2016
Tilgivelse af min eksmand
Februar 2016


Vi taler om Kristus

Tilgivelse af min eksmand

Jeg studerede Kristi eksempel på kærlighed og tilgivelse, og det hjalp mig til at overvinde den smerte, jeg følte efter min skilsmisse.

Adult woman holding scriptures as she studies.  The background is black.

Da jeg befandt mig i en ukendt situation og stod over for en skilsmisse, som jeg ikke havde ønsket, oplevede jeg en smerte og afvisning, som jeg aldrig før havde oplevet. Jeg var midt i 40’erne, alene om at opdrage mine teenagere, havde et fuldtidsjob og skulle betale af på huset. Jeg var overvældet, træt og bekymret, men mest af alt fyldt af den voldsomste smerte, jeg nogensinde havde oplevet.

På grund af min baggrund i evangeliet og mit ønske om at leve retskaffent vidste jeg, at jeg måtte tilgive min eksmand. Jeg vidste, at det var vigtigt ikke at kritisere ham foran børnene, men hvordan kunne jeg komme over disse følelser af afvisning, som fik mig til at ønske at råbe højt af fortvivlelse?

Dag efter dag vendte jeg mig i mine kvaler til skrifterne og søgte vejledning fra Ånden. Jeg søgte flittigt dag og nat. Jeg havde brug for at vide, hvad jeg personligt kunne gøre ved denne ukendte skillevej i mit liv for at følge Frelserens eksempel og følge hans kald om at følge ham.

Mens jeg studerede skrifterne, nedskrev jeg hver eneste af Jesu egenskaber, som jeg ønskede at udvikle hos mig selv. Jeg nedskrev belæringerne fra de historier og lignelser, som han fortalte, mens han var på jorden. Jeg noterede det, der talte til mit hjerte om tilgivelse. Jeg skrev flittigt i min notesbog om de vanskeligheder og prøvelser, som Herren stod over for, og hvordan han overvandt dem.

Med tiden erkendte jeg, at hans smerte var langt værre end min, men alligevel tilgav han dem, der sårede ham. Han var det fuldkomne eksempel. Den notesbog, fyldt med lektier fra Herrens liv, blev en kilde til stor styrke for mig. Den var min livline. Jeg fulgte hans eksempel og besluttede mig til at udholde min prøvelse, så godt jeg kunne. Jeg var villig til at gå fremad gennem min smerte.

Det virkede! Jeg er nu et par år efter velsignet med et godt forhold til min eksmand. Selv om han er gift igen, er vores forhold som forældre til vore børn godt og smertefrit. Jeg overvandt de negative følelser fra smerten og afvisningen ved at følge Kristi eksempel på ikke at kritisere ham. Jeg kan elske!

Det var en værdifuld lektie, jeg lærte af denne intense prøvelse. Jeg er taknemlig for min Frelsers fuldkomne eksempel. Han er min klippe og mit fundament. Og jeg føler mig aldrig alene. Jeg har hans kærlighed, hans forsoning, hans fuldkomne eksempel og en elsket himmelsk Faders kærlighed og velsignelser.