Bjerge at bestige
Hvis vi har tro på Jesus Kristus, kan såvel de hårde som de lette tidspunkter i livet være en velsignelse.
Jeg hørte ved et konferencemøde præsident Spencer W. Kimball bede om, at Gud ville give ham bjerge at bestige. Han sagde: »Der ligger store udfordringer foran os, kæmpemæssige muligheder, vi skal tage imod. Jeg hilser disse spændende udsigter velkomne og føler trang til ydmygt at sige til Herren: ›Så giv mig da dette bjergland,‹ giv mig disse udfordringer.«1
Jeg blev rørt, eftersom jeg kendte nogle af de udfordringer og den modgang, han allerede havde mødt. Jeg ønskede at blive mere som ham, en modig Guds tjener. Så en aften bad jeg for at afprøve mit mod. Jeg kan levende huske det. Om aftenen knælede jeg ned i mit soveværelse med en tro, der føltes, som om mit hjerte skulle sprænges.
Efter en dag eller to blev min bøn besvaret. De sværeste prøvelser i mit liv overraskede og ydmygede mig. Jeg lærte to ting. For det første havde jeg et klart bevis på, at Gud hørte og besvarede min bøn i tro. For det andet begyndte jeg at lære en lektie, som jeg fortsat lærer af, nemlig hvorfor jeg den aften følte en sådan tillid til, at en stor velsignelse kan opstå fra modgang, der mere end opvejer enhver omkostning.
Den modgang, jeg mødte dengang for lang tid siden, synes nu lille ved siden af det, der siden hen er kommet til mig – og til dem, jeg elsker. Mange af jer gennemgår nu fysiske, mentale og følelsesmæssige prøvelser, der kunne få jer til at klage højt, som en betydelig og trofast Guds tjener, som jeg kendte rigtig godt, gjorde. Hans sygeplejerske hørte ham i smerte udbryde fra sin seng: »Når jeg hele mit liv har forsøgt at være god, hvorfor sker det her så for mig?«
I ved, at Herren besvarede det spørgsmål for profeten Joseph Smith, da han sad i fængsel:
»Og hvis du skulle blive kastet i fangehullet eller i morderes hænder, og der bliver fældet dødsdom over dig, hvis du bliver kastet i dybet, hvis de svulmende bølger lægger råd op imod dig, hvis heftige vinde bliver din fjende, hvis himlene bliver sorte, og alle elementerne forener sig for at spærre vejen, og frem for alt, hvis selve helvedes gab åbner sig vidt for at opsluge dig, da skal du vide, min søn, at alt dette skal give dig erfaring og skal være til gavn for dig.
Menneskesønnen er steget ned under dem alle. Er du større end han?
Fortsæt derfor på din vej, så skal præstedømmet forblive hos dig, for grænserne er sat for dem, de kan ikke overskride dem. Dine dage er kendt, og dine år skal ikke blive færre; frygt derfor ikke for, hvad mennesket kan gøre, for Gud vil være med dig for evigt og altid.«2
Jeg synes ikke, der findes et bedre svar på spørgsmålet om, hvorfor vi får prøvelser, og hvad vi skal gøre end Herrens egne ord. Han som gennemgik prøvelser for os, der var værre, end vi kan forestille os.
I mindes hans ord, da han bad os om i tro på ham at omvende os:
»Derfor befaler jeg dig at omvende dig – omvend dig, for at jeg ikke skal slå dig med min munds stok og med min harme og med min vrede, og for at dine lidelser ikke skal blive svære – hvor svære ved du ikke, hvor intense ved du ikke, ja, hvor tunge at bære ved du ikke.
For se, jeg, Gud, har lidt dette for alle, for at de ikke skal lide, hvis de vil omvende sig;
men hvis de ikke vil omvende sig, må de lide, ligesom jeg;
hvilken lidelse fik mig, selv Gud, den største af alle, til at skælve af smerte og til at bløde fra hver pore og til at lide på både legeme og ånd – og jeg ønskede, at jeg ikke skulle drikke det bitre bæger, men undlade det –
dog, æret være Faderen, så drak jeg og fuldendte mine forberedelser for menneskenes børn.«3
I og jeg tror på, at måden at gennemgå og hæve sig over prøvelser på er ved at tro, at der er »balsam at hente i Gilead«4, og at Herren har lovet: »Jeg … svigter dig ikke«.5 Det er, hvad præsident Thomas S. Monson har undervist os i for at hjælpe os og dem, vi tjener, gennem det, der kan virke som ensomme og overvældende prøvelser.6
Men præsident Monson har også meget klogt sagt, at et fundament af tro i lyset af de løfter tager tid at opbygge. I har måske set behovet for det fundament ved sengekanten hos en person, der er klar til at give op frem for at holde ud til enden. Hvis troens fundament ikke ligger dybt i vores hjerte, svigter kraften til at holde ud.
