Tro, sjælsstyrke og opfyldelse: Et budskab til enlige forældre
I kæmper for at opdrage jeres børn i retskaffenhed og sandhed, velvidende at selv om I ikke kan ændre fortiden, kan I forme fremtiden.
Mit budskab gælder Kirkens enlige forældre, hvoraf størstedelen er enlige mødre – I tapre mødre, der på grund af forskellige omstændigheder i livet befinder jer i en situation, hvor I på egen hånd opdrager børn og styrer et hjem. I måske blevet enker eller skilt. I står måske over for udfordringerne som enlig forælder på grund af et fejltrin uden for ægteskabet, men lever nu inden for evangeliets rammer og har forandret jeres liv. I er nu velsignede ved at undgå den slags selskab, der vil koste jer jeres dyd og det at være en discipel. Det ville være en alt for høj pris at betale.
Selv om I til tider kan have spurgt: hvorfor mig? er det takket være livets trængsler, at vi vokser mod guddommelighed, efterhånden som vores karakter formes i trængslens smeltedigel i livets løb og Gud i samme åndedrag respekterer menneskets handlefrihed. Som ældste Neal A. Maxwell bemærkede, kan vi ikke lave hele regnestykket eller lægge det hele sammen, fordi »vi ikke har alle tallene«.1
Uanset jeres omstændigheder eller årsagerne til dem er I bare vidunderlige. Dag efter dag går I livets kamp i møde, udfører det arbejde, der altid har været tiltænkt to, men gør det stort set alene. I skal være far såvel som mor. I styrer husholdningen, tager vare på familien, kæmper sommetider for at få pengene til at slå til, og på mirakuløs vis finder I ressourcerne til at tjene i Kirken og yde en betydningsfuld indsats. I opdrager jeres børn. I græder og beder med dem og for dem. I ønsker det allerbedste for dem, men bekymrer jer hver aften for, om jeres bedste er godt nok.
Med risiko for at blive alt for personlig kommer jeg selv fra et sådant hjem. I det meste af min barndom og mine ungdomsår var min mor alene om at opdrage os under fattige kår. Pengene blev omhyggeligt rationeret. Hun kæmpede med en indre ensomhed og var til tider desperat efter støtte og kammeratskab. På trods af alt dette besad min mor en vis værdighed, en enorm kilde til beslutsomhed og masser af skotsk viljestyrke.
Heldigvis blev hendes senere år mere velsignede end de tidligere. Hun giftede sig med en nyomvendt, en enkemand, og de blev beseglet i templet i London i England og tjente senere der i kort tid sammen som tempeltjenere. De var sammen i næsten et kvart århundrede – glade, tilfredse og havde et rigt liv, indtil døden indhentede dem.
Der findes mange af jer gode kvinder i Kirken verden over, som befinder jer i lignende forhold, og som udviser den samme ukuelighed år ud og år ind.
Det var ikke lige det, I havde håbet på eller planlagt, bedt om eller forventet, da I for mange år siden begyndte jeres løbebane. På jeres rejse gennem livet har der været bump, omveje, snoninger og sving, for det meste som følge af livet i en falden verden, der har til formål at være et prøvelsens sted.
Samtidig kæmper I for at opdrage jeres børn i retskaffenhed og sandhed. I ved godt, at I ikke kan ændre fortiden, men I kan stadig forme fremtiden. Hen ad vejen vil I få velsignelser som kompensation herfor, også selv om de ikke er umiddelbart synlige.
Med Guds hjælp behøver I ikke frygte fremtiden. Jeres børn vil vokse op og prise jer salige, og hver eneste af deres mange bedrifter kommer til at være en hyldest til jer.
Føl aldrig, at I tilhører en slags andenrangskategori i Kirken, som på en eller anden måde skulle være mindre berettigede til Herrens velsignelser end andre. I Guds rige findes der ingen andenrangsborgere.
Vi håber, at I, når I overværer møder og ser tilsyneladende fuldendte og lykkelige familier eller hører nogle tale om den ideelle familie, vil føle jer glade over at være en del af en kirke, som fokuserer på familien og underviser om dens centrale rolle i vor himmelske Faders plan for lykke for sine børn, og at I midt blandt alverdens ulykker og moralske forfald er klar over, at vi har den lære og myndighed samt de ordinancer og pagter, der virkelig frembyder det største håb for verden, herunder for jeres børns fremtidige lykke og de familier, som de stifter.
