Redningen, der er nødvendig for virkelig vækst

Biskop Richard C. Edgley

Førsterådgiver i Det Præsiderende Biskopråd

At frelse sjæle er det værk, Frelseren har kaldet os alle til at gøre.

I de seneste måneder er der blevet lagt øget vægt på at skabe en »virkelig vækst« i Kirken ved at bringe alle, der vil, til at modtage og holde de frelsende ordinancer og pagter og opleve den mægtige forandring i hjertet, som Alma beskrev (se Alma 5:14). En af de mest meningsfulde og væsentlige måder at skabe virkelig vækst på i Kirken er ved at række ud og redde dem, der er blevet døbt og dog befinder sig i en mindre aktiv tilstand, uden velsignelserne og de frelsende ordinancer. Uanset vores kaldelse – som hjemme- eller besøgslærer, søndagsskolelærer, biskop, far, mor eller generalautoritet – kan alle involvere sig i den frelsende indsats på meningsfuld vis. Når alt kommer til alt er det en guddommelig kaldelse, som er fælles for os alle, at bringe alle – vores familie, ikke-medlemmer, mindre aktive medlemmer, syndere – til Kristus, så de kan modtage de frelsende ordinancer.

En søndag morgen for omkring 30 år siden, mens jeg tjente i et stavspræsidentskab, fik vi et telefonopkald fra en af vore trofaste biskopper. Han forklarede, at hans menighed var vokset så hurtigt, at han ikke længere kunne give en meningsfuld kaldelse til alle værdige medlemmer. Hans bøn til os var at dele menigheden. Mens vi ventede på en sådan godkendelse, besluttede vi som stavspræsidentskab at besøge menigheden og kalde alle disse vidunderlige, værdige brødre og søstre som stavsmissionærer.

Den tredje person, jeg talte med, var en ung, kvindelig studerende, der læste på det lokale universitet. Efter at have sludret et par minutter kaldte jeg hende til at tjene som missionær. Der var et par øjeblikkes tavshed. Derpå sagde hun: »Præsident, ved du ikke, at jeg ikke er aktiv i Kirken?«

Efter et øjebliks tavshed fra min side sagde jeg: »Nej, jeg vidste ikke, at du ikke var aktiv.«

Hun svarede: »Jeg har ikke været aktiv i Kirken i årevis.« Derpå sagde hun: »Ved du ikke, at når man har været inaktiv, så er det ikke så let at komme tilbage?«

Jeg svarede: »Nej. Din menigheds møder begynder kl. 9. Du kommer bare ind i kirkesalen, og så er du sammen med os.«

Hun sagde: »Nej, så let er det ikke. Man spekulerer på en masse ting. Man spekulerer på, om nogen vil hilse på en, eller om man kommer til at sidde alene og ubemærket under møderne. Og man spekulerer på, om man bliver taget godt imod, og hvem der bliver ens nye venner.«

Med tårer trillende ned ad kinderne fortsatte hun: »Jeg ved, at min mor og far i årevis har bedt for, at jeg kom tilbage til Kirken.« Efter et øjebliks tavshed sagde hun: »I de sidste tre måneder har jeg bedt om at finde mod, styrke og om en måde at kunne komme tilbage og blive aktiv på.« Dernæst spurgte hun: »Præsident, tror du, at denne kaldelse kunne være et svar på disse bønner?«

Tårerne trængte sig på, da jeg svarede: »Jeg tror, at Herren har besvaret dine bønner.«

Hun tog ikke blot imod kaldelsen, hun blev en god missionær. Og jeg er sikker på, at hun ikke kun bragte stor glæde til sig selv, men også til sine forældre og sandsynligvis andre i familien.

Der var adskillige ting, jeg lærte eller blev mindet om i dette og lignende interview:

Jeg lærte, at mange mindre aktive medlemmer har familie, der dagligt er på knæ, hvor de bønfalder Herren om hjælp til at redde dem, de holder af.
Jeg lærte, at det slet ikke er så nemt eller behageligt for et mindre aktivt medlem bare at komme tilbage til Kirken. De har brug for hjælp. De har brug for støtte. De har brug for fællesskab.
Jeg lærte også, at vi har mindre aktive medlemmer, der prøver og er villige til at finde tilbage til aktivitet.
Jeg lærte, at mange mindre aktive medlemmer tager imod en kaldelse, hvis de bliver spurgt.
Jeg lærte, at mindre aktive medlemmer fortjener at blive behandlet ligeværdigt og blive betragtet som en søn eller datter af en kærlig Gud.

Igennem årene har jeg spekuleret på, hvordan dette interview ville være gået, hvis jeg havde talt til den unge kvinde som et mindre aktivt medlem. Det vil jeg lade jer dømme om.

Genaktivering har altid været en vigtig del af Herrens værk. Selv om ansvaret for at redde andre ligger hos hvert eneste medlem, har aronske og melkisedekske præstedømmebærere ansvaret for at lede andre i dette værk. Når alt kommer til alt, er det det, præstedømmetjeneste handler om – at bringe mennesker til ophøjende pagter, fred, lykke og selvværd.

