2012
Tiden er nu inde til at rejse sig og lade sit lys skinne!
Maj 2012


Tiden er nu inde til at rejse sig og lade sit lys skinne!

Elaine S. Dalton

Som Guds døtre er I født til at lede.

Fra mit vindue på mit kontor har jeg en storslået udsigt til templet i Salt Lake City. Hver dag ser jeg englen Moroni, der står på toppen af templet som et skinnende symbol på ikke blot hans egen tro, men på vores tro. Jeg elsker Moroni, fordi han forblev ren og tro i et meget forfaldent samfund. Han er min helt. Han stod alene. Jeg føler på en eller anden måde, at han i dag står på toppen af templet, kalder på os til at have mod, til at huske hvem vi er, og til at være værdige til at træde ind i det hellige tempel – til at »rejs[e os] og lad[e vores] lys skinne,«1 til at stå højt hævet over den verdslige larm og til, som Esajas profeterede, at »kom[me] … til Herrens bjerg«2 – det hellige tempel.

Herrens udvalgte døtre er forsamlet her i dag. Der findes i hele verden ikke nogen mere indflydelsesrig gruppe, der står for sandhed og retskaffenhed, end de unge piger og kvinderne i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Jeg ser jeres storhed og kender jeres guddommelige identitet og skæbne. I udmærkede jer i forudtilværelsen. Jeres slægtslinje fører pagter og løfter med sig. I har arvet de åndelige egenskaber fra de trofaste patriarker, Abraham, Isak og Jakob. En af Guds profeter henviste engang til alle jer, der er samlet her i aften som »et lysende, skinnende håb«3 for fremtiden. Og jeg er enig! Jeres lys skinner klart i en meget udfordrende verden. Det er »dage, som jeg aldrig skal glemme«.4 Det er jeres tid, og nu er tiden inde for jer unge piger overalt til at »rejs[e] jer og lad[e] jeres lys skinne, så jeres lys må blive et banner for folkeslagene«.5

»Et eksempel der kan anvendes som målestok for nøjagtighed og fuldkommenhed.«6 Vi skal være et eksempel på hellighed, som hele verden kan se! Det nye reviderede hæfte Til styrke for de unge indeholder ikke blot standarder, som skal efterleves med nøjagtighed, men lovede velsignelser, hvis I gør dette. Teksten i dette vigtige hæfte er standarder til verden og efterlevelse af disse standarder gør jer i stand til at vide, hvad I skal gøre for at blive mere som Frelseren og for at blive lykkelige i en verden, der hele tiden bliver mørkere. Efterlevelse af standarderne i dette hæfte hjælper jer til at kvalificere jer til Helligåndens konstante ledsagelse. Og i den verden, som I lever i, har I brug for den ledsagelse for at træffe vigtige beslutninger, der afgør jeres fremtidige fremgang og lykke. Efterlevelse af disse standarder hjælper jer hver især til at kvalificere jer til at træde ind i Herrens hellige templer og der modtage de velsignelser og den kraft, som venter jer, når I indgår hellige pagter.7

Da vores datter Emi var en lille pige, kunne hun lide at iagttage alt, hvad jeg foretog mig for at gøre mig klar til kirke. Når hun havde iagttaget min rutine, børstede hun sit hår og tog sin kjole på. Til sidst bad hun altid mig komme lidt »glans« på. Det »glans«, som hun henviste til, var en tyk, klistret creme, jeg brugte for at forebygge rynker. Som anmodet kom jeg cremen på Emis kinder og læber, og hun smilede og sagde: »Nu er vi klar til at gå!« Det, som Emi ikke indså, var, at hun allerede havde sin »glans« på. Hendes ansigt strålede, fordi hun var ren, uskyldig og god. Hun havde Ånden hos sig, og det kunne man se.

Jeg ønsker, at alle unge piger, der er samlet her i aften, skal vide og forstå, at jeres skønhed – jeres »glans« – ikke består i makeup, klistret creme eller det seneste modetøj eller frisurer. Den gemmer sig i jeres personlige renhed. Når I efterlever standarderne og kvalificerer jer til Helligåndens konstante ledsagelse, kan I have en vidunderlig indflydelse på verden. Jeres eksempel, selv lyset i jeres øjne, påvirker andre, der ser jeres »glans«, og de vil ønske at blive som jer. Hvor får I dette lys fra? Herren er lyset, »og ånden oplyser enhver overalt i verden, som lytter til åndens røst.«8 Et guddommeligt lys tændes i vore øjne og ansigt, når vi drager os tættere på vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus. Sådan får vi den »glans«! Og som I alle kan se, hjalp den »glans-creme« alligevel ikke på mine rynker!

