Ældste Larry Echo Hawk
De Halvfjerds
Siden den dag i 1972, hvor ældste Larry Echo Hawk hørte den daværende ældste Spencer W. Kimball (1895-1985) tale om at se indianske ledere med en uddannelse, har han viet sit liv til at »opløfte folk.«
Ældste Echo Hawk blev født i Cody i Wyoming i august 1948 som søn af Ernest og Jane Echo Hawk, der tilhørte pawneestammen. Han voksede op i Farmington i New Mexico, hvor han og hans familie blev undervist og døbt af SDH-missionærer i 1962.
Da han som 17-årig blev ramt af en baseball i øjet, lovede han Herren, at hvis han ikke mistede sit syn, ville han læse Mormons Bog. Han fik synet tilbage og læste 10 sider hver dag i næsten 3 måneder.
»Det var den stærkeste åndelige oplevelse, jeg nogensinde havde haft, da Helligånden vidnede for mig om, at Mormons Bog er sand,« siger ældste Echo Hawk. »Den oplevelse har gennem hele mit liv hjulpet mig til at forbedre mig.«
Han fik et footballstipendiat til Brigham Young University i Provo og tog sine eksamener i idræt og zoologi. I 1970 blev han hæderligt hjemsendt fra Marinekorpset i USA efter to års tjeneste. Han fik i 1973 en juridisk afgangseksamen fra University of Utah.
Ældste Echo Hawk har arbejdet som advokat, siddet i lokalstatens lovgivende forsamling, været statens justitsminister, juraprofessor på BUY og viceminister i indenrigsministeriet med ansvar for indianere – en stilling, som han nu tager sin afsked fra for at acceptere kaldelsen til De Halvfjerds’ Første Kvorum.
Ældste Kimball forrettede vielsen af ældste Echo Hawk og hans hustru, Terry Pries, i templet i Salt Lake City i december 1968. Hun har stået ved hans side, når han har tjent som lærer, biskop, højrådsmedlem og stavspræsident. De har seks børn.