Ved Hjælpeforeningens årlige møde i september 2006 berettede præsident Gordon B. Hinckley om en oplevelse fortalt af en fraskilt, enlig mor med syv børn, der dengang var mellem 7 og 16 år gamle. Hun var gået over gaden for at aflevere noget til en nabo. Hun sagde:
»Da jeg vendte mig om for at gå hjem, kunne jeg se, at der var lys i mit hus. Jeg kunne høre genlyden af det, mine børn havde sagt få minutter tidligere, da jeg var gået ud af døren. De sagde: ›Mor, hvad skal vi have til aftensmad?‹ ›Kører du mig hen på biblioteket?‹ ›Jeg er nødt til at få fat i noget A2-papir i aften.‹ Træt og udmattet så jeg hen på huset og så lys i alle rummene. Jeg tænkte på alle mine børn, som var derhjemme og ventede på, at jeg skulle komme og opfylde deres behov. Mine byrder syntes tungere end det, jeg kunne bære.
Jeg kan huske, hvordan jeg gennem tårerne så op mod himlen og sagde: ›Kære Fader, jeg kan ikke klare det i aften. Jeg er for træt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg kan ikke gå hjem og tage mig af alle de børn alene. Kan jeg ikke komme op til dig og være hos dig, bare en enkelt nat? …‹
Jeg hørte egentlig ikke de ord, der blev svaret, med mine ører, men jeg hørte dem i mit sind. Svaret var: ›Nej, min ven, du kan ikke komme op til mig nu … Men jeg kan komme ned til dig.‹«2
Tak, søstre, for alt det, I gør, for at opfostre jeres familie og sørge for et dejligt hjem, hvor der findes godhed, fred og muligheder.
Skønt I ofte føler jer alene, er I rent faktisk aldrig fuldstændig overladt til jer selv. Når I går fremad i tålmodighed og tro, følger forsynet med jer. Himlen vil udøse sine velsignelser, som I har behov for.
Jeres perspektiv og syn på livet ændres, når I ser op i stedet for at være nedtrykt.
Mange af jer har allerede opdaget den storslåede sandhed, der forvandler én, at når man lever for at løfte andres byrder, så bliver ens egne byrder lettere. Selv om omstændighederne måske ikke har ændret sig, har jeres holdning ændret sig. I er i stand til at møde jeres egne prøvelser med større accept, et mere forstående hjerte og en større taknemlighed for det, I har, frem for at længes efter det, I ikke har endnu.
I har opdaget, at når vi bevilger kredit i form af håb til dem, hvis konto i livet synes tom, fyldes vores egen kiste med trøst og helt op til randen. Vores bæger bliver i sandhed »fyldt til overflod« (Sl 23:5).
Gennem en retfærdig levevis kan I og jeres børn en dag nyde godt af velsignelserne ved at være en del af en fuldendt, evig familie.
Medlemmer og ledere, er der mere, I kan gøre for at støtte familier med én forælder uden at være fordømmende eller tale nedsættende? Kunne I eventuelt være mentor for de unge i sådanne familier, især ved at være et eksempel for unge mænd på det, som gode mænd gør, og hvordan gode mænd lever? Sørger I i fædrenes fravær for at være rollemodeller, der er værd at efterligne?
Nu findes der selvfølgelig visse familier med én forælder, hvor det er faderen, der er den enlige forælder. Brødre, vi beder også for jer og hylder jer. Dette budskab er også til jer.
Enlige forældre, jeg vidner for jer om, at når I gør jeres allerbedste i de vanskeligste udfordringer, et menneske har, vil himlen tilsmile jer. I er i sandhed ikke alene. Lad Jesu Kristi forløsende, kærlige kraft gøre jeres liv lysere nu og fylde jer med håbet om et evigt løfte. Fat mod. Hav tro og håb. Gå nuet i møde med sjælsstyrke og se hen til fremtiden med tillid. I Jesu Kristi navn. Amen.