Min hensigt i dag er at beskrive det, som jeg ved om, hvordan vi lægger et urokkeligt fundament. Jeg gør det med stor ydmyghed af to årsager. For det første, fordi det, jeg siger, kan tage modet fra dem, der kæmper med stor modgang og føler, at deres tros fundament svigter. Og for det andet, fordi jeg ved, at endnu større prøvelser ligger foran mig før slutningen af dette liv. Derfor kræver det råd, jeg giver jer, stadig at blive bevist ved, at jeg selv holder ud til enden.
Som ung mand arbejdede jeg sammen med en entreprenør og byggede sokler og fundamenter til nye huse. I sommervarmen var det hårdt arbejde at gøre jorden klar til støbeformen, hvor vi hældte cement ned til soklen. Der var ingen maskiner. Vi brugte en hakke og en skovl. I de dage var det hårdt arbejde at bygge bæredygtige fundamenter til huse.
Det krævede også tålmodighed. Når vi havde støbt soklen, skulle vi vente på, at den tørrede. Selvom vi ønskede at fortsætte med at arbejde, ventede vi også, efter vi havde støbt fundamentet, før vi tog støbeformene væk.
Og den trættende og tidskrævende proces med at lægge metalstænger ind i støbeformene for at styrke fundamentet virkede endnu mere imponerende på en nybegynder.
På lignende vis skal fundamentet for vores tro omhyggeligt forberedes til at modstå de storme, der kommer til alle i jordelivet. Den solide base for troens fundament er personlig retskaffenhed.
At vi altid vælger det rette, når vi får en valgmulighed, skaber et solidt fundament for vores tro. Det kan begynde i barndommen, da alle sjæle bliver født med Kristi Ånd som en gratis gave. Med den Ånd kan vi vide, når vi har gjort det, der er ret for Gud, og når vi i hans øjne har gjort noget forkert.
Disse valg er der hundredvis af de fleste dage og de udgør det solide fundament, som vores bygningsværk af tro er bygget på. Metalrammen, som vores tro hældes ned i, er Jesu Kristi evangelium, med alle dets pagter, ordinancer og principper.
En af nøglerne til en vedholdende tro er en rigtig bedømmelse af, hvor meget tid der er brug for. Det er derfor, jeg så uforstandigt i min bøn så tidligt i mit liv bad om højere bjerge at bestige og større prøvelser.
Den helbredelse kommer ikke automatisk, som tiden går, den tager tid. Det er ikke nok at blive ældre. Det kræver, at man ihærdigt tjener Gud og andre af hele sit hjerte og sjæl, der vender vidnesbyrd om sandheden til ubrydelig åndelig styrke.
Nu ønsker jeg at opmuntre dem, som befinder sig i svære prøvelser, og føler, at deres tro falmer på grund af det konstante pres. En prøvelse kan være den måde, I styrkes på, og til sidst opnår urokkelig tro. Moroni, Mormons søn i Mormons Bog, fortalte os, hvordan den velsignelse kan komme. Han underviser i den enkle og søde sandhed om, at selv et lille begreb om tro giver Gud mulighed for at lade den vokse:
»Og nu vil jeg, Moroni, sige noget angående dette; jeg vil vise verden, at tro er det, som man håber på og ikke ser; bestrid det derfor ikke, fordi I ikke ser det, for I modtager intet vidnesbyrd, førend jeres tro er blevet prøvet.
For det var ved tro, at Kristus viste sig for vore fædre, efter at han var opstået fra de døde; og han viste sig ikke for dem, førend de havde tro på ham; derfor må det nødvendigvis være sådan, at nogen havde tro på ham, for han viste sig ikke for verden.
Men på grund af menneskenes tro har han vist sig for verden og herliggjort Faderens navn og beredt en vej, så andre derved kan blive delagtige i den himmelske gave, så de kan have håb om det, som de ikke har set.
Derfor kan også I have håb og blive delagtige i gaven, hvis I blot vil have tro.«7
Den dyrebareste gnist af tro, og som I bør beskytte og anvende så meget, som I kan, er troen på Herren Jesus Kristus. Moroni underviste i troens kraft på denne måde: »Og der er heller ikke nogen, der på noget tidspunkt har udvirket mirakler, førend de troede; derfor troede de først på Guds Søn.«8
Jeg talte med en kvinde, der modtog miraklet til at have styrke nok til at udholde ufattelige tab ved blot i det uendelige at gentage ordene: »Han lever! Vor Forløser stor.«9 Den tro og det vidnesbyrd var der stadig i det slørede mørke, men det slettede ikke hendes barndomsminder.
Jeg blev overvældet over at opdage, at en anden kvinde havde tilgivet en person, der i årevis havde gjort hende uret. Jeg blev overrasket og spurgte hende, hvorfor hun havde valgt at tilgive og glemme så mange års ondskabsfuld mishandling.
