Vindere af den internationale kunstudstilling er blevet bekendtgjort og udstillingen åbner
Fredag den 16. marts 2012 samledes kunstnere fra hele verden ved åbningen af udstillingen i forbindelse med den niende internationale kunstkonkurrence for at tage imod prisen for deres sdh-baserede kunstværk.
Særlige priser blev givet til 20 kunstnere, hvis værker blev bedømt til at være »fremragende«, mens 15 andre kunstnere opnåede en erhvervelsespris, hvilket betyder, at Kirkens Historiske Museum, der er sponsor for konkurrencen, erhvervede sig kunstværket til sin samling.
Ældste Marlin K. Jensen fra De Halvfjerds, Kirkens historiker og skriver, var til stede og kom med en kort udtalelse, før priserne blev afsløret.
Kunstudstillingen åbnede den 16. marts 2012 og løber frem til den 14. oktober 2012 i Kirkens Historiske Museum i Salt Lake City i Utah i USA.
Dette års konkurrence, Gør hans underfulde gerninger kendt (L&P 65:4), tiltrak 1.149 værker fra rundt omkring i verden i et rigt varieret udvalg, herunder skulpturer, quiltede tæpper og andre tekstiler, papirkunst og malerier. Museet vil fremvise 198 af værkerne.
Ifølge Rita R. Wright, museets kurator for kunst og kulturgenstande, bedømmes værkerne i henhold til kunstnerisk udførelse og overensstemmelse med temaet. Værkerne afspejler et stort udvalg af medier og kulturelle traditioner, der bærer vidnesbyrd om Herrens underfulde gerninger, siger hun, og anvender ofte symboler til at repræsentere og undervise.
Fx genskaber den ukrainskfødte Valentyna Musiienkos Templet i Kiev i Ukraine, som vandt en erhvervelsespris, nogle symboler fra templet i farvet papir.
Brandon Daniel Hearty fra Alberta i Canada – vinder af en særlig pris – anvender et olieportræt af sin oldemor (Matriark) til at repræsentere slægtshistorie og indbyrdes forbindelser i generationerne.
Alexandra Gomez Chaves fra Bogotá i Colombia siger, at konkurrencen er en måde at bære vidnesbyrd på. Hun lavede sit særlige pris-vinderværk, Levende vand, med hjælp fra sin mor, som gik bort, kort tid før udstillingen åbnede.
»Mennesker, der ser dette kunstværk … vil se et vidnesbyrd om, at Jesus Kristus og hans evangelium er en kilde af levende vand,« siger hun. »I dette værk vil de se al den kærlighed, en mor kan undervise sit barn med, fordi denne mor tager kanden og lærer sin datter at undervise om evangeliet.«
Der er gratis adgang til udstillingen, og gæster opfordres til at medbringe deres familie. De kan også stemme på deres favorit, og i september uddeles der seks besøgendes valg-priser på baggrund af de besøgendes stemmer.
Meget snart kan man på engelsk se interview med 11 forskellige deltagende kunstnere på Kirkens historiske hjemmeside. Videoerne bliver også vist på museet.
Kirkens historiske museum planlægger også en online-udstilling på history.lds.org/artcompetition.
Se flere oplysninger om udstillingen ved at besøge history.lds.org eller ringe til 001-801-240-4615.