Udfrielsens kraft
Vi kan udfries fra ondskabens og ugudelighedens veje ved at vende os til læren i de hellige skrifter.
Jeg har en meget god ven, som sender mig et nyt slips, hver gang jeg skal tale til generalkonferencen. Han har god smag, ikke?
Min unge ven har nogle svære udfordringer. På nogle måder begrænser de ham, men på andre måde er han noget ud over det sædvanlige. For eksempel måler hans mod som missionær sig med Mosijas sønners. Enkelheden i hans overbevisning gør den utrolig stærk. Jeg tror, at det i Scotts sind er utænkeligt, at nogen ikke er medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og ikke har læst Mormons Bog og ikke har et vidnesbyrd om sandheden af den.
Lad mig fortælle om en begivenhed i Scotts liv. Han skulle for første gang flyve alene for at besøge sin bror. En nabo, der sad i nærheden af Scott, overhørte hans samtale med den person, der sad ved siden af ham:
»Hej, jeg hedder Scott. Hvad hedder du?«
Sidemanden fortalte, hvad han hed.
»Hvad laver du?«
»Jeg er ingeniør.«
»Det lyder godt. Hvor bor du?«
»I Las Vegas.«
»Der har vi et tempel. Ved du, hvor mormontemplet ligger?«
»Ja. Det er en smuk bygning.«
»Er du mormon?«
»Nej.«
»Det burde du være. Det er en super religion. Har du læst Mormons Bog?«
»Nej.«
»Det burde du gøre. Det er en super bog.«
Jeg er helt enig med Scott – Mormons Bog er super. Profeten Joseph Smiths ord i indledningen af Mormons Bog har altid vakt genklang hos mig: »Jeg fortalte brødrene, at Mormons Bog var den mest korrekte bog på jorden og vor religions slutsten, og at et menneske ville komme Gud nærmere ved at efterleve dens forskrifter, end ved nogen anden bog.«
I år skal vi studere Mormons Bog i Søndagsskolens klasser. Må vi, når vi forbereder os og deltager, være motiverede til at følge Scotts eksempel og fortælle folk, som ikke deler vores tro, om vores kærlighed til denne specielle bog.
Et gennemgående tema i Mormons Bog kommer til udtryk i sidste vers af det første kapitel i 1 Nefi. Nefi skriver: »Men se, jeg, Nefi, vil vise jer, at Herrens milde barmhjertighed er over alle dem, som han har udvalgt på grund af deres tro for at gøre dem mægtige, endog med magt til udfrielse« (1 Ne 1:20).
Jeg ønsker at tale om, hvordan Mormons Bog, som i sig selv er et udtryk for Herrens milde barmhjertighed, og som er blevet gemt til os i disse sidste dage, udfrier os ved på »den mest korrekte« måde at undervise os i Kristi lære.
Mange af historierne i Mormons Bog er beretninger om udfrielse. Da Lehi tog ud i ørkenen med sin familie, handlede det om udfrielse fra Jerusalems ødelæggelse. Beretningen om jereditterne er en historie om udfrielse, og det samme gælder beretningen om mulekitterne. Alma den Yngre blev udfriet af synd. Helamans tapre, unge krigere blev udfriet i kamp. Nefi og Lehi blev udfriet af fængsel. Det er indlysende, at udfrielse er et gennemgående tema i hele Mormons Bog.
Der er to beretninger i Mormons Bog, som ligner hinanden meget, og som rummer en vigtig lektie. Den første finder vi i Mosijas Bog, hvor den begynder i kapitel 19. Her læser vi om kong Limhi, som bor i Nefis land. Lamanitterne førte krig mod Limhis folk. Resultatet af krigen var, at lamanitterne lod kong Limhi herske over sit eget folk, men de var i lamanitisk fangenskab. Det var en meget usikker fred (se Mosi 19–20).
Da Limhis folk havde fået nok af lamanitternes overgreb, overbeviste de kongen om at gå i krig mod lamanitterne. Tre gange blev Limhis folk besejret. De blev pålagt store byrder. Til sidst ydmygede de sig og anråbte Herren om at udfri dem (se Mosi 21:1–14). I v. 15 i kap. 21 får vi Herrens svar: »Og nu var Herren sen til at høre deres råb på grund af deres syndighed; alligevel hørte Herren deres råb og begyndte at blødgøre lamanitternes hjerte, så de begyndte at lette deres byrder; dog fandt Herren det ikke tjenligt at udfri dem af trældom.«
Snart efter ankom Ammon og en lille gruppe mænd fra Zarahemla, og sammen med Gideon – en leder blandt Limhis folk – udarbejdede de en vellykket plan, og de flygtede fra lamanitternes overgreb. Herren var sen til at høre deres råb. Hvorfor? På grund af deres syndighed.
Den anden historie ligner den på mange måder – men adskiller sig også. Den beretning finder vi i Mosijas Bog, kapitel 24.
Alma og hans folk havde slået sig ned i Helams land, da en hær af lamanitter væltede ind over landets grænser. De mødtes og indgik en fredsaftale (se Mosi 23:25–29). Snart efter begyndte de lamanitiske ledere at påtvinge Almas folk deres vilje og pålagde dem store byrder (se Mosi 24:8). I v. 13 læser vi: »Og det skete, at Herrens røst kom til dem i deres trængsler og sagde: Løft hovedet og vær ved godt mod, for jeg kender den pagt, som I har sluttet med mig; og jeg vil slutte pagt med mit folk og udfri dem af trældom.«
Almas folk blev udfriet af lamanitternes hænder, og de blev ført sikkert tilbage og blev forenet med Zarahemlas folk.