Stille sagde hun: »Det er det sværeste, jeg nogen sinde har gjort. Jeg vidste bare, at jeg var nødt til at gøre det. Så det gjorde jeg.« Hendes tro på, at Frelseren ville tilgive hende, hvis hun tilgav andre, gav hende en følelse af fred og håb, da hun mødte døden blot nogle måneder efter, at hun havde tilgivet sin uomvendte modstander.
Hun spurgte mig: »Hvordan vil der være i himlen, når jeg når frem?«
Og jeg sagde: »Jeg ved bare, at fra hvad jeg har set i din evne til at udøve tro og tilgivelse, vil det være en vidunderlig hjemkomst for dig.«
Jeg har endnu en opmuntring til dem, som nu undrer sig over, om deres tro på Jesus Kristus vil være nok for dem til at holde ud til enden. Nogle af jer, der lytter nu, har jeg været velsignet med at kende, da I var yngre, energiske, mere begavede end de fleste omkring jer, og alligevel valgte I at gøre det, som Frelseren ønskede, I skulle gøre. Ud af jeres overflod fandt I måder at hjælpe på og drage omsorg for dem, som I måske fra jeres ståplads i livet kunne have ignoreret eller set ned på.
Når hårde prøvelser sætter ind, vil troen til at udholde dem være der, hvilket I måske bemærker nu, men som I ikke bemærkede på det tidspunkt. Den er opbygget ved at handle på Kristi rene kærlighed, ved at tjene og tilgive, som Frelseren ville have gjort det. I byggede jeres fundament af tro ved at elske, som Frelseren elskede og ved at tjene for ham. Jeres tro på ham førte til næstekærlige handlinger, der vil bringe jer håb.
Det er aldrig for sent at styrke troens fundament. Der er altid tid. Med tro på Frelseren kan I omvende jer og bede om tilgivelse. Der er nogen, I kan tilgive. Der er nogen, I kan takke. Der er nogen, I kan tjene og opløfte. I kan gøre det, hvor end I befinder jer, og hvor alene og forladt I måtte føle jer.
Jeg kan ikke love jer, at jeres modgang ophører i dette liv. Jeg kan ikke forsikre jer om, at jeres prøvelser blot vil synes at vare et øjeblik. En af egenskaberne ved livets prøvelser er, at de synes at få tiden til at gå langsommere og næsten stoppe.
Der er en grund til det. Kendskab til den grund giver måske ikke megen trøst, men det kan give jer en følelse af tålmodighed. Det skyldes følgende faktum: I deres fuldkomne kærlighed til jer ønsker vor himmelske Fader og Frelseren at gøre jer egnede til at være sammen med dem og leve i familier for evigt. Kun de, der er vasket fuldstændigt rene gennem Jesu Kristi forsoning, kan være der.
Min mor kæmpede med kræft i næsten 10 år. Behandlinger og operationer og det til sidst at være bundet til sengen var nogle af hendes prøvelser.
Jeg husker, hvad min far sagde, da han så hende tage sit sidste åndedræt: »En lille pige er taget hjem for at hvile.«
En af dem, der holdt tale ved hendes begravelse, var præsident Spencer W. Kimball. Blandt de smukke ord han sagde, mindes jeg nogle som disse: »Nogle af jer mener måske, at Mildred led så længe og så meget på grund af noget, hun havde gjort forkert, som medførte prøvelser.« Så sagde han: »Men nej, det var, fordi Gud ønskede, at hun blev lidt mere forædlet.« Jeg kan huske, at jeg på det tidspunkt tænkte: »Hvis en kvinde, der var så god, havde brug for så megen forædling, hvad venter der så mig?«
Hvis vi har tro på Jesus Kristus, kan såvel de hårde som de lette tidspunkter i livet være en velsignelse. Under alle omstændigheder kan vi vælge det rette med Åndens vejledning. Vi har Jesu Kristi evangelium til at forme og vejlede os i vores liv, hvis vi vælger det. Og med profeter, der har åbenbaret vores plads i frelsesplanen, kan vi leve med et fuldkomment håb og med en følelse af fred. Vi behøver aldrig at føle, at vi er alene eller uelsket i Guds tjeneste, for det er vi aldrig. Vi kan mærke Guds kærlighed. Frelseren har lovet os engle på vores venstre og højre side til at løfte os op.10 Og han indfrier altid sine løfter.
Jeg bærer vidnesbyrd om, at Gud Faderen lever, og at hans elskede Søn er vor Forløser. Helligånden har bekræftet sandheden ved denne konference og vil gøre det igen, når I søger den, når I lytter, og når I senere studerer budskabet fra Herrens bemyndigede tjenere, der er her. Præsident Thomas S. Monson er Herrens profet i hele verden i dag. Herren våger over jer. Gud Faderen lever. Hans elskede Søn, Jesus Kristus, er vor Forløser. Hans kærlighed svigter aldrig. Det vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.