition for tjeneste i et kloster, men vi kan stadig godt forstå og ære det offer blandt de mange, hvis kristne tro motiverer dem til at vie deres liv til religiøs aktivitet.
Ved denne konference for blot et år siden fortalte præsident Thomas S. Monson om et eksempel på offer i forbindelse med tempeltjeneste. En trofast sidste dages hellig far på en fjern ø i Stillehavet udførte tungt fysisk arbejde et sted langt væk i seks år for at tjene de nødvendige penge for at kunne indgå et evigt ægteskab med sin hustru og få deres 10 børn beseglet til sig i templet i New Zealand. Præsident Monson forklarede: »De, som forstår de evige velsignelser, der kommer igennem templet, ved, at intet offer er for stort, ingen pris for høj, ingen indsats for besværlig for at modtage disse velsignelser.«9
Jeg er taknemlig for de storslåede eksempler på kristen kærlighed, tjeneste og ofre, jeg har set blandt de sidste dages hellige. Jeg ser jer udføre jeres kirkekaldelser, ofte ved store ofre af tid og midler. Jeg ser jer tjene på mission for egne midler. Jeg ser jer glade give af jeres faglige færdigheder i jeres medmenneskers tjeneste. Jeg ser jeres omsorg for de fattige ved jeres personlige indsats og ved at bidrage til Kirkens fonde for velfærd og humanitær bistand.10 Alt dette bliver bekræftet af en landsdækkende undersøgelse i USA, der konkluderede, at aktive medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige »yder frivilligt arbejde og bidrager væsentligt mere end den gennemsnitlige amerikaner. De er faktisk mere gavmilde med tid og penge end den højeste femtedel blandt religiøse amerikanere.«11
Sådanne eksempler på at give til andre styrker os alle. De minder os om Frelserens lære:
»Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv …
Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det« (Matt 16:24–25).
IV.
Måske ydes de mest velkendte og vigtigste eksempler på uselvisk tjeneste og ofre i familien. Mødre ofrer sig selv for at føde og opfostre deres børn. Ægtemænd giver af sig selv for at støtte deres hustru og børn. De ofre, der ydes i familien, og som er af evig betydning, er for talrige til at blive nævnt, og for velkendte til, at de behøver at blive nævnt.
Jeg ser også uselviske sidste dages hellige adoptere børn, deriblandt dem der har særlige behov, og som søger at give disse børn håb og muligheder, som de ikke ellers ville have haft. Jeg ser jer tage jer af familiemedlemmer og naboer, der lider under skavanker fra fødslen, mentale og fysiske lidelser samt følgerne ved en fremskreden alder. Herren ser jer også, og han har ladet sine profeter bekendtgøre, at »når I ofrer jer for hinanden og jeres børn, vil Herren velsigne jer«.12
Jeg tror på, at sidste dages hellige, der yder uselvisk tjeneste og ofre, når de tilbeder Frelseren ved at efterligne hans eksempel, i højere grad holder fast ved evige værdier end nogen anden gruppe mennesker. Sidste dages hellige ser ofre af tid og midler som en del af deres opdragelse og egnethed til evigheden. Det er en sandhed, der er åbenbaret i Forelæsninger om troen, hvor der står, at »en religion, der ikke kræver, at vi ofrer alt, aldrig har haft tilstrækkelig magt til at frembringe den nødvendige tro til at opnå liv og frelse … Gud har forordnet det således, at ved en sådan opofrelse, og kun derved, kan menneskene opnå og nyde det evige liv.«13
Ligesom Jesu Kristi sonoffer er midtpunktet for frelsesplanen, må vi som Kristi tilhængere yde vore egne ofre for at forberede sig på den skæbne, som planen tilvejebringer for os.
Jeg ved, at Jesus Kristus er Gud den evige Faders Enbårne Søn. Jeg ved, at takket være hans sonoffer er vi sikre på udødelighed og har mulighed for evigt liv. Han er vor Herre, vor Frelser og vor Forløser, og jeg vidner om ham i Jesu Kristi navn. Amen.