Himlens kræfter
Både unge og ældre præstedømmebærere har brug for både myndighed og kraft – den nødvendige tilladelse og den åndelige evne for at repræsentere Gud i frelsesværket.
Mine elskede brødre, jeg er taknemlig for, at vi som én stor gruppe af præstedømmebærere kan samles til ét kirkemøde. Jeg elsker og beundrer jer for jeres værdighed og gode indflydelse i verden.
Jeg opfordrer jer hver især til at overveje, hvordan I ville svare på følgende spørgsmål, som præsident David O. McKay stillede til Kirkens medlemmer for mange år siden: »Hvis I blev bedt om i en sætning at udtrykke, hvad der er det mest karakteriserende træk ved Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, hvad ville I så svare?« (»The Mission of the Church and Its Members«, Improvement Era, nov. 1956, s. 781).
Det svar, som præsident McKay selv kom med på sit spørgsmål, var præstedømmets »guddommelige myndighed«. Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige adskiller sig fra andre kirker, der hævder, at deres myndighed udspringer af historisk rækkefølge, skriften eller en teologisk uddannelse. Vi erklærer klart og tydeligt, at præstedømmemyndighed er blevet overdraget ved håndspålæggelse fra himmelske sendebud til profeten Joseph Smith.
Mit budskab handler om dette guddommelige præstedømme og himlens kræfter. Jeg beder oprigtigt om bistand fra Herrens Ånd, når vi sammen skal lære om disse vigtige sandheder.
Præstedømmets myndighed og kraft
Præstedømmet er Guds myndighed, som er uddelegeret til menneskene, så mænd på jorden kan tjene til frelse af Guds børn (se Spencer W. Kimball, »The Example of Abraham«, Ensign, juni 1975, s. 3). Præstedømmet er det middel, hvorigennem Herren handler til frelse af menneskene. Et betegnende træk ved Jesu Kristi Kirke, både på hans tid og i dag, er hans myndighed. Man kan ikke tale om en sand kirke uden guddommelig myndighed.
Almindelige mænd overdrages præstedømmets myndighed. Værdighed og villighed – og ikke erfaring, ekspertise eller uddannelse – gør en mand egnet til præstedømmeordination.
Fremgangsmåden for overdragelse af præstedømmet beskrives i den femte trosartikel: »Vi tror, at en mand må kaldes af Gud ved profeti og ved håndspålæggelse af dem, der har myndighed dertil, for at kunne prædike evangeliet og forrette dets ordinancer.« Således modtager en dreng eller en mand præstedømmemyndighed og ordineres til et specifikt embede af en, som allerede bærer det præstedømme og er blevet bemyndiget af en leder med de nødvendige præstedømmenøgler.
Det forventes, at en præstedømmebærer udøver denne hellige myndighed i overensstemmelse med Guds hellige sind, vilje og hensigt. Der er intet selvcentreret ved præstedømmet. Præstedømmet bruges altid til at tjene, velsigne og styrke andre mennesker.
Det højere præstedømme modtages gennem en højtidelig pagt, som indebærer en forpligtelse til at handle med den myndighed (se L&P 68:8) og i det embede (se L&P 107:99), de har modtaget. Som bærere af Guds hellige myndighed formodes vi selv at handle og ikke være genstand for handling (se 2 Ne 2:26). Præstedømmet er af natur mere aktivt end passivt.
Præsident Ezra Taft Benson har sagt:
»Det er ikke nok at modtage præstedømmet og så sidde passivt hen og vente på, at nogen sætter os i sving. Når vi modtager præstedømmet, har vi en pligt til at være aktivt og ivrigt engagerede i at fremme retfærdighedens sag her på jorden, for Herren har sagt:
… ›Den, der ikke gør noget, førend han bliver befalet dertil, og som modtager en befaling med tvivlende hjerte og er lad til at holde den, han er fordømt‹ (L&P 58:29)« (So Shall Ye Reap, 1960, s. 21).
Præsident Spencer W. Kimball understregede også præstedømmets aktive natur: »Man bryder præstedømmets pagt ved at overtræde budene – men også ved at lade pligterne ugjort. I henhold hertil behøver man for at bryde pagterne kun at lade være med at gøre noget« (se Tilgivelsens mirakel, 1975, s. 91).
Når vi gør vores bedste for at udføre vores præstedømmeansvar, kan vi blive velsignet med præstedømmets kraft. Kraften i præstedømmet er Guds kraft, som virker gennem mænd og drenge som os, og kræver personlig retskaffenhed, trofasthed, lydighed og flid. En dreng eller en mand kan gennem håndspålæggelse modtage præstedømmets myndighed, men han har ingen præstedømmekraft, dersom han er ulydig, uværdig eller uvillig til at tjene.