Fra Mormons Bog husker I, at da Alma den yngre opdagede, at zoramitterne var faldet væk fra Kirken, organiserede han et genaktiveringshold, der skulle redde disse mennesker. Da de gik til deres opgave, bad Alma til Herren med disse ord:

»O, Herre, vil du give os kraft til at bringe dem tilbage til dig i Kristus?

Se, o Herre, deres sjæl er dyrebar, og mange af dem er vore brødre; giv os derfor, o Herre, magt og visdom, så vi kan bringe disse vore brødre tilbage til dig« (Alma 31:34–35; fremhævelse tilføjet).

Få måneder efter et møde med nyomvendte og mindre aktive medlemmer kom en herre omkring min alder, der var blevet aktiv igen, hen til mig og sagde: »Jeg er en af dem, der har været mindre aktiv det meste af mit liv. Jeg faldt fra Kirken tidligt i mit liv. Men nu er jeg tilbage, og jeg tjener i templet sammen med min hustru.«

For at lade ham vide, at alt var i orden, lød mit svar nogenlunde sådan: »Når enden er god, er alting godt.«

Han svarede: »Nej, alting er ikke godt. Jeg er tilbage i Kirken, men jeg har mistet alle mine børn og børnebørn. Og nu må jeg stå og se på, at jeg mister mine oldebørn – alle er ude af Kirken. Alting er ikke godt.«

I vores familie har vi en forfader, der tilsluttede sig Kirken i Europa i Kirkens første dage. Én søn blev inaktiv. Søster Edgley og jeg havde forsøgt at finde denne forfaders inaktive efterkommere.

Det var let for min hustru og mig at konkludere, at der i løbet af de næste seks generationer og med andre fornuftige forudsætninger kunne være et tab på op mod 3.000 familiemedlemmer. Lad os nu regne os frem til, hvad der vil ske, når vi når yderligere to generationer frem. Der vil tabet teoretisk set nærme sig 20 til 30.000 af vor himmelske Faders børn.

Opgaven med at redde er baseret på en af de mest grundlæggende læresætninger i Kirken.

»Husk, at sjæles værdi er stor i Guds øjne;

For se, Herren, jeres Forløser, led døden i kødet; således led han alle menneskers smerter, for at alle mennesker kunne omvende sig og komme til ham …

Og dersom I skulle arbejde alle jeres dage med at råbe omvendelse til dette folk og kun føre én sjæl til mig, hvor stor skal da ikke jeres glæde være sammen med ham i min Faders rige!« (L&P 18:10–11, 15; fremhævelse tilføjet).

Jeg har haft det privilegium at redde nogle få mindre aktive medlemmer i min levetid. Når jeg nu er med til at bringe én tilbage til aktivitet i Kirken, ser jeg ikke en enkelt sjæl for mig – jeg ser seks, syv eller flere generationer – tusinder af sjæle. Og så tænker jeg på dette skriftsted: »Skulle [I] … kun føre én sjæl til mig, hvor stor skal da ikke jeres glæde være« (L&P 18:15).

Herren sagde til sine apostle: »Høsten er stor, men arbejderne få« (Matt 9:37). Arbejderne behøver ikke at være få. Vi har tusinder af egnede, værdige præstedømmebærere og millioner af hengivne medlemmer i Kirken i alle dele af verden. Vi har fungerende menighedsråd, præstedømmekvorummer, Hjælpeforeninger og andre organisationer, som alle har opgaven at redde. At frelse sjæle er det værk, Frelseren har kaldet os alle til at gøre.

Tidligere i min tale henviste jeg til Almas bøn, som han udøste, da han og hans kammerater indlod sig på at redde zoramitterne. Under anden verdenskrig blev cirka 500 amerikanske soldater og lokale støtter holdt fangne i en fangelejr. På grund af deres lidelser og bekymringen for deres sikkerhed blev en frivillig styrke på omtrent 100 amerikanske soldater udvalgt til at redde disse fanger. Da de frivillige havde samlet sig, instruerede den befalende officer dem med noget i denne retning: »Her til aften mødes I mænd med jeres religiøse ledere, I knæler, og I sværger over for Gud, at så længe I har et eneste åndedrag tilbage i jer, vil I ikke lade én af disse mænd lide et øjeblik mere« (se Hampton Sides, Ghost Soldiers: The Forgotten Epic Story of World War II’s Most Dramatic Mission, 2001, s. 28–29). Denne vellykkede redning var en redning fra fysisk og timelig lidelse. Bør vi være mindre tapre i vore bestræbelser på at redde dem, der kunne lide under åndelige og evige konsekvenser? Bør vi forpligte os mindre over for Herren?

Og til sidst: Som medlemmer af Kristi sande kirke skyldes vores pligt den kendsgerning, at Herren led for hver eneste af os – ikke-medlemmet, det mindre aktive medlem, synderen og hvert eneste medlem af vores egen familie. Jeg tror, at vi kan føre tusinder og hundredtusinder, endog millioner med deres efterkommere til evangeliets glæde, fred og lykke. Jeg tror på, at det kan lykkes for os, fordi dette er Herrens kirke, og i kraft af vores præstedømme og vores medlemskab er vi kaldet til at få succes. Jeg bærer dette vidnesbyrd for jer i Jesu Kristi navn. Amen.