Han elsker os virkelig
På grund af det familiemønster, der er udformet i himlen, kan vi bedre forstå, hvordan vor himmelske Fader virkelig elsker os alle ligeligt og fuldt ud.
Jeg elsker at være sammen med fuldtidsmissionærerne. De er fyldt med tro, håb og oprigtig kærlighed. Deres missionæroplevelser er som et helt liv, der er kogt ned til 18–24 måneder. De begynder åndeligt set som børn med en stor appetit på at lære, og de afslutter som modne voksne, der tilsyneladende er klar til at overvinde alle de udfordringer, de kommer til at stå overfor. Jeg elsker også de hengivne seniormissionærer, som er fyldt med tålmodighed, visdom og rolig selvsikkerhed. De giver stabilitet og kærlighed til de energiske unge, der omgiver dem. Sammen med de unge missionærer udgør seniorægteparrene en mægtig og udholdende kraft, der for evigt har en dyb indflydelse på deres liv og de personer, der er berørt af deres tjeneste.
For nylig lyttede jeg til to af disse pragtfulde unge missionærer, da de gennemgik deres oplevelser og indsats. I det eftertænksomme øjeblik tænkte de på de personer, de havde kontaktet den dag, nogle af dem var mere modtagelige end andre. Idet de tænkte over omstændighederne, spurgte de: »Hvordan kan vi hjælpe hver enkelt person med at udvikle et ønske om at vide mere om vor himmelske Fader? Hvordan kan vi hjælpe dem til at føle hans Ånd? Hvordan kan vi hjælpe dem med at vide, at vi elsker dem?«
Jeg kunne se for mig disse to unge mænd tre eller fire år efter deres mission. Jeg visualiserede, at de havde fundet deres evige ledsager, og at de tjente i ældsternes kvorum eller ved at undervise en gruppe unge mænd. I stedet for at tænke på deres undersøgere stillede de nu de samme spørgsmål om deres kvorumsmedlemmer eller unge mænd, som de var kaldet til at hjælpe. Jeg så, hvordan deres missionæroplevelser kunne anvendes som et mønster til at hjælpe andre resten af deres dage. Når denne hær af retskafne disciple vender hjem fra deres mission til de mange forskellige lande overalt i verden, bliver de vigtige bidragydere i arbejdet med etableringen af Kirken.
Profeten Lehi fra Mormons Bog har måske tænkt over de samme spørgsmål som disse missionærer, da han lyttede til sine sønners reaktion på den vejledning og det syn, han modtog: »Og således murrede Laman og Lemuel, der var de ældste, imod deres far. Og de murrede, fordi de ikke vidste, hvordan den Gud, som havde skabt dem, handlede« (1 Ne 2:12).
Vi har måske alle følt den frustration, som Lehi oplevede med sine to ældste sønner. Når vi oplever et barn, der glider væk, en undersøger, der ikke har forpligtet sig eller en passiv kommende ældste, så svulmer vores hjerte, ligesom Lehis, og vi spørger: Hvordan kan jeg hjælpe dem til at føle og lytte til Ånden, så de ikke bliver fanget i verdslige forstyrrelser? I mit sind er der to skriftsteder, der kan hjælpe os til at finde vej gennem disse forstyrrelser og mærke kraften af Guds kærlighed.
Nefi giver os en nøgle til læringens dør med sin egen personlige oplevelse: »Jeg, Nefi … nærede store ønsker om at kende til Guds hemmeligheder, jeg anråbte derfor Herren; og se, han kom til mig og blødgjorde mit hjerte, så jeg troede alle de ord, som min far havde talt; derfor satte jeg mig ikke op imod ham, ligesom mine brødre« (1 Ne 2:16).
At vække vores ønske om at lære giver os en åndelig evne til at høre himlens røst. At finde en måde at vække og nære det ønske er alles mål og ansvar – missionærer, forældre, lærere, ledere og medlemmer. Når vi føler det ønske forme sig i vores hjerte, forbereder vi os på at drage fordel af det, som vi lærer i det næste skriftsted, jeg ønsker at nævne.
I juni 1831, da der blev givet kaldelser til Kirkens ledere, fik Joseph Smith at vide, at »Satan er løs i landet, og han drager om og forfører folkeslagene.« For at bekæmpe denne distraherende indflydelse sagde Herren, at han ville give os »et mønster i alt, for at [vi] ikke skal blive bedraget« (L&P 52:14).
Mønstre er skabeloner, vejledninger, gentagne trin eller stier, man følger for at være på linje med Guds hensigt. Hvis vi følger dem, holder de os ydmyge, årvågne og i stand til at skelne Helligåndens stemme fra de stemmer, der distraherer os og fører os væk. Herren instruerer os: »Den, som bæver under min magt, skal blive gjort stærk og skal frembringe lovprisnings og visdoms frugter i overensstemmelse med de åbenbaringer og sandheder, som jeg har givet jer« (L&P 52:17).