Kaldet om at »rejse sig og lade sit lys skinne« er et kald til jer alle om at lede verden i en stor sag – at hæve standarden – og lede denne generation i dyd, renhed og tempelværdighed. Hvis I ønsker at gøre en forskel i verden, skal I adskille jer fra verden. Jeg citerer præsident Joseph F. Smith, der på sin tid sagde til kvinderne: »I skal ikke ledes af verdens [unge piger], I skal lede … verdens [unge piger] i alt, hvad der er … forædlende for menneskenes børn.«9 Disse ord er sande den dag i dag. Som Guds døtre er I født til at lede.

I den verden, vi lever i, kræver jeres evne til at lede, at I har Helligåndens vejledning og konstante følgeskab, da den fortæller jer »alt det, som I skal gøre,«10 når I anerkender og stoler på dens vejledning og tilskyndelser. Og da Helligånden ikke bor i vanhellige templer, er vi hver især nødt til at kigge på vore vaner og vores hjerte. Vi er alle nødt til at ændre noget – omvende os. Som kong Lamoni sagde i Mormons Bog: »[Jeg] vil … aflægge alle mine synder for at kende dig.«11 Er vi, I og jeg, villige til at gøre det samme?

En gruppe unge i Queen Creek i Arizona besluttede sig for at »rejse sig og lade deres lys skinne« og lede de unge i deres lokalområde i overensstemmelse med standarderne fra Til styrke for de unge. De skrev hver især noget i deres dagbog, som de følte holdt dem tilbage, eller noget, som de ønskede at ændre i deres liv, og så gravede de bogstavelig talt et hul. De mødtes og hev siden ud af deres dagbog og smed den ned i hullet i jorden, ligesom Ammons folk i Mormons Bog gjorde det med deres våben.12 De begravede disse sider og lovede den dag at ændre sig. De omvendte sig. De besluttede sig for at rejse sig!

Har I noget i jeres liv, som I er nødt til at ændre? I kan gøre det. I kan omvende jer på grund af Frelserens uendelige forsoning. Han gjorde det muligt for jer og mig at ændre os, at blive rene igen og at blive som han. Og han har lovet, at når vi gør det, husker han ikke mere på vore synder og fejltagelser.13

Somme tider kan det næsten virke umuligt at blive ved med at skinne. I møder så mange udfordringer, der kan skygge for kilden til alt lys, som er Frelseren. Somme tider er vejen svær, og det kan endda somme tider virke som om en tyk tåge skygger for lyset. Dette var tilfældet med en ung pige, der hedder Florence Chadwick. Da Florence var 10 år gammel, opdagede hun, at hun var en talentfuld svømmer. Hun svømmede over den engelske kanal på 13 timer og 20 minutter, en rekordtid. Florence elskede en udfordring, og hun forsøgte senere at svømme fra Californiens kyst til øen Catalina – ca. 34 km. På denne svømmetur blev hun træt, da hun havde svømmet i 15 timer. En tyk tåge lagde sig og gjorde det umuligt at se kysten. Hendes mor sad ved siden af i en båd, og Florence fortalte moderen, at hun ikke troede, at hun kunne gøre det færdigt. Hendes mor og hendes træner opfordrede hende til at fortsætte, men det eneste, hun kunne se, var tågen. Hun gav op, og da hun sad i båden, opdagede hun, at hun var stoppet 1500 m fra kysten. Da hun senere blev interviewet og spurgt, hvorfor hun gav op, indrømmede hun, at det ikke var det kolde vand, og at det ikke var afstanden. Hun sagde: »Jeg blev snydt af tågen.«14

Senere forsøgte hun igen at svømme samme strækning, og igen lagde en tyk tåge sig, men denne gang blev hun ved og nåede hele vejen til kysten. Da hun denne gang blev spurgt om, hvad der gjorde forskellen, sagde hun, at hun i sit hoved bevarede et mentalt billede af kysten hele vejen gennem den tykke tåge og under resten svømmeturen.15

For Florence Chadwick var kysten hendes mål. For alle os er templet vores mål. Unge piger, vær fokuserede. Tab ikke jeres mål af syne. Lad ikke den tykke tåge skabt af moralsk forurening og verdens distraherende stemmer afholde jer fra at nå jeres mål, efterleve standarderne, nyde Helligåndens ledsagelse og være værdige til at træde ind i hellige templer. Fasthold altid billedet af templet – Frelserens hellige hus – i jeres hjerte og sind.