»Præstedømmets rettigheder er uadskilleligt forbundet med himlens kræfter, og … himlens kræfter kan ikke beherskes eller anvendes uden at det sker efter retfærdighedens principper.
At de kan overdrages os, det er sandt, men når vi forsøger at skjule vore synder eller at tilfredsstille vor stolthed, vor forfængelige ærgerrighed, eller at udøve magt eller herredømme eller tvang over menneskenes børns sjæle i nogen som helst grad af uretfærdighed, se, da trækker himlene sig tilbage, Herrens Ånd bedrøves, og når den trækker sig tilbage, så er det amen med den mands præstedømme, eller myndighed« (L&P 121:36–37; fremhævelse tilføjet).
Brødre, når en dreng eller mand modtager præstedømmemyndighed, men ikke gør det nødvendige for at kvalificere sig til præstedømmets kraft, så er det ikke antageligt for Herren. Både unge og ældre præstedømmebærere har brug for både myndighed og kraft – den nødvendige tilladelse og den åndelige evne til at repræsentere Gud i frelsesværket.
En lektie jeg lærte af min far
Jeg er opdraget i et hjem med en trofast mor og en vidunderlig far. Min mor var efterkommer af pionererne, som ofrede alt for Kirken og Guds rige. Min far var ikke medlem af vores kirke, og som ung havde han næret ønske om at blive præst i den katolske kirke. I sidste ende valgte han ikke at søge optagelse på præsteseminariet og gik i stedet efter en karriere som værktøjsmager.
I størstedelen af sit ægteskab deltog min far sammen med vores familie i møderne i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Rent faktisk var det de færreste i vores menighed, som vidste, at min far ikke var medlem af Kirken. Han spillede med og trænede vores softball-hold, hjalp med spejderaktiviteterne og støttede min mor i hendes forskellige kaldelser og ansvar. Jeg vil gerne fortælle jer om en af de vigtigste lektier, jeg lærte af min far om præstedømmets myndighed og kraft.
Som dreng spurgte jeg flere gange om ugen min far, hvornår han skulle døbes. Hver gang, jeg plagede ham, svarede han kærligt, men bestemt: »David, jeg tilslutter mig ikke Kirken for din mors, for din eller for nogen andens skyld. Jeg tilslutter mig Kirken, når jeg ved, det er det rette at gøre.«
Jeg tror, at det var i begyndelsen af mine teenageår, at jeg havde følgende samtale med min far. Vi var lige kommet hjem efter at have været sammen til søndagsmøderne, og jeg spurgte min far, hvornår han skulle døbes. Han smilede og sagde: »Du er den eneste, der altid spørger mig om at blive døbt. I dag har jeg et spørgsmål til dig.« Jeg drog hurtigt og spændt den konklusion, at vi gjorde fremskridt!
Min far fortsatte: »David, din kirke siger, at præstedømmet blev taget fra jorden på et tidspunkt og blev gengivet til Joseph Smith gennem himmelske sendebud, ikke?« Jeg svarede, at det var rigtigt. Så sagde han: »Her er mit spørgsmål. Hver uge hører jeg til præstedømmemødet, hvordan biskoppen eller en anden præstedømmeleder påminder, beder og trygler mændene om at gå på hjemmelærerbesøg og udføre deres præstedømmepligter. Hvis din kirke virkelig har Guds gengivne præstedømme, hvorfor er der så så mange mænd i din kirke, som ikke adskiller sig fra mændene i min kirke med hensyn til at udføre deres religiøse pligter?« Mit unge sind gik helt i sort. Jeg havde intet passende svar til min far.
Jeg synes, at min far begik en fejl ved at bedømme rigtigheden af Kirkens påstand om at have guddommelig myndighed ud fra den utilstrækkelighed, han så blandt mændene i vores menighed. Men indlejret i hans spørgsmål lå en korrekt formodning om, at mænd, som bærer Guds hellige præstedømme, bør adskille sig fra andre mænd. Mænd, som bærer præstedømmet, er ikke af natur bedre end andre mænd, men de bør handle anderledes. Mænd, som bærer præstedømmet, bør ikke alene modtage præstedømmets myndighed, men også blive værdige og trofaste kanaler for Guds kraft. »Vær rene, I som bærer Herrens kar« (L&P 38:42).
Jeg har aldrig glemt den lektie om præstedømmets myndighed og kraft, som jeg lærte af min far, en god mand, der ikke delte vores tro, og som forventede mere fra mænd, der hævdede at bære Guds præstedømme. Den samtale den søndag eftermiddag med min far for mange år siden, vækkede et ønske i mig om at være en »god dreng«. Jeg ville ikke være et dårligt eksempel og en hindring for min fars fremgang med hensyn til at lære om det gengivne evangelium. Jeg ville ganske enkelt være en god dreng. Herren har brug for, at alle os, der bærer hans myndighed, er hæderlige, dydige og gode drenge til alle tider og på alle steder.