Hvad var forskellen på Almas folk og kong Limhis folk? Der var tydeligvis flere forskelle: Almas folk var et fredeligt og mere retskaffent folk; de var allerede blevet døbt og havde sluttet pagt med Herren; de ydmygede sig for Herren, inden deres modgang satte ind. Alle disse forskelle gjorde det passende og retfærdigt, at Herren hurtigt ville udfri dem af trældom på mirakuløs vis. Disse skriftsteder lærer os om Herrens kraft til udfrielse.
Profetier, som fortæller om Jesu Kristi liv og mission, lover os den udfrielse, som han tilvejebragte. Kristi sonoffer og opstandelse åbner en udvej fra den fysiske død for os alle, og hvis vi omvender os, også en udvej fra åndelig død, og indeholder løftet om det evige livs velsignelser. Løfterne i forsoningen og opstandelsen, løfterne om udfrielse fra fysisk og åndelig død fremsatte Herren til Moses, da han sagde: »For se, dette er min gerning og herlighed: At tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39).
I modsætning til den for os så smukt udformede tro i den hellige skrift finder vi det modsatte i verdslige kræfter, som er optaget af at udfordre den traditionelle tro på den hellige skrift – en skrift, som har vejledt os gennem mange århundreder og defineret evige værdier og standarder for vores adfærd. De siger, at Bibelens lære er falsk, og at tiden er løbet fra Mesterens lære. De hævder, at det står ethvert menneske frit at sætte sine egne standarder; de prøver at krænke de troendes rettigheder i modsætning til det, som skriften og profeterne siger.
Det er en velsignelse at have beretningen om vor Herres og Frelsers mission i Mormons Bog som yderligere et vidnesbyrd om den lære, vi finder i Bibelen. Hvorfor er det vigtigt for verden både at have Bibelen og Mormons Bog? Jeg tror, at svaret findes i det 13. kapitel i 1 Nefis Bog. Nefi skriver: »Og englen talte til mig og sagde: Disse sidste optegnelser, som du har set blandt ikke-jøderne, skal stadfæste sandheden af de første, som kommer fra Lammets tolv apostle, og skal kundgøre de tydelige og dyrebare ting, som er blevet taget bort fra dem, og skal kundgøre for alle stammer, tungemål og folk, at Guds lam er den evige Faders Søn og verdens frelser, og at alle mennesker skal komme til ham, ellers kan de ikke blive frelst« (v. 40).
Hverken Bibelen eller Mormons Bog kan stå alene i sig selv. Begge er nødvendige for os for at lære om Kristi fulde og komplette lære. Nødvendigheden af dem begge underminerer ikke nogen af dem. Både Bibelen og Mormons Bog er nødvendige for vores frelse og ophøjelse. Som præsident Ezra Taft Benson så stærkt sagde: »Når Bibelen og Mormons Bog bruges i fællesskab, tilintetgøres falske lærdomme« (»Endnu et vidne om Kristus«, Stjernen, oktoberkonferencen 1984, s. 6).
Jeg vil gerne afslutte med at nævne to historier – en fra Det Gamle Testamente og en anden fra Mormons Bog – for at vise, hvor fint disse bøger støtter hinanden.
Historien om Abraham begynder med hans udfrielse fra de afgudsdyrkende kaldæere (se 1 Mos 11:27–31; Abr 2:1–4). Han og hans hustru, Sara, blev senere udfriet af deres sorg og blev lovet, at alle jordens slægter ville blive velsignet gennem deres efterkommere (se 1 Mos 18:18).
Det Gamle Testamente indeholder beretningen om Abraham, som fører sin nevø, Lot, ud af Egypten. Lot fik lov til at vælge land og vælger Jordandalen og slår sig ned i nærheden af Sodoma, den ugudelige by (se 1 Mos 13:1–12). De fleste af de problemer, som Lot senere møder i sit liv, og der var mange, kan spores tilbage til hans beslutning om at telte så nær på Sodoma.
Abraham, de trofastes fader, fik et helt andet liv. Der var ganske vist mange udfordringer, men det var et velsignet liv. Vi ved ikke, hvor Abraham teltede, men vi får et vink i sidste vers af kapitel 13 i Første Mosebog. Der står: »Så teltede Abram og kom til Mamres Ege ved Hebron. Dér slog han sig ned og byggede et alter for Herren« (1 Mos 13:18).
Selv om jeg ikke ved det, tror jeg personligt, at døren i Abrahams telt vendte mod det alter, han havde bygget til Herren. Hvordan kommer jeg til den konklusion? Det er, fordi jeg kender beretningen i Mormons Bog om kong Benjamin og de instruktioner, han giver sit folk, da de samles for at høre hans sidste tale. Kong Benjamin lod dem slå deres telte op med teltdøren i retning mod templet (se Mosi 2:1–6).
Vi kan udfries fra ondskabens og ugudelighedens veje ved at vende os til læren i de hellige skrifter. Frelseren er den store udfrier, for han befrier os fra synd og død (se Rom 11:26; 2 Ne 9:12).
Jeg erklærer, at Jesus er Kristus, og at vi kan komme ham nær ved at læse Mormons Bog. Mormons Bog er endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus. De første vidnesbyrd om Jesus Kristus er Det Gamle og Det Nye Testamente – eller Bibelen.
Og lad os huske min ven Scotts beskrivelse af Mormons Bog: »Det er en super bog.« Jeg vidner for jer om, at meget af Mormons Bogs storladenhed ligger i, at den harmonerer med Bibelen. I Jesu Kristi navn. Amen.