For flere uger siden stod jeg i det celestiale værelse i templet i Reno i Nevada. Det lys, der strømmede ind i det værelse, var funklende, og krystallysekronen fik lyset til at funkle endnu mere og afspejlede regnbuen på alle overflader overalt. Jeg blev begejstret, da jeg indså, at Frelseren er »verdens lys og liv,«16 at det er hans lys, vi skal holde op og afspejle. Vi er de små krystaller, der afspejler hans lys, og for at gøre det skal vi være rene og frie for denne verdens støv. Da jeg stod der i templet den dag, hørte jeg i mit sind Moronis kald til os – Zions døtre: »Vågn op, og rejs dig af støvet.«17 »Og [rør ikke] den onde gave, ej heller det urene.«18 »Vågn op, og rejs dig … og ifør dig dine smukke klæder, o Zions datter … så den evige Faders pagter, som han har sluttet med dig, o Israels hus, må blive opfyldt.«19

Templets lovede velsignelser gælder ikke blot jer, men alle generationer. Når I gør templet til jeres mål, overgår jeres indflydelse på det gode tid og sted, og den tjeneste, I udfører for dem, der er gået forud for jer, vil være opfyldelsen af profeti!

Ved sidste generalkonference blev jeg begejstret, da jeg hørte ældste David A. Bednar opfordre jer alle til ivrigt at engagere jer i jeres egen slægtshistorie og tempeltjeneste for dem, der er gået bort uden velsignelserne i Jesu Kristi gengivne evangelium.20 Da han kom med denne opfordring, hoppede mit hjerte i mig. I Lære og Pagter læser vi om »andre udvalgte ånder, som er blevet holdt tilbage for at komme frem i tidernes fylde for at være med til at lægge grundvolden til det store sidste dages værk, herunder opførelsen af templer og udførelsen af ordinancer deri til forløsning af de døde«.21 Dette er jeres tid, og jeres arbejde er begyndt! Nu er det tid til at være værdig til og at få en tempelanbefaling. Når I udfører dette arbejde, bliver I befriere på Zions bjerg.22

Ældste Russell M. Nelson sagde om jer: »Indflydelsen fra Kirkens unge piger vil, som en sovende kæmpe, vågne, rejse sig og inspirere jordens indbyggere som en mægtig kraft af retskaffenhed.«23 Unge piger, rejs jer og indtag jeres plads ved de herlige begivenheder, som former jeres og verdens fremtid. Tiden er nu!

»På bjergets høje top, et banner vajer frit. Nationer, se nu op Guds folk har kæmpet, stridt.«24 Unge piger, I er det banner! Vær dydige og rene, søg Helligåndens ledsagelse, begrav jeres synder og overtrædelser, bevar jeres fokus og lad ikke tågen af moralsk forurening skjule jeres mål. Vær værdige til at træde ind i templet nu. Tag jeres »glans« på! Jeg bærer af hele mit hjerte vidnesbyrd om, at Gud lever, og han vil oplyse vores liv, når vi drager os tættere på hans elskede Søn – vor Frelser, Jesus Kristus. Og jeg beder til, at vi, som Moroni, vil »rejs[e os] og lade [vores] lys skinne, så [vores] lys må blive et banner for folkeslagene«.25 I Jesu Kristi hellige navn. Amen.

Noter

  1. L&P 115:5.

  2. Es 2:3; 2 Ne 12:3.

  3. Gordon B. Hinckley: »Stå fast og urokkelig«, Verdensomspændende oplæringsmøde for ledere, 10. jan. 2004, s. 20.

  4. Oliver Cowdery, i JS-H 1:71, fodnote.

  5. L&P 115:5.

  6. Ezra Taft Benson, »Forstærk dine stave,« Stjernen, aug. 1991, s. 4.

  7. Se L&P 109:22.

  8. L&P 84:46.

  9. Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph F. Smith, 1999, s. 184.

  10. 2 Ne 32:5.

  11. Alma 22:18; fremhævelse tilføjet.

  12. Se Alma 24:17.

  13. Se L&P 58:42.

  14. Se Sterling W. Still, i Conference Report, apr. 1955, s. 117.

  15. Se Randy Alcom, »Florence Chadwick and the Fog«, epm.org/resources/2010/Jan/21/florence-chadwick-and-fog. Se også »Florence Chadwick«, i Encyclopedia of World Biography, vol. 19, 2004: s. 64–66; »Navigation Information« og »Swim Successes«, Catalina Channel Swimming Federation, swimcatalina.com, hentet 27. mar. 2012. Der findes flere let varierende beretninger om Florence Chadwick.

  16. 3 Ne 9:18.

  17. Moro 10:31.

  18. Moro 10:30.

  19. Moro 10:31.

  20. Se David A. Bednar, »Børnenes hjerte skal vende sig«, Liahona, nov. 2011, s. 24–27.

  21. L&P 138:53–54.

  22. Se Obad 1:21; L&P 103:9 og Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph F. Smith, 2007, s. 467–468.

  23. Russell M. Nelson, »Daughters of Zion«, New Era Young Women Special Issue, YW nov. 1985, s. 9.

  24. »På bjergets høje top«, Salmer og sange, nr. 4

  25. L&P 115:5.