Velsignelsen ved ydmyg bøn bedt i oprigtig hensigt giver Helligånden mulighed for at røre vores hjerte og hjælper os til at huske det, som vi vidste, før vi blev født til livet her på jorden. Når vi tydeligt forstår vor himmelske Faders plan for os, begynder vi at erkende vores ansvar for at hjælpe andre med at lære og forstå hans plan. Den måde, vi personligt efterlever og anvender evangeliet i vores liv, er tæt knyttet til det at hjælpe andre med at huske. Når vi rent faktisk efterlever evangeliet på den måde, som Herren Jesus Kristus lærte os, øges vores evne til at hjælpe andre. Følgende oplevelse er et eksempel på, hvordan dette princip kan virke.
To unge missionærer bankede på en dør og håbede, de ville finde nogen, som ville høre deres budskab. Døren blev åbnet, og en meget stor mand hilste på dem med en uvenlig stemme: »Jeg troede, at jeg havde bedt jer om ikke at banke på min dør igen. Jeg advarede jer om, at hvis I nogensinde kom tilbage, ville det ikke blive en rar oplevelse. Lad mig nu være i fred.« Han lukkede hurtigt døren.
Da ældsterne gik, lagde den ældre og mere erfarne missionær sin arm om den yngre missionær for at trøste og opmuntre ham. De vidste ikke, at manden betragtede dem gennem vinduet for at sikre sig, at de forstod hans budskab. Han forventede at se dem grine og gøre grin med hans uhøflige reaktion på deres besøg. Men da han så venligheden mellem de to missionærer, blev hans hjerte med det samme blødgjort. Han åbnede døren igen og bad missionærerne om at komme tilbage og fortælle ham deres budskab.
Det er, når vi overgiver os til Guds vilje og efterlever hans mønster, at vi føler hans Ånd. Frelseren sagde: »Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden« (Joh 13:35). Dette princip med at have kærlighed til hinanden og udvikle vores evne til at være fokuseret på Kristus i måden, vi tænker, taler og handler på er afgørende for at blive Kristi disciple og lærere i hans evangelium.
At vække dette ønske forbereder os til at se de lovede mønstre. At søge efter mønstrene fører os til Kristi lære, som Frelseren og hans profetledere underviste i. Et mønster i denne lære er at holde ud til enden: »Og velsignede er de, der forsøger at bringe mit Zion frem på den dag, for de skal få Helligåndens gave og kraft, og hvis de holder ud indtil enden, skal de blive løftet op på den yderste dag og skal blive frelst i Lammets evigtvarende rige« (1 Ne 13:37).
Hvad er den bedste metode til at nyde Helligåndens gave og kraft? Det er den kraft, der kommer ved at være Jesu Kristi trofaste disciple. Det er vores kærlighed til ham og vore medmennesker. Det er Frelseren, der definerede kærlighedens mønster, da han sagde: »Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden« (Joh 13:34).
Præsident Gordon B. Hinckley bekræftede dette princip, da han sagde: »At elske Herren er ikke blot et godt råd; det er ikke blot et ønske. Det er en befaling … Kærlighed til Gud er roden til alle dyder, al godhed, al karakterstyrke og ethvert ønske om at handle ret« (»Den levende profets ord«, Liahona, dec. 1996, s. 8).
Faderens plan angav desuden familiens mønster for at hjælpe os med at lære, anvende og forstå kærlighedens kraft. Den dag min egen familie blev samlet, tog min kære Ann og jeg til templet og indgik ægteskabspagten. Jeg troede, jeg elskede hende højt den dag, men jeg var først lige begyndt at opleve kærligheden. Idet hvert eneste af vore børn og børnebørn er kommet ind i vores liv, er vores kærlighed blevet udvidet til at elske dem alle lige meget. Der er tilsyneladende ingen ende på, hvor omfattende kærlighed kan være.
Følelsen af kærlighed fra vor himmelske Fader er som tyngdekraften, der trækker i os fra himlen. Når vi fjerner de forstyrrelser, der trækker os mod verden og udøver vores handlefrihed for at søge ham, åbner vi vores hjerte for en celestial kraft, der trækker os imod ham. Nefi beskrev dens virkning, som »om [hans] kød skulle fortæres« (2 Ne 4:21). Den samme kraft af kærlighed fik Alma til at synge »sangen om den forløsende kærlighed« (Alma 5:26; se også v. 9). Den berørte Moroni på en måde, der fik ham til at råde os til at »bed[e] … med hjertets hele styrke« om, at vi må blive fyldt med hans kærlighed (Moro 7:48).
Både gammel og ny hellig skrift er fyldt med påmindelser om vor himmelske Faders evige kærlighed til sine børn. Jeg er overbevist om, at vor himmelske Faders arme altid er rakt ud, altid parat til at omfavne os alle og med den stille gennemtrængende stemme sige: »Jeg elsker dig.«
På grund af det familiemønster, der er udformet i himlen, kan vi bedre forstå, hvordan vor himmelske Fader virkelig elsker os alle ligeligt og fuldt ud. Jeg vidner om, at det er sandt. Gud kender og elsker os. Han har givet os en vision af sit hellige sted og kaldet profeter og apostle til at undervise os i de principper og mønstre, som bringer os tilbage til ham. Når vi hos os selv og andre stræber efter at vække ønsket om at vide, og når vi efterlever de mønstre, vi finder, bliver vi draget mod ham. Jeg bærer vidnesbyrd om, at Jesus er selve Guds Søn, vores eksempel, vor elskede Forløser, og det siger jeg i Jesu Kristi navn. Amen.