I vil måske gerne vide, at nogle år senere blev min far døbt. Og da tiden var inde, fik jeg mulighed for at overdrage ham Det Aronske Præstedømme og Det Melkisedekske Præstedømme. En af de store oplevelser i mit liv var at se min far modtage myndigheden og i sidste instans kraften i præstedømmet.
Jeg deler pointen i den lektie, som jeg lærte af min far, for at fremhæve en enkel sandhed. Modtagelse af præstedømmets myndighed gennem håndspålæggelse er en vigtig begyndelse, men det er ikke nok. Myndighed overdrages gennem ordination, men retskaffenhed er påkrævet for at handle med kraft, når vi stræber efter at opløfte sjæle, undervise og vidne, velsigne og råde for at fremme det frelsende værk.
I denne afgørende del af jordens historie må vi som præstedømmebærere være retfærdige mænd og effektive redskaber i Guds hænder. Vi må ranke os som Guds mænd. Vi vil stå os godt ved at lære af og følge Nefis eksempel, Helamans barnebarn og den første af de tolv disciple, som Frelseren kaldte ved begyndelsen af sin tjenestegerning blandt nefitterne. »Og [Nefi] forkyndte meget for dem … Og Nefi forkyndte med kraft og med stor myndighed« (3 Ne 7:17).
»Hjælp min mand til at forstå«
Som afslutning på de tempelanbefalingsinterview, som jeg foretog som biskop og stavspræsident, spurgte jeg ofte de gifte søstre, hvordan jeg bedst kunne tjene dem og deres familie. Sammenfaldet af de svar, jeg fik fra disse trofaste kvinder, var både lærerige og foruroligende. Det var sjældent, at søstrene beklagede sig eller kritiserede, men de svarede ofte noget i denne stil: »Hjælp min mand til at forstå sit ansvar som præstedømmeleder i vores hjem. Jeg har ikke noget imod at sørge for, at vi studerer skriften, beder familiebøn og holder familieaftener, og det skal jeg nok fortsætte med. Men jeg ville ønske, at min mand var en mere jævnbyrdig partner og sørgede for det stærke præstedømmelederskab, som det kun er ham, der kan. Hjælp min mand til at lære, hvordan han bliver patriark og en præstedømmeleder, som præsiderer over og beskytter vores hjem.«
Jeg har ofte tænkt over disse søstres oprigtighed og deres anmodning. Præstedømmeledere hører noget tilsvarende i dag. Mange hustruer trygler om ægtemænd, som ikke blot besidder præstedømmets myndighed, men også dets kraft. De længes efter at trække på samme hammel med en trofast ægtemand og præstedømmeledsager, når det gælder om at opbygge et hjem, der er centreret om Kristus og fokuseret på evangeliet.
Brødre, jeg lover, at hvis vi bønsomt vil overveje disse søstres bøn, vil Helligånden hjælpe os til at se os, som vi virkelig er (se L&P 93:24) og til at se, hvor vi må ændre og forbedre os. Og tiden er inde nu!
Vær retskafne eksempler
I aften gentager jeg præsident Thomas S. Monsons belæringer. Han har opfordret os til at være »retskafne eksempler«. Han har gentagne gange mindet os om, at vi er ude i Herrens ærinde, og at vi har ret til hans hjælp, hvis vi er værdige (se »Retskafne eksempler«, Liahona, maj 2008, s. 65–68). I og jeg bærer en præstedømmemyndighed, som i denne uddeling blev givet tilbage til jorden af de himmelske sendebud, Johannes Døber og Peter, Jakob og Johannes. Og derfor kan hver eneste mand, der modtager Det Melkisedekske Præstedømme, spore sin personlige myndighedslinje direkte tilbage til Herren, Jesus Kristus. Jeg håber, at vi påskønner denne forunderlige velsignelse. Jeg beder til, at vi vil være rene og værdige til at repræsentere Herren, når vi udøver hans hellige myndighed. Må vi hver især gøre os værdige til præstedømmets kraft.
Jeg vidner om, at det hellige præstedømme er blevet gengivet til jorden i disse sidste dage og findes i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Jeg vidner også om, at præsident Thomas S. Monson er den præsiderende højpræst for det høje præstedømme i Kirken (se L&P 107:9, 22, 65–66, 91–92) og den eneste person på jorden, som både besidder og er bemyndiget til at udøve alle præstedømmets nøgler. Om disse sandheder vidner jeg højtideligt i Herren Jesu Kristi hellige navn. Amen.